Who Cried - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Igang
Had, trusler og stødende kommentarer er, hvad Sophia Smith bliver udsat for. Hun er i tvivl. Hun ønsker virkelig det bedste for Liam, hun elsker ham, men 'det bedste for Liam' er ikke helt sådan, hans fans beskriver hende. Liam behøver måske hjælp til at trække Sophia op, men alting er næppe så ligetil, som de lyder. Management vil ikke lytte. Hans fans vil ikke lytte. Hun vil ikke lytte. Modbydelige og beskidte kommentarer i massevis har fået hende til at vende op og ned på godt og ondt. Hvem er det i sidste ende, der sidder med tårer rendende ned af kinderne?

26Likes
18Kommentarer
1079Visninger
AA

3. "Sophia, you don't have anything to apologize for."


Dagen havde været hyggelig. Vi havde siddet i flere timer og bare puttet, set film og spist slik, og det gjorde vi stadig. Hun lå i mine arme, og min tommelfinger tegnede små cirkler på hendes arme. Bare det at have hende omkring mig gjorde mig tryk. Bare den fact, at jeg intet havde lavet hele dagen, udover at tilbringe tid med Sophia, gav mig en psykisk bedøvelse i kroppen, så kræfterne, der ellers var tilbage i min krop, var forsvundet.

Hun rørte lidt på sig, og kort efter lød en rumlende lyd fra hendes mave. Et lavt grin undslap min mund, og jeg lod mine hænder glide ned på hendes bare skind, hvor hendes top var gledet op. Hendes hud var varm og brændte under mine fingerspidser. ”Er man lidt sulten?” Jeg kunne fornemme et svagt nik, da jeg pressede mine læber mod hendes hovedbund. Det kildede lidt i maven, så det trak i mundvigene.

”Kom,” hviskede jeg ud for hendes øre og satte mig ordentligt op. Hun rejste sig selv op og slukkede for tv’et, inden hun trak mig op fra sofaen med et smil. Hånd i hånd traskede vi ud i det rene køkken. Hånden i min slap mig, og Sophia hoppede op på køkkenbordet. ”Hvad lyster?” spurgte hun og kunne kun lige akkurat formå at åbne køleskabet fra der, hun sad. Jeg lod mine øjne glide over madvarerne, der stod placeret på diverse hylder, og bestemte mig for at det mest interessante lige på nuværende tidspunkt måtte være noget kød og nogle grøntsager, som kunne kokkereres til en lækker lasagne. ”Lasagne, kunne det være noget?” efterhørte jeg mig, og kiggede spørgende på hende. ”Det lyder dejligt,” var hun hurtig til at svare. Jeg skyndte mig at hive de nødvendige ingredienser ud af køleskabet og placere dem på bordet, hvor Sophia sad.

Sammen begyndte vi at snitte grøntsager og finde lasagnepladerne frem. Det endte alt i alt med, at vi havde en lækker lasagne stående i ovnen på 200 grader. Jeg tog tallerknerne, hun tog bestikket. Vi dækkede op inde i stuen, så vi kunne se film, mens vi spiste.

”Det dufter skønt! Det har vi gjort godt,” roste hun os. Jeg erklærede mig enig ved at nikke. Da ovnen meddelte, at lasagnen var færdig, ved et bip, rejste Sophia sig og gik ud i køkkenet for at tage den ud af ovnen. Jeg blev selv siddende i sofaen og stirrede ud i luften. Det larmede lidt ude fra køkkenet af, men ikke noget voldsomt.

En skærm fra sofabordet lyste op, og jeg så, det var Sophias iPhone, der lyste op. Der var adskillige meddelelser fra twitter. De første ord, jeg spottede, var ikke just glædefrembringende. Ord som ’fuck’, ’whore’, ’slut’ indgik i de første to beskeder. Det tredje opslag på mobilen var en besked fra hendes bedste veninde.

