My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

212Likes
258Kommentarer
49864Visninger
AA

11. Ultrasound

Umiddelbart virkede det ikke til at Harry og Tanya fik låst deres problem inden de tog hjem. Men jeg kunne jo selvfølgelig ikke vide om det bare havde været facade de satte op, så mor og far ikke skulle fatte mistanke.

Jeg havde brugt alt for meget tid på at tænke over det. Jeg var ikke ligefrem lykkelig over at de havde et skænderi og at jeg havde en større part i det, gjorde det ikke ligefrem bedre. Det gav mig kun en slags dårlig samvittighed, selvom jeg ikke havde gjort noget galt.

 Men i dag, skulle vi til ultralydsscanning og jeg kunne ikke lade være med at glæde mig. Jeg havde trodsalt gået rundt med den her baby i omkring 5 måneder, så jeg havde allerede et slags forhold til den. Hvis jeg havde været rugemor for en vidt fremmed, ville det nok blive svært for mig at skulle give barnet fra mig.

Derfor gjorde det mig lykkelig at det var Tanya der skulle have det, så jeg i det mindste havde en kontakt til barnet.

”Skal jeg komme og hente dig igen?” min mors spørgsmål rev mig ud af mine tanker. Jeg så hen på hende og rystede let på hovedet. Jeg havde allerede aftalt med Tanya at jeg kunne køre med dem, fordi de nok alligevel kom forbi hjemme ved os bagefter.

Hun stoppede bilen, så jeg kunne stige ud. Vi var kommet lidt sent ud af døren, så der var ikke andet end 5 minutter til vores tid. Tit var de forsinkede hos lægerne, men man kunne jo aldrig vide.

”Vi ses mor.” jeg gav hende et kys på kinden og åbnede døren.

”Vi ses, Lynn.” smilede hun og vinkede til mig gennem ruden, da jeg havde lukket døren. Jeg betragtede hende køre væk, men vendte mig så rundt og gik med hurtige - eller, så hurtigt jeg nu kunne gå - skridt derhen.

Heldigvis havde jeg været her flere gange før, så jeg fandt meget let ind på venteværelset, hvor jeg hurtigt spottede Tanya og Harry. Tanya fik øje på mig og farede nærmest op fra sin stol og hen til mig.

”Åh gud Lynn, du må aldrig være så forsinket igen!” gispede hun nærmest og trak mig ind til et kram. Hun gjorde alt for meget ud af det.

”Rolig, jeg er her jo nu - og lægen har ikke engang kaldt på os endnu.” påpegede jeg og fik også givet Harry et kram. Det føltes bare underligt, når jeg havde hørt deres samtale i går. Med alle Tanyas beskyldninger. For ikke at tale om hendes øjne der borede sig ind i min nakke, indtil jeg trak mig væk fra Harry igen.

 Vi havde dårligt sat os ned, før en kvinde kom ud i venteværelset. ”Lynn Ellie Hills.” sagde hun højt og tydeligt og vakte hele forsamlingens opmærksomhed. Jeg rejste mig forlegent op. Generelt brød jeg mig bare ikke om mit mellemnavn og nu havde alle menneskerne i lokalet hørt det.

Fedt.

”Ellie, hva’?” grinede Harry, hvilket bare fik mig til at skubbe til hans skulder. Hvor var han irriterende. Men det var også typisk ham at skulle køre i det.

”Vær stolt af dit navn, Lynn.” påpegede Tanya og klappede mig blidt på skulderen. Jeg skar bare ansigt af hendes kommentar.

”Som om du er tilfreds med Elizabeth.” mumlede jeg. Jeg fik dræberblikket af hende og kunne ikke lade være med at grine. Vi hadede begge vores mellemnavne, vores forældre vidste det bare ikke. De var så stolte af dem, så det ville være ondt.

 Før der var nogen af os der kunne nå at sige mere, nåede vi hen til det rum, som jeg ingen anelse har om hvad hed. Det var forhåbentligt der rum jeg blev scannet i? Eller hvad?

”Goddag, jeg er dr. Walls,” en kvinde der så ud til at være omkring midt i trediverne, kom hen til os. Hun gav hver enkelt af os hånden, mens vi præsenterede os selv. ”Lynn, du er velkommen til at gå ind og skifte, så kan jeg snakke med disse to i mens.” hun nikkede i retningen af en dør.

