My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

213Likes
258Kommentarer
52500Visninger
AA

5. Starbucks

Tanya havde talt dagene, selvfølgelig havde hun det, og det kom ikke engang bag på mig. Derfor vidste hun at præcis i dag, var jeg 3 og en halv måned henne i graviditeten. Jeg holdt ikke selv styr på det, jeg tog det bare lidt på cirka regning, som jeg altid har været den store fan af.

Så jeg var blevet inviteret på kaffe på Starbucks, af min kære søster. Og hvis jeg ikke tog meget fejl, havde hun også inviteret Eleanor og Perrie, eftersom de var blevet ret tætte venner, igennem de seneste par år. Bare jeg nu ikke endte som en outsider så, eller var mega akavet eller noget.

 Efter Tanya havde smidt bomben på twitter, var min profil blevet spammet med tweets fra folk i alle aldre og fra hele verden. Det var underligt hvordan jeg bare sådan kunne få opmærksomhed, på grund af et enkelt af Tanyas tweets. Ret utroligt, egentlig.

De fleste tweets var spørgsmål om det hele, hvad min mening var, hvordan jeg havde det osv. Haten var der ikke meget af, nok fordi Tanyas hatere snart havde givet op, især efter hun blev forlovet med Harry, og nu havde annonceret at de faktisk skulle have et barn sammen.

Jeg stod foran spejlet og anede virkelig ikke hvad jeg skulle tage på. Tiden gik alt for hurtigt, og man var allerede begyndt at kunne ane en lille bule - Det var virkelig underligt at tænke på. Jeg kunne slet ikke få det ind i hovedet at jeg faktisk var gravid, selvom der var gået 3 måneder.

 Et hurtigt blik på uret, fik mig dog hurtigt til at hoppe i det første tøj jeg så. Der var 10 minutter jeg skulle være nede på Starbucks, og den lå altså 5 minutters gang fra vores hus. Med min kondi, og den dovenhed jeg var begyndt at føle, ville det tage mig endnu længere tid end det.

Jeg fik klædt mig i et par jeans og en hvid top, og var så ellers på vej ud af huset. Med tasken over skulderen, fik jeg låst døren efter mig, og skyndte mig så ellers ned af gaden, for ikke at komme for sent. Det var så akavet, når alle andre var der i forvejen.

Fordi vejret var virkelig dårligt, var der ikke så mange mennesker, som normalt. Men til gengæld var der et par paparazzier, som jeg hurtigt spottede. Derfor trak jeg hætten op over hovedet, og sørgede for at holde blikket på jorden. Ikke i min vildeste fantasi, at jeg skulle snakke med nogle af dem.

Aldrig.

 Jeg fortrød hurtigt at jeg havde valgt at tage mine slidte converse på, for de var så godt som gennemblødte da jeg nåede frem til Starbucks. Med et irriteret suk, åbnede jeg døren, og bandede hele vejen ind, og fik dog også et par underlige blikke fra dem jeg mødte på min vej. Men jeg var ligeglad, de kunne bare glo væk.

”Lynn, herovre!” hørte jeg Tanya råbe, fra den anden ene af Starbucks. Jeg så rundt for at få øje på hende, og da jeg så endelig så hende, kom et smil frem på mine læber, og jeg gik med det samme derover.

”Det var godt du kom, jeg troede du var sovet over dig eller noget.” smilede Tanya og klappede på pladsen ved siden af sig. Jeg satte mig ned, og tog min gennemblødte jakke af. Nu var jeg meget glad for, at jeg havde husket at tage en cardigan udover min top, for det var ikke ligefrem de vildeste plusgrader herinde. Ikke at det var koldt, men ja. I ved hvad jeg mener.

”Tsk, det kunne jeg aldrig nogensinde finde på.” mumlede jeg, som svar til hendes hentydning til, at jeg sov over mig. Bare fordi jeg er typen der kunne sove til klokken et om formiddagen, var det jo ikke ensbetydende med at jeg gjorde det hver dag.

”Så, nu hvor vi alle 4 er her; hvad så med at vi køber os noget at drikke?” foreslog Tanya, og så rundt på os andre. Vi gjorde os alle enige, og fik hver især bestemt os for noget. Tanya endte med at være den der gik derop, fordi det var hende der havde inviteret os herhen.

Eller, det var vores undskyldning.

”Er du snart klar til brylluppet?” spurgte jeg nysgerrig, henvendt til Perrie, hvis’ øjne lyste op, så snart spørgsmålet var stillet. Et stort smil dannede sig på hendes kønne ansigt, og det var lige før jeg fik dårligt selvværd.

”Om jeg er? Jeg glæder mig bare så meget!” erkendte hun og drømte sig sikkert allerede langt væk.

