My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

212Likes
258Kommentarer
49866Visninger
AA

19. Family

Der var ikke gået andet end en uges tid, siden episoden med min far, hjemme i vores stue. Siden den dag, havde jeg heller ikke sat en fod i vores hus - jeg havde boet hos Harry fordi jeg ikke kunne holde min far ud.

Jeg havde dog snakket i telefon med både Lulu og min mor op til flere gange. Som noget nyt var min mor begyndt at have forståelse for hvad jeg gjorde. Hun tog faktisk mit parti i den her situation, hvilket overraskede mig en hel del.

 Jeg havde aftalt med hende at jeg kom hjem igen efter denne weekend. For Harry og jeg sad i hans bil og var på vej til Cheshire. Han havde insisteret på at jeg skulle møde hans mor og søster før vi offentliggjorde vores forhold, sådan rigtig.

Selvom jeg havde mødt hans mor før, var jeg bange for hvad hun ville synes om mig. Hvad nu hvis hun sammenlignede mig med Tanya? Eller syntes det var en dårlig ting at Harry og jeg var sammen, nu hvor Tanya er min søster?

”Hvis du tænker over min mor igen, Lynn, så lad være, hun kommer til at elske dig,” forsikrede han mig om og lagde sin hånd ovenpå min. Hans øjne mødte kort mine og han sendte mig et opmuntrende smil.

”Jeg har fortalt hende hvordan det hele hænger sammen, bare rolig.”

 Jeg tog en dyb indånding og prøvede virkelig at stole på det han sagde. Han ville jo ikke lyve for mig, så det håbede jeg heller ikke var tilfældet.

 Flere gange i løbet af ugen havde jeg haft humørsvingninger på det højeste og det overraskede mig at Harry kunne forholde sig så roligt omkring det. Jeg havde været helt på toppen det ene øjeblik og så nede i kuldkælderen, det næste.

Ja, graviditeten pissede mig af til tider, især på grund af humørsvingningerne. Men jeg var også efterhånden ret langt henne og tiden var gået virkelig hurtig. December måned var lige på trapperne.

Men der var dog stadig noget tid endnu, også selvom jeg skulle være gravid juleaften og ligne noget meget tæt på Dumbo.

Apropos graviditeten burde jeg rent faktisk have kontakt med Tanya. Jeg havde ikke snakket med hende i så lang tid - men på den anden side.. hvad skulle jeg snakke med hende om? Jeg var skuffet over hende på så mange måder.

 Jeg vidste at det var en dårlig ting for babyen at jeg var uvenner md Tanya. Barnet blev jo vant til de stemmer der var omkring det, og det hjalp ikke meget når Tanya ikke havde snakket med mig i det sidste lange stykke tid.

Hun virkede udadtil at have glemt alt om barnet, selvom jeg et sted godt vidste at hun ikke kunne glemme det. Ikke når hun havde ønsket sig det barn så brændende meget.

 Sukkende, lænede jeg mig tilbage og så ud af vinduet. Vi holdt midt i en lang kø og vi bevægede os afsindigt langsomt.

Mit blik flakkede over på Harry, som så ud til at være noget irriteret af trafikken. Han trommede utålmodigt med fingrene mod rattet. Han blev ved med at sukke eller stønne opgivende over den lange kø.

 For at ligge en dæmper på hans irritation, tog jeg hans hånd og lagde den på min mave. Han så hen på mig og sendte mig et smil - det så allerede ud til at noget af hans irritation var forsvundet lidt.

”Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal få sagt alt det her til Tanya..” fortalte jeg og sukkede let. Vi havde ikke snakket om det hele, med hensyn til Tanya. Der havde været nok med min fars reaktion.

”Det finder vi ud af, du behøver ikke spekulere så meget over tingene.” lovede Harry og nussede mig blidt på maven.

Han havde jo ret - vi skulle nok finde ud af det.

 

*

 

Jeg var nået at falde i søvn på turen til Cheshire, men vågnede så snart vi var fremme i den lille by, Holmes Chapel. Mens vi kørte på de smalle veje, betragtede jeg byen, som på ingen måde mindede om London.

Det var afslappende at være væk fra den proppede trafik. Der kørte jo næsten ikke en bil på vejen og der var heller ikke mange mennesker at se på fortovet.