Skulle jeg absolut skifte tøj? Dagen kunne da ikke blive bedre.

 

*

 

Jeg følte mig ikke specielt godt tilpas i den kjole/bluse ting-ting jeg havde på. Faktisk var den alt for stor, hvilket nok også var meningen. Men jeg havde aldrig været til stort tøj, jeg er typen der går i skinny jeans og stramme toppe.

Nå, men jeg sad/lå på den der briks ting, som jeg heller ikke kan huske hvad hed. Eller også var det en stol? Ej, drop det, jeg finder alligevel aldrig ud af det, ved at gætte.

Tanya og Harry sad på hver side af mig og snakkede med hende lægen, som ikke interesserede mig det meste. Hun snakkede slet ikke til mig, hvilket jeg måske fandt lidt underligt. Hallo, det var mig der var den gravide her!

”Nå, men lad os begynde,” de længe ventede ord forlod endelig dr. Walls mund og jeg slap for at være fanget med mine tanker. ”Det her kan godt være ret koldt.” fortalte hun mig og hentydede til den gele hun havde i hænderne.

Jeg havde godt hørt om at det var koldt at få det på maven, men så slemt kunne det vel ikke være vel? Det var sådan min holdning var, lige indtil jeg så faktisk prøvede det selv. Det var sindssygt koldt.

Jeg greb nærmest panisk fat om Tanyas hånd. Det føltes som om hun lagde isterninger på min hud - og bare til jer der ikke ved det; det føles ikke specielt rart, nej lige modsat faktisk. Det er ubehageligt og koldt.

”Tag det roligt,” hviskede Tanya og nussede lidt min hånd. Jeg sendte hende bare et blik, der viste at hun skulle holde kæft. Hvis hun skulle snakke sådan, så burde hun fandeme prøve det her. Så tror jeg nok hun ville skifte mening.

 Men heldigvis vænnede jeg mig til følelsen meget hurtigt. Og så snart hun førte scanneren - okay, jeg ved ikke hvad noget hedder, undskyld, men jeg er ikke læge - henover min mave og vi endelig kunne se noget på skærmen.

Tanya knugede min hånd hårdt - hårdere end jeg havde knuget hendes for blot lidt siden. Jeg skævede hen til hende. Hendes øjne var limet til skærmen foran os og hvis jeg ikke tog meget fejl var hendes større end normalt. Jeg kunne ikke lade være med at smile.

Mit blik vandrede til Harry, der ligesom Tanya så udelukkende på skærmen. Jeg tøvede et øjeblik inden jeg rakte ud efter hans hånd der hvilede ved min side. Han så lidt overrasket på mig, men smilede så.

Dr. Walls forklarede en masse ting, men jeg lyttede ikke rigtig efter. Jeg stirrede bare fascineret på skærmen. Det var næsten helt uvirkeligt at der faktisk var en baby i min mave. På en eller anden måde var det magisk.

 

*

 

”Jeg kan stadig ikke fatte det!” hvinede Tanya, for femte gang mens vi begav os vej ud fra hospitalet. Jeg smilede bare over hende, som hun gik og knugede billedet af babyen ind til sig.

Vi kom hen til bilen og så snart Harry havde låst den op, skulle jeg til at åbne døren til bagsædet, da Tanya lagde en hånd på min skulder. ”Lynn, sæt dig foran, det har du meget bedre af.” hun smilede stadig stort, og skubbede mig blidt væk fra døren.

Jeg undrede mig et par sekunder, inden jeg bare gjorde som hun sagde og satte mig ind foran. Måske havde hun faktisk ret - ofte havde mor og far også ladet mig sidde foran, hvis vi havde været ude alle tre.

Hele turen hjem, snakkede Tanya og Harry, mens jeg bare sad og kiggede ud af vinduet. Jeg havde ikke den store lyst til at blande mig og lod dem derfor bare snakke for sig selv. I stedet vandrede mine tanker bare rundt på hvad der lige var sket.

Tanya havde været så godt som tryllebundet hele vejen igennem scanningen. Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende en eneste gang. Hun lyttede kun på hvad lægen sagde, men stirrede så ellers også kun på skærmen.

Og selvfølgelig var jeg glad for at hun var så glad. Og det virkede også til at de havde løst deres problemer fra i går. Det fik min dårlige samvittighed til at fordufte, hvilket jeg var godt tilfreds med. Jeg hadede dårlig samvittighed.

