Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1523Visninger
AA

13. Rumours


,,To be invisible isn't always enough when you're around stalkers”.

- Maria Fleissig

 

 

Skrigene synes kun at blive forstærkede i mit hoved som tiden gik. Vi havde været ude af bilen i nærmest ingen tid, men skrigene synes hele tiden at stige med en oktav.

Jeg løftede mine hænder op til ørerne og begyndte at gå de få skridt hen mod døren, men jeg var den første der steg ud og bodyguarden, som stod ved døren, Paul stod der på navneskiltet, holdte en arm ud til siden og løftede et øjenbryn ad mig.

”Ingen adgang”, sagde han kort og kontant og begyndte at skubbe mig væk.

”Men jeg er med drengene..”, begyndte jeg, hvorpå han bare lo ad mig. Så kom jeg i tanke om, at det sagde de sikkert alle sammen, men så lød en stemme bag mig:

”Hun er ok, Paul”, og jeg sendte et taknemmeligt blik hen mod Louis, som var min redningsmand. Tænk, hvis jeg skulle om til de sindssyge fans, hvis han ikke havde været der..

Vi gik ind ad døren i stilhed, men man kunne mærke stemningen og spændingen i luften, som kom ud af drengene og Carrie. Personligt vidste jeg ikke, hvorfor de virkede så overengagerede, de havde vel prøvet det her hundrede gange før – måske lige undtagen Carrie.

Jeg så mig rundt på de golde vægge, som ikke så særligt hyggelige ud, de virkede bare som en tom facade, hvilket jeg egentligt godt kunne relatere til på et eller andet punkt.

 

***

 

Carrie skreg lige så højt som fansene, men forskellen var bare, at vi udlevede en hver fans drøm – at være backstage til en One Direction koncert, ikke fordi jeg var fan – jeg mener, deres musik er jo god nok, men mere er der ikke i det.

Jeg begyndte at bilde mig selv ind, at alt der var sket hjemme ved mig, alt, bare var impulshandlinger fra min side, fordi der endeligt var nogle, som behandlede mig som et normalt menneske. De vidste jo ikke, hvad jeg havde været igennem, men for alle andre havde jeg jo bare været den der loner-taber, som ikke havde nogle venner og kun var i skole en trejde del af tiden.

Jeg følte mig nok bare værdsat den ene aften, hvilket jeg tog bestik af. Det var det, jeg troede på. Det var det, som jeg ville tro på. Det var ikke andet end det.

 


 

Jeg hoppede op og ned og pjattede med drengene, som jeg plejede, men samtidig prøvede jeg at fange Evelyn's opmærksomhed uden at fansene skulle lægge mærke til det – og det var ikke så let. 1. fansene så alt. 2. Evelyn stod fuldstændigt afsondret, fuldstændigt i sine egne tanker tydeligvis.

Louis solo i You&I klangede i luften, og jeg så ham blinke til Carrie, som rødmede helt vildt, og jeg løftede et øjenbryn ad Louis, hvorpå jeg så mig selv løfte et øjenbryn af Louis oppe på storskærmene. Shit, det skulle ikke være filmet.

Vi var i gang med den sidste sang, og fansene gav den alt, hvad de havde, bogstaveligt talt. De sang, hoppede rundt, skreg, piftede og smed med ting. Ja, de strippede til og med. Jeg kiggede over på Evelyn, som så ned på sin telefon, hvorpå jeg mærkede en ekstrem smerte i mit skinneben.

En eller anden havde smidt deres iPhone op på scenen, og den ramte uheldigvis mig.

Jeg brød sammen og faldt på knæ af smerten, og jeg kunne høre, at Zayn sluttede den af for mig, imens Niall kom hen og hjalp mig på benene. Jeg mumlede et stille tak til ham og klappede ham på skulderen, og han nikkede, lavede sit berømte hop og sluttede af med sin guitar.

 

Vi steg af scenen, og jeg blev mødt af Carrie, som havde et bekymret ansigtsudtryk.

”Er du okay, Harry?”, spurgte hun, og jeg nikkede bare, og vi sluttede os til de andre drenge i omklædningsrummet.

”Hvor er Evelyn?”, spurgte Zayn, og jeg kiggede mig omkring efter hende, men hun var ingen steder at se.

 


 

Imens drengene gav den gas, var der en besked, som var bippet ind på min telefon.

>>Jeg ved, hvor du er<<, var det eneste, som stod, men jeg var ikke i tvivl om, hvad det betød. Jeg tjekkede lige, at Carrie var beskæftiget, hvorpå jeg skyndte mig hen til den nærmeste dør, som kunne lukkes, og forræderiske tårer begyndte at strømme ned af mine kinder.

