Who Cried - Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2013
  • Opdateret: 24 okt. 2013
  • Status: Igang
Had, trusler og stødende kommentarer er, hvad Sophia Smith bliver udsat for. Hun er i tvivl. Hun ønsker virkelig det bedste for Liam, hun elsker ham, men 'det bedste for Liam' er ikke helt sådan, hans fans beskriver hende. Liam behøver måske hjælp til at trække Sophia op, men alting er næppe så ligetil, som de lyder. Management vil ikke lytte. Hans fans vil ikke lytte. Hun vil ikke lytte. Modbydelige og beskidte kommentarer i massevis har fået hende til at vende op og ned på godt og ondt. Hvem er det i sidste ende, der sidder med tårer rendende ned af kinderne?

26Likes
18Kommentarer
1120Visninger
AA

4. "Live true."

Solen stod højt på himlen den næste morgen. Jeg havde tilberedt noget forholdsvist overskueligt morgenmad og dækket det lille glasbord, Sophia havde på sin lille terrasse. Jeg havde stillet æg og bacon med stegte pølser til samt ristet toastbrød, abrikosmarmelade og juice. Dernæst havde jeg vendt snuden mod Sophias soveværelse, hvor vi begge havde sovet natten over.

Hun havde sovet uroligt, og hun havde vendt og drejet sig hele natten, og formået derved at holde mig vågen også. Dog følte jeg ikke et stort behov for ekstra søvn lige på nuværende tidspunkt, men hvis jeg ikke var helt ved siden af ville trætheden nok komme snigende senere.

Jeg lod mine øjne glide over hendes smukke ansigt. Hendes bløde, runde men alligevel markante former, hendes ansigt bar fremhævede hendes smukke øjne, som nu var skjult af hendes solbrune øjenlåg. Jeg satte mig på sengekanten og kyssede hendes pande. ”Sophia,” hviskede jeg. Hun vendte sig halvt rundt, spændte i kroppen og slappede af igen. Det var et tydeligt tegn på, hun endnu ikke lå i en fredelig søvn. Jeg sukkede, da jeg memorerede den foregående aften. Jeg ville sætte mit gæt på, det var det, der forstyrrede hendes søvn og underbevidsthed.

”Sophia.”

Hun rørte på sig igen og slog øjnene op. Forvirringen i hendes blik ramte hende. Hun virkede, som en hjælpeløs - ingen stedsans, ingen tidsfornemmelse og i vildredde. ”Godmorgen,” grinte jeg lavt og smilede til hende. Hun så kær ud, som hun lå der, og skulle til at indfatte sig med den virkelige verden igen efter en otte-ni timers søvn. ”Vil du med op og havde morgenmad, eller foretrækker du at ligge i sengen hele dagen?” forhørte jeg mig og rakte ud efter hendes hånd. Hun kom op at sidde. Hun nikkede lettere forvirret, og jeg vidste ikke rigtigt, hvad hun havde svaret ja til. Hun slog kort efter benene ud over sengekanten og kyssede mig på kinden, så tvivlen ikke var til stede mere.

”Har du lavet alt det?” lød Sophias overraskede stemme, da hun så det lille morgenbord. Jeg smilede bredt og nikkede, tog hendes hånd og viste hende hen til hendes plads ved bordet. Jeg trak stolen ud og lod hende sætte sig ned, inden jeg skubbede den ind igen. Hun sendte mig et stort smil. Selv satte jeg mig på den overforstående stol. ”Værsgo prinsesse,” sagde jeg og greb hendes glas for at skænke juice op i hendes glas. Hun takkede pænt, da jeg satte glasset ned foran hende.

Hun begyndte at øse æg, bacon og pølser op på sin tallerken, stillede den foran sig og kiggede så på min, som en invitation til også at øse op på min tallerken. Jeg rakte hende den og smilede taknemmeligt. ”Hvornår stod du op, siden du nåede alt det her?” spurgte hun og tog en bid æg i munden. ”Jeg vågnede ved otte tiden, så tænkte jeg bare, du måske kunne have brug for noget morgenmad, når du vågnede, så det var jo bare at finde tingene frem og lade mine færdigheder i et køkken kontrollere det hele.”

