Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1487Visninger
AA

11. Concert with One Direction

“A wise girl kisses but doesn’t love, listens but doesn’t believe, and leaves before she is left.”

"Harry", udbrød jeg forvirret og rynkede mine bryn. Jeg var langt fra klar til den her samtale, men det så heller ikke ud til, at Harry havde regnet med, at det ville være mig.

"Evelyn", sagde han og løftede hænderne, som ville han til at give mig et kram. Jeg trådte et skridt tilbage, og han sænkede igen sine arme, og igen så han såret ud. Jeg var mesteren i at såre den her fyr.

Han trådte ud af døren og tog fat i mit håndled for at hive mig med. 

"Slip mig", hvæsede jeg stille, og han så forskrækket på mig, men slap så min arm og nikkede så.

Vi gik ud mod det fælles køkken-alrum i stilhed og satte os. Det var tidligt om morgenen, så der var ikke andre. Han nikkede hen mod mig.

"Det er godt at se dig", sagde han stille, og jeg nikkede bare og så ned på mine hænder.

"Hør Evelyn, jeg ved ikke hvorfor du er kommet, men hvis det er for at lege med mig, så vil jeg godt bede dig om at forsvinde igen", sagde han så, så lavt at man nærmest ikke kunne høre ham, men jeg hørte det.

Jeg kiggede forskrækket op. "Jeg har al... aldrig ville såre nogen", mumlede jeg chokeret og så ham i øjnene for første gang, siden jeg kom.

Han så forvirret ud "Så du kom ikke, fordi jeg bad dig om det?", sagde han så efter at have tænkt lidt.

"Harry.. -", sagde jeg med tårer i øjnene nu. Hvordan kunne den dreng have så meget indflydelse på mig?
"Nej, det var ikke derfor, jeg kom", hviskede jeg så, næsten uhørligt.

"Hvorfor bankede du så på min dør?", spurgte han med et glimt af nysgerrighed i hans sårede øjne.

"Jeg.... jeg", jeg kunne ikke fuldføre min sætning, da et hulk slap ud af min mund, hvorefter tårerne begyndte at løbe.

Jeg kiggede skamfuldt ned på mine hænder, og jeg kunne høre sofaen knirke, da han satte sig ved min side - og uden et ord havde han armene rundt om mig i et trøstende kram.

Jeg hulkede mod hans bryst, og han aede mit hår.

Pokkers tage dig, Harold Stylist, tænkte jeg bittert, imens tårerne blev ved med at løbe ned af mine kinder.

Jeg græd; jeg græd, fordi jeg ikke kunne finde ud af mine følelser for Harry, jeg græd, fordi jeg følte mig utryg ved den uvante situation, jeg græd fordi han var efter mig. Men den

grund til at jeg græd var, at jeg vidste, at jeg havde såret Harry et utal af gange på den korte tid, jeg havde kendt ham.

 

Jeg vågnede ved, at min mave knurrede højlydt, og jeg kunne føle sulten presse på. Jeg listede på tåspidser, da jeg troede, at Harry stadig sov, men da jeg kiggede overmod hans side af sengen, var den uredt og tom. Jeg rystede på hovedet af hans mangel på dannelse.

Jeg gik ud af døren - uden at rede min seng, fordi det var en intern joke, mig og Harry havde, hvor vi altid drillede hinanden med, hvor dårligt opdragede vi synes hinanden var, og listede ned af gangen.

Jeg åbnede døren til køkkenet, gik ind og direkte hen til køleskabet. Jeg hørte små puslelyde, og jeg vendte mig rundt og standsede midt i en bevægelse.

"Ups", røg det ud af munden på mig, hvorefter Evelyn hurtigt satte sig op og tørrede hendes øjne. Hun havde grædt - hvorfor? Jeg kiggede mistroisk hen på Harry, som sendte mig et løftet øjenbryn.

"Er der noget galt, søde", spurgte jeg Evelyn, og hun rystede hektisk på hovedet.

"Faktisk... Ehmm, Niall.. Sætter du dig ikke lige herhen?", spurgte hun mig stille med bedende øjne.

Jeg nikkede, og jeg gik hen og satte mig med det første jeg fik fat i, henne i køleskabet - en banan. Evelyn så skiftevis fra mig til Harry og nikkede derefter og åbnede munden, men der kom ikke noget ud, så hun lukkede den igen.

