My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

212Likes
258Kommentarer
50356Visninger
AA

14. Sweet Meet

Den lukkede dør foran mig, var det eneste jeg så på i de første fem minutter efter Harry var gået. Jeg bevægede mig ikke - jeg stod bare og stirrede, uden at vide hvad jeg skulle foretage mig. Jeg var stadig ved at finde ud af, hvad der egentlig lige var sket.

Hvordan kunne det hele ende ud i det her?

Den her dag havde allerede haft mere drama, end hele mit liv. Og så kunne jeg ikke engang undgå familiedramaet denne her gang. Jeg foretrak at holde mig fra dramaet i familien, men denne gang var jeg fanget i midten af det.

 ”Er han gået?” brød min søsters stemme ind. Jeg vendte mig ikke om, men nikkede kun. Jeg kunne slet ikke se på hende, ikke efter hvad der lige var sket. Jeg forstod hende stadig ikke - forstod ikke hvorfor hun havde gjort som hun havde.

Det gjorde mig virkelig trist at min egen søster havde handlet sådan. Og så efter hun ikke havde snakket om andet, end hvor inderligt hun ønskede sig sin egen familie. Og så gjorde hun det her.

 Langsomt vendte jeg mig om, uden at se på min søster. Jeg havde ingen planer om at snakke eller være i kontakt med hende. Som om hun var ikkeeksisterende, gik jeg lige forbi hende, hen mod trappen.

”Lynn, vent li-”

”Hvorfor skulle jeg lytte på dig? Kan du ikke se hvad du har gjort?!” afbrød jeg hende og vendte mig med et om mod hende. Hun fik ikke andet end et koldt blik - hun fortjente heller ikke andet end det.

”Kan vi ikke bare snakke om det? Og hvad gør det dig, overhovedet?” hun trådte et skridt hen mod mig og lagde en hånd på min skulder, men jeg rystede den hurtigt væk igen. Jeg havde intet tilovers for hende.

En stor lyst til at fnyse, byggede sig op inden i mig, men jeg holdt mig tilbage. I stedet vendte jeg mig igen væk fra hende og spadserede op af trappen. Jeg havde ikke lyst til at konfrontere hende nu, for jeg var ikke sikker på, hvordan jeg ville reagere overfor hende.

 Jeg smækkede døren efter mig og faldt opgivende sammen på min seng. Lige nu havde jeg brug for Lulu, men de andre kom ikke hjem før i morgen, så jeg var stuck alene med Tanya indtil da. Det var bare noget jeg ikke havde lyst til.

Egentlig havde jeg lyst til at følge efter Harry, fordi jeg mildt sagt var bekymret for ham. Han havde været helt nede og skrabe bunden, da han var gået. Jeg var ikke sikker på hvad han ville gøre, fordi jeg aldrig havde haft med sådan en situation at gøre før.

Hvad nu hvis han rodede sig ud i noget han ikke burde? Han havde trods alt stadig et image at tænke på. Det ville ikke undre mig, hvis han glemte alt om det, nu, efter hvad der lige var sket.

 

*

 

Weekenden skred utrolig langsomt frem. Resten af lørdagen sad jeg på mit værelse, og forlod det kun for at spise, men gik så ellers bare tilbage igen. Jeg snakkede ikke med Tanya, og så hende nærmest heller ikke. Men jeg var også ligeglad, hun kunne gøre hvad hun ville.

Mine forældre og Lulu kom hjem søndag formiddag, men de så ikke ud til at opfange noget anderledes. Eller, mine forældre gjorde ikke. Lulu var klogere og kunne med det samme se noget anderledes, da vi fik øjenkontakt.

Jeg vidste bare ikke om jeg skulle fortælle hende det. Men da vi endelig sad på mit værelse og hun sad med det blik jeg ikke kunne kæmpe i mod, endte jeg med at fortælle hende det hele. Om hvordan det hele var gået. Hvordan Tanya havde været nedladende fredag aften, og jeg havde fortalt Harry, hvad jeg havde set. Og til sidst, hvordan Tanya var endt med at indrømme det og Harry var gået.

