My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

212Likes
258Kommentarer
49866Visninger
AA

25. Not my home

Vi var kommet hjem fra Cheshire og sad nu i Harrys lejlighed og slappede af. Det var ikke mere end en halv time siden vi var trådt ind af døren, og efter den lange køretur, var vi begge helt udmattede - Harry mere end jeg.

Han var faldet i søvn med hovedet i mit skød, efter kun få minutter på sofaen. Jeg havde bare ladet ham sove, fordi jeg vidste at han trængte til det. Jeg havde haft mulighed for at sove i bilen, som jeg også havde benyttet mig lidt af, men det forhindrede mig ikke i at være på randen til at falde i søvn.

Jeg kørte mine fingre gennem Harrys krøller og nussede ham blidt på kinden nu og da. Han så så fredfuld ud når han sov og jeg kunne slet ikke tage øjnene fra ham. Det var stadig svært for mig at tro at han var min, på trods af alt den modgang vi havde fået fra min familie.

 Midt i freden i den stille stue, ringede min mobil pludselig. Jeg hoppede tilbage, fordi jeg fik et chok og Harry satte sig hurtigt op og så sig rundt. ”Hvad sker der?” spurgte han træt og kørte en hånd gennem sit hår.

Han så virkelig smadret ud.

Jeg skyndte mig at tage min mobil fra sofabordet. Harry lagde sig tilbage igen og så op på mig. Hans trætte øjne mødte mine og et lille smil gled over mine læber, inden jeg trykkede besvar.

”Det er Lynn,” sagde jeg stille og lagde en hånd på Harrys kind, så et tilfreds smil bredte sig på hans læber.

”Lynn, det er mor,” lød min mors stemme i den anden ende. ”Havde I n god jul, skat?” spurgte hun, før jeg kunne nå at hilse ordentligt på hende.

”Ja, det var rigtig hyggeligt.” fortalte jeg og tænkte kort tilbage på den foregående aften og selv samme morgen. Jeg kom i tanke om halskæden der hang fint om min hals og smilede endnu mere.

”Det var da godt - nå, men jeg ringer egentlig bare for at høre om I har lyst til at komme til middag i morgen?” sagde hun.

Jeg sværger, jeg kunne have tabt både mund og næse. Hvad fanden var det kvinden sagde? Til middag? Hos dem? Når min far var der?

”Tror du det er smart?” sagde jeg usikkert og bed mig i læben. ”Jeg mener, far vil jo ikke ligefrem have at jeg har Harry med hjem,” mindede jeg hende om og sukkede lidt. Det var ikke fordi jeg ikke ville hjem og spise med mine forældre, for det ville jeg rigtig gerne. Jeg kunne bare ikke tage, at min far skulle være så fjendtlig.

”Hør skat, vi skal finde ud af det her som en familie. Og din far må acceptere dine valg, derfor bliver vi nødt til at starte et sted. I kan jo ikke undgå hinanden for altid. Og forhåbentlig vænner han sig til det.” fortalte hun, mens en masse frygtelige billeder gled gennem mine tanker. Det kunne ende ligesom sidst, og jeg ville ikke have at min far skulle være så nedladende overfor hverken mig, eller Harry.

”Ja, det har du vel ret i..” mumlede jeg, og tænkte mig lidt om. ”Jeg snakker lige med Harry om det, okay?” foreslog jeg, hvilket hun hurtigt gjorde sig enig i. Vi sagde farvel og jeg kunne ligge mobilen tilbage på bordet og sukkende, læne mig tilbage i sofaen.

”Hva’ så?” Harry satte sig op ved siden af mig og lagde sine arme om mig.

Jeg smilede svagt og rystede på hovedet. ”Min mor har inviteret os på middag i morgen.” fortalte jeg og Harry så lettere chokeret ud. Han så på mig med et blik, blandet af forvirring og undren, mens hans pande rynkede sig let.

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over hans reaktion. Han havde den samme som mig, min var bare ikke lige nær så ekstrem som hans.

”Men,” begyndte han og så ud til virkelig at tænke sig om. ”Din far afskyr mig - og han hader nærmest dig, for at være sammen med mig. Tror du at det vil komme til at gå godt?” han så spørgende på mig og jeg måtte bare trække på skuldrene.

