Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1495Visninger
AA

12. Danish Style


"The hardest part of moving forward,
isn't looking back"

 

"Niall, hvad foregår der derinde?", jeg begyndte at blive bekymret. Niall og  disse brag hang bare ikke sammen. Jeg bankede endnu en gang fortvivlet min hånd ind i døren, og i samme øjeblik kom denne nye pige ud af naboværelset, Carrie.

"Zayn, må jeg snakke med dig?", spurgte hun stille med store øjne, og jeg nikkede bekræftende og gik hen mod hende. Hun stillede sig til side, så jeg kunne gå ind på værelset først.

Da jeg trådte ind på værelset, fik jeg et hurtigt overblik over indretningen, som til forveksling lignede vores, hvorefter jeg vendte mig om mod Carrie og gjorde tegn til, at hun skulle starte.

"Ser du... Jeg tror bare.. Du ved, Niall... -", hun stoppede op og kiggede bedende på mig, som om jeg selv skulle gætte mig til den færdige sætning.

"Ja, hvad er der med Niall?", spurgte jeg venligt, for at få hende igang.

"Niall er Evelyns halvbror", fløj det ud af munden på hende, og hendes hænder røg forskrækket op til hendes ansigt, som om, hun ikke lige troede på, at hun havde sagt det.

Jeg kiggede bare forvirret på hende, hvorpå hun gik hen og satte sig på sengen ved siden af mig og begyndte at fortælle mig, hvad hun åbenbart havde fået af vide af Evelyn.

 

Jeg kiggede sørgmodigt hen mod døren, hvor Niall lige var forsvundet grædende ud af. Jeg kunne mærke Harolds blik på mig, men jeg valgte at flytte mit blik ned til mine sammenfoldede hænder. Harry slap mine skuldre og rykkede en balle væk fra mig af - stadig med blikket hvilende på mig.

Jeg sendte et hurtigt blik i hans retning, og man kunne se på hans ansigtsudtryk, at hans hjerne arbejde på højtryk.

"Du og Niall... Du og Niall", blev han ved med at hviske for sig selv, som om at han ikke kunne tro det.

Jeg havde ikke regnet med den reaktion fra nogle af dem, men jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg havde regnet med, eller hvad der skulle ske efterfølgende.

Harry kiggede ned på sin mobil, og kiggede derpå hurtigt hen på mig. "Vi skal til soundcheck om 1½ time, skal du med?", han lød bedende, men jeg kunne ikke tyde hans ansigtsudtryk, som jeg ellers havde kunnet resten af tiden.

Jeg nikkede bekræftende, jeg ville gerne snakke med Niall alene, når han var faldet lidt ned.

"Evelyn, du ved godt, at vi skal snakke på et tidspunkt, ikke?", jeg havde siddet i mine egne tanker, og jeg var ikke klar på Harry's sætning, så jeg nikkede bare modvilligt, ikke fordi det var en samtale, som jeg havde specielt meget lyst til, men jeg vidste, at vi var nødt til at få snakket.

 

***

 

Jeg havde siddet i mine egne tanker på sofaen i omkring 10 minutter, da der blev banket på døren, og jeg kiggede hurtigt op, men da jeg så Niall's ansigtsudtryk, kiggede jeg ned på mine hænder i stedet.

"Evelyn..-", hviskede han og bevægede sig over mod mig, imens jeg gjorde alt for at beholde blikket på mine nu sammenkrøllede hænder.

"Evelyn, hør..-", sagde han og satte sig ned på sofaen ved siden af mig.

"Niall, jeg..-", begyndte jeg, men ingen af os kunne tydeligvis fortsætte vores sætninger.

Jeg flyttede mit blik op på hans ansigt og gispede, da jeg så tårerne flyde ned ad hans kinder, og mine hænder, som jeg aldrig vidste, hvad jeg skulle gøre af, fløj op til mit ansigt.

"Niall, jeg er så ked af det! Jeg skulle have sagt det på en anden måde... Jeg skulle..-", Niall stoppede mig ved at løfte hans hånd, og jeg tav.

Hans stemme var fast, selvom tårerne stadig røg i stride strømme ned af hans kinder.

"Evelyn..-", han tog sine hænder om mine, og jeg prøvede at hive dem væk, men da jeg så hans øjne, lod jeg dem blive.

"Du har ingen ret til at skyde al skylden på dig selv, Eve. Intet af dette er din skyld, du er bare en del af det. Du er min søster, ja, men derfor kan du ikke bebrejde dig selv. Du kom hele vejen til Danmark for at fortælle mig det, og selvom det gør ond ad helvedes til, så var jeg nødt til at vide det".