”Se Mike, vi har gæster”, sagde en drengestemme, og jeg kiggede forskrækket og skræmt op. De 3 andre drenge i rummet vendte sig om med overraskede ansigtsudtryk, som pludseligt blev mistænksomme.

”Hvordan er du kommet ind her”, spurgte ham med det sorte hår og løftede hænderne, som hvis han gik i forsvarsposition.

Jeg stoppede øjeblikkeligt med at græde, men ham med smilehullerne kom langsomt gående hen mod mig.

”Jeg.. Jeg...”, begyndte jeg, men blev hurtigt afbrudt.

”Cal, kan du ikke se, at hun er oprevet”, hvorefter han henvendte sig til mig.

”Sæt dig ned, jeg henter et glas vand til dig”, og de andre drenge flyttede sig, så jeg kunne komme hen til sofaen.

Jeg tog en dyb indånding, så jeg kunne få en hel, sammensat sætning ud af min mund.

”Hvem er I?”, spurgte jeg fuld af undren, men jeg kunne også mærke frygten komme snigende. Måske var de ikke godsindede alligevel.

En dreng med en læbepiercing begyndte at tale, imens ham med smilehullerne rakte mig et glas vand.

”Ved du overhovedet ikke, hvem vi er? Hvad laver du så her, hvis du ikke er fan?”, spurgte han forvirret, hvorpå han fortsatte. Han nikkede over mod ham med det multifarvede hår: ”Ham med håret er Michael, ham med det sorte hår er Calum, ham som gav dig et glas vand er Ashton, og jeg er Luke. Tilsammen udgør vi bandet 5 Seconds Of Summer, og vi opvarmer til den her One Direction koncert, men du ved vel, hvem One Direction er?”

Jeg rystede på hovedet over alle de nye oplysninger.

”Ikke før fornyligt”, sagde jeg så og kiggede på de forskellige drenge, mens jeg sagde deres navne i hovedet.

”I er da ikke engelske?”, sagde jeg forvirret over deres mærkelige accent, og de begyndte at grine hjerteligt.

”Nej, vi kommer fra Australien, men må jeg tillade mig at spørge, hvem du er og hvordan du kom ind backstage? Vi har vagter over det hele”, sagde Ashton og smilede skævt.

”Jeg er her sammen med min veninde og drengene, jeg hedder Evelyn”, sagde jeg så og valgte ikke at delagtiggøre dem mere i mit liv end højst nødvendigt.

”Jeg fór vidst vildt, tror jeg”, tilføjede jeg så med et lille smil og håbede det ville hjælpe.

”Hey, Harry sagde vidst noget om en Evelyn og en Caroline, ikke?”, spurgte Michael så, og jeg rettede på ham. ”Det er Carrie, men ja”.

 

Luke fulgte mig hen til drengenes rum, nikkede så og gjorde mine til at gå.

”Jeg håber, at vi kommer til at mødes igen, Evelyn”, sagde han så og vinkede som afsked. Jeg trådte ind igennem døren og røg lige i armene på Carrie, imens Niall udbrød ”Hvor har du været?”.

Jeg mumlede, at jeg fór vild og satte mig ved siden af Carrie, som kom med en halvkvalt joke.

”Jeg troede, at du var blevet spist af fans”, jokede hun, men jeg kunne se den ægte bekymring i hendes øjne, og jeg sendte hende et opmuntrende smil.

”Det er utroligt, hvor mange nye bands, man aldrig har hørt om, man lærer at kende her på det sidste”, sagde jeg så for at hoppe med på joken, og jeg hørte Liam fnyse.

”Du mødte 5SOS?”, sagde han mistroisk, og jeg nikkede.

”Luke viste mig vejen tilbage hertil, jeg havde aldrig troet at her var så stort”, sagde jeg bare, fordi jeg ikke gad diskutere med ham, og jeg så Niall sende ham et advarende blik.

Jeg fnyste indvendigt, han havde godt nok taget broderrollen til sig, hva'?

Vi gjorde klar til at tage tilbage til hotellet, men lige da vi kom ud af nødudgangen, blev vi omringet af store mænd med kameraer. Paperazzier.

 

Jeg ved godt, at det er omtrent en million år siden, at jeg har skrevet et kapitel sidst, men min skrivelyst har bare ikke været der. Jeg har haft travlt med skole, job m.m., men i dag fandt jeg tiden og lysten til at skrive og valgte, at det skulle være på den her Movella og ikke den nye, som jeg er igang med at skrive.

Jeg kan mærke på mig selv, at jeg har udviklet mine skriveevner ret meget siden først jeg var her, og jeg glæder mig til at udgive min næste movella.

Som altid, kom med ris, ros, kommentare, likes med mere, hvis i føler for det.

Jeg elsker, at i er så loyale læsere.

M xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...