Jeg havde virkelig ingen anelse.

”Men Harry, vi bliver nødt til at få det til at fungere med min familie, på en eller anden måde. Det var derfor min mor ringede. Så vi kunne starte et eller andet sted.” fortalte jeg og fik et forstående nik fra ham.

”Selvfølgelig. Vi skal nok tage med, Lynn, jeg skal heller ikke komme mellem dig og din familie.” sagde han endelig og kyssede mig blidt. Jeg gengældte forsigtigt hans kys og lagde mine hænder bag hans nakke.

Han smilede mod mine læber og hans hænder fandt vej fra mine hofter til min mave. Hans fingre begyndte at tegne små cirkler, som han altid gjorde. Men han vidste også hvor meget jeg nød det - det var så afslappende.

 ”Jeg elsker dig,” hviskede jeg mod hans læber og åbnede mine øjne, kun for at møde hans, der nærmest strålede.

”Jeg elsker dig mere,” fastslog han, kun få sekunder efter og flyttede sin ene hånd til min kind. Først fjernede han en vildfaren tot hår og kærtegnede derefter blidt min kind, mens vores pander hvilede mod hinanden og vi bare så hinanden i øjnene.

Jeg havde det som om jeg bare kunne se ind i hans øjne resten af mit liv.

 

*

 

Vi var dårligt kommet ud ad døren hos mig, før min mor og Lulu havde overfaldet os begge med kram og diverse spørgsmål. Jeg smilede bare over deres velkomst, fordi jeg godt vidste at de ville have os til at føle os tilpas.

Hele dagen havde jeg været nervøs for den her aften, fordi jeg ikke vidste om min far ville få endnu et flip på mig og jeg bestemt ikke havde lyst til det igen. Det stressede mig, utrolig meget endda.

”Lynn?” da vi kom ind i stuen, anført af Lulu, lød en genkendelig stemme i mine ører. Jeg vendte mig straks rundt for at se min anden søster og Mike stå blot få meter fra os. Jeg prøvede at fokusere på Tanya, som havde snakket til mig, i stedet for Mike hvis’ blik var limet til mig.

”Ja?” sagde jeg stille og lod min hånd finde Harrys.

”Må jeg ikke snakke med dig?” spurgte hun forsigtigt og så nærmest bedende på mig. Mine øjenbryn røg med det samme i vejret, i ren og skær overraskelse. Ville hun virkelig snakke med mig? Jeg troede ikke hun kunne udstå mig mere?

”Øh… jo,” det kom ud med overrasket stemme. Men det var jeg jo selvfølgelig også - rigtig overrasket endda.

”Jeg kommer lige om lidt.” fortalte jeg Harry og gav Lulu et blik, som fortalte det hele. Hun nikkede og fik straks Harry med. Han så sig en enkelt gang tilbage og sendte mig et forvirret blik, som jeg kun kunne besvare med et usikkert et, mens jeg lod mine tænder finde rundt om min underlæbe.

 Jeg fulgte efter Tanya op af trappen og ind på hendes værelse. Det første jeg gjorde, var at sætte mig på hendes seng, mens hun lukkede døren efter os. Da hun vendte sig om, så hun usikkert på mig, mens kom så hen og satte sig ved siden af mig.

”Hør,” startede hun ud og kørte en hånd gennem sit halvlange hår, mens hun tog en dyb indånding. ”Jeg er virkelig ked af alt det der er sket, Lynn. Jeg ved ikke hvorfor jeg har været sådan en bitch, jeg ved det virkelig ikke. Jeg tror bare… ja, jeg ved det ikke. Jeg har nok bare været jaloux over at du kunne have et barn og jeg ikke kunne, og at du pludselig kom så godt ud af det med Harry. Og så alt det med Mike de-”

”Det synes jeg du skal fortælle Harry, ikke mig.” afbrød jeg hende, da hun skulle til at fortælle om hendes affære. Jeg behøvede slet ikke vide noget om det, men til gengæld fortjente Harry stadig en eller anden form for forklaring, hvis de skulle have det til at fungere nogenlunde mellem dem fremover.