Han tog sine fingre om min hage og løftede den op, så jeg endnu en gang var nødt til at møde hans øjne.

"Tak", hviskede han, hvorefter han rejste sig stille. Han gik hen mod døren og så sig en enkelt gang tilbage.

"Harry er guld", sagde han, hvorefter han forsvandt ud af den åbne dør, og jeg sad måbende tilbage og tænkte over hans ord.

 

 

Jeg bankede på døren til pigernes soveværelse, og Carrie åbnede døren langsomt, og da hun så, at det var mig, så hun skuffet ud.

"Hey, er I klar til lydprøve, piger?", spurgte jeg stille, og Carrie kiggede sig over skulderen.

"Lige et øjeblik, Harry, så kommer vi. Vi mødes bare nede i foyéen", sagde hun og smækkede døren i, i næsen på mig.

 

***

 

Jeg stod og snakkede med drengene, da pigerne kom ned. Først røg mit blik hen på Carrie, som gik forrest, hvorefter mit blik røg hen på Evelyn, og jeg måbede. Hun havde de smukkeste krøller, og det fineste makeup, og jeg havde aldrig set noget smukkere.

 

Drengene kiggede mærkeligt på mig, og det gik op for mig, at jeg havde munden åben på vid gab, og jeg klappede øjeblikkeligt i, som en østers, der havde fået fat i en lillefinger eller noget andet sjovt at kappe af.

Jeg smilede skævt af min egen tankegang og begyndte at fnise.

I min uvished, havde jeg endnu en gang vendt mig om mod Evelyn, men jeg stod bare og stirrede ud i luften, som en dukke med glasøjne. Jeg rystede påhovedet over alle de sammenligninger, som jeg blev ved med at komme med og stoppede pludseligt med at smile, og i stedet åbnede jeg mine ører.

Bag mig kunne jeg høre drengenes snakke sammen lavmælt, og da jeg vendte mig om, sendte de mig sigende blikke. Jeg løftede et spørgende øjenbryn, og Zayn udbrød: ”Nåh, skal vi se at komme afsted drenge? Piger? Og Carrie trak Evelyn med efter sig og om foran mig og halvdelen af drengene, så de var centrum af flokken.

Jeg havde kun kendt Carrie i knap en dag, men jeg vidste allerede, at hun elskede opmærksomheden, som hun fik, ved at være 1 ud af 2 piger i en flok af 5 drenge – alle med beskyttelsesinstinktet oppe på sit højeste.

Endnu en gang rystede jeg på hovedet, og vi gik i samlet flok ud af hoveddøren på hotellet og ind i den ventende limousine. Hvad man ikke fik forærende, som kendis..

 


 

 

Jeg fatter ikke, at jeg havde givet Carrie lov til 'at style mig'. Jeg lignede jo en af de der plastikbarbiedukker, som som regel styrer diverse High Schools. Den er god nok, de er ikke kun på film. Jeg undgår, som regel, den type.

Der var proppet i limousinen. Med 7 personer, var der næppe meget plads, og vi sad alle sammen skulder til skulder.

Carrie havde en eller anden uudtalt joke med Louis, og de sad begge to flade af grin. Jeg smilede stift velvidende om, at Harry sad på den ene side af mig, og Niall sad på den anden. Jeg kunne se, at Niall's hænder rystede, og jeg ville instinktivt have givet dem et klem, hvis jeg var alle andre end mig.

***

 

I mine vildtledende tankers tilværelse, havde jeg ikke opdaget, at vi nu holdte udenfor koncertstedet, som åbenbart hed et eller anden med en boks.

Vi steg alle sammen ud af bilen, som jeg foretrak at kalde den, og jeg opdagede nu, at vi stod foran en nødudgang, og ikke en af de 'normale' indgange.

”Hvorfor er vi ikke ved indgangen?”, spurgte jeg stille, men det eneste svar, som jeg fik var: ”lyt”.

Jeg koncentrerede mig om at lytte, og jeg kunne nå høre hundredevis af pigestemmer, og jeg følte angsten i mit allerinderste røre på sig.

Carrie klemte min hånd, som hvis hun kunne føle min angst – eller hvis hun følte den selv, og jeg kunne høre Zayn hviske ”Here we go”.

 

Hey allesammen! I'm back!

Utroligt med over 700 læste, jeg føler mig beæret!<3

Hvad synes I, om det længeventede kapitel?

Kom med kritik, ris, ros, whatever:))

- M xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...