Jeg kunne ikke lade være med at blive trist ved tanken. Især fordi mine følelser for Harry udviklede sig mere og mere, hele tiden. Specielt efter vi var begyndt at tilbringe så meget tid sammen. Jeg kunne bare ikke afholde mig fra at falde for ham - det var umuligt.

”Hvad har du tænkt dig at gøre nu så?” spurgte Lulu og så spørgende på mig. Vi sad på mit værelse, i vindueskarmen og så ud på mørket, der langsomt lagde sig over London. Jeg trak på skuldrene og begravede ansigtet ved mine knæ. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre.

”Jeg ville bare ønske at han ikke var gået,” mumlede jeg og løftede mit hoved igen. Jeg lod min hånd glide igennem mit løse hår og sukkede let.

”Så du har ikke snakket med ham siden?”

”Nej, je-”

”-Lynn og Lulu, vi spiser nu!” lød det nede fra køkkenet.

Jeg sukkede let og rejste mig lettere besværet op. Lulu fulgte hurtigt efter og sammen gik vi ned i køkkenet. Tanya og far sad ved køkkenbordet, mens mor var ved at bære gryden over på bordet.

Bare at se på min søster, gav mig en ubehagelig følelse i kroppen. Hun sad der med det største smil på læberne, som om ingenting var sket. Hvordan kunne hun gøre det? Hvordan kunne hun være så upåvirket?

 ”Har I haft en dejlig weekend piger?” spurgte mor interesseret, da vi alle var godt i gang med at spise. Jeg undlod at se op og stirrede bare ned i min mad. Jeg var ikke det mindste sulten og havde slet ikke lyst til at deltage i samtaleemnet. For weekenden havde været værre end forfærdelig.

”Ja, angående det,” begyndte Tanya og jeg kunne næsten forestille mig hvordan hun langsomt lagde bestikket fra sig og fint tørrede sig om munden med sin serviet. Det gjorde hun altid, når hun ville fortælle noget - det havde bare aldrig irriteret mig før nu. Jeg var stadig sur og indebrændt på hende.

”Hvad har du på hjerte, søde?” spurgte mor og jeg kunne ikke lade være med at se op. Jeg ville se Tanya i øjnene, mens hun enten fortalte sandheden omkring det hele, eller den mest opdigtede løgn hun kunne komme på.

”Harry og jeg, er ikke sammen mere,” mor tabte sit bestik og hendes mund formede et ’o’. Far, der sad på den anden side af Tanya lagde selv sit bestik fra sig og sendte sin datter et spørgende blik. ”Jeg har fundet en anden.” sluttede hun af og jeg kunne let være blevet kvalt i min mad. Havde hun tænkt sig at komme sammen med den idiot hun havde bedraget sin kæreste med de sidste mange måneder?

”Du har fundet en anden?!” var min mors svar. Den strenge og lette irriterede tone, overraskede mig. For de var aldrig sure på Tanya, alt hun gjorde var perfekt, hun kunne ikke gøre noget forkert i deres øjne - eller, det troede jeg i det mindste.

”Tag det nu roligt, mor,” prøvede Tanya, men hun lyttede ikke og hendes ansigtstræk mildnede ligefrem heller ikke.

”Tage det roligt? Hvordan vil du have mig til at gøre det, når du brugte flere dage på at sidde på dit værelse, fordi du ikke kunne blive gravid, for derefter at overtale din søster til at være jeres rugemor og så til sidst droppe din forlovede?!” hun var sur nu, det var helt tydeligt. Men jeg var glad for at hun for engangsskyld ikke tog Tanyas parti.

”Kaylee, fald nu ned!” blandede far sig og sendte mor et sigende blik. ”Du behøver ikke give Tanya skylden for det her. Hvis hun ikke har de samme følelser for drengen mere, kan hun jo ikke gøre andet.” forsvarede han min Tanya.

Jeg havde lyst til at kaste noget efter ham, for det viste hvor meget mere han satte pris på Tanya end os andre. Han tog altid hendes parti - og som sagt, var det her første gang mor var gået i mod Tanya. Far havde aldrig gjort det.

