Who Cried - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Igang
Had, trusler og stødende kommentarer er, hvad Sophia Smith bliver udsat for. Hun er i tvivl. Hun ønsker virkelig det bedste for Liam, hun elsker ham, men 'det bedste for Liam' er ikke helt sådan, hans fans beskriver hende. Liam behøver måske hjælp til at trække Sophia op, men alting er næppe så ligetil, som de lyder. Management vil ikke lytte. Hans fans vil ikke lytte. Hun vil ikke lytte. Modbydelige og beskidte kommentarer i massevis har fået hende til at vende op og ned på godt og ondt. Hvem er det i sidste ende, der sidder med tårer rendende ned af kinderne?

26Likes
18Kommentarer
1078Visninger
AA

5. "Open your eyes."

Vi drønede alle rundt omme bagved. Vi skreg og grinte, teede os, som småbørn. Men det var hyggeligt, det var det altid. Sammen skabte vi den behagelige s

temning, vi alle nød. Louis’ grinagtige skrig skar gennem luften, da Paul svang ham om på ryggen og slæbte ham om på plads, så han var klar til at gå på scenen og starte koncerten med et brag.

”Det er nu!” ”Kom nu!” ”I skal på om tre minutter, af sted!” ”Tag jer nu sammen, ikke mere pjat.” ”Her, drik noget vand!”

Kommentarerne fløj gennem lokalet, og vi indså alle hurtigt, at det var ved at være nu. Med en arm om skuldrene på Niall gik vi hen til Louis, som stod, hvor Paul havde placeret ham. Jeg fik stukket en vandflaske i hånden. Jeg skruede låget af flasken, satte den for munden og lod en ordentlig slurk glide ned gennem halsen på mig. Da låget var fastsat på flasken igen, smed jeg den hurtigt fra mig, og der blev råbt: ”Ét minut igen!”

Det var stadig overvældende, at det kor af pigeskrig var grundet os. At det var os, de skreg efter. Mig. Liam Payne fra Wolverhampton. Og Louis, Zayn, Niall og Harry. Jeg lod et grin flyde uskyldigt over mine læber, da det i realiteten var et mirakel, der var sket for os fem drenge. Niall, som stadig stod på min venstre side, klappede mig på skulderen.

Med ét gled vi lige så stille op fra faldlemmen, op på scenen, hvor mørket endnu herskede et par sekunder endnu. Ingen havde opdaget os, men der lød stadig skrig. Pludselig skreg en pige, der max var 15 år gammel, at hun kunne se os. Hun lød helt fortabt til lykken, der strålede ud af hendes øjne. Idet hun skreg, gik det op for resten af de mange tusinde piger (og forældre), at vi var på scenen, og da et massivt kor af skrig farede gennem koncertsalen, begyndte musikken til Up all night at spille.

 

Tiden gik og publikummet var fantastisk, som altid. Jeg kunne ikke holde mit smil tilbage, og jeg trådte frem for at starte sangen til What makes you beautiful. Straks begyndte de alle at synge med. Det var måske ikke just det bedste kor, da der både var skrig og hulk deri, men det var det smukkeste og mest fantastiske kor, man kunne forestille sig, og glæden der strålede igennem hver og en af dem var unik.

”Baby, you light up my world like nobody else. The way that you flick your hair gets me overwhelmed, you don’t kno-o-ow, you don’t know, you’re beautiful,” sang Harry med sin smukke, hæse stemme.

Første gang, da vi var med I X-Factor 2010, jeg hørte Harrys stemme, blev jeg overvældet. Det samme gjaldt de andres stemmer. Vi fik hele tiden at vide, at vi ville vinde X-Factor det år, men den erklæring blev aldrig til virkelighed. Dette var tusind gange bedre, og jeg var så taknemmelig for alt, vi havde fået gennem de sidste tre år.

Vi løb alle rundt på scenen indtil sidste sekund, og med et brag til slut hoppede vi ned gennem faldlemmen igen. Min puls var høj, og mit hjerte dunkede af sted.  Jeg tog en dyb indånding og pustede så tungt ud igen. Jeg var helt svedig og enormt tørstig. Jeg fik dog hurtigt en flaske vand, som hurtigt var væk, men tørsten var trods alt slukket.

Sophia kom hen på siden af mig og gav mig et kys på munden. Jeg trak hende ind til mig og gengældte hendes forsigtige kys. En kildende fornemmelse poppede frem i min mave, som tusind små sommerfugle, der blafrede rundt.

Hun trak sig fra mig igen og smilede et stort smil, som jeg ville give alt for at se på hendes læber døgnet rundt. ”Du synger fantastisk, det gør du virkelig!” fortalt hun mig og kyssede mig på kinden.

”Tak.”

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle svare, og en svag rødme steg op i mine kinder, da jeg følte mig en anelse flov. Jeg havde endnu ikke vænnet mig til de komplimenter, jeg fik. Jeg sendte hende et stort smil tilbage og hviskede i hendes øre, at jeg lige ville skifte tøj, så vi kunne komme af sted.

Jeg havde planlagt denne aften ned til mindste detalje, og vigtigst af alt måtte hun ikke gennemskue mig. Jeg havde blot fortalt hende, vi skulle ud at spise, og det var jo ikke en løgn. Hun regnede ikke med mere end en dejlig middag, det kunne jeg fornemme på hende.

I en vældig fart fik jeg smidt tøjet, vasket mig og kom i noget rent tøj igen. Jeg følte mig frisk igen og ikke helt smadret, som jeg plejer at føle mig efter en to timers koncert. Adrenalinen pumpede stadig i min krop, hvilket jeg valgte at skyde skylden på – og så den lille detalje, at jeg var virkelig spændt på at se Sophias reaktion på aftenens kommende hændelser.

”Er du klar, smukke?” spurgte jeg hende og lod mine læber snitte hendes. Hun nikkede og sendte mig et lille smil. ”Så lad os gå!”

Jeg lagde hånden på hendes lænd, og fulgte hende ud til taxaen, der ventede omme bag bygningen, vi havde holdt koncerten i. Jeg åbnede døren for hende, og hun satte sig ind med et taknemmeligt smil om læberne. Jeg satte mig selv ind på den anden side og spændte mig fast. Jeg lod mine fingre flette sig ind i Sophias.

Taxachaufføren vidste, hvor han skulle køre os hen, så det var ikke et problem. I stedet tog jeg initiativet til at få ført en samtale. Det forlød meget fint, og efter en tyve minutters småsnak var vi fremme, meddelte chaufføren, jeg pænt takkede, hvorefter jeg steg ud af bilen. Jeg trak en bandana frem fra bukselommen og gik hen for at åbne bildøren på Sophias side.

”Øjnene lukkede,” bad jeg hende. Hun gjorde, som jeg sagde. Jeg bandt bandanaen om øjnene på hende, og jeg hjalp hende ud af bilen. Sammen gik vi hen ad vejen. Jeg kunne høre taxaen køre sin vej.

Jeg bandt forsigtigt bandanaen op igen. ”Åbn øjnene,” hviskede jeg blidt i hendes øre og kyssede hendes hals.

Et gisp lød og et lille overvældet grin. ”Wow.”

Hun vendte sig om, og skæret fra de hundrede af stearinlys, der stod tændt hen ad broen, lyste svagt hendes smukke ansigt op.

”Kom med.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...