Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1477Visninger
AA

3. What do I have to loose?


„Don't fear life, you have nothing to loose.“

Jeg satte mig ind i den allerede trænge bil, som de åbenbart kørte I - uvidende om, hvordan de var som person. I realiteten kunne de jo være mordere, men det rørte mig ikke. Jeg har intet at tabe.

Jeg sad yderst - ved siden af ham den pisirriterende blonde, som havde insisteret på, at de skulle spise hjemme ved mig. Gudfader bevares.

"Så, ehhm, du ved altså ikke, hvem vi er?", Blondie kiggede dumt på mig.

"Undskyld, ligner jeg en, som kender alle mennesker?", svarede jeg gnavent - og måske en anelse flabet. Hvorfor havde jeg overhovedet givet min samtykke i første omgang?

De var bare en omgang irriterende drenge.

Jeg så at ham, som kørte sendte et advarende blik i bakspejlet - han var den sødeste indtil videre. Bare på grund af det blik.

"Så, du har altså aldrig set os før?", han fortsatte, tydeligvis ligeglad med ham, som kørte's blik.

Jeg kiggede irriteret på ham, og jeg tror han kunne se, at jeg var pissed, fordi han valgte at flytte sit blik ned til sine hænder. Dygtig Blondie.

"Måske, det har jeg da sikkert, når du siger det sådan, men jeg kan da være ligeglad med, om jeg har set jer før", sagde jeg - igen flabet, irriteret og en smule træt. "Jeg kan da ikke bruge det til noget at have set jer før, jeg kender jo ikke", fortsatte jeg, da jeg så Blondie's forvirrede blik.

Den blåøjet brunette (ja, brunette, ha gaaay) kiggede på mig omme fra sin plads ved siden af førersædet og åbnede munden  og gjorde mine til at sige noget, men klappede i, da han så mit blik og vendte sig rundt igen.

Jeg sukkede højlydt og kiggede ud af vinduet og vendte hurtigt mit hoved bagud.

"Hov, I skulle være drejet af der", fløj det ud af munden på mig, og krøltoppen ved siden af blondie begyndte at grine stille.

"Liam, jeg tror hellere du må vende om", sagde han, imens han himlede med øjnene, og han havde det mest sexede smil på.

Ej, måske ikke. Der skal meget til, at jeg begynder at kigge efter drenge igen - hvis det nogensinde sker.

Liam, som han åbenbart hed, ham som kørte bilen, lavede en u-vending og var snart inde på den rigtige vej.

"Sååeh - ...", begyndte han, uden at fortsætte, da han kiggede spørgende på mig for at få bekræftet mit navn.

"Evelyn", sagde jeg og himlede med øjnene af ham, hvilket han åbenbart så, fordi han sendte mig et skævt smil igennem bakspejlet.

"Sååeh Evelyn", han nikkede bekræftende til mig. "Hvor skal vi hen af?".

Jeg kiggede endnu engang ud af vinduet. "Mit hus ligger 3 huse herfra, på venstre hånd", svarede jeg en smule bittert.

Hvorfor havde jeg givet tilladelse til dette galskab?

Liam begyndte igen "Så, nu hvor du ved, hvad jeg hedder, kan jeg ligeså godt introducere dig for de andre. Ved siden af mig sidder Louis."

Louis vendte sig om, måske med en smule frygt i øjnene, og sendte mig et lille, genert smil.

Han fortsatte "Bag mig sidder Zayn - ved siden af Zayn sidder Harry og til sidst men ikke mindst Niall".

De kiggede allesammen på mig, som om de forventede et eller andet, men da jeg så, at vi var stoppet op foran huset, valgte jeg at åbne døren og smutte ud.

Jeg stoppede op foran døren og ventede på, at drengene skulle stige ud og komme med ind.

Jeg hørte bildørene smække, og de var ude.

 


Hun var mærkelig, fjendtlig og gnaven, men alligevel var der et eller andet ved hende, som jeg ikke kunne sætte en finger på. Hun virkede mere end alt trist og indelukket.

Drengene og jeg havde prøvet at få en samtale igang med hende hele turen herud, men det virkede bare som om, at hun fortrød, at hun havde sagt ja. Jeg ved ikke, hun virkede på et punkt også bange?

Men hvad ved jeg, jeg er ikke lige den bedste menneskekender.

Jeg ved bare, at hun i hvert fald ikke var klar over, hvem vi var, hvilket måtte betyde, at hun virkelig havde isoleret sig selv fra omverdenen.

Vi gik i samlet trop op til døren, hvor Evelyn stod, og på døren stod der: Anna og Evelyn Jackson.

