Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1489Visninger
AA

2. The day they met


„Listen here Maybe I look happy, but I'm only happy outside Inside I'm dying and it hurts so much to say it out loud..“

Jeg lå ned på jorden. Smerten borede gennem min krop som tusinde knive. Jeg fik endnu et spark - lige i brystet, og jeg havde svært ved at fokusere på, hvordan man træk vejret.

Ud ind, ud ind.

Jeg havde lukkede øjne, men jeg kunne alligevel se sceneriet foran mig tydeligt, men ikke fordi jeg kunne se det som sådan, men fordi det var den samme scene, som så mange andre dage i mit liv.

Han sparkede og slog mig - fik mig ned at lægge, så han kunne fortsætte sin voldelige adfærd - ja, jeg ville nok kalde det adfærd.

Han hadede mig, lige fra dag 1, hvor han mødte mig, hvilket nok var fra omtrent 3 år siden - det var den dag, hvor min verden begyndte at krakelere og gå itu.

Nu var den ødelagt for bestandigt - sådan har jeg det i hvert fald - her og nu.

Mor ved det, men hun kan ikke gøre noget, for hun står under samme behandling, men ikke samtidig med mig.

Han vil lade os lide - lade os se hinanden blive tævet halvt ihjel - om og om igen.

Vi kan ikke gøre noget, bare finde os i smerten, råbene, alt.

"Se på mig din kælling", jeg hørte hans stemme, men nægtede at lade ham se min smerte. Han skulle ikke se mig lide mere end højst nødvendig.

Det er det, som det hele handler om - magt.

Jeg lystrede ikke. Jeg ville ikke bukke under, som så mange gange før.

Et spark mere - denne gang på skulderen. Jeg kiggede op, og mine øjne var fyldte af smerten og angsten for at dø.

Han var god. Jeg havde ikke brækket noget i det 3 år 'behandlingen' havde stået på. Ingen fattede mistanke.

Hvem narrer jeg? Åbenbart alle, for jeg har det ad helvedes til, men det gør så ondt at det højt.

Jeg har aldrig prøvet. Jeg vil ikke prøve. Jeg er bange.

 


"Lads, jeg er sulten", jeg nærmest råbte for at overdøve drengene, som sad og pjattede - bortset fra Liam, som kørte bilen.

"Nialler, du er fandme altid sulten", svarede Louis igen med et skævt smil.

De er ligesom brødre for mig, og jeg vil gøre alt for dem, men ligenu ville jeg bare gøre alt for komme på McDonalds og æde en Bigmac-menu med en omgang ekstra stor pomfritter. 

Vi havde lige givet vores sidste koncert i London og var nu på vej ud til østkysten, da vores næste koncert var i Danmark, og vi skulle sejle. SEJLE, what the actuall fuck, jeg hader at sejle med færge. Alt for mange mennesker på for lidt plads.

Vi kørte forbi et skilt, hvor der stod 'McDonalds' 1 kilometer, og det var lige før savlen flød ned af min hage.

Gad vide, hvor meget en directioner ville betale for mit savl? Sikkert mange penge, haha, egentligt lidt creepy - og sødt.

Uden vores dedikerede fans ville vi ikke være på det punkt af vore karrierer, som vi var.

"Du er heldig, Niall", mumlede Zayn, som først lige var vågnet og havde skimtet skiltet.

Vi holdte ind til siden ved drive-in automaten og bestilte min mad, som kom med det samme, hvorefter vi kørte videre.

Vi havde vel kørt 20 minutter nu - hvilket ville sige, at det var en hel fucking time siden, at jeg havde fået noget at spise sidst, hvilket jo er et mareridt for mig.

Hurtigt åbnede jeg boksen med mad og lugten fyldte på få sekunder hele bilen. 

Harry nakkede en håndfuld pomfritter.

"Heeey, det var mine", sagde jeg med en provokerende, uskyldig og såret stemme. Ingen rører min mad. REVENGE.

Jeg tog en pomfrit, smurte den ind i remoulade og plop.. Den var i øret på Harry, som hvis han havde fået en våd Willy, haha.

"Drenge, drenge, hov deromme", sagde Daddydirection omme fra førersædet. 

Mig og Harry var flade af grin, og pludselig havde vi remoulade ud over begge vores trøjer, hvilket bare fik os til at flække sammen af grin endnu en gang.