 ”Så er vi her,” Harry havde parkeret bilen ude foran et middelstort hus, som så virkelig hyggeligt ud.

Mit hjerte var begyndt at banke hurtigere igen, og da vi få minutter efter stod foran hoveddøren, havde jeg det som om jeg kunne kaste op. Jeg frygtede virkelig det værste, selvom Harry havde forsikret mig om at der ikke skete noget.

Harry bankede på og tog derefter min hånd, som han klemte blidt. Han sendte mig et forsikrende smil, som jeg bare besvarede med et anstrengt et.

Der gik ikke lang tid før døren blev åbnet. En kvinde der så ud til at være i slutningen af 20’erne dukkede op i døren og smilede bredt til os. Det var tydeligt at se at hun var Harrys søster - de havde det samme smil, men hendes smilehuller var dog ingenting i forhold til Harrys.

”Kom indenfor!” sagde hun ivrigt og trådte væk så vi kunne komme ind. Da hun havde lukket døren efter os, henvendte hun sig med det samme til mig. ”Du må være Lynn? Jeg er Gemma, Harrys søster.” hilste hun og gav mig overraskende et kram.

Min nervøsitet forduftede langsomt og jeg fik forsigtigt gengældt hendes kram.

”Hey Haz, det er godt at se dig igen,” sagde hun til Harry og også han fik et stort kram. ”Og for resten, mor er inde i stuen,” fortalte hun og tog sin jakke ned fra knagen. ”Vi ses i aften, jeg har en aftale nu. Men det var hyggeligt at få hilst på dig Lynn.” sagde hun smilene.

”Jamen i lige måde,” jeg gengældte hendes smil.

Så snart hun var ude af døren tog Harry min hånd og førte mig ind ad den næste dør. ”Er du stadig ved at dø?” spurgte han drillende og jeg skubbede bare til hans skulder, med min.

”Du er ikke sjov, Harry.” mumlede jeg, men kunne ikke lade være med at smile lidt. Måske var det ikke så slemt som jeg troede. Hvis hans mor var mindst ligeså gæstfri som Gemma, så havde jeg intet at være bekymret over.

 ”Hej mor!” Harry slog døren op til, hvad jeg gættede på, var stuen.

Jeg holdt mig et skridt bagved Harry, selvom han prøvede at afholde mig fra at gemme mig bag ham.

En kvinde som jeg genkendte som Harrys mor, rejste sig fra sofaen. Hun smilede stort til os begge to og startede med at give Harry et kram. ”Hvor er det dejligt at se dig igen, minskat.” sagde hun og kyssede ham på kinden.

En let rødme spredte sig i hans kinder, hvilket jeg ikke kunne lade være med at smile over. Det var ret sødt.

”Og Lynn,” Anne vendte sig mod mig med et stort smil. ”Hvor er det dejligt at se dig igen.” hun trak mig ind til et kram som jeg nervøst fik gengældt. Jeg skulle nok slet ikke have været så nervøs - Anne virkede til at være helt cool med det.

”I lige måde, Anne,” fortalte jeg ærligt og gengældte hendes smil.

Jeg kunne allerede mærke at jeg havde været alt for negativ omkring det her møde. Det var jo gået præcis ligesom Harry havde fortalt mig det skulle.

”Jeg henter vores bagage og bærer det op på værelset.” fortalte Harry og kyssede mig på kinden inden han forsvandt.

”Sid ned søde,” opfordrede Anne og gestikulerede i retningen af sofaen. Vi satte os ned og jeg så nysgerrig på hende. Der var noget jeg måtte være sikker på, også selvom Harry havde fortalt mig, at hun vidste det.

”Du ved godt hvordan det hele hænger sammen, ikke?” spurgte jeg nervøst, mens mit blik flakkede lidt.

”Jo, Harry har forklaret mig det hele, søde. Du skal ikke være bekymret.” forsikrede hun og tog min hånd.

Det var ikke fordi jeg havde snakket meget med Anne, de få gange jeg havde mødt hende. Men vi havde snakket lidt - dog var det dengang jeg bare var Tanyas søster, stort set ligegyldig.

 

*

 

”Jeg synes dit værelse er bedårende.” smågrinede jeg, da Harry havde sat vores tasker ved siden af hans seng.

