Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1543Visninger
AA

5. Daddy please


„It's not about your scars, it's all about your heart“

Hun vendte sig om og gik. 

Tårerne pressede sig stadig på, og jeg løftede min hånd op til mine læber for at genkalde mig følelsen af kysset.

Det var det bedste kys, jeg nogensinde havde fået - og nu var hun væk. 

Hendes mærker og ar, intet betød noget, jeg havde bare en fornemmelse om, at vi hørte sammen - og ingen skulle såre hende.

Men hun ville ikke med os, hun kunne ikke.

Jeg hørte Niall kalde på mig ude fra bilen; "Haz, kom nu, vi har en koncert", og jeg begik mig ud mod bilen, velvidende at drengene kunne se, at jeg græd.

Louis kiggede op, da jeg nærmede mig, og hans ansigt frøs, da han så, at jeg græd.

"Harry -..", mere nåede han ikke at sige, jeg stoppede ham med en hovedrysten. Hun ville ikke have, at det skulle komme ud, det vidste jeg.

Jeg satte mig yderst, og jeg var ikke i spidsen for drillerierne i dag, som jeg plejede at være. 

Jeg kunne kun tænke på hendes læber mod mine, og hvordan det havde føltes så rigtigt, men stadig så forkert.

Vores sidste farvel.

Hvor var jeg dog dramatisk, jeg mødte pigen i går, men alligevel var der en flamme, som tændte sig i mig, da jeg så hende.

Jeg havde aldrig troet på kærlighed ved første blik. Før nu.

 

Jeg skulle tage mig sammen. Det var jeg nødt til.

Aldrig græde - det var min gyldne regel. Den regel, som Harry havde nedbrudt. Fuldstændig.

Jeg tørrede hurtigt mine kinder, for han kunne være her om bare nogle få minutter.

Jeg skyndte mig op på mit værelse, samlede madrasserne sammen og lagde dem på plads i vores pulterkammer.

Og lige i det øjeblik kom han. 

Han var bestemt ikke i godt humør i dag - hans øjne lynede.

"Jamen hvem har vi her", sagde han lunefuldt og stirrede på mig med legesyge øjne "Hvor er mummie hende, når man har brug for hende?".

Jeg stirrede direkte tilbage i de frygtindgydende øjne, Harry havde givet mig en smule mod.

Jeg skulle ikke give slip på ham uden at tage kampen op - det havde han ikke fortjent.

Jeg huskede stadig sorgen i hans øjne, da jeg sagde det sidste farvel. 

"Ligner jeg et kompas?", spurgte jeg flabet. Det var første gang, jeg nogensinde havde sagt ham imod, og han var rasende.

"Hvad sagde du, barn?", spurgte han truende, men gik ikke tættere på, for da så han min mor på toppen af trappen.

"Jamen, hej skat, jeg har savnet dig", han kiggede hende direkte i øjnene, men hendes øjne kuede ikke fra hans, som de plejede.

Hvem havde givet hende al den mod? Forhåbentligvis ikke Harry, haha, ej okay - for seriøst øjeblik til lamme jokes.

Jeg gik op til min mor, så vi stod side om side uden at fjerne blikket fra ham - min 'stedfar', som han var eller noget. 

Jeg har bare altid betragtet ham som djævlen selv.

Man siger kærlighed gør blind, det tror jeg så sandelig på i det her tilfælde, men jeg har aldrig hadet min mor for det, for hun lider ligeså meget, som jeg gør, hvis ikke mere.

"Jamen, hvad er der dog sket her", spurgte han igen, rystede på hovedet og gik ud i køkkenet.

Det var første gang, vi havde undgået ham - troede vi, men nej.

"HVOR ER AL VORES FUCKING MAD", han skreg, så hele huset rystede i dens grundvold.

Mig og mor kiggede forskrækket på hinanden, før han kom bulrende ind - oh shit.

Vi havde glemt alt om den mad, som vi lavede i går aftes, som bare på mystisk vis var forsvundet ned i maven på Blondie.

"Ehhm, ehhmm -..", der forsvandt al min mod.

Jeg kunne se, at han så rødt, og han fløj på min mor, så hun tumlede ned og ned og ned.... til hun rammede gulvet nedenunder med et klask, og jeg tror aldrig jeg har set ham flygte før.

Han troede nok, hun var død? Men jeg vidste bedre.

Jeg spurtede ned til foden af trappen, hvor hun lå.

