If I told you - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 sep. 2013
  • Opdateret: 5 sep. 2013
  • Status: Igang
Barbara Collins har en del at takle med i sin hverdag. Hun er ikke ligesom alle andre unge piger eller drenge på hendes alder. Hun er agent. Den utrolig charmerende og flirtende sanger Harry Styles er muligvis i fare og Barbara bliver hurtigt sat på opgaven. Her på det sidste har CSI og NCIS været i hælene på Barbara og vælger derfor at gå under dæknavnet Bonnie Cold. Barbara mener, at Harry er en smule for paranoid, og ser derfor ingen grund til at beskytte ham, men hun vælger dog at erstatte sine fridage og sætter missionen i gang. Alt ser ud til at gå ned af bakke, men selv da det ser sortest ud, formår den proffessionelle Barbara at komme tættere på Harry Styles end hun hidtil havde troet var muligt..

10Likes
9Kommentarer
780Visninger
AA

2. Kap 1: "Er fyren ikke bare en lille smule for paranoid?"

Barbara's synsvinkel

Jeg sukkede irriteret og tog valget. Løst hår. Irriteret trak jeg min løse top ned over hovedet og fik kæmpet mine ben ned i nogle stramme jeans. Jeg vidste aldrig hvad jeg skulle have på, når jeg skulle snakke med Will, min chef. Man skulle hverken se for billig eller for fin ud. Det var sommetider slet ikke helt til at finde rundt i.

Hoppende lande jeg forenden af trappetrinene og fortsatte ud i gangen. Min brune læderjakke, som passede godt til mit lyse hår, blev taget på og mine Dr. Martin sko blev også taget i brug. Jeg fumlede lidt med min pistol og satte den ned i sit sædvanlige hylster, som blev godt gemt af jakken. Min hånd greb ud efter mine nøgler på vej ud af døren og låste af inden jeg forsatte ned af portens stentrappe. Idéen var, at jeg ikke skulle tiltrække for meget opmærksomhed i aften, så jeg valgte at gå i stedet for at tage bilen. Der var heller ikke specielt lang vej ned til den lokale bar, så jeg skulle nu nok overleve, også selvom at mine ben føltes som gele.

Jeg havde trænet sammen med Daniel i kampsportslokalet her i eftermiddag, så da jeg fik besked på at møde med Will i aften, havde jeg sukket højt og irriteret. Jeg elskede mit arbejde, det gjorde jeg virkelig, men tanken om at ligge på sofaen og fede den af med chips og cola var en drøm, som bare ikke gik i opfyldelse lige foreløbig.

Mine føder fortsatte ned af den mørklagte gade, som kun lige blev oplyst af et par gadelygter. Kvarteret var nok ikke et sted som alle ville turde at dreje ind på. Det var lidt skummelt, men nu var jeg jo vant til at tage forskellige omveje og kendte til hvert eneste gadehjørne.

Jeg drejede ind i en smal gyde. Jeg tog altid bagindgangen, når jeg skulle ind på klubben. En del politimænd eller vagter holdte til på baren, da det faktisk var den bedste bar nær politistationen. Og de lavede fantastiske pomfritter her på stedet. - Hvilket de fleste barer var elendige til.

Mit blik lande hen mod gydens åbning og da der ikke var nogen at se, bankede jeg på den skæve trædør. Jeg trådte et skridt tilbage og ventede på svar. En masse larm lød da den lille lem i øjenhøjde blev åbnet og et sæt øjne kiggede direkte på mig. Jeg fik altid et chok når det skete, for jeg vidste aldrig hvem det var.

"Kode ord?" spurgte manden med en dyb mandestemme.

"Pebernød." svarede jeg og grinede inde i mig selv. Nogen gange var steder, som det her, for langt ude. Så langt ude at man var i tvivl om det var en børnehaveklasse eller en bar.

Lågen blev smækket i og lyden af en masse hængsler og raslen overtog ellers den så stille gyde. Døren blev åbnet med en skrigende knirke og manden gjorde plads til mig. Jeg nikkede en gang til ham som hilsen, og fortsatte igennem køkkenet hvor jeg hilste på barens kok, Phill. Vi havde været tidligere klassekammerater i folkeskolen.

Fortsat, gik jeg videre igennem baren og fik rakt mig en whisky med is. Det var stærkt, men jeg elskede det. Jeg tog en tår, imens jeg gik videre og nåede over til en masse dinglende snore med perle, som hang ned fra løftet af. Lidt 80' inspireret alligevel, dog uden de helt store pangfarver. Jeg trådte igennem det hav af dinglende perler og blev kropvisiteret af en bred mand. Han sendte mig videre og det var bare et bevis på hvor amatører folk var her på stedet.

Jeg fandt det sædvanlige hjørne, som Will plejede at sidde i, og fortsatte igennem rummet indtil jeg nåede derhen. Dumpede slog jeg mig ned i sædet overfor ham og han kiggede op på mig. Jeg tog en tår af min drink og lavede en grimasse.

"Hvis grunden er at du vil fyre mig, så kunne vi ligeså godt have skreget af hinanden i telefonen, i stedet for at gøre det her."

"Jeg vil ikke fyre dig." svarede han og grinede. "Hvor har du fået den idé fra?"

