Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1472Visninger
AA

10. So now we meet again

„Sexy lips, dirty hips, nice ass, high class, sexy smile, danish style"

 

"Så det her er Danmark?", jeg så spørgende på Louis, som sendte er-du-blond-blikket til mig, som fik mig til at løfte et øjenbryn, udfordrede ham til at komme med en blond bemærkning.

"Ja, det er Danmark, Evelyn", sagde Louis, imens han rystede sørgmodigt på hovedet og kom med et skævt smil.

"Men det minder bare på en måde om England, ikke?", okay, måske lød det blond, Louis..

I det samme blev der banket på køkkendøren, og Liams hoved tittede ind.

"Nåårh, jamen hej Evelyn", sagde han reserveret til mig, og jeg hilste ham med et nik i hans retning. Louis løftede et spørgende øjenbryn og kiggede fra mig til Liam.

Omme bag Liam kunne jeg skimte Niall som maste på, awh jamen Niall da.

"Daddy, jeg er sulten, må jeg komme forbi", spurgte han bedende, hvilket fik drengene og Carrie til at flække sammen af grin.

Var jeg den eneste, som ikke forstod det? 

Liam trådte grinende til side for Niall, hvor han derefter forsvandt lydløst ud af døren.

Niall stoppede op, da han så os. "Evelyn", han lyste op i et smil og gik i mod mig.

Han løftede sine arme til et kram, men lod dem falde ned igen, da han så mit skræmte blik.

"Hej Niall, godt at se dig - det her er Carrie", sagde jeg hurtigt, for at det skulle blive mindre akavet, og han vendte sig hurtigt mod hende.

Jeg sukkede dybt indvendigt.

"Hej Niall", sagde Carrie glad, og hun fik et kram af ham, som om de havde kendt hinanden altid.

"Halløj Carrie", svarede Niall, da han havde sluppet hende, og han vendte sig om mod mig. Jeg kunne se, at Carries øjne lyste som et juletræ bagved ham.

Åh gud.

"Du ville snakke med os, Evelyn, Harry sagde, at det var vigtigt", jeg spidsede uvilkårligt ører, da jeg hørte Harrys navn blive nævnt. Niall lød bekymret.

"Jeg kan bare ikke se, hvad du skal snakke med os om, du kendte os jo ikke engang, da vi kom hjem til dig", Liams stemme lød henne ved døren. Utålmodig.

Jeg kiggede forvirret på ham - overrasket over hans fjendtlighed. Han vendte sig om og forlod køkkenet igen uden at komme med en dybere forklaring.

Ingen sagde noget, og der lagde sig en akavet stilhed over rummet, indtil Carrie brød den.

"Hvor skal vi sove henne?", spurgte hun nysgerrigt og Niall, som stod med en kæmpe sandwich i hånden tyggede af munden og svarede: "Følg med mig, vi har reserveret et værelse til jer - vi fik bare nøglen".

Niall førte ad ned af gangen og låste et værelse op til os og kastede nøglen til Carrie, som heldigvis havde gode reflekser.

"Jeg bor lige inde ved siden af, bare bank på, hvis i har brug for noget", sagde han og forlod værelset.

Jeg så mig rundt og opdagede til min glæde, at der var forholdsvis stort.

Carrie smed sin sørgeligt lille taske på dobbeltsengen og satte sig ned.

"Evelyn, du bliver nødt til at fortælle mig det", sagde hun meget seriøst, så jeg valgte at sætte mig ned på sengen.

Carrie var anderledes. Anderledes end alle andre, jeg nogensinde havde mødt, så jeg gjorde noget, jeg aldrig havde gjort før, jeg åbnede mig op for hende.

Et par tårer flød ned af min kind, og jeg begyndte min historie.

"Det hele begyndte for cir.. cirka 3 år siden", jeg startede tvivlende, men min stemme blev fastere, da jeg fortalte. "Min far døde, da jeg var lille, og min mors sorg var stor. Hun blev først klar til at elske igen på grund af den her mand. Han lovede hende guld og grønne skove, så de endte med at blive gift. Han har nu boet sammen med os i 3 år, og til at starte med synes jeg da han var sød nok, men måske ikke den type som jeg ville kalde far. Det ændrede sig dog hurtigt. Han var voldelig og umedgørlig, og han begyndte at slå min mor foran mig. Senere begyndte han at slå mig, og det blev værre og værre". 

Jeg vidste Carrie mine mærker. "Han begyndte at slå mig for de mindste ting. Det kunne være, at der ingen kaffe var varmet, noget vi ville have set som ligegyldigt." Jeg tog en dyb indånding, mens tårerne strømmede ned af kinderne på mig. Carrie havde også fået tårer i sin øjenkrog.

