We are who we are | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 sep. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Scarlett er en pige der fylder 18 år som lever i skyggen af hendes stedsøster Rosalie. Hendes mor døde da hun var 5 og hendes far giftede sig igen med Shirley. Shirley er Rosalies mor og djævlen selv. Scarletts far døde for to år siden og Shirley tog Scarlett til sig. Nu er Shirley blevet gift igen med David. David er instruktør og skal være det på One Directions nye musikvideo. Rosalie gør alt for at være med og møde drengene fra One Direction og det lykkedes for hende. Scarlett er lidt fan og vil rigtig gerne møde dem, men må ikke for stedmoren. Kommer hun til at møde One Direction? Og hvis hun gør får hun så følelser for en af dem, som også får følelser for hende?

12Likes
3Kommentarer
867Visninger
AA

2. 1. The Surprise!

Jeg sad ved mit skrivebord og tastede idéer ind på min computer. Jeg har fødselsdag i næste uge og den skal ikke blive som sidste år. Jeg fik to gaver og et stykke kage, ellers skulle jeg sidde på mit værelse, fordi jeg havde stuearrest. Derfor må jeg opføre mig rigtig pænt i år, for jeg fylder 18 og vil gerne have en rigtig fest. Sidst jeg havde det var året før min mor døde. Jeg tog billedet af hende, der stod ved siden af, op og kiggede på det. Hun var så smuk og så ung. Jeg lagde det fra mig og tastede videre. "Masser af Kage," skrev jeg. 
Jeg hørte døren smække nede under. Var det Shirley der var kommet hjem? Hvis hun finder ud af jeg er igang med det her så... Ja, det tør jeg slet ikke tænke på. Jeg lukkede computeren og begyndte at lade som om jeg gjorde rent. Døren åbnede og Shirley kom ind. "Laver du ikke lige noget aftensmad? David er sulten," sagde hun og lukkede døren igen, inden jeg nåede at svare. Jeg var på vej ned, da jeg faldt over mig selv. Bogstaveligt talt. Jeg kiggede på min hånd og så lidt blod. Bare jeg ikke brækker mig eller besvimer, for blod er ikke lige min bedste ven. Jeg skyndte mig ud på badeværelset. Jeg tog noget toiletpapir og begyndte at vaske blodet væk. Jeg kiggede op og så mig selv i spejlet. Hvordan kunne det ske? Jeg snakker ikke om faldet men mig selv. Hvordan er jeg blevet sådan en tjenestepige eller butler... eller...? Det er på grund af min forældres død. Men derfor kan jeg da stadig godt bestemme over mig selv?... Mine tanker blev afbrudt af Shirleys stemme. "... Hvad er det du har gang i? Bad jeg dig ikke om at lave mad? Hvad er det? Blod? Hvad har du nu lavet? Hvorfor sviner du vasken til?..." Jeg var ikke den eneste der havde en masse spørgsmål til mig selv. Men hvad var det jeg havde gang i? Jeg burde sige fra... Lige nu. "Det skal jeg nok," afbrød jeg hende. Æh... hvorfor sagde jeg det? Dumme mund, du skal sige hvad hjernen beder dig om. 
Shirley gik og jeg begyndte at lede efter et plaster. Jeg fandt et og puttede det på. Jeg gik nedenunder og ud i køkkenet. David sad inde i stuen og kiggede op i loftet. Det plejede han altid at gøre hvis han var nervøs. Jeg gik ind til ham. "Er der noget galt?," spurgte jeg og satte mig ned. Han kiggede på mig og rystede på hovedet. "Jo, jeg kan se det på dig." Han kiggede på computeren og sagde. "Jeg venter bare på en besked fra en meget vigtig kunde, om han vælger mig eller en anden instruktør. Gå du bare ud og lav mad... Jeg har købt ind til burger." Jeg nikkede og gik ud i køkkenet igen. Gad vide hvem den meget vigtige kunde var?
Jeg begyndte at stege bøfferne, da Rosalie kom ind i køkkenet. "Hvad laver du brækfjæs?," sagde hun og tog en vindrue. "Mad," svarede jeg og vendte bøfferne. "Skal jeg hjælpe?" Hvad? Det lignede ikke hende. "Ja, det må du da gerne," svarede jeg og smilte. "Som om jeg gider det brækfjæs?" Hun tog en håndfuld vindruer og gik sin vej. Jeg havde lyst til at slå hende eller kalde hende noget grimt. Men jeg skulle jo opføre mig pænt, så min vrede gik ud over tomaterne. Jeg tog en kniv og skar den midt over rigtig hårdt. 
Da maden var færdig, begyndte jeg at dække bord. Jeg satte kniven til højre og gaflen til venstre. Er det ikke rigtigt? Jo, det er det. Jeg hørte en person snakke og det lød som David. Han var stadig inde i stuen. Jeg gik hen til døren og lyttede. Jeg kunne ikke helt høre hvad de sagde, men han lød rigtig glad. Han havde nok fået det der job, med den der kunde. Jeg hentede maden og lagde den på bordet. "Så er der mad," råbte jeg, så alle kunne høre det. Jeg ventede på dem. Hvorfor kommer de ikke? Jeg råbte det igen, men blev afbrudt. "Ja ja, slap af." Det var Shirley. De opførte sig alle sammen som Teenagere. Selvfølgelig var nogle af dem det stadig og Shirley lignede en, med alt det botox hun havde fået. David lagde på og kom ind til mig, som den første. Derefter kom de andre. David så meget glad ud, så det må være gået godt. Vi satte os ned og begyndte at lave burgeren. Da vi var færdige, begyndte David at fortælle. "Ja men... Den vigtige kunde, som I ved, var Eminem..." Vi smilede alle, da han jo er rigtig kendt. "... Og de havde ikke valgt mig," sagde han og kiggede på sin burger. Vi sænkede vores smil, da det ikke var en særlig god nyhed. "Men så ringede en anden kunde og ville havde mig som instruktør på deres næste musikvideo, og det var selveste... One Direction." Vi smilede alle sammen og skålede. "Mener du det David?," spurgte Rosalie. Han nikkede. Hun sprang op af glæde og begyndte at hvine. "Må jeg ikke nok møde dem?... Kom nu?" "Sæt dig nu ned og spis, og så snakker vi om det senere," sagde David og tog en bid af sin burger. Det var ret sejt at han skulle være sammen med One Direction. Jeg smilte og begyndte at spise min lækre burger. Mmmm.

 

_________________________________________________

Ja det var så det første kapitel. Skriv endelig hvad I synes.

Knus coolNadi <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...