The Beginning

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 sep. 2013
  • Opdateret: 2 sep. 2013
  • Status: Igang
Historien er omkring den unge Marc Wilson, som er en rigmandssøn.
Han er den ældste i en søskendeflok på fire - Marc - John - Ellie - Melanie.
Hans liv er i fuldt gang, men en dag forandres alt. Det store hus brænder, og han mister sine to mindste søskende og sin far, så for at få lidt ro, tager den resterende familie til morens hjemland, Australien, Melbourne og der hører Marc om en legende, og møder fem mystiske mennesker, som vil 'hjælpe' ham.....

0Likes
0Kommentarer
150Visninger

1. Branden

 

 

PROLOG

Engang kendte jeg mig selv. Nu er jeg en fremmed.

Engang var jeg hel – nu er jeg ikke en gang halv.

Sandheden er at jeg er død – og har været det lige siden flammerne brændte livet ud af mig. Lige nu lever jeg et sindsoprivende liv.

 Jeg vil bare begrave mig selv, ligge der i mørket og vente…

På noget der er værd at stå op til…

 

Branden

 

Jeg står nede i mit værksted, og prøver at få en gammel motor til at virke. Pis også! Jeg skal have den færdig til i morgen!, tænker jeg. Aaron kommer forbi i morgen, og henter sin bil, og jeg har arbejdet på den hele dagen. Jeg kigger på uret, det er ved at være langt over midnat, og solen er for længst gået ned over det natteblå Stillehav, og det har været meget stille i værkstedet efter Ty er gået. Tyler Packingston havde været forbi tidligere i dag, for at hjælpe med bilen, men han måtte tage hjem inden aftensmad, fordi at hans mor var blevet sur over et eller andet. Ty er en stor fyr med næsten sort hår der altid stritter en smule og krystalblå øjne, han går tit med et par mørke cowboybukser og en langærmet skjorte, som er smørret op til omkring albuerne.

Ellie havde været hernede i en time eller to efter aftensmaden, fordi hun kedede sig, og så ”kunne hun jo også hjælpe med bilen,” men hendes bedrevidenhed blev så irriterende til sidst, at jeg sagde at hun skulle pille af, og det mest irriterende er at hun godt ved, at hun er et geni – nørd.

Mor havde også været nede for at tale om Caroline.

Caroline er pigen der bor et par huse væk, og var min bedste ven i lang tid, indtil for ganske få uger siden, hvor hun blev vildt sur over, at jeg havde glemt en aftale. Mor ville have at jeg skulle gå over, og give hende en undskyldning, men alt hvad jeg ved, om når piger er sure, er at man helst ikke skal nærme sig dem, af en radius af 15 m, så hun må vel blive god igen på et tidspunkt. Efter så mange besøgende nede hos mig, er jeg også glad for at være lidt alene.

Jeg skruer op for radioen og arbejder videre. I min egen verden sidder jeg på knæ, og prøver med alt, hvad jeg har lært, at reparere bilen.

 

Pludselig kommer min far styrtende ned af trapperne i sådan en fart, at jeg i et øjeblik tror at han vil smadre ind i glasdøren, der skiller de to rum, der er bygget i kælderen.

”Det brænder!” udbryder han med en stemme der skræmmer mig, den er fyldt med desperation, panik og forvirring – tre ting min far aldrig er.

Jeg slipper alt hvad jeg har i hænderne, og tørrer olien af i min hvide T-shirt. Vi spæner begge op ad  de mange trapper, og jeg når slet ikke at tænke en tanke, før jeg ser det med mine egne øjne. Jeg ser flammerne æder sig op på 1. etage og ud af to vinduer. Det ryger op i den blå nattehimmel, som ilden lyser op med sine mange nuancer og dræber alt på sin vej.

Mor står stiv som en statue, og som et spejl kan jeg se ilden i hendes øjne, hendes kinder er røde af den varme, der kommer fra huset. Jeg skal lige til, at hoppe ind i det glødende helvede, da far tager mig hårdt i armen, og siger:  ”Jeg henter dine søskende, du bliver hernede og passer på din mor!” råber han, med en stemme som ikke tåler modgang. Han lægger tungt sin hånd på min skulder, ”Marc! Bliv her!”, jeg nikker, og bider det i mig, en ting om jeg ikke er ret god til. Mor klemmer min hånd, og far er lige nået ind i huset, da det hele eksploderer, jeg bukker mig over hende, og mærker glasset fra husets vinduer suse om ørene på os.

