Ordinary girl | 1D-fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 sep. 2013
  • Opdateret: 18 apr. 2014
  • Status: Igang
Evelyn Jackson er 17 og er fra Dover, en lille by 100 km sydøst fra London, hvor hun arbejder på et cafeteria lige udenfor byen. En dag, hvor det er hende, som har lukkevagten, kommer der 5 sultne fyre, som ikke kan finde et sted at spise - cafeteriaets køkken er desværre lukket 5 minutter forinden, men hvad sker der, når hun så inviterer de 5 fyre, som hun mener at have set før, med hjem til hende for at få noget at spise? Jeg kan sige en ting - det ville ændre hendes liv.

27Likes
17Kommentarer
1608Visninger
AA

9. And Denmark it is

„Never let the fear of striking out, keep you from playing the game.“

- Hilary Duff

 

Jeg tog telefonen op til øret og hviskede et stille thank ya ud til verdenen.

"Evelyn, hej, er du okay, jeg forstod ikke, hvad du mente i går, forbindelsen røg", wow han lød faktisk bekymret. Sødt Harry.

"Wow, du er da hurtig. Men ja, jeg er okay nu, vejhjælpen fik et anonymt opkald, så de kom og samlede os op, jeg sidder i flyet med en pig..-", mere nåede jeg ikke at sige, før en pige hviskede til mig: "Du må nok lægge den væk, flypersonalet skulle jo nødigt tro, at du er en terroragent eller noget", hun blinkede til mig, og jeg smilede taknemmeligt til hende.

"Harry, jeg sidder på flyet, så jeg er nødt til at smutte - få en af drengene til at hente os ved Karup Airport, vi ses", jeg afsluttede opkaldet, inden han kunne nå at reagere.

"Tak", sagde jeg til pigen, og jeg lænede mig tilbage i sædet og lukkede øjnene.

Carrie sov allerede som en baby.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle få en veninde, men det havde jeg i Carrie. Vi havde kendt hinanden i en dag, og hun behandlede mig bedre, end jeg nogensinde var blevet behandlet før - jeg følte mig tryg med hende ved min side.

Jeg faldt i søvn med et nogenlunde neutralt ansigt.

 

Jeg kiggede mig forvirret rundt, og jeg forventede, at han stod bag den næste reol - klar til at slå til. Jeg havde aldrig følt mig så bange, men det var en frygt, som jeg aldrig havde kendt til før - frygten for at miste en jeg holdt af. Det måtte ikke ske, hun var uskyldig. Jeg fik et hurtigt kig omkring den næste reol - vi var tydeligvis på et bibliotek, og der sad hun med vidtopspærrede, skræmte øjne, som skreg på hjælp. Mor.

Jeg vågnede med sveden faldende i strimer ned af min pande. Mor - jeg efterlod hende hos ham. JEG EFTERLOD HENDE. Hvis han gjorde hende noget, jeg sværger, så ville jeg... Ja, jeg ved ikke, hvad jeg ville, men noget ville ske, og det ville ikke være kønt.

Jeg så på uret, som hang 2 sæder fra mig, den var 19:08, så vi ville snart ankomme. Jeg puffede blidt til den stadig sovende Carrie, og hendes øjenlåg sitrede, og hun vågnede.

"Er vi der?", hviskede hun stille og tog sig til hovedet.

"Jeg kan da ikke se sådan ud, når jeg skal møde dem", hvinede hun og rejste sig hurtigt.

En melding kom over radioen.

"Alle bedes tage deres sikkerhedsseler på, vi lander om få minutter".

"Jesus, hvor er det bare typisk", mumlede Carrie mut og satte sig ned i stolen med armene over kors.

"Har du din makeup her?", spurgte jeg, da en idé formede sig i mit hoved.

"Selvfølgelig har jeg da det", svarede hun, og hendes ansigt lyste op, da hun så, hvor jeg ville hen med det.

Hun halede sin makeuptaske op fra hendes rummelige taske og smed den over til mig.

"Skynd dig", hvinede hun ivrigt, og jeg begyndte at lægge hendes makeup ordentligt og rette på den makeup, som ikke sad ordentligt efter hendes søvn.

Flyet begyndte at ryste en anelse, og før jeg vidste af det, var vi landet.

 

***

 

Jeg halede Carrie efter mig ud af flyet og begyndte at lede efter vores bagage - Carries var godt nok mangelfuldt, eftersom det ikke lige var planlagt, at hun skulle med.

Da vi havde fundet den, gik vi på udkig efter et One Direction-medlem, som nok ville være klædt ud, eftersom det ville give pænt meget medieopmærksomhed, hvis en af dem blev set med 2 piger.

Selv om lufthavnen ikke var specielt stor, så var det åbenbart myldretid, for hold op manner, der var mange mennesker!

Vi gik rundt i et kvarter, da jeg så en hætteklædt fyr sidde på en ventebænk, og jeg begav mig over mod ham med Carrie i hælene.

"I'm sorry, we're looking after someone - can you help us?", spurgte jeg spørgende, og da han kiggede op, så jeg til min overraskelse, at det var Zayn-dejligt-stille-Malik. Carrie havde givet mig et tip med efternavnene.

