Udfordringen


5Likes
3Kommentarer
374Visninger

1. Novelle

 

Molly var ikke bange. Det var det hun skulle bevise i nat. At hun ikke var en pivskid. Men hun var bange; selvfølgelig var hun det. Hun skulle aldrig have haft accepteret den udfordring.. Det var jo latterligt? Der var ingen der nogensinde var kommet ud igen. De forsvandt og blev aldrig fundet igen. Der var ingen der var gået derind i mange år netop på grund af den historie. Som jo sikkert bare var en historie. Det VAR en historie, og en usand en af slagsen. Det var også det hun havde fortalt Katrine og Vera. Katrine havde sagt at hvis hun var så sikker på det ville hun jo ikke have noget i mod at bevise det. Typisk. Sådan var hun altid.

 

Molly gik ind af den brede hoveddør og ind i det gamle hus. Hun kom ind i en stor hall hvor en bred trappe viste sig foran hende. Hun gik langsomt op ad trappen og op til første sal. Hvorfor gjorde hun det her? Hun kunne jo ligeså godt have haft sagt at hun ikke havde lyst. Men det havde hun ikke gjort. Dette her handlede om hendes værdihed og så det at hun ville bevise at hun havde ret. Ellers ville Katrine og Vera og alle de andre som pigerne sikkert ville fortælle det til drille hende resten af året. Ikke en eneste af de andre ville turde gøre det som Molly var i færd med. De ville bare ikke indrømme det. Selv ikke drengene som ellers prøvede at virke så seje og modige. Ha! Hun ville vædde med at de vær og en ville have været ligeså rædselsslagne som Molly var nu. Ja måske endda mere! Molly var nået hele vejen op ad trappen og gik ind ad den nærmeste dør. Rummet var støvet og gammelt. Det lignede at den engang havde været et soveværelse af en art. Her lagde Molly sin taske og rullede sin sovepose ud tæt inde ved væggen. Hun satte sig ned og ventede.. ventede på at hun ville blive så træt at hun kunne få denne her nat overstået.

Men så var det at hun hørte lyden. Lyden af glas der blev smadret. Om det var et spejl der var blevet knust eller en porcelænsvase der var væltet fandt Molly aldrig ud af. Det trak i hende. Nysgerrighed trak i hende som aldrig før. Hun skulle bare lige ud og tjekke hvad der mon var ført til lyden. Molly gik i den retning hvor hun syntes at have hørt den. Molly hørte stemmer. Små lyse og klare stemmer tæt ved. Hun halvluntede forbi en trappe til etagen over hende. Det var jo bare noget hun bildte sig ind! Molly så ikke dørtærsklen, snublede og faldt så lang hun var. Hun åbnede fortumlet øjnene og kiggede på to par små børnesko. Molly stilte sig forskrækket op og så to små børn – en dreng og en pige – på omkring de 3-4 år stå foran hende. De var klædt i gammeldags tøj og så op på hende med et tomt blik. ”Har du set vores mor?” sagde de fuldstændig synkront med de mest hæslige barnestemmer. Molly satte i et bange pigehyl, vendte hurtigt om og skyndte sig op ad den trappe hun havde set før. Men børnene blev ved med at tale og det var som om deres stemmer susede rundt og fyldte hele huset: ”Han sagde vi skulle ud til søen, han sagde det ville blive sjovt. Men han løj! Han løj for os! Vores stedfader LØJ FOR OS!” stemmerne var uhyggelig ens men alligevel så uharmoniske at det peb og ringede for ens ører. Molly faldt i knæ med hænderne for ørerne. Hvad var det her for noget?! Hun måtte væk! Men Molly stod som lammet; hun kunne ikke bevæge en muskel. Et koldt vindpust strøg forbi hende. Det var ikke som et køligt vindpust fra en ventilator på en varm sommerdag. Det var isnende kuldegysninger der gik op langs rygraden og helt ud til fingerspidserne.

