Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1487Visninger
AA

7. It isn't just a dance on roses


„Pretending to be happy when you're in pain, is just an example of how strong you are as a person.“

- Unknown

 

"Jeg aner det ikke", svarede Carrie forskrækket og kiggede rundt. Det var efterhånden ved at være mørkt udenfor, og hun åbnede sin dør.

"Lad os tjekke", hviskede hun, imens hun gik ud i halvmørket.

Jeg tog nogle halvrystende indåndinger og åbnede døren i passagersiden og gik ud og så mig rundt. Jeg gik hele vejen rundt om bilen og standsede brat op.

"Ehhm, Caa.. Carrie... -", begyndte jeg, men jeg behøvede ikke at sige mere, før hun stod ved min side og stirrede chokeret på det sprængte dæk.

"Hvad helv.. -", sagde hun, men lod sætningen hænge i luften.

Jeg satte mig frustreret ned på vejen med ansigtet i hænderne, lænet op af bilen.

"Du har vel ikke et ekstra dæk?", mumlede jeg, og hun fór hen til bagagerummet og begyndte at gennemrode det.

"Aeeerrgh", råbte hun frustreret og satte sig ned ved siden af mig.

"Hvad gør vi?", hviskede hun stille, imens en tårer faldt ned af hendes kind.

Jeg gjorde noget, som jeg aldrig i mit liv havde gjort før - jeg krammede hende.

"Shhh, det skal nok gå, vi skal bare finde en bil - eller VI RINGER", jeg stod pludselig på benene med min mobil i hånden.

Hun rejste sig op, fuld af forventning.

"Jeg tror, jeg ringer til Harry", hviskede jeg, før jeg trykkede på 'opkald'.

Den ringede, og den ringede, og til sidst tog han den.

"Evelyn", sagde han søvndrukken, og jeg hørte et højt hvin fra Carrie - mind mig om ikke at have højtaler på, når jeg snakker med en verdensberømt popsanger, ikke.

"Harry, ehhhm, jeg", begyndte jeg, men jeg hørte nogle skratlyde.

"Evelyn, jeg kan ikke høre dig, snak højere", råbte han nærmest.

"Jeg sidder fast på en landevej", råbte jeg, hvorefter signalet døde, og jeg satte mig ned med tårer i øjnene.

Tudefj... "Tænk at du kender Harry Styles", Carrie ødelagde min tankegang.

"Mmmm", mumlede jeg og begyndte at gå hen mod bilen.

"Hvad skal du?", spurgte hun nysgerrigt og fulgte efter mig.

"Sove", svarede jeg og lagde mig ind i bilen, og det sidste jeg mærkede inden, jeg faldt i søvn, det var Carrie's arme rundt om mig.

 


Klokken var 00:13 i Danmark, og Eve havde lige haft ringet til mig, og hun lød virkeligt fortvivlet, og selvom jeg ikke kunne forstå halvdelen af, hvad hun sagde, så vidste jeg, at der var noget galt.

Hvad skal det betyde, at hun sad fast på en landevej? Var det kodesprog eller noget?

Jeg gik ind på det hotelværelse, som jeg delte med Niall og satte mig frustreret på sengen, så den knirkede.

"What's up?, spurgte Niall bekymret, jeg havde mimet til ham, at det var Evelyn som ringede, lige før jeg havde taget telefonen.

"Jeg ved det ikke, hun sagde noget med, at hun sad fast på en landevej", mumlede jeg og tog mit ansigt i hænderne.

Det skete sjældent, men ligenu havde jeg lyst til at sætte mig ned og græde af frustration.

Nialler satte sig ned ved siden af mig. "Hey, hun er tough, hun skal nok finde ud af det, Hazza", sagde han mig med et smil ind i mit øre, hvilket fik mig til at smile, og jeg modtog et af hans Horan-hugs.

"Tak", mumlede jeg og lagde mig til at sove, imens jeg kunne høre Niall tumle rundt.

 


Jeg undrede mig over, hvorfor Harry var faldet sådan pladask for den pige, som han knap nok kendte - det plejede jo at være min rolle - om man så må sige.

Jeg falder for en på 2 sekunder og ender op med et knust hjerte, jep that's me.

Men han virkede så fortvivlet, så jeg ville hjælpe ham, hehe. Hvad har man ikke brødre til?

Jeg rumsterede lidt rundt, indtil jeg fandt både min og Harry's mobiler - hvilket held, at jeg kendte hans kode, hva'? - Og jeg satte mig til at finde Evelyn's nummer på hans.

Til sidst fandt jeg det - ENDELIG, hvorfor havde han dog ikke bare kaldt hende Evelyn derinde? Det ville være 100 gange nemmere, men næ nej, hun skulle jo lige hedde hende, hvor originalt, Hazza.

Så tændte jeg min egen mobil og gik ind på iCloud, hvor jeg sporede hendes mobil til en landevej 50 km fra Dover.

Haha, gæt hvem der skulle ringe til vejhjælpen nu.