Brandmændene er kommet, og jeg tager fat i en ung knægt, som sikkert er nyuddannet, og siger med en kommandostemme: ”Bliv her med hende!” så løber jeg ind, med min mors skrigende stemme i baggrunden. På nuværende tidspunkt er det meget rart, at ligne en der er ældre.

Jeg ignorerer mors skrig, og braser ind i huset. Jeg bliver overrasket over, hvor meget røg der er, og det får mig til at hoste.

”Piger!? John!? Far!?” råber jeg, jeg løber op ad den lange gang, hvor mit værelse engang var, nu står det hele under flammerne, og der er ikke noget, jeg kan gøre ved det.

”Herinde!?” lyder en hæs stemme, der dør hen i en hoste. Jeg sparker døren ind, og her sidder far op ad væggen, med en stor mahogni reol over sig, og John der prøver at hjælpe ham.

”John! Løb ned til mor!” råber jeg til ham, men han reagere ikke.

”Marc! Tag din bror, og kom ud herfra!” hoster far, jeg adlyder min ’kommandør’ og må nærmest bære John ud, da far tager mig i armen.

”Pas på dem,” beder han. Jeg nikker målrettet, og hiver John hen til et vindue, mens han protesterer.

”Hop!” kommanderer jeg, ”gå ned til mor! Jeg henter pigerne!” min stemme er hård og tonløs. Ufrivilligt håber han ned, og jeg tror han brækker noget, men jeg har ikke tid til, at se om han er ok. Jeg løber ind på Ellies værelse, og prøver at få hendes bevidstløse krop ud. Jeg bærer hende hen til vinduet, men flammerne er hurtigere end, jeg havde troet, jeg løber hen til et andet vindue lidt længere henne ad gangen, og smadre det, smerten river op ad hele armen, da mine knoer brækker, uden at tænke over noget som helst, hopper jeg ud fra 2. etage på huset, og lander kun lidt forkert på min højre fod, men nok til at jeg tror, at der er noget galt med den.

John, mor og Charlie (vores hundehvalp) kigger på vores brændende hus, John holder sin arm tæt ind til kroppen, jeg gætter på, at han har ladet den tage stødet, og er blevet brækket midt over, mens en læge tilser den, kigger jeg hen på Ellie, som ligger livløs i bagagerummet i en ambulance, hvor de giver hende ilt og hjertemassage, mor har Charlie i sin favn, og dér det slår mig – Melanie!

Jeg halt løber hen til husets bagdør, og op på øverste etage for at finde hende, jeg råber hendes navn, og kan ikke finde hoved og hale i noget.

Flammerne bliver varmere, og det bliver sværere at trække vejret, gangen bag mig er forvandlet til et stort bål, det er gået op for mig, at far ikke kunne have overlevet, alt hvad jeg kan håbe på, er at han var bevidstløs, da flammerne fik fat i ham.

Jeg kan ikke finde min lillesøster i ildens vanvid! Jeg halter besværet rundt over det hele, søger på hvert et værelse flammerne ikke har taget, og til sidst finder jeg hende, sammenkrympet og hostende inde på mors og fars soveværelse, hun ligger under sengen med sit lange mørkblonde hår delvist trukket henover hendes uskyldige ansigt, hendes mørke øjne, som før hen ikke var fyldt med andet end glæde og uskyldighed, er nu et blik af det rene frygt. Jeg løfter hende op, og hvisker beroligende; ”Jeg skal nok få os ud herfra,” da endnu en eksplosion lyder. Vi flyver tværs gennem soveværelset, og bliver banket ind i de hårde vægge, med så høj fart, at jeg flækker den. Stønnende og hostende ruller jeg om på ryggen. Blod løber ned ad Melanies ansigt. Hun er næsten bevidstløs. Hendes ansigt er dækket med sod, og hun kigger på mig. Hendes øjne er blodskudte, og tårer triller stille ned ad hendes kinder, hendes øjne er ikke længere fyldt med frygt, men med forståelse og ærgrelse. Mine øjne svider i røgen, så tårer sidder i øjenkrogene.         

Jeg råber, men kan ikke høre mig selv. Røgen sniger sig ned i mine lunger, og gør det umuligt for mig, at trække vejret. Jeg prøver at rejse mig, men bliver skubbet ned af en bølge af smerte. Min hals er tør. Melanie! Ilden når hende, men det ligner, at hun er svundet ind i en lang og fredfyldt drøm. Inden længe når ilden også mig, den river og flår i mig, som tiger der ikke har fået mad i ugevis, og et hvert håb eller forsøg på at kæmpe i mod, bliver med det samme kvalt i den tykke røg, og mens jeg brænder op, må jeg overgive mig. Som et byttedyr håber jeg, at alt er ovre om lidt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...