Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1486Visninger
AA

6. Moments


"Open your eyes and look outside, find the reasons why."

-Avril Lavigne - Nobody's home

 

"Har... Harr.. Harry", stammede jeg, tårerne strømmede ned af mine kinder. "Jeg skal tale med j.. jer", fortsatte jeg.

"Evelyn er det dig?", hviskede han i det andet ende at røret, tydeligvis overrasket.

"Ja, men der er ikke tid til en længere forklaring, hvor er I?", fortsatte jeg hurtigt. Jeg var bange for, at jeg ville stoppe op og fortryde.

"Vi er på færgen mod Danmark, kan du komme hertil?", spurgte han bekymret... men var det en forhåbningsfuld undertone?

"Ehhm, jeg kan vel prøve", mumlede jeg stille, men jeg tvivlede.

"Okay, vi skal til Herning, mød os eventuelt på vores hotel, jeg sender adressen", snøvlede han hurtigt derud ad. 

"Ehhm, okay, Harry, vi ses", svarede jeg en smule forvirret.

"Babe, pas på dig selv, ses", svarede han inden bib-tonen kom, som fortalte at samtalen var død.

"Mooor", kaldte jeg højt, og hun kom ind på mit værelse, hvor jeg sad på sengen.

"Jeg tager til Danmark, jeg er nødt til at snakke med Niall - hvis du kan, vil du så ikke dække over mig? Jeg ved, at det er meget at bede om, men please mor", jeg skulle til at fortsætte, men hun stoppede mig med en nikken.

"Det har du fortjent, skat", jeg skal nok skjule dig, om man så må sige", sagde hun og gik ud af døren, hvor hun kom fra.

Jeg rejste mig op, men mine ømme led protesterede.

Som om jeg ikke var ligeglad.

Jeg satte mig på hug og trak min store rejsetaske ud fra sengen, som jeg ikke havde brugt i 3 år, og lagde den på sengen og smed en masse tilfældigt tøj ned i den.

Jeg listede mig nedenunder og fandt den krukke med penge, som han havde gemt - al vidende om, at jeg måske ville finde den en dag - den dag var for 2 år siden, og jeg tog det beløb, som jeg regnede med ville dække rejsen.

Jeg skyndte mig hurtigt op på mit værelse igen, smed pengene i tasken, tjekkede om der var noget jeg manglede og smuttede ud af hoveddøren - uden at have råbt andet end et farvel til min mor.

 


Da jeg kom ind til drengene igen, var jeg sikker på, at jeg lignede en blanding mellem et stort spørgsmålstegn og et julelys.

Hun kom, men jeg vidste ikke hvorfor - eller hvornår, hun havde bare sagt, at hun skulle snakke med os - ikke kun mig.

Louis rejste sig op - eftersom Niall var den eneste fraværende, da han hadede færger, så kunne jeg ligeså godt informere drengene om det ventede besøg nu.

"Evelyn kommer", mumlede jeg sagte uden at kigge op på drengene.

Jeg vidste, at Liam ikke brød sig synderligt om hende.

"Gør hun", svarede Louis muntert, sikkert med tanken om hendes kommentarer om mig på hjernen.

"Ja, hun sagde, at hun skulle snakke med os - det lød vigtigt", sagde jeg, imens jeg kiggede op i Louis øjne, som nu også lignede et spørgsmålstegn.

"Er det klogt", spurgte Liam diskret. "Jeg mener, hvad hvis hun bare er en sindsyg fan, som er en virkelig god skuespiller", fortsatte han for at redde den, hvilket han ikke gjorde.

Jeg himlede bare med øjnene og vendte mig om for at gå ind til Niall, hvor jeg satte mig på hans seng - næsten lige oveni ham, haha.

"What's up, Haz", mumlede han søvnigt. Nurh, jeg havde vækket den lille fyr.

"Evelyn kommer", svarede jeg bare og lagde mig ned under min egen dyne, som jeg havde fået tilegnet mig af færgekompagniet. 

"Okay", mumlede han bare og kom med det sødeste snork.

Det er okay, Nialler, tænkte jeg stille med et smil på mine læber.

Mine øjne lukkede sig i, og før jeg vidste af det, var jeg i drømmeland.

 

 

Plan; kom til Danmark iværksættes.

Kan nu meget godt lide min plantitel, haha.

Okay, jeg skulle finde en lufthavn, efter mine udregninger ville det være billiger at flyve end at tage færgen.

Heldigvis holdt mit pas et år endnu.

Jeg gik rundt i Dover og vidste ikke rigtigt, hvordan jeg skulle komme ud til den nærmeste lufthavn, så jeg satte mig ned på en bænk og tog tænkehatten på, som jeg ville sige det.

Jeg kunne altid vælge løsningen - at gå, men jeg ville bare gerne så hurtigt til Danmark, som overhovedet muligt.

Måske skulle jeg bare blaffe mig vej til lufthavnen?

Selvom det kunne være ekstremt farligt.

Men jeg kender dog den gyldne regel - kør ikke med skumle typer, folk du føler dig utilpas ved eller ældre mænd, så hvorfor skulle det ikke gå?

Jeg rejste mig op og besluttede mig for, at det var det, som jeg gjorde.

Jeg begyndte at gå i den retning, som jeg formodede, at lufthavnen var i.

 

***

 

Jeg havde gået i 4 timer - nok omkring de 24 km, da en lidt ældre pige end mig stoppede op ved min side og rullede vinduet ned.

Jeg var da den heldigste pige i verden - eller måske ikke, men you know.

"Heej, hvorfor går du dog her midt ude i ingenting?", spurgte hun nysgerrig, da jeg kiggede hende lettet ind i øjnene.

"Well, jeg skal ud til den nærmeste lufthavn, men jeg aner ikke hvordan", mumlede jeg flovt og kiggede ned i jorden.

Hun var smuk, meget.

"Altså jeg skal alligevel den vej på, så.. -", jeg stoppede hende. "Mener du det?", udbrød jeg glad og overrasket.

"Ja da, hop ind", sagde hun muntert, hvorefter jeg satte mig ind i hendes nydelige lille Volkswagen.

"Forresten så hedder jeg Carrie", sagde hun og rækkede mig hånden, som jeg tog imod unden betænkeligheder.

"Evelyn", svarede jeg kort, men med et smil på - husk på hvor sjældent det er, at jeg smiler.

Vi kørte lidt  tavshed, imens musikken spillede i baggrunden - det lød godt!

"Hvad hører vi?", spurgte jeg nysgerrigt, da jeg ikke havde hørt sangen før.

"Over Again med One Direction", svarede hun muntert, og jeg måbede.

"Wow", mumlede jeg stille, og endnu engang erindrede jeg mig Harry's og mit kys.

Jeg smilede (endnu engang) for mig selv.

Min tankestrøm blev dog brat stoppet, da jeg hørte et brag og bilen standsede.

"Hvad skete der?", spurgte jeg forbløffet - min stemme lød skinger.

 

Så der er gået 8 dage siden, at jeg startede denne novelle og den er allerede blevet læst 150+ og er kommet på 15+ favoritlister, hvilket er fantastisk, og jeg er yderst taknemmelig.

VIGTIG BESKED!!! - Jeg lægger desværre ikke noget nyt ud før lørdag, da jeg skal til Berlin med min klasse, men jeg lover, at jeg holder noget stort klar til den tid :)

I er som altid velkomne til at kommentere, like og lægge på favoritliste, hvis det er noget for jer!

**Undskyld pinlige stavefejl**

Kom endelig med konstruktiv kritik 

xx M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...