Det var tydeligt at han ikke havde boet her fast i flere år, hvilket han jo selvfølgelig heller ikke havde. De sidste mange år havde han boet i London, i hvert fald i alt den tid jeg havde kendt ham.

”Haha, hvor morsomt.” sagde han sarkastisk og satte sig på sengen. Den var forholdsvis stor, taget i betragtning af at han havde boet herinde alene og han ikke havde boet her siden sine teenage år.

Jeg satte mig ved siden af ham og lagde mit hoved mod hans skulder. ”Det hele går allerede bedre end jeg troede det ville.” betroede jeg ham og sukkede let.

”Jeg sagde det jo,” jeg kunne høre smilet i hans stemme, da han sagde det. ”Min mor kan rigtig godt lide dig, Lynn.” forsikrede han mig og kyssede mig i håret.

Jeg troede på det han sagde, selvfølgelig gjorde jeg det. Det var bare svært for mig at forstå hvordan vores forældres reaktion kunne være så forskellige. Min far kunne jo nærmest have slået os begge to ihjel på stedet, da han så os.

”Det hele er bare så indviklet, Haz.” mumlede jeg opgivende.

”Jeg ved det, men det bliver bedre, om ikke så lang tid. Det lover jeg.” hviskede han og lagde sine arme om mig.

Sådan sad vi bare i stilhed. Det var faktisk rart ikke at blive forstyrret, men bare sidde sammen sådan.

 

*

 

Efter vi havde spist aftensmad, gik vi ind i stuen. Harrys stedfar var ikke hjemme i denne weekend, så der var kun hans mor og søster. Men det gjorde mig ikke det store, eftersom jeg ikke havde mødt ham før.

”Jeg synes stadig at det er helt uvirkeligt at jeg allerede skal være farmor,” sagde Anne og smilede stort, da vi sad og snakkede. Jeg smilede over hende, det virkede virkelig som om det var noget hun havde gået og håbet på skulle ske i længere tid.

”Jeg synes stadig er der uvirkeligt at min lillebror skal være forælder før mig,” sukkede Gemma, men smilede også.

Det var utroligt hvor stor forskel der var på min og Harrys familie. Min var virkelig ved at falde fra hinanden, især efter Harry og Tanya gik fra hinanden. Så gik det bare ned af bakke.

Det var lige før den delte sig op i to, så snart Tanya også engang fik kendskab til mig og Harry. Og på en eller anden måde følte jeg virkelig at det var min skyld der blev skabt den her splid.

”Ej Lynn, er du okay med at vi snakker om det?” spurgte Gemma pludselig og et glimt af skyld gled henover hendes grønne øjne.

Jeg smilede beroligende til hende. ”Ja, selvfølgelig. Det er helt fint,” forsikrede jeg hende om og strøg noget hår om bag mit øre.  ”Jeg er helt vant til det.”

”Hvornår har du egentlig termin?” spurgte Anne nysgerrigt og fik drejet emnet over på noget andet.

Jeg fnes lidt ved hendes spørgsmål, fordi det faktisk ikke var hvilken som helst dato jeg havde fået sat termin.

”Øh.. ja.. 1. februar,” fortalte jeg i samme øjeblik som Harry tog en tår af sin te, hvilket så resulterede i at han nær var blevet kvalt.

”Hvad for noget?” hostede han og så på mig som om han ikke troede på det jeg lige havde sagt. Jeg grinede lidt over hans reaktion - jeg havde med vilje ikke fortalt ham det før, og det så heller ikke ud til at Tanya havde gjort det.

”Det er jo din fødselsdag Hazza,” grinede Gemma og lagde hovedet lidt på skrå.

”Ja, det kan jeg sku da godt regne ud.” sagde han, og så på Gemma som var det den dummeste kommentar hun kunne komme med.

”Slap nu af, Harry, det er jo bare en dato. Det er jo ikke engang sikkert det bliver den dag, vel.” grinede jeg og prøvede at berolige ham, da han virkede til at være gået halvt i panik over det.

”Forklar mig lige hvorfor jeg ikke vidste det?” forlangte han at vide og så spørgende på mig.

Jeg trak bare på skulderene - han behøvede ikke at vide hvorfor. Det kunne jeg sagtens leve med at holde for mig selv.

 

***

Så kom vi så langt.

Hvad synes i så indtil videre? Og hvad tror i der sker nu?

kom gerne med kommentarer xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...