"Mooooor, han er væk nu", hviskede jeg stille. Det var vores aftale - hvis han nogensinde skubbede en af os ned af trappen, så skulle vi spille død - og det virkede.

Hun rejste sig stille op. "Mor", sagde jeg forskrækket. "Det bløder fra dit hov..", mere nåede jeg ikke at sige, før hun besvimede.

Jeg nærmere trak end bar hende ind på sofaen og hentede en ispose, som jeg puttede et hviskestykke omkring, så hun ikke fik forfrysninger. Jeg lagde den forsigtigt på hendes pande, efter jeg havde tørret det resterende blod af, som heldigvis var størknet.

Hendes øjenlåg sitrede stille.

"Eve, er det dig, skat", spurgte hun stille. "Ja, mor, det er mig", sagde jeg, imens en vildfaren tåre fór ned af min kind.

Jeg krammede hende stille "giv mig aldrig sådan et chok igen, okay mor?", hviskede jeg, imens et hulk satte sig fast i min hals og blev til en klump.

"Jeg elsker dig skat", svarede hun stille, og jeg krammede hende ind til mig, frygten for at miste hende var der ligepludselig.

 

***

 

"Skat, jeg ved, at jeg har opført mig mærkelig siden i går, og du er den, som behøver en forklaring, det gør du", begyndte hun, og jeg nikkede stille, vidste ikke hvad jeg skulle sige eller gøre.

"Et par år før jeg fik dig, fik jeg en dreng. Han var syg - meget, og jeg var ung og uansvarlig sammen med din far, Nicholas. Da jeg tvivlede på, at han ville overleve, stillede jeg ham i indgangen til et sygehus, hvor jeg efterlod ham. Den dag i dag, er han rask og sund, og første gang jeg mødte ham efter, det var i går.."

"Vent, siger du at en af medlemmerne i One Direction er min storebror?", sagde jeg panikslagen, jeg ville ikke tænke tanken til ende.

"Desværre ja, kan du huske, da jeg tabte min kaffekop?", jeg nikkede misbilligende.

"Jeg så ham i øjnene, jeg havde selvfølgelig fulgt en masse med i nyhederne, men der var jeg sikker. I dag hedder han Horan til efternavn, og det er nok derfor, at du ikke vidste det med det samme.

Der var ingen klokke, som ringede - jeg anede jo ikke, hvad de hed til efternavn. Jeg så sikkert forvirret ud i hovedet, men min mor fortsatte.

"Evelyn, Niall er din bror - han ved ikke, at han er adopteret, og du vidste heller ingenting"

Jeg sank helt sammen i sofaen. Meget af det gav mening nu, følelsen af tryghed og genkendelse. De blå, blå øjne, som egentligt mindede generelt om mine.

Tårerne flød ned af mine kinder.

Jeg havde en bror. En sød, irriterende, sulten, berømt, flabet bror, men dog en bror.

Jeg havde altid ønsket mig sådan en, hvis man ser bort fra 'berømte'.

Jeg fór op af sofaen og styrtede ind på mit værelse efter spor. Et hvilket som helst.

Jeg startede med gulvet, men det eneste spor af deres tilstedeværelse dernede, var den svage lugt af drengehørm.

Jeg satte mig frustreret i sengen og gemte mit ansigt i mine små hænder.

Jeg lagde mit hoved på puden, som Harry havde brugt i nat. Den duftede stadig af ham, og jeg mindedes morgenens kys.

Det sidste minde fra drengene.

Jeg lagde hænderne under puden for at støtte hovedet, men uheldigvis støtte mine hænder på et stykke papir, og jeg blev irriteret.

Hvem smider papir under puderne? Hva' Harry?

Der stod:

Babe, hvis du nogensinde finder dette, hvilket jeg håber du gør, så call me maybe. 

H xx

 

Under beskeden stod der et nummer.

Tårerne flød ned af mine kinder, jeg fik måske en ny chance for at gøre alt om, som jeg smed væk i går.

Hvor var min kolde facade henne? Den kunne da ikke være væk overfor dem? Kunne den?

*Biiib**Biiiib*, på andet bib stoppede den.

"Haz her, hvad kan jeg hjælpe med?"

 

Arrrrgh, er så spændt på at høre, hvad I synes om det her kapitel?!

Personligt er det mit yndlings indtil videre!

I er som altid velkomne til at like og kommentere, hvis det falder i god jord.

**Urettet**

Tager som altid også i mod konstruktiv kritik ;)

xx M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...