Hvilken bror jeg er for Hazza, hva'?

Når jeg havde ringet, måtte jeg da lige få en natmad, inden jeg skulle i seng, okay?

Jeg gik ud i det fælles køkken, som vi havde fået tildelt - os drenge. Hvilken luksus - hvorefter jeg ringede til vejhjælpen.

Okay, du tænker måske 'hvor helvede har han nummeret fra', det skal jeg sige dig - jeg har selv haft brug for det et par gange, upsi Nialler.

"Vejhjælpen, godaften, hvad kan jeg hjælpe Dem med?", lød en høflig mand fra telefonen.

"Hej, jeg vil gerne anonymt lægge en besked om, at der er 2 piger, som er strandet på Longway, lidt udenfor Dover - de er trætte og bange, så det ville være rart, hvis i gad at kigge på sagen. Bare send regningen til One Direction's manager", sagde jeg hurtigt.

"Vi vil kigge på det - tak for dit tip", før jeg kunne nå at svare ham, lagde han på.

Mad til mig, tak.

 


 

Jeg vågnede ved at høre en bil dytte - eller rettere sagt en falckbil.

VI VAR REDDET.

Jeg skubbede blidt til Carrie, som stadig lå og sov sødt, men jeg frøs bare og ville videre.

Jeg kiggede på min mobil - 05:12, hvem havde kontaktet vejhjælp?

"Carrie, vejhjælp er her", hviskede jeg stille.

Hun vågnede op med vidt opspærrede øjne "Vi er reddet", hviskede hun med et smil.

Der skulle ikke meget til at opmuntre den pige.

Vi listede ud af bilen, ud i den friske morgen.

"Godmorgen de piger", sagde en vejhjælper, da han fik øje på os.

"Vi fik et anonymt tip om, at I sad fast", sagde han, da han så vores spørgende miner.

Han gik hen til os med ud-rakt hånd "Jeg hedder Jimmy", sagde han, da vi tog imod den.

"Evelyn", sagde jeg, og Carrie tog hurtigt over "Hej, jeg er Carrie", smilede hun forførende.

Okay, han var måske ikke meget ældre end os.

Og okay, han var måske tiltrækkende.

Men jeg kiggede altså ikke efter drenge - eller Harry. Okay, måske Harry.

Jeg modsiger mig selv.

"Wow, hold da op", mumlede Jimmy, da han fik øje på det sprængte dæk.

"Tag den drenge", råbte han til de andre, som fik den op på en af de dimser, som kører ødelagte biler, som jeg ikke aner hvad hedder.

"Skal I have et lift piger?", spurgte han mere venligt end forførende, men Carrie blev helt vild.

"Ja tak, Jimmy", hvinede hun, og jeg nikkede.

"Til lufthavnen, tak", sagde jeg, og hun fortsatte "Ja, til lufthavnen", hun kiggede på mig med et bedende blik og gik hen imod mig.

"Må jeg ikke komme med dig, please", hviskede hun, og jeg kunne ikke andet end at nikke. Hun havde været så venlig imod mig.

"Til lufthavnen det er", sagde Jimmy så, hvorefter vi satte os ind.

 

***

 

Klokken var kun 7, men lufthavnen var allerede fyldt af mennesker, som skulle ud at rejse - selvom det ikke var højsæson. Det var ikke vinter, men heller ikke sommer.

Ja, det var efterår, whuupwhuup.

Jeg havde et fast tag i min taske - og Carrie, og vi ledte efter Gate 2, som vi skulle hen til, og et øjeblik efter fandt jeg den og trak Carrie hen mod den.

"Jeg kan ikke fatte, at vi skal hænge ud med On..-" "Shh", hvæsede jeg af hende, og hun så en smule såret ud.

"Undskyld Care, men du kan ikke sige det her", sagde jeg stille til hende, og hun nikkede forstående.

Jeg viste den rare medarbejder vores billetter, som vi havde købt for ikke speciel lang tid siden og til Karup Lufthavn it is.

Der var en masse skubben og masen, men til sidst sad vi på vores pladser inde i flyet, og jeg følte mig lettet.

Sikke meget drama på under 30 timer, hold da op.

"Tak for alt Carrie, det her bliver min måde at sige tak på", hviskede jeg til hende, imens jeg blinkede med det ene øje - "men hey, Harry er min", fortsatte jeg med et smil.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle sige sådan om en fyr.

Min mobil vibrerede i min lomme.

 

Jeg kan simpelthen ikke tro det, det er ufatteligt. 200 læsere på min lille historie, ih altså.

Jeg har aldrig holdt at at skrive, før jeg fik Movellas, hvor jeg fandt glæden i at dele sine historier med andre.

Og her er det jo ikke bare en dum opgave, men nærmest en hel roman, som man skriver efter egen opskrift og hold kæft, hvor er det vildt.

**Undskyld stavefejl**

I er som altid velkomme til at kommentere, like og sætte på favoritlister, hvis det er noget, som i har lyst til.

Jeg kan ikke takke jer nok.

xx M

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...