Anna måtte være hendes mor, ikke? Havde hun ingen far? Eller var de skilt? Jeg ville elske at spørge, men jeg turde generelt ikke snakke med hende mere.

Hun åbnede døren "Kom med mig", sagde hun så.

Vi gik ind i den lille entré og stillede vores sko, hvorefter vi gik ind i stuen.

"Vent lige her et øjeblik", sagde hun, hvorefter hun fortsatte ud i, hvad jeg gætter på, var køkkenet.

Jeg kunne høre hende hviske højlydt med hendes mor, men jeg fangede kun nogle af ordene.

"Mor... 5 drenge.... spise." "Han kommer... ballade", mere nåede jeg ikke at høre, før Evelyn cuttede deres samtale af.

Evelyn kom ud til os igen og bad os om at følge med.

Hendes mor sad og læste avis, imens hun havde en kop kaffe i hånden. Hun ænsede os ikke til at starte med, men så kiggede hun op med et smil formet på hendes læber - lige indtil hun opdagede, hvem vi var.

Hendes blik fløj frem og tilbage, hvor det til sidst landede på mig, og koppens greb i hendes hånd blev løsnet så meget, at koppen faldt på gulvet og blev ødelagt i 1000 stykker.

Hun lod som om intet var hændt, og hun rejste sig op.

"Hvor er jeg klodset drenge, hej, jeg hedder Anna, Evelyns mor", sagde hun med et smil, men hendes blik flakkede stadig nervøst.

Hun gik hen og startede med at give Zayn hånden, indtil hun havde været hele rækken igennem og stod foran mig, med hånden strakt ud.

Jeg tog den "Er der noget galt fru Jackson?"

Drengene kiggede mærkeligt på mig, måske havde de ikke set navnet på døren, men Evelyn kiggede forskrækket på mig, som om det var det spørgsmål, som jeg slet ikke skulle spørge om.

"Nej, nej, slet ikke min dreng", svarede hun kontrolleret, og drengene gik hen til bordet og satte sig, imens jeg blev stående.

Hvem var det nu, som opførte sig mærkeligt?

Evelyn kiggede i hvert fald mærkeligt på mig.

"Skal jeg ikke hjælpe med at tørre det der op, fru Jackson", spurgte jeg venligt for at skjule den kendsgerning, at jeg var den eneste, som var blevet stående.

"Jo, det må du meget gerne, min dreng". Jeg sendte hende et af mine berømte smil og blev stående, imens hun fandt en klud, kost og fejebakke. 

Hun begyndte at tørre op, imens jeg fejede i akavet stilhed. Jeg kunne fornemme drengenes blik på mig.

 


 

Hvorfor var Niall så mærkelig? Ja, Evelyn var fucking fræk, men han behøvede da ikke tørre røv på hendes mor - du ved, hvad jeg mener.

Da vi andre satte os til bords blev han stående og kiggede fjernt ud i luften, som om han rumsterede over et eller andet, men hvad?

Evelyn var begyndt at lave en masse mad, og det var allerede begyndt at dufte pragtfuldt, og jeg rejste mig langsomt op - imens det tilbageværende drenge kiggede mistroisk på mig - saywhat?

"Evelyn, har du brug for hjælp?", sagde jeg lavt, da jeg stod bag hende.

Jeg vidste drengene sendte forskrækkede blikke til hinanden, da de betvivlede mine madlavnings-evner - selvom de aldrig havde sagt det højt, når jeg var i nærheden.

Evelyn vendte sig hurtigt om, som om hun ikke havde lagt mærke til, at jeg var kommet om bag hende, hun så mildest talt forskrækket ud, som om jeg ville slå hende eller noget.

Hun trak vejret dybt ind, imens hendes blik flakkede fra den tomme plads, hvor jeg havde siddet, til mig, hvorefter hun klistrede et stort falsk smil op, som om hun ville dække over noget.

"Ja, det ville være dejligt, var det Harold, du hed?", og jeg hørte et stort fnis ovre fra bordet, hvor Louis sad og virkeligt prøvede at beherske sig, men jeg sendte ham bare nogle rullende øjne, da vi fik øjenkontakt, hvilket gjorde at han kom med et højt grin.

"Faktisk var det Harry, hvad har du brug for hjælp til?", spurgte jeg - måske en anelse flirtende? Men hvad, jeg kunne ikke gøre for det.

"Du kan skrælle og snitte grønsagerne", jeg hørte et lettelses suk fra drengene, som nu alle sad rundt om bordet - også Niall var kommet op på sin plads.

Jeg sørgede for at stå så tæt op af hende som muligt uden at røre hende, imens jeg skrællede kartofler - hvilket Niall på sin vis var tilfreds med, mand den knægt elskede virkeligt sine potatos.