”Det skal nok gå Sophia, han elsker dig stadig, hvad end de siger. De kender dig ikke, husk på det. De kender ikke til sandheden. Vi elsker dig. Lad det ikke gå dig på. <3”

Jeg sank en klump. Mit humør faldt helt i bund, mens jeg stirrede på skærmen, der lyste op i mit ansigt. Jeg lod mine fingre gribe rundt om hendes iPhone for at kigge nærmere på disse beskeder. De modbydelige, uudholdelige ord fortsatte i massevis, efter jeg havde låst mobilen op. Men det værste ved ordene var, at de kom fra mine fans. Dem, som påstod, de kun ønskede mig det bedste. Dem, som sagde, de elskede mig. Jeg var velvidende, at nogle ikke brød sig om Sophia, men at det gik så vidt, havde jeg endnu ikke opserveret – før nu. Det stak i hjertet at se det.

Selvom jeg allerede kunne mærke ubehaget og skyldfølelsen pumpe i mig, da jeg bare overvejede at læse hendes sms’er, gjorde jeg det alligevel. Noget, som desværre var større end skyldfølelsen, trak i mig. De uvekslede sms’er betegnede hurtigt, at Sophia var ved at knække.

”De hader mig alle sammen.. Grace, jeg vil ikke mere. Og hvad med Liam? Det går ikke.”

”Deres ord betyder intet, Soph, husk det. Hvad med Liam, hvad? Han elsker dig, du elsker ham. Der er ikke noget hvad. Kun jer. Xx”

”Han har ikke engang tid til mig. Ordene tynger mig ned, jeg tror snart, de vinder. Hvis Liam ikke engang kan finde tid til mig, hvordan skal han så kunne elske mig?”

Mine øjne sveg, men tårerne kom ikke. Det gjorde ondt at høre. Sophia. Sophia Smith. Den pige, jeg elskede. Hvordan kunne hun sige sådan? Tankerne vrimlede rundt inde i mit hoved. Det føltes som om, det snart eksploderede. Jeg elskede hende, det burde hun vide.

Da fodtrinene hørtes i gangen, slukkede jeg for hendes iPhone og lagde den på sofabordet. Hun dukkede op i døråbningen og havde få sekunder efter placeret sig ved min side. Jeg forholdt mig tavs. Mine øjne stirrede blankt ned i gulvet under mig. Mine vejrtrækning var besværet, men jeg forsøgte ihærdigt at holde den i ro. Forgæves. ”Er der noget galt?” lød hendes forpinte stemme, da jeg stadig ikke havde sagt et ord. Endelig flyttede jeg mit blik op på hende. Nervøsiteten skinnede klart ud af hendes smukke øjne.

”Hvorfor har du ikke sagt noget?” lød min hæse stemme. Jeg kunne ikke finde hoved og hale på denne situation. Hun havde virket som om, det ikke gik hende på. Men hvem prøvede jeg at narre? Selvfølgelig ramte det hende. Det havde også ramt mig, da jeg startede min karriere ud i fællesskab med drengene. Men alligevel så jeg bort fra det, og kunne slet ikke forstå sammenhængen. Hvorfor skulle hun så have undladt at konfrontere mig med det? Hvorfor holde det for sig selv?

Hun bevarede ikke øjenkontakten, da hun åbnede munden men lukkede den igen. Jeg kunne høre hun rømmede sig. ”Hvad snakker du om?” spurgte hun nervøst. Jeg missede fraværende med øjnene. ”Hvad jeg snakker om? Jeg snakker om, hvor du ikke har fortalt mig om alt det her.” Jeg greb hendes iPhone og viste hende alt det, jeg havde set blot få minutter tidligere. ”Undskyld,” hviskede hun, og jeg kunne se tårerne komme frem i hendes øjne.

”Sophia,” mumlede jeg og trak hende ind til mig. ”Du har ikke noget at undskylde for.”

Jeg kunne ikke lade hende knække. Ikke af noget så uhørligt, som dette. Ikke på grund af misundelse. Hvis hun ikke troede på mig, måtte jeg selv bevise det. For én ting vidste jeg – jeg elskede hende for meget til at lade hende gå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...