 Bilen stoppede og jeg kunne regne ud at vi holdt foran huset. Jeg sukkede let og steg ud af bilen, hurtigt efterfulgt at både Tanya og Harry.

”Hvordan gik det så?” var det første mor spurgte om, da vi trådte ind i køkkenet. Jeg rystede på hovedet og overlod svarene til Harry og Tanya. I stedet smuttede jeg over til bordet og satte mig ved siden af Lulu, som med det samme lagde sin mobil væk og vendte opmærksomheden mod mig.

”Bliv aldrig gravid,” mumlede jeg og lænede mig tilbage i stolen. Jeg var allerede blevet træt, trods jeg havde sovet mange timer i nat. ”Og tag aldrig til ultralyd.” tilføjede jeg hurtigt og skævede til min søster der bare småfnes.

”Indse det dog; det er jo aldrig hvad du har villet, Lynn. Det her har altid været Tanyas drøm - selvfølgelig er du ikke vild med alle ulemperne.” grinede hun og klappede mig blidt på kinden.

”Ja den er god med dig - men jeg tror jeg går op på værelset, jeg orker ikke mors spørgsmål i dag.” mumlede jeg og rejste mig igen fra stolen. ”Så tag mig med, jeg har været ved at dø hele morgenen.” hun havde hurtigt rejst sig og stod nu ved siden af mig.

”Mor vi smutter ovenpå, jeg er træt og Lulz.. øhm.. ja, jeg ved det ikke, hun går bare med.” sagde jeg henvendt til mor, der nikkede forstående.

”Få noget søvn minskat.” hørte jeg hende sige, inden jeg gik ud af døren, efterfulgt af min søster. Vi gik i stilhed ovenpå og ind på mit værelse. Vi satte os i vindueskarmen - det havde vi altid gjort når vi skulle snakke, så det var vel bare en vane.

”Så,” begyndte Lulu og tegnede et eller andet på den duggede rude. ”Hvordan var det at være sammen med det lykkelige love-couple hele dagen?” spurgte hun og lagde hovedet på skrå.

Jeg trak bare på skuldrene og lænede mig ind mod ruden. Faktisk havde jeg ikke den mindste lyst til at snakke om det - især fordi jeg næsten lige havde talt ud til Fey om det med Harry. Men skulle jeg sige det til Lulz? Og kunne jeg overhovedet holde det skjult for hende?

”Lynn,” mumlede hun og fangede mine øjne. ”Jeg har snakket med Fey, du ved,” hun fastholdt øjenkontakten. Der begyndte at samle sig en knude i min mave. ”Og hun kom til at fortælle mig noget som jeg måske ikke skulle vi-”

”Åh, det er bare så typisk Fey!” stønnede jeg opgivende og foldede hænderne over min mave. Hvorfor kunne hun aldrig holde sin mund med sådan noget?

”Det er ikke pointen her,” påpegede Lulu hurtigt og tog fat om min hage, så jeg så på hende igen. ”Pointen er, at du har et crush på vores søsters kæreste!”

”Sh, vil du godt være stille!” tyssede jeg på hende og smed min ene hånd over hendes mund. Hun grinede bare mod min hånd og jeg fjernede den hurtigt. Hun var typen der kunne finde på at slikke på min hånd, for at få mig til at fjerne den.

Ja i know, klamt.

”Hvad har du tænkt dig at gøre? Laver du er træk på ham?” hun så næsten helt forventningsfuld ud, mens jeg bare stirrede på hende som om hun var dum. Godt nok hadede hun Tanya, men hun måtte snart til at forstå at jeg elskede hende som en søster normalt gør.

”Nej Lulz, det kunne jeg aldrig gøre mod Tanya.” sukkede jeg og rystede på hovedet over hende. Det var uudholdeligt at være fanget mellem to rivaler, som oveni købet var søskende.

”Det ville jeg gøre,” mumlede hun.

”Men jeg er ikke dig, Lulz.” jeg var snart irriteret. Måske havde jeg en lille smule følelser for Harry, men det var jo ikke ensbetydende med at der skulle gøres noget ud af det. Nogen gange falder man for folk som man ikke kan få.

Sådan er livet bare.