 


 

Nu kunne der umuligt være længe til at maden var færdig, hvilket var heldigt nok, fordi jeg følte at Harry, som han åbenbart hed - og ikke Harold, kom tættere og tættere på, og jeg ville ikke lyde mere fjendtlig end nødvendigt.

Desuden havde jeg allerede gjort ham til grin en gang foran hans venner, han var tydeligvis ikke den næste, som jeg skulle gøre til grin, eftersom jeg tror, han blev en smule såret sidst.

"Harry, kan du sætte dig ned til de andre, maden er færdig om lidt, jeg kan godt klare resten selv", sagde jeg lavt til ham, fordi de andre skulle ikke tro, at jeg afviste ham eller noget.

Han nikkede bekræftende og satte sig ned ved siden af irriterende Blondie, som tydeligvis var ved at dø af sult, haha, let him.

You know what people say, Niall, be patient, tænkte jeg for mig selv, men drengene kiggede mærkeligt på mig.

"Ohh, fuck, sagde jeg lige det højt", spurgte jeg, og jeg fik et bekræftende nik fra samtlige i rummet. Mor var gået ind i stuen efter skandalen med kaffen. Hvorfor teede hun sig så mærkeligt anyway?

Et fnis kom fra Harry - han syntes åbenbart min kommentar var sjov - eller noget, og maden kom på bordet, og jeg satte mig ved siden af Zayn, som virkede, som den mest stille af dem.

Der var helt stille, imens vi spiste, wow, de måtte godt nok være sultne.

De sidste 10 min. sad vi bare og ventede på, at Niall kæmpede sig igennem sin 3. portion, og da han endelig slap gaflen, flettede han sine fingre på maven og kiggede tilfreds på mig.

"Det er du sgu ikke helt ringe til", sagde han, og Harry stemte i "Heey, jeg gjorde da også noget", han lød såret.

"Ihhh, ja, Harry, du var vældig dygtig til at skrælle grøntsager", sagde jeg sarkastisk, og mine hænder fløj op til munden. Det skulle jeg ikke have sagt højt.

Han så såret ud. Ups, pis, pik. 

Okay, den skulle ikke misforstås, vel.

Drengene sad allesammen med lukkede øjne og et veltilfreds drag om munden. Jeg tror, at de nød maden. Jeg sad og betragtede dem lidt.

"Så hvem er I egentligt, det så endda ud som om, at min mor vidste, hvem I er", spurgte jeg en smule nysgerrig. Grr, det skulle jo ikke lyde nysgerrig vel.

"Som end bare det største boyband i verdenen", det var første gang, jeg hørte Zayn sige noget, så jeg kiggede overrasket på mig, men jeg kunne se, at han jokede med det.

"Nej, altså seriøst", sagde jeg.

"Vi er One Direction", svarede Louis mig.

Og en klokke ringede i mit hoved "Nååh, en af jer datede Taylor Swift en årgang, ikke?", spurgte jeg, da det var det eneste, som jeg rigtigt vidste.

En latter slap løs rundt om bordet, men Harry kiggede bare ned på den tomme tallerken.

Årrgh, pis, den her gang var det også Harry, som blev til grin.

"Jep, det var Harry her", svarede blondie - jeg foretrækker stadig at kalde ham det.

Jeg sendte et blik fyldt med medlidenhed til Harry, da jeg ikke synderlig brød mig om hende, hvilket også gjorde, at jeg var opdateret på hende. Hold dine venner tættere, men dine fjender endnu tættere. Eftersom jeg ingen venner havde, kunne jeg ligeså godt klare sidste part, ikke.

Jeg rejste mig op og samlede stablen af tallerkener op, som Liam havde været så sød at stable sammen.

Jeg gik hen og nærmest smed det hele ind i opvaskeren, før jeg gik tilbage til bordet.

"Såå", sagde jeg.

"Såå", sagde drengene i kor, hvilket fik et smil frem på mine læber, men det kom kun halvvejs, før jeg stoppede det.

"Må vi sove her?" 

 

Så her er et nyt kapitel af Ordinary Girl. 

Jeg er yderst taknemmelig for den positive feedback den har fået, og jeg glæder mig virkeligt til at arbejde videre med den, da jeg føler, at jeg kan skrive 100% ud fra hjertet og ikke bare noget, som jeg går ud fra vil 'sælge', for jeg ved det ærligt talt ikke.

Men kom eventuelt med kommentarer - og likes er altid velkomne.

Hvad synes i om historien indtil videre? Var der noget i var chokerede over?

Jeg undskylder for pinlige stavefejl, men rettede den kun hurtigt igennem, fordi jeg gerne ville have den udgivet.

xx M

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...