Jeg vidste dem jo ikke selv... Sorry, men det er altså ikke alle i verdenen, som er besatte af fyrene.

Eller jeg var jo isoleret fra omverdenen, så hvorfor skulle jeg? Selvom de faktisk havde en ok personlighed.

Bortset fra Liam, ham brød jeg mig ikke om.

"Hej, følg med", hviskede han og lagde en hånd på min ryg, som han med det samme fjernede, da han så det blik, jeg gav ham.

En kuldegysning fór gennem mig.

Jeg tjekkede min mobil, en indkommen sms fra et nummer, som jeg havde kendt i, hvad der føles som en evighed. Mor.

Drømmen kom tilbage til mig, og jeg rystede.

#Han kommer#

Det var det eneste, som stod.

Jeg frøs til is indeni, men udenpå var jeg nødt til at være fattet. Det gik jo ikke, at de lod mærke til, at der var noget galt.

Vi gik hen mod en bil med tonede ruder i stilhed, hvis folk lod mærke til, at vi snakkede engelsk, så ville der måske komme rygter, eftersom de jo allerede vidste at One Direction var hvad? 25km derfra.

Vi satte os ind i bilen, som allerede havde chauffør - nej HEJ LOUIS.

Han blinkede til mig i bakspejlet og kørte ud af lufthavnen, så vi endelig kunne snakke uforstyrret uden uvelkomne blikke.

"Hej Evelyn, hvor er det en fornøjelse at se dig her", sagde Louis med et glimt i øjet og et smørret grin. Jeg kunne lige forestille mig, at han havde et flashback, hvor jeg snakker om Harry og Taylor. Ups, en svipser, haha.

"Hej Louis, Zayn, jeg er ked af, at jeg er til ulejlighed", mumlede jeg, imens jeg kiggede ned i mine foldede hænder.

"Ulejlighed, sludder Eve, du er da altid velkommen", svarede Zayn og vendte sig om fra sin plads på passagersædet foran.

"Tak drenge, det her er Carrie, hun har været en fantastisk veninde for mig", præsenterede jeg, og drengene sagde: "Hej Carrie", i kor - det var faktisk ret skræmmende.

Carrie virkede fattet i forhold til situationen, og hun grinede. "Hej drenge, rart at møde jer".

"Directioner", mimede jeg til Louis, som jeg fik øjenkontakt med i bakspejlet, og han slap et fnis ud.

"Harry har glædet sig til at blive ydmyget", sagde Louis, for at bortforklare sit fnis.

 

"Så Harry, hvad er det, du holder hemmeligt for mig, bro?", spurgte Niall dybt seriøst. Ja, jeg sad inde i et af Nialls berømte forhør. Komisk egentligt.

"Ikke noget", mumlede jeg og kiggede ned.

"Harry, du er jo faldet pladask for hende, mand", Niall blev ved.

"Faldet pladask, arrgh", jeg prøvede at snige mig udenom det umulige, det vidste jeg godt.

"Hvad er vi, Harry?", spurgte Niall med sit hundehvalpeblik.

"Narry, bromance for life", svarede jeg uden tøven, da jeg vidste, at han altid faldt sammen af grin, når jeg sagde det, men ikke nu.

"Hvad sker der?", han blev ved, og jeg ville ikke trække den længere, hun kunne komme når som helst.

"Okay, jeg overgiver mig", sagde jeg med et suk. "Der er bare et eller andet over hende, og vi... - og vi kyssede, og ja, jeg ved det ikke, men jeg får det som om en mursten er faldet ned i en bundløs brønd, som er min mave fortiden, og jeg kan ikke stoppe med at tænke på hende.. Så er det sagt, glad?", sagde jeg mut, men alligevel lettet over at have nogen at dele det med.

Normalt ville jeg have snakket med Liam om sådan noget, men det var tydeligt, at Liam ikke brød sig om hende, så hvis det var nogen, så var det Nialler.

"I kyssede - HVORNÅR?", udbrød Niall overrasket.

"Da i andre ventede på mig", svarede jeg stille.

"Awwwh, alle detaljer, Harry!", Niall var ivrig.

"Jeg bad hende om at tage med os, der foregår noget mærkeligt i den familie, ikke?", jeg undgik med vilje detaljerne, da de var ret slørede for mig.

Det virkede, han blev afledt.

"Jo, lad os finde ud af, hvad det er - wow, bad du hende virkeligt om at tage med os? Jeg er målløs Haz", sagde han med et bekymret, men anerkendende ansigtsudtryk.

I samme sekund blev vores samtale afbrudt af en masse stemmer i vores fælles køkken.

 

UNDSKYLD AT JEG IKKE HAR PUBLICERET NOGET I JEG VED IKKE HVOR MANGE DAGE!

Jeg håber ikke i er skuffede eller vrede, men mit internet har været nede, og jeg har haft SÅ travlt, at det nærmest er uhyggeligt.

Men hvad synes i om drømmen Eve får, efterfulgt af beskeden fra hendes mor?

Hvad synes i om Harrys afsløring til Niall?

Kom med ris og ros.

Tak for 300+ læsere på min historie, det er jo vildt, og jeg kan ikke være mere taknemmelig!

Jeg havde aldrig regnet med, at den skulle være så læst, bare efter 9.ende kapitel!

Love from M

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...