Det tog lidt tid for os, at få vores puls i orden igen, hvorefter jeg spiste videre i stilhed.

Wow, stilhed er noget vi sent oplever, og nøj, jeg nød det.

Mine øjne faldte stille i, og jeg faldte ind i en drømmeløs søvn.

 


Stilhed - hvilket vil sige, at det er omtrent lukketid. Jeg har lukkevagten i aften, hvilket er rart, for der kan jeg være mig selv. 

Lige nu er  der ingen andre end mig, så det er okay at lade et par tårer falde, hvilket jeg gør.

Jeg græder ikke, det må jeg ikke, for jeg er bange for, at jeg aldrig stopper igen. Kun tårer, ingen gråd. Det er min regel.

Køkkenet lukker om 20 min., så jeg undrer mig over, hvorfor der ingen mennesker er - men det er der altså ikke. Det er en stille aften, og jeg overvejer bare at droppe at komme hjem. Bare finde mig en hyggelig busk. Okay, nej.

Jeg begyndte at rydde op, tørre borde af, støvsuge. Gøre rent generelt, og før jeg vidste af det, så lukkede køkkenet om 5 minutter.

Jeg tog 'åbent' skiltet ind, men lod døren stå åben - jeg kunne jo ligeså godt lukke den, når jeg alligevel skulle låse af.

Jeg gik om bagved for at sætte varer på plads, som var kommet tidligere på aftenen.

Jeg gik og tullede rundt i omkring 5 minutter, men så ville jeg egentligt gerne have en mad, så det gik jeg hen og lavede.

5 minutter senere var den spist og et sekund efter, hørte jeg den velkendte kimen af dørklokker, som fortalte, at der var nogen, som var trådt ind i cafeteriet.

Det var 5 drenge. De så nogenlunde jævnaldrende ud - og bekendte, men jeg kunne ikke sætte en finger på, hvor jeg havde set dem før. Den lyshårede begyndte at snakke.

"Kan jeg få noget mad?", spurgte han med store, blå, hundehvalpeøjne, ha, som om den virkede på mig.

"Desværre, vi har lukket", sagde jeg med en kølig, autoriteret stemme og så ham direkte i øjnene.

Jeg kunne stadig ikke sætte en finger på, hvor jeg havde set dem før.

"Men, m.., men", fortsatte han.

"Jeg er så sulten".

Et grin undslap mine læber, what the fuck, jeg er ikke en person, som griner.

En krølhåret fyr smilede tydeligvis at mit udbrud. Jeg kiggede hurtigt på ham og så tilbage på blondie.

"Vi har kørt rundt en halv time efter et sted at få noget at spise", sagde han. "Det her er det første sted, vi har fundet".

Jeg ser ligegyldigt på ham.

"Jeg lukkede for 5 minutter siden, desværre".

Jeg kunne se en idé tage form i hans hoved.

"Hvor bor du?", sagde han nysgerrigt.

"I Dover", svarede jeg mistænktsom. Hvad var han udepå?

Han så forvirret ud, som om han ikke vidste, hvor det lå.

"Et par kilometer herfra", begyndte jeg, men jeg kunne se, at han nu forstod det, så jeg stoppede brat.

"Kan vi tage med dig hjem og få noget at spise?", spurgte han forhåbningsfuldt.

"BlondieA'Hva'?", svarede jeg, helt paf.

Han kiggede spørgende på mig - og blev ved, og ved.

Til sidst nikkede jeg bekræftende, og han hoppede nærmest op i luftet af glæde.

Jeg kiggede rundt på de andre 4, som faktisk også så forholdsvis sultne ud - det var godt, at han havde nattevagt.

Jeg låste af, hvorefter jeg fulgte efter de 5 drenge ud til deres bil - jeg plejede at gå på arbejde.

Jeg havde stadig ingen anelse om, hvem de var.

 

Okay, den her bliver meget anderledes end min første fanfcition, hvilket jo også er godt på sin vis, alle har godt af lidt adspredelse.

Men hvad synes I? Falder den i god jord? 

Jeg kommer til at skiftes med kapitlerne på den her og Another Lovestory, men jeg regner med, at der vil udkomme omtrent 2 kapitler om ugen :)

xx M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...