 Vi sad i lidt stilhed, indtil jeg pludselig hørte stemmer der bevægede sig hele vejen igennem huset. Eller én stemme, var det nok. Tanya.

”Bliv bare her, mor og far vil sikkert elske at snakke med dig. Jenna henter mig alligevel!” det lød som om hun råbte det nede fra gangen og hele vejen igennem huset. Hvad skulle hun nu? Det var altså alt for ofte hun enten skulle ud med Jenna eller de der åndsvage møder?

Der gik ikke lang tid før hoveddøren smækkede og Tanya kom ud af døren. Vi kunne se det hele fra vinduet. Vi sad helt stille og prøvede på ikke at blive opdaget. Det var måske lidt creepy at vi sad og gloede på vores søster - men på den anden side, så var det jo bare hvad mit vindue gav adgang til.

Harry havde tydeligvis lyttet til hende, for han fulgte ikke efter hende.

Der gik ikke mange minutter, før en sølvfarvet bil stoppede foran vores hus. Jeg rynkede forvirret øjenbrynene. Havde Jenna fået ny bil? Det var da ikke særlig lang tid siden hun kørte rundt i sin bordo-røde halvgamle bil.

Men tanken skød jeg hurtigt væk, da føreren rullede vinduet ned og det tydeligvis ikke var Jenna. Jeg var ikke sikker på om jeg havde set personen før, da jeg ikke kunne se hverken ansigtstræk eller noget heroppe fra - men det var en mand.

Mere overrasket blev jeg dog, da Tanya blidt trykkede sine læber mod hans, inden hun løb om på den anden side af bilen og hoppede ind. Så snart hun havde smækket døren, kørte den af sted som om den havde travlt.

Jeg sad nok med åben mund og funderede over hvad det var jeg lige hade set. Tanya var… utro? Bare tanken om at min egen søster var sådan, gjorde mig vred. Og det værste var at hun så sent som i går, havde beskyldt Harry for at have noget med mig.

Hvordan kunne hun få sig selv til det, når hun ikke var meget bedre selv?

 Pludselig gav det hele mening. Møderne. Den dag på Starbucks, hvor det hele så småt begyndte. Den dag til brylluppet, hvor Jenna havde hentet hende - det havde ikke været Jenna. Alle de andre drenge hun har været fraværende. Alt sammen for at være sammen med en anden, bag Harrys ryg.

”Lynn,” Lulu lagde en hånd på min skulder og rev mig ud af mine tanker. Først der, gik det op for mig at jeg græd. Salte tårer løb ligeså stille ned af mine kinder. ”D-du bliver nødt til at gøre noget. Du kan ikke lade hende gøre det der.” sagde hun og prøvede desperat at fange mine øjne. Det var klart at hun også var påvirket af det.

”Hvis jeg fortæller ham det, så vil han jo aldrig tro på mig.” hviskede jeg og tørrede mine øjne med mit ærme. Det var rigtigt. Hvorfor skulle han tro på mig, hvis jeg fortalte ham at hans forlovede som han snart skulle have et barn med, var utro? Det ville jo ikke give mening i hans hoved. Han ville sikkert tro jeg var sindssyg eller noget.

”Lynn, du skal gøre det på et eller andet tidspunkt. Prøv at se hvor meget hun ødelægger allerede. Harry har jo tydeligvis ingen idé om at hun render rundt med en anden. Og du bærer på hendes barn - vil du have at det barn skal vokse op med en mor der er sådan?” alt hun sagde, var rigtigt. Men hvordan skulle jeg dog gøre det.

”Jeg gør det - bare ikke lige nu.” mumlede jeg og lænede mig mod ruden igen. Jeg havde virkelig brug for noget søvn nu - endnu mere end før.

”Gå over i seng, så fortæller jeg mor og far at de ikke skal forstyrre dig. Og så går jeg ned og redder Harry fra mor og far.” hun aede mig på armen og gik så ud af værelset.

Jeg rejste mig langsomt fra vindueskarmen og gik over til min seng. Jeg lagde mig tungt ned og lod mit hoved ramme hovedpuden. Mine øjenlåg var allrede tunge med det samme og før jeg vidste af det, lukkede de i.

 

*

Okaaaaaaaaay, hvad siger i sååå?

Der var lidt meget der til sidst - men hvad synes i? Skriv en kommentar, for jeg elsker jeres kommentarer!

-R

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...