"En dag havde jeg haft en, jeg ville ikke kalde hende ven, men en pige på besøg, og da han kom hjem og opdagede, at hun var der, var han såmænd meget venlig imod hende. Han sagde, at min besøgstid var ovre, så hun gik. Hans øjne lynede, da han havde lukket døren, og det eneste han kunne sige var "Værelse, nu". Jeg kan huske, at jeg forskrækket gik ind på mit værelse efterfulgt af ham, og han havde skubbet mig ned på sengen. Han var begyndt at snakke til mig i et farligt venligt tonefald og sagde, at jeg skulle lære, hvad pli var. Min mor var ikke hjemme, og han var begyndt at rive i mit tøj. Grædende bad jeg ham stoppe, men han blev ved. Og så gjorde han det, hårdt og brutalt, imens jeg skreg, græd og bad. Det var den eneste gang, men det har siddet ligesiden."

Jeg kunne ikke fortælle mere, jeg brød grædende sammen med Carries arme trygt om mig. Hun græd også, og jeg følte mig tryg ved hendes cirkuleringer på min ryg. Jeg var ikke vant til, at nogen brød min intimsfære, men det var okay, når det var hende.

Den eneste, som plejede at gøre det, var ham. Jeg lod ikke andre gøre det, undtagen den gang med Harry, og selv om jeg helt klart følte noget for Harry, så ville jeg ikke lade det ske igen. Han kunne blive min fuldkomne ødelæggelse.

Da jeg ikke kunne få flere tårer presset ud af mine øjne, gav jeg slip på Carrie og rettede mig op og fortalte resten af historien med rusten stemme, jeg sluttede af med at fortælle hende, at Niall var min bror.

Jeg havde fortalt hende stortset alt, hvad der var at fortælle om de sidste 3 år, og det føltes befriende at komme ud med det, men også utrygt.

Hun vidste det med Harry, hun vidste det med ham, jeg havde selv fortalt hende om drømmen, jeg havde i flyet.

Jeg følte mig sårbar overfor hende, for nu var hun den eneste, som kendte hele min historie, men det bedste ved det, var hendes åbenlyse glæde ved, at Niall var min bror. Hun fik mig hurtigt i lidt bedre humør.

"Ved han det?", spurgte hun, og jeg vidste med det samme, hvad hun snakkede om.

"Det er derfor jeg er her", hviskede jeg, og jeg lagde en finger over min mund for at vise, at vi skulle være stille. Jeg pegede på væggen ind til Nialls værelse.

"Så din mor gav Niall væk som spæd?", hviskede hun, og jeg nikkede sørgmodigt.

Jeg gjorde mine til at tage nattøj på, og jeg smed et sæt hen til hende, som hun tog på. Jeg havde godt nok vist hende nogle af mine mærker, men jeg valgte at tage tøjet på, på vores badeværelse.

Jeg faldt i søvn med tanken Harrys fravær i dag.

 

"Hvad hvis hun bare gjorde det, fordi hun kunne føle, at jeg ønskede det?", spurgte jeg Niall, som stod og børstede sine perfekte, lige tænder. Jeg synes nu, at han havde været fucking charmerende med bøjle.

Han spyttede vandet ud og kiggede spørgende på mig.

"Er det derfor du har undgået hende?", spurgte han bekymret.

Jeg er bare bange for, at hun ikke føler det samme, som jeg - eller at når jeg ser hende, så føler jeg ingenting, eller i hvert fald ikke det jeg føler nu.

Niall satte sig sukkende ned ved siden af mig.

"Så du vil lade hende gå?", spurgte han forvirret.

"Det er bare...  Jeg ved det ikke", sagde jeg fortvivlet og tog mit hoved i hænderne. "Jeg vil bare ikke såres", hviskede jeg stille.

"Det tvivler jeg på, at hun vil - desuden, hvorfor skulle hun ellers være kommet?", spurgte Niall opmuntrende.

"Hun virker bare så reserveret overfor alle, ikke?", spurgte jeg stille, og Niall tænkte lidt, før han svarede: "Jeg tror hun har været mere igennem, end de fleste på hendes alder", sagde han så.

Det tænkte jeg lidt over, hvorefter jeg besluttede mig for at sove - og så måske snakke med hende i morgen, hvor koncerten også ville være.

Jeg vågnede med en fornemmelse af indrømmelse, og jeg tog hurtigt tøj og makeup på uden at vække Carrie. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville fortælle det til Niall, imens vi var alene, ellers ville han måske tro, at det var en joke.

Jeg åbnede stille vores dør og listede ud af døren på tåspidser.

Jeg gik de få trin hen til den næste dør, og jeg løftede hånden for at banke på, men jeg sænkede den igen. Det her var jo åndsvagt. 

Nej, det var ej, jeg løftede endnu en gang hånden, og jeg lavede to små knock på døren og ventede. Jeg havde egentligt håbet, at han ikke havde hørt mig, men håndtaget gik stille ned, som om at han var i tvivl om han skulle åbne, men til sidst åbnede han døren, og det var ikke Niall.

Det var Harry.

 

Okay, jeg er YDERST tilfreds med det her kapitel, og jeg lod faktisk selv en tåre falde, da jeg skrev flashbackdelen.

Jeg håber i kan lide den, for det er i hvert fald mit yndligskapitel, og der er massere af drama.

Hvad synes I? Noget jeg kunne gøre bedre?

Undskyld pinlige stavefejl, men jeg ville have det færdigt <3

xx M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...