Molly åbnede langsomt øjnene som hun ubevidst havde knebet hårdt sammen. Hun rejste sig hurtigt op og kiggede sig rundt. En skikkelse trådte langsomt frem fra skyggerne og fra de høje vinduer skinnede månelyset ind og oplyste dette væsen få meter fra hende. Molly veg forskrækket et par skridt tilbage.. Dette her menneske eller.. menneske var måske for meget sagt for denne kvinde var på ingen måde levende; hun var hvid som et lagen ja, hvidere end det! Hun var ikke andet end skind og ben og man kunne se hendes ribben gennem hendes flænsede sorte kjole. Kvindens mørke hår hang i totter som om nogen i frustration havde hevet det af. Fra et sår ved venstre bryst løb striber af mørkerødt blod ned af hendes lange kjole og ned på gulvet hvor hun efterladte sig et blodspor da hun kom slæbende hen mod Molly. Og det var ikke engang det værste. Hendes øjne der sad i hendes kridhvide og udmagrede ansigt havde ingen pupiller! Dette her var børnenes mor! Frygten skyllede igennem hende og hun vågnede af lammelsen og spænede så hurtigt hun kunne væk. Molly løb desperat rundt for at finde den brede trappe ned til hoveddøren. Hun løb op og ned af smalle gange og ind og ud af tusinde rum men kvinden var altid lige bag hende når hun vendte sig om.

Hjertet bankede så hårdt i brystet på hende at hun troede at hun skulle dø. Molly stoppede et kort øjeblik for at få vejret med så, så den døde kvinde dreje forbi et hjørne og tættere på hende. Molly løb hurtigt ned af den nærmeste gang. Blindgyde. Hun vendte bange ryggen til væggen og så kvinden komme langsomt hen i mod hende. Hvordan i alverden kunne hun have forfulgt hende så hurtigt i den fart?! Kvinden kom tættere og tættere på og sekunderne sneglede sig af sted. Molly pressede sig længere op mod væggen og hendes venstre hånd faldt ind igennem den. En hemmelig indgang! Hun løb uden at tøve op af den vindeltrappe der nu viste sig over hende. Den gamle trappe knirkede og et trin bristede under hendes vægt. Molly sprang forskrækket i vejret og tøvede så et øjeblik. Men da hun hørte kvinden rallende vejrtrækning mindre en tre meter bag hende skyndte hun sig videre. Molly havde mistet tidsfornemmelsen. Det føltes som om hun havde løbet op af den trappe i flere timer nu.. hvilket ikke kunne passe. Endelig var der en ende på den alligevel ikke uendelige trappe. Molly kiggede rundt og fandt ud af at hun befandt sig på en stor balkon mange meter over jorden. Men hun var ikke alene. Kvinden kom langsomt til syne ved åbningen henne ved trappen. Molly var fanget. Den eneste vej ned var via trappen som kvinden nu stod og spærrede for. Eller det var ikke den eneste der var en anden. Men den havde Molly ikke lyst til at tænke på. Månelyset reflekterede kniven kvinden havde i hånden. Molly ville skrige men der kom ikke andet ud end en halvkvalt hæs lyd. Og så kom kvinden hende i forkøbet; Hun lagde hovedet tilbage skreg et jamrende skrig fuld af smerte og sorg. Molly veg af bare refleks et par skridt tilbage. Hun snublede og faldt ned af balkonen. Bare faldt, faldt, faldt.

 

”Jeg tror altså ikke jeg tør!” sagde Vera, hendes stemme rystede og hun var en smule bleg. ”Jo, kom nu så slemt bliver det altså ikke vi skal bare lige ind og sige til Molly at hun har klaret det!” sagde Katrine og trak den modvillige Vera ind i huset. De fandt hurtigt Molly’s ting. ”Hv.. hv.. hvor er hun?” stammede Vera stadig rædselsslagen. ”Rolig nu hun er sikkert bare ned af denne her gang.” svarede Katrine og smilede beroligende til hende. De to piger gik ned af gangen og åbnede døren ned til det bagerste rum. ”Hun er sikkert herinde.” sagde Katrine da hun åbnede døren til et stort, rundt og tomt rum. Der lå en skikkelse midt inde på gulvet. Det var ganske rigtigt Molly. Men Molly lå helt kold og livløs på gulvet. Hendes hoved var drejet i en unaturlig retning, hendes mund var let åben og hendes øjne stirrede tomt op i loftet. Og så var hun så bleg som aldrig før. Vera skreg i vilden sky og begyndte at græde af frygt. Katrine løb hen til døren mens hun sagde at de måtte se at komme ud herfra. Hun tog i dørhåndtaget og vendte sig så langsomt om mod Vera. Med et ansigt fuld af fortvivlelse sagde hun: ”Den er låst.”

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...