”Hvordan har du tænkt dig at få det her til at fungere Tanya?” lød min mors skarpe spørgsmål, mens hun komplet ignorerede fars indbrud.

”Som alle andre separerede forældre, vel? Det kan jo også være at han slet ikke vil have noget med barnet at gøre efter det her. Han virkede ikke særlig glad da jeg gjorde det forbi.” mumlede hun, helt roligt, som om det var det letteste i verden.

Vreden voksede sig indeni mig, fordi hun direkte sad og rakkede ned på Harry. Hun fremstillede ham dårligt foran vores forældre - som om han var den der havde lavet fejlen.

”Måske ville han have reageret anderledes, hvis du ikke havde været ham utro i flere måneder.” brød jeg ind, hvilket kom bag på både mine forældre og Tanya. Jeg fik dræberblikket af min søster, men jeg var ligeglad. Hun skulle ikke sidde og lyve over for vores forældre.

Stilheden lagde sig over os alle sammen. Ingen sagde noget og vi sad bare og kiggede frem og tilbage mellem hinanden. Ikke engang Lulu spiste af sin tallerken mere, hendes øjne var som limet til mig, med de bekymrede øjne hun altid brugte.

 Det lignede at mor skulle til at bryde stilheden igen, men min mobil kom hende i forkøbet. Ringetonen var højere end normalt, da der i forvejen var helt stille i køkkenet. Jeg skyndte mig at trykke besvar og tog den op til øret.

”Det’ Lynn,” fortalte jeg stille og rejste mig fra stolen. Jeg havde ikke lyst til at snakke i det her utroligt stille rum, lige nu.

”Lynn, det er mig Louis!” lød det i den anden ende af røret. Jeg rynkede let mine øjenbryn. Louis? Hvorfor ringede han til mig? Jeg kendte ikke Louis specielt godt og havde ikke snakket med ham i lang tid.

”Louis?” sagde jeg forvirret og støttede mig til væggen.

”Ja, der er ikke tid til forklaring. Men du bliver nødt til at komme over til Harrys lejlighed med det samme!” han lød virkelig desperat og uroen begyndte at sprede sig i min krop. Var der nu noget galt?

Jeg gav mig til at overveje det lidt. Skulle jeg virkelig tage derover, efter hvad der lige var blevet sat løs ved bordet?

”Kom nu Lynn, jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med ham.” så snart ordene kom til mig, var jeg overbevist. Hvis ikke engang Louis vidste hvad han skulle gøre, når det kom til Harry, vidste jeg at der var noget helt galt.

”Jo, jeg kommer så hurtigt jeg kan, vi ses.” fortalte jeg og lagde derefter på. Jeg så kort hen mod bordet, hvor hele min familie sad og så nysgerrigt på mig.

”Jeg bliver nødt til at gå nu.” fortalte jeg dem og var ude af køkkenet, før jeg kunne nå at høre deres spørgsmål. Mit hjerte bankede allerede forfærdeligt hurtigt i mit bryst og bekymringen for Harry, byggede sig op.

Jeg fik med lidt besvær mine converse på og derefter min jakke. I det jeg skulle til at åbne hoveddøren, gik gangen ud til døren op og Lulu stod med et forvirret udtryk i ansigtet. ”Lynn, hvad sker der?” spurgte hun og lagde en hånd på min skulder.

”Det er.. jeg forklarer det senere, jeg bliver bare nødt til at gå nu!” forklarede jeg og fik fumlet døren op. Jeg skyndte mig ned til min bil, låste den op og satte mig ind. Hurtigt fik jeg slået min GPS til og tastet Harrys adresse ind, eftersom jeg ikke kunne huske vejen derhen.

Hele køreturen, kunne jeg ikke lade være med at bide mig i læben og tænke over hvad der mon var gået galt. Selvfølgelig havde Harry det forfærdeligt efter hvad der var sket mellem ham og Tanya. Men bare han ikke havde gjort noget dumt.

 Da jeg endelig nåede til hans kompleks, fik jeg parkeret bilen forholdsvis tæt på og trådte så ud. Jeg kastede et enkelt blik i retningen af bygningen, inden jeg med hurtige skridt begyndte at gå derhen.