”Ja du har ret,” mumlede hun og sukkede let. ”Men jeg vil bare godt sige undskyld over den måde jeg har opført mig overfor dig. Overfor jer som par, det var slet ikke fair af mig. Og jeg ved ikke hvorfor jeg ikke indså det noget før, men da jeg åbnede din gave, var det som om jeg fik det sidste skub,” fortalte hun og så mig dybt i øjnene.

Hendes øjne afslørede alt, og jeg kunne faktisk se hvor ked af det hun var. Hun fortrød at hun havde opført sig sådan overfor mig.

”Tror du nogensinde at du kan tilgive mig?” spurgte hun og så usikkert på mig, efter et par sekunder.

Jeg tog en dyb indånding og så væk et kort øjeblik. Egentlig var det ikke en svær beslutning, men fordi jeg er som jeg er, skulle det hele lige tænkes igennem en enkelt gang mere.

”Ja, selvfølgelig kan jeg det. Det er nok bare ikke det hele på en gang. Tanya, du sårede mig virkelig gang på gang,” fortalte jeg hende og pillede ved mine negle. ”Først med beskyldningerne, så med ordene og din attitude, og for at tage ingen ringere end den fucking idiot med hjem.” mumlede jeg og så væk igen, da Mike gled igennem mine tanker.

”Jeg forstår dig godt, det gør jeg virkelig. Men du skal vide at… jeg elsker Mike, Lynn. Det gør jeg virkelig.” sagde hun og tørrede en lille tåre væk, der ellers havde fundet vej ned af hendes kind.

”Bare pas på, jeg vil ikke have at du ender ligesom mig,” hun nikkede og bredte sine arme ud til et kram. Jeg smilede svagt og modtog hendes kram. Jeg lod mine arme glide rundt om hendes liv, og kunne mærke hvor meget jeg havde savnet det.

 Efter det, gik vi nedenunder og ind i spisestuen, hvor alle stod og snakkede indbyrdes. Jeg fik hurtigt gjort mig vej hen til Harry, som lettet lagde en arm om livet på mig, og kyssede mig i panden.

”Jeg var så bange for at I endte op med at myrde hinanden, eller noget.” sagde han og jeg grinede kort af hans åndsvage kommentar. Jeg rystede på hovedet og kyssede ham på kinden. ”Tro mig, det gik bedre end forventet.” fortalte jeg og hvilede mit hoved ved hans skulder.

 

*

 

Tanya prøvede i den grad at vinde min tillid tilbage - måske lidt for meget endda. Men jeg var stadig mere tilfreds med det, end at hun så ned på mig og konstant skulle hakke på mig.

Derfor løb dagen bedre end forventet fordi jeg havde mulighed for at snakke med min ældste søster igen, uden at vi talte forfærdeligt til hinanden. Min mor så ud til at være glad for at vi snakkede sammen igen, i modsætningen til min far, der næsten ikke værdigede mig et blik, mens vi spiste.

Han havde alt for travlt med at snakke med Mike, hvilket jeg i bund og grund ikke forstod. Alle vidste jo at han havde droppet mig dengang og havde knust mit hjerte. Min mor var i hvert fald ikke særlig begejstret for ham, det kunne jeg tydeligt se på hende.

Og det var jeg heller ikke. Jeg ønskede ikke at Mike skulle lave det samme trick med Tanya, som han gjorde med mig. Hvis det viste sig at han kun brugte hende, ligesom han havde gjort med mig dengang, så kunne jeg kun ryste på hovedet af min søster. Også selvom jeg ikke ønskede at se hende ked af det, så havde hun selv valgt Mike, når hun vidste hvad han havde gjort i fortiden.

 Da vi senere på eftermiddagen og hen ad aftenen sad og snakkede mens der blev serveret kaffe og te, fandt jeg mig selv siddende og snakke med min mor og Harry. Jeg var glad for at hun støttede mig og havde gjort det hele vejen igennem, selvom min far gjorde det stik modsatte.

”Må jeg så høre, hvornår terminsdatoen er? Tanya har slet ikke styr på det længere.” sagde min mor og så afventende på mig.

