Mistanken

Dette er en stil, jeg skrev i niende klasse, og nu hvor jeg alligevel er ved at kede mig ihjel i NV, tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne dele den med jer.


1Likes
0Kommentarer
4410Visninger

1. Mistanken

Han ryster stadig på grund af det kolde lokale, og han kan ikke forstå, hvorfor politiet har taget ham ind til afhøring. Han er jo bare en syttenårig dreng, der godt kan lide at drive den af i gågaden. Ifølge ham selv er han helt uskyldig. Han havde det jo bare sjovt sammen med Morten. Han ser ingen grund til at skulle spærres inde, for det eneste han gjorde, da politiet kom, var at hænge op ad muren med graffiti, og politiet kunne ikke bevise, at det var ham.

 

Han har prøvet det før, det der med at lave hærværk. Han hygger sig, og elsker at se, når folk går totalt i panik. Han gør det tit sammen med Morten, så er det nemlig allersjovest. De bliver sent ude om aftenen, og så drikker de lidt i ny og næ. Det ser Mathias intet problem i. Så længe, han har det sjovt, og det har han tit.

Når han tænker tilbage på alle de drengestreger, han har lavet de sidste par år, kan han ikke lade være med at grine. ”Fuck, det er det hele værd!” råber han. Han har måske fået en øl eller to, og det kan mærkes. Han kan ikke rigtig huske, hvad han havde skrevet, men det var sikkert noget seksuelt. Det er det som regel.

 

Mathias synes, ventetiden er lang, selvom han har prøvet det før. Det er ikke første gang, han sidder i et afhøringslokale, så han er efterhånden blevet vant til lyden af den fucking irriterende ventilator, han første gang, han sad og ventede, tydeligt husker, hvordan han havde lyst til at smadre. Faktisk husker han tydeligt, hvor ubehageligt, han syntes, det var, da han sidste år sad og ventede på en betjent for første gang. Det var skide nervepirrende, og han havde været ude af sig selv. Han kan ikke lade være med at grine ad sig selv. ”Kylling!” griner han, og slår nakken tilbage i morskab. Hvor fanden bliver den fandens betjent af? tænker han, og retter på sin grønne cap. Han kigger derefter ud ad vinduet med et skævt smil.

 

Det rører ham ikke at sidde her. På en eller anden måde nyder han den opmærksomhed, han får. Det er nemlig ikke noget, han er vant til, for hans mor er ifølge ham selv en led møgkælling, som ikke kan tænke på andre end sig selv. Hans mor var meget optaget af sit arbejde. Hun sidder tit til møder meget længe, og det er ikke så tit, at hun er hjemme sammen med Mathias, så han har tit været alene. Faderen har han ikke set i mange år. Han skred, da Mathias var fire. Mathias husker ham ikke, men hans mor har fortalt ham mange historier, når hun endelig var hjemme, og det får Mathias til at blive glad.

 

Mathias mangler noget at lave. Han er rastløs, og kan ikke vente længere. Han tripper, og foden laver en hurtig rytme mod det hårde linoleumsgulv. De har taget hans telefon, så han kan ikke engang skrive til Morten og fordrive tiden. ”M og M,” griner han. Det kalder de hinanden. Det har de gjort i mange år. Lige siden de mødte hinanden, og Mathias husker tydeligt, hvordan de fandt på det: De var gået ind til købmanden for at købe slik. Morten havde taget en pose M&Ms ned fra hylden, og havde sammenlignet drengenes navne, og så havde de lavet deres lille klub.

 

Ham og Morten har haft det hyggeligt i tidens løb, og han smiler ved tanken om det, de har haft. Det gør ham glad at vide, at han har en sand ven i Morten. Han vil aldrig svigte Morten, og derfor er han skide ligeglad med, om politiet rejser sag. Han stikker ham ikke, uanset hvad politiet siger. Heller ikke da betjenten kommer ind ad døren, og siger, at Mathias ligeså godt kan indrømme alt.

”Nå, hej, Hansen! Er det dig igen?” Betjenten har afhørt ham før. Mathias synes egentlig, han er flink nok. Betjenten sætter sig på stolen overfor, mens han spørger, hvad Mathias nu har haft gang i. Mathias trækker på skulderne og smiler skævt. ”Det kan du jo spørge dine kolleger om. Det er jo dem, der har efterladt mig her.”

”Mathias, du har siddet her før. Du ved, vi ikke bryder os om det der.” Mathias gider ikke lytte til Hansen. Han sidder i sin egen verden, og svarer kun på de mest nødvendige spørgsmål. Han gider ikke, at uddybe sine svar, selvom den kraftige betjent, der er langt oppe i årene, presser ham.

”Hør her,” siger Mathias til Hansen. ”Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal sidde her.” Hansen kigger på ham og sukker dybt. ”Mathias, hvorfor tror du, at du sidder her? De har jo ikke taget dig uden grund, vel?”

”Hvad er deres skide grund så?” Mathias er meget irriteret nu, selvom han selvfølgelig ved, at politiet har ret. Hansen forklarer, at de har grund til at mistænke Mathias, fordi han har lavet graffiti før. Det pisser ham af. ”Hvad fanden er det for et grundlag?!” han råber, og vreden kommer brusende op i hans krop. Hansen forsøger at berolige Mathias, men uden held. Mathias farer op af stolen. Han er ildrød i hovedet, og ikke længe efter står tårerne ud af øjnene på ham. Alt bliver for meget for ham. Moren, faren og at sidde foran Hansen. Han hulker. ”Hvad så, knægt? Har du noget, du gerne vil fortælle mig?” Hansen ser på ham, men Mathias ryster på hovedet. ”Lad mig værre, din idiot!” Alle de tanker, Mathias gjorde sig, før Hansen kom, er steget ham til hovedet. ”Jeg kan for helvede ikke mere!” Han gnider sig i tindingerne. ”Hvad kan du ikke?” Hansen ser spørgende på ham, og rækker ham en et stykke køkkenrulle. Mathias tørrer øjnene, men forbliver tavs. ”Det skal du ikke blande dig i,” siger han efter  en pause. ”Du kan alligevel ikke hjælpe mig.” Hansen er så småt ved at blive utålmodig. Hvorfor skifter knægten emne? Hvad roder han med?

 

Efter at have siddet længe og trøstet Mathias, har Hansen givet op. Han kan ikke få drengen til at snakke. Mathias er lettet, da betjenten letter sig fra stolen og klør sig i nakken. ”Tja, Mathias, jeg er ked af, at vi har taget fejl.” Mathias holder sin overraskelse inde. Han er ikke blevet gennemskuet! Han får lyst til at danse af glæde, men der er noget i ham, der siger, at han gør noget forkert. Han ved ikke rigtig, hvad han skal gøre, da Hansen åbner døren og klapper ham på skulderen. ”Held og lykke i fremtiden, du. Håber ikke, vi ses igen.” Mathias mumler tak for støtten, og går ud ad døren. Idét Hansen lukker døren, skyller den dårlige samvittighed ind over Mathias’ krop. Han er meget taknemlig for det, Hansen har gjort for ham. En mystisk stemme i hans hoved siger, at han skylder Hansen noget, men en anden side af ham siger, at han skal holde sig væk. Han står rastløs og overvejer situationen. Hvad skal han gøre? Han kan gå ind og melde sig selv eller han kunne løbe væk. Han ved ikke, hvad han har tænkt sig, men alligevel er der en del af ham, der påvirker ham mest. Vil han fortryde det valg, han nu tager? Han lukker øjnene og tager en dyb indånding…  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...