Da jeg kom ind, tjekkede jeg på beboerlisten, hvilken etage han boede på. Heldigvis var det kun på 3 sal, men besluttede mig alligevel for at tage elevatoren op. Så snart den åbnede sig på den rigtige etage, gav jeg mig til at lede efter den rigtige dør.

Jenson

Harrison

Jefferson

Styles

Den sidste dør stoppede jeg ved og bankede så på. Der gik ikke mange sekunder før Louis stod foran mig, mens han lod sin hånd glide gennem hans allerede filtrerede hår. Han så ud som om han virkelig havde det svært og det gjorde mig allerede mere bekymret.

”Det var godt du kunne komme, han er helt væk.” fortalte han og trak mig med ind i lejligheden. Der lød en høj lyd fra køkkenet, mest som noget der smadrede. Åh gud, smadrede han sin egen lejlighed?

”Hvad har du tænkt dig at jeg skal gøre? Hvorfor skulle han lytte til mig?” spurgte jeg og lagde min jakke fra mig, for derefter at binde mine sko op.

”Han har sagt dit navn flere gange, så det var egentlig derfor jeg ringede til dig.” fortalte han mig og kløede sig i nakken. Hvad? Harry sagde mit navn? Var han fuld, eller noget i den stil?

”Louis, har han drukket?” jeg sendte ham et spørgende blik.

”Han er i hvert fald ikke helt ædru.” svarede han og jeg sukkede let. Fedt, det her var virkelig hvad jeg havde brug for. Jeg havde allerede haft med en fuld Harry at gøre en gang, og det var ikke ligefrem nemt.

”Jeg prøver at snakke med ham.” afgjorde jeg til sidst og begav mig langsomt hen mod køkkenet. Jo tættere på jeg kom, jo mere lød det som om det var tallerkener der blev smadret. Jeg hoppede let i forskrækkelse, da jeg hørte endnu en tallerken smadre.

Jeg åbnede forsigtigt døren til køkkenet, men kunne ikke undgå at den knirkede. Harry stod med ryggen til og spændte i sine muskler, så snart døren gav sig til at larme. ”Louis, jeg gider ikke snakke nu!” det lød som om han havde sagt det flere gange, for han virkede ret irriteret.

Jeg tog en dyb indånding, inden jeg tog mig sammen til at svare ham. ”Det er ikke Louis.” mumlede jeg, mens højt nok til at han hørte det. I én bevægelse, vendte han sig om, og så overrasket på mig.

”Lynn?” hans stemme var hæs og så på mig, som om jeg ikke var virkelig.

Jeg kunne ikke lade være med at blive trist, da jeg så på ham. Hans hår så alt andet end redt ud og han lignede praktisk talt en der havde grædt det sidste lange stykke tid. Det gjorde ondt, fordi det var min søster der var skyld i det.

 Jeg trådte henover de smadrede tallerkener, så vi stod med mindre end en meters afstand mellem os. Hans øjne fangede mine og gav mig som sædvanligt sommerfugle i maven. Jeg fik lyst til at slå armene om ham, og fortælle ham at alt nok skulle gå fint.

Han trådte et skridt tættere på mig, stadig uden at bryde vores øjenkontakt. Hans arme sneg sig rundt om mit liv, mens han langsomt bukkede sig ned mod mig, indtil vores pander hvilede mod hinanden.

Mit hjerte slog hårdt mod mit bryst og mine ben var allerede begyndt at føles som gele. Jeg lagde min hånd mod hans bryst og kunne mærke at hans hjerte bankede mindst lige så hurtigt som mit. Men før jeg kunne nå at smile over det, trykkede han ganske let sine læber mod mine. Alt hvad jeg havde drømt om det sidste lange stykke tid, skete endelig.

Han trak sig lidt væk, men kun for at se mig i øjnene og blidt kærtegne min kind. ”Du har ingen anelse om, hvor lang tid jeg har villet gøre det.” hviskede han og lod igen sine læber smelte sammen med mine.  

***

Undskyld ventetiden, men her er det!

Hvad synes I? I må meget gerne skrive en kommentar og give et like! x

- R

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...