Så snart spørgsmålet havde forladt hendes mund, kunne jeg allerede mærke flere blikke på mig, deriblandt min søster som sad ved siden af mig.

”Ja, jeg kan ikke huske det, hvornår er det nu?” Tanya så nysgerrigt på mig og jeg smilede lidt over hende. I starten havde hun været den der havde haft styr på det hele og talte hver eneste dag.

”Det er den 1. februar,” fortalte jeg og så over på Harry. ”Og du glæder dig, ikke også?” jeg puffede drillende til ham, og han rullede bare øjne af mig.

”Selvfølgelig, jeg vil elske at dele min fødselsdag.” mumlede han og tog min hånd under bordet.

Min mor og Tanya grinede og det varmede indeni at jeg endelig kunne grine sammen med min familie igen. Det var rart at føle sig velkommen igen.

Men selvfølgelig skulle stemningen ødelægges, det slog aldrig fejl.

”Har I så snakket om forældremyndigheden?” brød min far ind og så først på Tanya og derefter Harry. ”Jeg mener, det er vel ikke helt sikkert hvis han render rundt med et barn i hele verden, som han dårligt nok får tid til, huh?”

Der blev helt stille og jeg hørte min mor sukke højlydt, mens Lulu rystede opgivende på hovedet. Jeg så på Tanya der bed sig i læben og Harry, hvis’ blik var slået ned. Jeg vidste at min fars ord ramte ham, og han var slet ikke fair overfor ham, når han blev ved med at rakke ned på ham.

”Jeg synes bare du skal blande dig helt udenom, far,” sagde jeg og klemte blidt Harrys hånd. ”Det er slet ikke op til dig, så du har slet ikke noget at skulle have sagt. Og så synes jeg du skal behandle alle andre mennesker med respekt, hvis du forventer at den her familie skal kunne fortsætte med at fungere som en familie,” det var kort og kontant og jeg vidste at det bare måtte ud på et eller andet tidspunkt.

”Og hvis det ikke kan lade sig gøre at du kan snakke ordentligt til min kæreste, så tror jeg bare at vi går nu.” fortalte jeg og fik overraskede blikke fra både min mor og søstre. Men sådan var det - jeg gad ikke det her mere.

”Lynn, jeg har ingen grund til at behandle med respekt, efter han gik fra Tanya til dig. Hvad gør du når han bliver træt af dig? Tror du selv at-”

”-Hør her, mr. Hills, jeg har ikke tænkt mig at forlade Lynn. Jeg ved ikke hvor du har de fordomme fra. Og med hensyn til Tanya, så var der en helt rationel grund til at vi gik fra hinanden, så jeg synes ikke du har nogen som helst ret til at dømme mig ud fra det.” afbrød Harry, overraskende nok, min far og rejste sig fra sin stol.

Ligeledes rejste min far sig og jeg kunne se vreden gemt i hans øjne. Det gjorde mig en anelse bange, for jeg ville ikke have at det her skulle udvikle sig til noget.

”Jeg vil godt have at du forlader mit hus lige nu, og så sætter du aldrig en fod her igen.” sagde han langsomt, og hvis blikke kunne dræbe, havde Harry allerede været død nu.

”Med glæde.” Harry skubbede sin stol ind under bordet og sendte min mor et kort smil. Jeg skyndte mig - så meget som jeg nu kunne skynde mig - op fra min stol og greb Harrys hånd igen. Han fik ikke lov til at gå herfra alene.

”Du bliver her, Lynn,” lød det fra den anden side af bordet.

Jeg så overrasket på min far, men rystede bare på hovedet og lod Harry ligge en arm om livet på mig. ”Du bestemmer ikke over mig.” var alt jeg sagde, inden jeg lod Harry føre mig ud i gangen og til sidst helt ud af det hus, jeg i 20 år havde kaldt mit hjem.

Men det var det ikke længere.

 

***

HALLO UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD!

Jeg ved ikke lige hvad der er sket i den sidste periode... jeg har bare været gået totalt i stå på den her... men jeg fik endelig skrevet det her kapitel, og vi nærmer os laaaaangsomt slutningen på historien.

jeg håber i kan tilgive mig for den alt for lange pause :(

Love ya <333

-R

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...