"Jeg er blevet sagsøgt af CSI og NCIS. De mener, jeg blander mig i deres arbejde." svarede jeg ligegyldigt og trak på skulderen. "Derfor tænkte jeg, at du måske ville fyre mig, da jeg kun skabte problemer lige i øjeblikket. Eller at du måske ville bede mig om at tage orlov."

CSI og NCIS havde tidligere på ugen haft fat i mig, da de mente, at jeg ikke skulle blande mig i deres efterforskninger og arbejde. Jeg var professionel agent i en ung alder og det kunne de åbenbart ikke forstå. De havde fortalt at jeg heller skulle gøre ligesom andre normale 20 årige tøser. Få en uddannelse, få en kæreste, blive gift, få børn, alt det, som jeg netop ikke havde løst til. Alt det her medførte også til at Politiet og jeg ikke ligefrem var de bedste venner for tiden.

"Barbara, du er en professionel og toptrænet agent." forklarede Will og foldede sine hænder på bordet. "Dem skal man lede længe efter og bare fordi at du har opklaret flere efterforskninger end politiet og de sagsøger dig, så er det ikke ensbetydende med at jeg vil fyre dig. Det vil selvfølgelig koste en masse problemer, men jeg får nogle folk til at kigge på det. Desuden, .. så har jeg en ny mission til dig."

Jeg nikkede anerkendende og legede lidt med mit glas, så den brændende væske var ved at ryge over glassets kant, men kun næsten. Glasset blev stillet på bordpladen og min hånd tog ud imod mappen som Will rakte frem mod mig. Jeg lagde den ned på bordet, dog uden at åbne den. Will kiggede undrende på mig og sukkede kort.

"Hvad er der?"

"Jeg har fri, Will." svarede jeg og skubbede mappen tilbage til ham. "Ved du for lang tid siden at det er, at jeg sidst har haft ferie? For to år siden."

"Men nu har jeg en opgave til dig." svarede han og sendte mappen tilbage hen over bordet til mig.

"Så giv opgaven videre." svarede jeg og var ved at sende mappen tilbage, endnu en gang, men blev stoppet af Will, som sendte mig et alvorligt blik og lagde sin hånd over min.

"Jeg tror ikke, at nogen andre kan udføre den her opgave," svarede han. "Og der er mange penge på spil. Ikke kun til firmaet, men også til dig."

"Til mig?" spurgte jeg.

Jeg rynkede lidt i mine øjenbryn og Will nikkede forsigtigt. Hans ord erklærede med det samme, at det nok var en meget vigtig opgave. Normalt fik jeg altid penge ind på min kontor hver gang en opgave var blevet gennemført. Pengene blev altid oversendt fra firmaets konto, aldrig direkte fra de personer, som jeg arbejdede for.

"Det er en meget stor opgave, Barbara." forsikrede han. "Denne her fyr, Harry Styles, er muligvis i livsfare, men han nægter at have agenter omkring sig."

"Burde jeg kende ham?" spurgte jeg og åbnede mappen, inden jeg kiggede papirerne igennem.

"Det ville undre mig, hvis du ikke gjorde." svarede han. "Han er en stor stor popstjerne over hele verden. Han er 19 og lidt af en charmetrold."

"Jeg arbejder konstant, så jeg har ikke tid til at læse sladderblade." svarede jeg skeptisk.

Will forklarede vider, dog uden at kommentere på min anerkendelse. Jeg lyttede med og bladrede de forskellige papirer igennem. Ham Harry fyren var i hvert fald kendt, det behøvede jeg ikke engang at sætte spørgsmålstegn på, da jeg så hvor meget han tjente. Der var informationer omkring ham selv, hans familie, hans arbejde, hans bank, hans.. ja, alt omkring ham. - Eller næsten. Lige meget, hvor meget der stod i denne her mappe, så vidste jeg, at noget reseach skulle tages i brug.

"Han nægter at have agenter omkring sig 24/7, men hans crew mener at det ville være bedst, så han vil forblive i sikkerhed. For et par måneder tilbage, var han involveret i et skuddrama på gaden og han er bange for at der nogen er ude efter ham."

"Er fyren ikke bare en lille smule for paranoid?" spurgte jeg skeptisk. "Jeg mener, et skuddrama på gaden kunne starte på en hvilken som helst tænkelig måde."

"Det kan også være lige meget hvis han er, Barbara." svarede Will alvorligt. "Hellere beskyttet end ubeskyttet."

"Men drengen vil jo ikke have agenter på sig, så hvad nytter det?" spurgte jeg irriteret. Jeg havde ingen forståelse inde for det her. Min trætte hjerne ville bare hjem og sove sine fridage væk, inden at den skulle på arbejde igen.

"Det er her du kommer ind i billedet, Barbara." svarede Will, som om det var indlysende. "Jeg har lavet en aftale med hans manager og hans sikkerhedsfolk. Jeg har lovet, at en agent vil være tæt på ham døgnet rundt. De aner ikke hvem du er, men de stoler trygt på vores aftale. Kom så tæt på ham som muligt og forbliv inkognito."

0¤0¤0

Måske et lidt kedeligt kapitel, men novellen skal jo lige starte op. Lige til jer som ikke ved hvad 'Inkognito' betyder, så er det ligesom at være "ukendt." Hun skal forblive ukendt, så ingen kender hendes sande identitet. Ja, det er svært at forklare, men jeg håber det hjalp lidt på forståelsen, ha ha.

Skriv gerne en kommentar, så jeg kan høre jeres mening :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...