”Du skal ikke spørge hende om sådan noget,” grinede Eleanor og puffede Perrie ud af hendes egen lille drømmeverden. ”Så vil hun ikke snakke om andet; og det er ikke for brylluppet vi er her i dag.”

”Nåh nej,” Perrie så ud til at komme tilbage til virkeligheden, og så i stedet på mig. ”Hvordan går det så?” spurgte hun og slog hænderne ihærdigt i bordet. Jeg kunne ikke lade være med at grine over hendes pludselige emneskift.

”Det går helt fint - det er altså ikke noget vildt. Men man er da ved at kunne se det,” svarede jeg, og lagde automatisk min ene hånd på min mave. Det var blevet en vane, hver eneste gang barnet blev nævnt. Egentlig var jeg ret træt af den vane.

”Kommer vi for sent?” både Perrie, Eleanor og jeg, så overrasket på de tre drenge der havde slået sig ned ved bordet. Havde Tanya alligevel inviteret dem? Jeg troede virkelig det her skulle være en pigedag!

”Harry, hvad laver I her?” Tanya var vendt tilbage, og så spørgende på Harry, der bare trak på skuldrene. ”Vi hørte I skulle på Starbucks, og så tænkte vi, at vi ville tage med.” forklarede han, og fik enige nik fra Zayn og Louis.

”Lynn, har du sagt noget?” hun satte bakken med papkrusene på bordet og så undersøgende på mig. Hvorfor skulle jeg gøre det? Jeg havde ikke den mindste kontakt med hverken Louis eller Zayn, og hvorfor skulle jeg fortælle det til Harry?

”Ja, jeg ringede til Harry her til morgen, og fortalte ham alt om den her tur,” sagde jeg sarkastisk og lavede et par sekunders dramatisk pause. ”Nej selvfølgelig var det ikke mig!” fortalte jeg og tog min kakao fra bakken.

”Nå, men nu hvor I alligevel er her, så kan I ligeså godt blive.” afgjorde Perrie, og så spørgende rundt på os andre. Ærligtalt var jeg ligeglad, jeg var her alligevel kun på grund af barnet. Ikke tale om, at jeg skulle begynde at kalde det hun, ligesom Tanya, før det var bekræftet.

 

*

 

”Så, hvor lang tid er der tilbage?” kom det nysgerrigt fra Louis. Han hentydede helt klar til graviditeten, men det undrede mig at han spurgte. Havde Tanya ikke allerede fortalt alle det mindst 100 gange?

”Tanya ved det,” mumlede jeg, og tog en tår af min kakao. Faktisk havde jeg måske allerede lidt glemt det igen, og hvad så? Det var alligevel ikke vigtigt for mig, før om et par måneder. Så hvorfor spilde tiden med at tælle dagene, når jeg havde en søster der gjorde det?

”Hun er kun tre en halv måned henne, tror jeg nok,” fortalte min søster og sendte Louis et smil. Jeg så på hende. Det kunne hun altså umuligt mene - det var ikke noget hun troede. Det var noget hun vidste med sikkerhed.

”Øh nej, det er ikke noget du tror, Tan. Det er noget du ved,” påpegede jeg. ”Hun tæller alle dagene, helt seriøst.” fortalte jeg Louis, som bare smilede af det. Det var sikkert helt vildt sødt at hun gjorde sådan. Det skulle da heller ikke undre mig, hvis Eleanor endte ud som typen der talte hver eneste dag.

”Okay, nu tror jeg vi har hørt nok om mig, ikke?” brød Tanya ind og puffede blidt til mig.

”Vent lige!” udbrød Zayn pludselig. ”Er der allerede gået så lang tid?” han så helt forvirret ud. Jeg smilede bare og nikkede, tænk at han virkelig var så langt bagefter. Stakkels dreng, hvad nu hvis han endte ud i at glemme sit eget bryllup?

”Zayn, kom tilbage til virkeligheden.” mumlede Harry fra min højre side, og skubbede blidt til Zayn, der bare svarede ham med en underlig grimasse. Jeg tror aldrig nogensinde jeg ville lære at forstå deres forhold.

”Som om du selv tæller dagene,” mumlede Louis, henvendt til Harry.

Jeg grinede, fordi den faktisk sad ret godt. Det gjorde det kun sjovere fordi Harry så helt paf ud, og slet ikke havde noget comeback på den.

”Der fik du den!” grinede Zayn og gav high-five med Louis henover bordet.

Jeg så rundt på de andre, og opdagede at både Tanya, Perrie og Eleanor også grinede af Louis’ bemærkning. Harry var praktisk talt helt alene nu. Okay, det var måske lidt synd for ham, men også kun fordi han satte det der sadface på.