 

Jeg havde fået overtalt Sophia til at tage med os til koncerten i over morgen. Jeg ønskede at lade hende vide, at jeg elskede hende. Det lod til, ikke alt gik med hende, og hendes tillid til mig formindskedes for hvert sekund, vi tilbragte hver for sig. Hendes selvværd virkede lavere, og efter en ordentlig snak i dag, hvor hun fik talt ud, og fortalt mig om hendes syn på det hele, kunne jeg bedre sætte mig ind i det – vide, hvad der krævede, for at få hende oprejst igen. Det var, som om alt faldt på plads efter vores snak, og hun virkede også relativt i bedre humør. Jeg følte da ikke skyld ved at forlade hende.

I dag skulle drengene og jeg deltage i dette arrangement, som var tilhørende den kampagne vi tidligere på året havde deltaget i. Reelt set bestod dette arrangement blot af evaluering, men jeg havde en del tanker at dele med disse folk, der havde hjulpet os med at få det hele op at køre, så jeg så faktisk frem til det. Jeg var flere gange blevet tweetet af vores fans, at vi havde hjulpet dem igennem en svær periode af deres liv, eller at denne kampagne fik dem til at indse, at vi elskede dem, så de ville holde hovedet hævet, og få det bedste ud af det, de havde.

Derfor fik jeg hurtigt parkeret min bil foran betonbygning, arrangementet blev holdt. Flere mennesker, som havde støttet dette projekt, havde i sinde at dukke op, og en takkevideo skulle optages til alle vores fans, som havde købt diverse stuff, som støtte til kampagnen.

Jeg låste min bil og begyndte at gå mod bygningens hovedindgang. Vagter stod rundt omkring, og jeg hilste på dem og ønskede dem en god dag, da jeg passerede dem. Det måtte ikke være det mest spændende job at stå foran sådan en bygning i adskillige timer i tilfældet, at nogle fans havde fundet ud af, vi befandt os her. Dog var sandsynligheden for det knap så stor, da oplysningerne om arrangementet blev forbeholdt vedkommende.

Indenfor mødte en masse glade ansigter mig. Vi manglede stadig Niall til at komme, og et par øvrige havde heller ikke meldt deres ankomst endnu. Det varede alligevel ikke længe, før vi begyndte og de resterende var kommet.

”Tak til alle, der er mødt op i dag,” indbød Dave, manden, som står bag hele kampagnen. Imens blev der sendt vandkander rundt, og Dave fortsatte sin snak. Jeg lyttede interesseret i, hvad han havde at sige. ”Tusind tak ikke mindst for at I fik dette til at lykkedes. Jeg har fået tilsendt en masse breve, og beløbet fra de solgte varer er steget gevaldigt. I vil ikke kunne forestille Jer, hvor meget dette kan hjælpe børn og unge, der har det svært. Tusind tak skal I have.” Han smilede bredt til os alle.

Evalueringen begyndte, jeg fik sagt mine ord, og som timerne gik, var der kun tilbage at optage takkevideoen til vores fans og alle andre, der havde støttet kampagnen. Vi var blevet iført noget mere afslappet tøj, end vi før havde båret, og derefter blevet ført hen foran det hvide lærred. Jeg kunne mærke lysene skinne ind i øjnene på mig, men det kunne jeg ikke sige noget til. Kameraet var rettet mod os, og der blev sagt: ”3, 2, 1!” og Louis startede ud med at takke på vores alles vegne. Jeg smilede stort til kameraet og sagde tak i kor med de andre. Vi fortalte kort, hvor meget denne donation ville kunne hjælpe børn og unge med større problemer i deres hverdag. Til sidst afsluttede vi med hvert vores motto. Jeg afsluttede med at sige: ”Live true.”

Jeg følte en dejlig glæde ved at have optaget denne video.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...