Harry gav hende et trøstende klap på ryggen og nikkede til hende om at starte. Nu ville hun endelig fortælle hendes livshistorie! - troede jeg.

"Niall..-", hun sank en klump. "- kan du huske, da I var hjemme ved mig?", spurgte hun så. Jeg nikkede bekræftende, og hun sank endnu en klump og fortsatte. "Kan du huske, hvordan min mor reagerede, da hun så dig?"

Endnu en gang nikkede jeg bekræftende, og jeg anede ikke, hvor det her skulle føre hen ad.

"Hun tabte sin kaffekop?", spurgte jeg, og denne gang var det mig, som fik et bekræftende nik.

"Okay, jeg tror bare, at jeg springer ud i det", hviskede hun og kiggede op på Harry. Han aede hendes skulder, og hun gik videre.

"Niall, vidste du, at du var... -", hun kunne ikke få det/de sidste ord ud, og jeg så uforstående på hende.

"Hvad er det, du prøver at fortælle mig, søde?", spurgte jeg stille, og jeg fik hende til at kigge mig i øjnene.

"Du er adopteret, Niall", hviskede hun, og jeg rynkede mine bryn i forvirring.

"Hvad?", spurgte jeg stille, og jeg forventede, at hun ville uddybe sig, og det gjorde hun så.

"Min mor fortalte mig det, hun kunne ikke have dig. Hun var ung, naiv og troede på at alt var godt i verdenen., og så fik hun dig med hendes collegekæreste. Hun tog dig ikke med sig fra sygehuset, og du blev hurtig adopteret af en irsk familie. Horan."

"Det... det kan ikk... ikke passe, du lyver", hviskede jeg, og jeg kunne ikke få min sætning ud i ét stykke.

Hun trak et papir op af sin lomme og rakte mig det. Jeg tog imod det med rystende hænder

Min dåbsattest. Den som mine forældre altid havde påstået havde fået vandskade, og at jeg derfor ikke havde den.

"Haa.. halvbr.. halvbror", hviskede jeg med tårerne stående ud af mine øjne. Ligeglad med, at de så det.

Jeg rejste mig op og forlod rummet stille, men da jeg kom ud på gangen, svajede jeg ukontrolleret og skyndte mig ned af gangen. Da jeg stod med dørhåndtaget i hånden åbnede døren sig på min venstre hånd, og Carrie's hoved tittede ud. Jeg så på hende én gang, åbnede min dør og gik ind, hvorefter jeg låste.

Jeg faldt sammen - lige der ved døren og græd ukontrolleret. Jeg hev efter vejret i rallende gisp, og jeg havde svært ved at få luft. Jeg bankede hårdt min hånd ned i gulvtæppet, og jeg var ligeglad med, om der var nogen, som hørte mig.

Jeg hev gispende min mobil op fra lommen og tastede Greg's nummer ind. Han var den eneste, som ville være ærlig overfor mig.

Jeg satte mig med hovedet mellem benene og prøvede at kontrollere min vejrtrækning, hvorefter jeg trykkede 'Opkald'.

Han tog den efter andet ring.

"Det er Greg", sagde han.

"Greg, er jeg... -", min stemme knækkede over.

"Nialler, er du okay?", spurgte han bekymret.

"Greg, er jeg adopteret?", hviskede jeg og lukkede øjnene, imens jeg ventede på svaret.

"Niall, hvordan ved du det, jeg...-", det var det eneste, som jeg havde brug for at vide. Jeg afsluttede opkaldet og kylede min mobil ind i væggen modsat af, hvor jeg sad. 

Tårerne begyndte at flyde med en strid strøm igen, og jeg lukkede øjnene. Koncentrerede mig kun om min vejrtrækning.

"Niall, hvad var det for et brag?", hørte jeg Zayn, hvorefter han trak ned i dørhåndtaget.

"Niall, åben døren", sagde han, imens han bankede desperat på den.

 

 

Yaaay, nyt kapitel ude, og vi nærmer os hastigt de 500 læsere, gud, hvor jeg dog elsker jer.

Tak for alle de rare kommentarer, de varmer sådan!
Kom med ris og ros, og tjek endeligt min nye movella ud On the Road, som jeg publicerede for en lille time siden.

xx M
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...