”Aww Harry, han mente det jo ikke på den måde,” sagde jeg, og lagde armene om ham, som var han en lille dreng. Okay rettelse, Harry var en lille dreng, på trods af at han var 23. Ligesom Tanya, hun var også 23, men kunne opføre sig som et lille barn, til tider.

”Fuck!” vi stoppede alle sammen med at grine, og så i stedet på Tanya, der pludselig fik travlt med at komme op fra sin stol. ”Hvad sker der?” spurgte jeg, og gav slip på Harry, som jeg måske havde haft i er ret stramt greb.

”Jeg har et møde henne på arbejdet som 10 minutter, og jeg havde glemt alt om det! Jeg bliver altså nødt til at smutte.” fortalte hun og smilede undskyldende til os. Jeg nikkede bare, og trak hende ind i et kort kram. ”Vi ses, sis,” mumlede jeg, og så forsvandt hun ellers, uden de andre fik så meget som et blik mere fra hende.

”Hvorfor var det kun dig der fik et kram?” spurgte Harry og så undrende på mig, som om jeg vidste det.

”Fordi jeg er hendes søster, og fordi hun elsker mig mest,” fortalte jeg, hvilket kun fik ham til at rulle øjnene af mig.

 

*

 

”Er du sikker på, at du ikke vil have et lift hjem?” spurgte Eleanor og skævede til regnen der styrtede ned ude på vejen. Jeg rystede bare på hovedet. Jeg gad ikke trænge mig på, bare på grund af lidt regnvejr.

”Lynn, hold nu op!” prøvede Louis, men jeg rystede endnu engang på hovedet. ”Kør nu bare hjem med jer - der er alligevel kun 5 minutters gang hjem til mit hus.” forsikrede jeg dem. De så tøvende på hinanden, men endte alligevel med at løbe hen til El’s bil, hvor de begge satte sig ind.

Zayn og Perrie var allerede kørt, eller gået, eller hvad de nu gjorde. Og Harry, ja han var ligesom bare forsvundet, uden jeg vidste hvorhen. Ikke at det gjorde mig noget, han havde sikkert travlt.

”Det kan godt være at Lou og El kan lade dig gå hjem, men det kan jeg altså ikke.” Harry dukkede op bag mig, og gav mig et mindre chok.

”Harry, jeg kan sagtens gå hj-”

”Jaja, det er meget muligt - men jeg lader dig ikke gå.” afbrød han, og begyndte at føre mig hen til hans bil. Jeg sukkede, hvor var han dog stædig.

 Med et suk satte jeg mig ind på passagersædet i hans bil og lagde armene over kors. Jeg var ikke vild med, ikke at få min vilje, derfor besluttede jeg mig for slet ikke at snakke til Harry, resten af turen.

Det blev dog svært, for han blev ved med at se mellem skiftevis vejen og mig. Han gjorde det med vilje, det vidste jeg da godt, men jeg havde ikke lyst til at give efter. Måske virkede det på Tanya, hvis han var pissed på ham, men det virkede altså ikke på mig. Også selvom det var en latterlig grund jeg havde til, ikke at snakke med ham.

”Så stop dog med det der!” udbrød jeg.

Harry grinede bare og koncentrerede sig igen om at styre bilen. Der burde han bare gøre hele tiden, ellers ville vi ende ud i at køre galt. Og hvis jeg så kom til skade i den ulykke, så ville Tanya slå Harry ihjel, fordi han så ville have skadet deres barn på den måde.

Wow, jeg må stoppe med de der fantasier, for de skræmmer mig.

”Bare koncentrer dig om vejen, popstar,” mumlede jeg, uden at se på ham. Jeg trak min mobil op af tasken og så at jeg havde fået 2 beskeder. Wow, miss popular her.

Okay, styr dig Lynn.

Fra: Mor

Hvad tid er du hjemme minskat?

Jeg sukkede og droppede at svare min mor, eftersom vi snart holdt ude foran vores hus og det ville være spild af penge at svare hende. I stedet gik jeg videre til den næste besked, der var fra min veninde.

Fra: Fey

Du er all over twitter babe x

Hun havde vedhæftet et link til twitter, som jeg ikke orkede at gå ind på. Det kunne jeg altid gøre senere, hvis jeg nu kedede mig. Og det ville jeg med garanti efter aftensmaden med mine forældre, så det var nok meget godt at gemme min famoushed, til der.

”Så er vi her.” bilen stoppede og jeg lagde mærke til at vi holdt foran mit hus. Jeg vendte mig mod Harry og sendte ham et taknemmeligt smil, selvom jeg stadig var irriteret over at han ikke havde ladet mig gå hjem.

”Tak for liftet.” sagde jeg og steg ud af bilen.

Der kom et så lidt fra ham, inden jeg smækkede døren i, og skyndte mig op til huset. Regnen styrtede stadig ned og jeg havde ikke lyst til at blive helt igennem gennemblødt. Heldigvis var døren ikke låst - nok fordi min mor var derinde - så jeg smuttede bare ind og hængte min våde jakke op, og satte de våde converse ind til siden.

”Jeg er hjemme!” råbte jeg og fandt vej ud i køkkenet, hvor min mor var i gang med at bære en gryde tværs igennem køkkenet, mens min far sad med hele hovedet nede i avisen, ved bordet.

”Hej skat, var det hyggeligt?” spurgte mor nysgerrigt.

Jeg nikkede bare og satte mig på min sædvanlige plads ved bordet. Mor satte sig ved siden af far, og de satte hurtigt en samtale i gang. Jeg holdt mig ude af den og koncentrerede mig i stedet for at spise min mad.

”Hvornår er det I skal til Zayn og Perries bryllup?” spurgte far nysgerrigt og så på mig. Jeg tænkte mig lidt om, for at huske det.

”2 uger, skulle jeg mene,” mumlede jeg med mad i munden, for at være rigtig u charmerende. ”Men invitationen er på mit værelse.” forklarede jeg, da jeg havde tygget af munden.

”Har du fundet dig en kjole?” spurgte mor og så interesseret på mig. Jeg rystede bare på hovedet. Jeg havde ikke fundet en kjole, fordi jeg ikke vidste hvad der ville se ordentligt ud, når min mave faktisk var ret meget i vejen.

”Jeg er gravid mor, det er ret så irriterende at skulle finde tøj med den mave.” mumlede jeg og så væk.

”Vi skal nok finde noget, lad os da tage ud og shoppe i morgen, der har jeg tid.” foreslog hun med et smil. Jeg nikkede bare og gengældte glædeligt hendes smil. Det var dejligt at hun gad hjælpe mig, selvom hendes arbejde fyldte meget i hendes liv.

 

*

 

Jeg sad på mit værelse og havde endelig taget mig sammen til at tjekke det link Fey havde sendt mig. Jeg var blevet spottet med de andre på Starbucks, og det var åbenbart helt vildt, i manges øjne. I det mindste var der ikke nogen der havde spottet Harry køre mig hjem, det ville sikkert have været godt stuff for alle journalisterne.

Der tikkede en sms ind og jeg åbnede den forvirret. Hvem gad skrive til mig, på denne her tid af dagen? Klokken var snart ni og de fleste mennesker gik i seng nu, eftersom det var en hverdagsaften.

Fra: Harry

Du er ikke vildt pissed over at jeg kørte dig hjem vel?

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over det. Det var egentlig ret sødt at han bekymrede sig om det - men på den anden side, hvis han ikke gjorde det og bare var ligeglad, ville det nok blive 9 lange måneder vi havde foran os.

Til: Harry

Selvfølgelig ikke, det skal du ikke tænke på

Efter jeg havde svaret ham, satte jeg min mobil til ladning og smuttede ud på mit badeværelse. Jeg smed mit tøj i vasketøjskurven og tændte for det varme vand. Jeg trængte virkelig til et bad.

Mens jeg stod under vandet, gav jeg mig til at tænke. Så snart jeg dukkede op til Zayn og Perries bryllup, ville alle være helt klar over hvem jeg faktisk var, og alt det der. Jeg ville sandsynligvis ikke kunne træde uden for min egen dør, uden at få taget billeder.

Selvom det var virkelig deprimerende at tænke på, så skubbede jeg tankerne væk. Jeg gjorde det her for Tanya, det måtte jeg huske på. Jeg kunne ikke bare bakke ud, det var også praktisk talt umuligt nu.

 Da jeg var færdig, viklede jeg et håndklæde om mit hår, for at undgå at dryppe alle steder jeg gik. Derefter også et om mit liv, og forlod så badeværelset. Jeg kunne høre at mine forældre gik ude på gangen og sandsynligvis også var på vej i seng.

Hurtigt fandt jeg noget behageligt at sove i frem og rullede derefter mit gardin ned, så værelset blev helt mørklagt. Jeg lagde mig under dynen og trak den godt op omkring mig. Igen lagde jeg min hånd på maven, lige inden jeg faldt i søvn.

 

*

Hey, alle sammen!

Er vildt glad for at jeg har over 30 favoritlister og 24 likes! Det betyder altså virkelig meget for mig, det gør!

I må meget gerne skrive en kommentar med jeres mening og selvfølgelig lige give et like med på vejen også x

- R

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...