My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

213Likes
258Kommentarer
53180Visninger
AA

29. Ellie

“Mit vand er gået,”

Harry virkede til at være frosset i et par sekunder, før han endelig rystede på hovedet. Efterfølgende gik alting så hurtigt, at jeg nærmest ikke kunne følge med. 

Det var som om jeg ikke engang var til stede, og at det hele foregik i et rum ved siden af mig, for al lyden var dæmpet, og den ene stemme omkring mig, der pludselig blev til flere virkede meget utydelig. 

Først da jeg blev rusket ganske blidt ved skulderen, kom jeg ud af min døs. Jeg blinkede et par gange og så op, kun for at møde Gemmas grønne øjne. 

“Sweety, vi blivernødt til at tage på hospitaler nu, okay?” sagde hun meget langsomt, mens hun gestikulerede til at jeg skulle rejse mig. 

Jeg nikkede langsomt og lod hende hjælpe mig op. 

Vi gik ud i entréen, hvor jeg blev mødt af Anne, som hjalp mig på med jakken. Jeg rynkede panden, da jeg satte fødderne i mine sko, og vendte mig mod de to kvinder ved min side. 

“Hvor er Harry?” spurgte jeg.

“Lige her,” lød den velkendte stemme bag mig, og kun sekunder efter plantede han et let kys på min kind. 

Jeg vendte mig mod ham, og smilede. “Er du okay?” spurgte han og så på mig med bekymrede øjne. 

“Mhm, det går fint lig-“ jeg afbrød mig selv, da jeg følte en kraftig ve. Jeg greb ved Harrys skulder, for at forhindre mig selv i at falde sammen. “Måske skulle vi bare skynde os af sted?” fik jeg presset ud. 

“Ja, Gemma, du starter bilen, så kommer vi lige straks,” sagde Anne og rakte Gemma nøglerne til bilen. Pigen forsvandt hurtigt ud af døren, mens Harry lagde en arm om livet på mig, for at hjælpe mig med at stå oprejst igen. 

 Da vi først sad i bilen på vej til hospitalet, fik Harry travlt. Han skulle både have fat i Tanya, mine forældre, Lulu og ikke mindst resten af drengene. 

Og selvom det var mig det hele drejede sig om, føltes det igen som om jeg var i en slags døs, så snart bilen begyndte at bevæge sig. 

Jeg hørte Annes beroligende ord, men jeg forstod dem ikke. Jeg hørte at Harry snakkede hektisk i telefonen, men jeg hørte ikke hvad han sagde. Jeg hørte at radioen spillede, men jeg hørte ikke hvilke sange det var. 

Og da vi pludselig holdt foran hospitalet, blev det ikke meget bedre. Jeg blev pludselig mødt af flere velkendte ansigter, og fandt mig selv blive eksporteret til et værelse, uden at vide helt præcis hvad det var der foregik. 

 

***


 Harrys synsvinkel

Jeg fandt mig selv siddende på gulvet i det åndsvage, hvide venteværelse, fordi hospitaler havde irriterede regler, og jeg ikke havde mulighed for at se Lynn, før det hele var overstået. 

Fordi der kun var mulighed for at der kunne være én hos hende under fødslen, var både Tanya og jeg efterladt tilbage i venteværelset. 

Lynn havde i den tågede verden hun befandt sig i - hendes ord, ikke mine - febrilsk grebet fat i sin lillesøster. 

Så hverken Tanya eller jeg fik mulighed for at se fødslen af vores barn. 

Ikke mange forældre kan prale af det.

Eller.. prale og prale, det ved jeg nu ikke. 

“Hvad er vi gået glip af?” jeg så op fra det kedelige grå gulv, og hen mod døren, hvor en energisk Niall og en storsmilende Liam kom gående. 

“Ikke noget så vidt vi ved,” sukkede jeg og lænede mit hoved til siden, ind mod min mor, som sad på en stol ved siden af mig. 

Hun smilede og lod sine fingre køre igennem mit hår, hvilket fik mig til at lukke øjnene og sukke tilfreds. Måske havde jeg en lille svaghed der.

“Overvej at Haz skal dele sin fødselsdag fra nu af,” pointerede Perrie fra den anden side af rummet, hvilket fik mig til at sukke højlydt. Der var det igen.

Hvad sagde jeg? Jeg vidste det bare!” jublede Gemma lavt og sendte mig et triumfende smil. 

“Bare rolig Harry, vi skal nok huske dig,” forsikrede Niall, der dumpede ned på gulvet ved siden af mig. 

“Ja, for at dele fødselsdag med mit barn, er det der bekymrer mig allermest lige nu,” sagde jeg sarkastisk og lukkede øjnene igen. Jeg havde slet ikke overskud til deres små drillerier lige nu. 

“Hvor lang tid kommer der til at gå?” sukkede jeg utålmodigt og så op på min mor, der bare smilede til mig. 

“Det er forskelligt, der kan gå flere timer endnu,” svarede hun og klappede mig på hovedet, mens jeg bare stirrede vantro på hende. Flere timer? Hvordan skulle jeg overleve det?

Vi havde allerede siddet her i 4 timer, os der var her fra starten, hvilket kun inkluderede min mor, Gemma og jeg. Lulu var kommet næsten med det samme, mens Tanya og Mike først dukkede op efter den første time var gået. Kort tid efter kom Lynns forældre trissende ind i venteværelset, hvor de fik samme historie som alle andre. 

Min mor havde skrevet til Robin da vi var kommet. Han skulle være komet i løbet af aftenen, men arbejdet havde vist presset sig på, så vi endte med at aftale at han bare skulle komme i løbet af formiddagen. 

Det blev der nok ikke meget af, hvis det her blev ved med at trække ud. Vi havde siddet her siden midnat, og jeg kunne godt mærke at det boost af energi jeg fik da vi tog hjemmefra, var ved at slippe op.

Jeg ville bare godt se Lynn.

Var hun okay? Gik det hele godt? 

“Skal du have noget kaffe?” spurgte Gemma mig og rejste sig fra sin ubehagelige ventestol. 

“Jo tak,” sagde jeg og sendte hende et taknemmeligt smil. Hun så lige så træt ud som jeg følte mig - det var også tilnærmelsesvist umuligt at få noget søvn her, når man ikke kunne gøre sig behageligt. 

Der var en grund til at jeg sad på gulvet, op ad min mor, i stedet for i en af de stole. 

Jeg så rundt i lokalet. Perrie sad med hovedet hvilende på Zayns skulder, mens han blidt nussede hende på armen. De var dårligt nået helt hjem, før jeg havde ringet Zayn op med nyhederne. 

Liam havde sat sig på stolen ved siden af min mors, og tastede løs på sin mobil. Niall sad ved siden af mig, ved foden af Liams stol og lænede sig op ad ham, som jeg lænede mig op ad min mor. 

Længst væk sad Lynns forældre og talte lavmælt med Tanya og Mike. Der var et tydeligt mellemrum mellem dem og os andre, og det gjorde mig trist, men samtidig vidste jeg godt hvorfor. Jeg var ikke på bedste fod med den familie, ironisk som det er. 

 Døren gik endnu engang op og ind kom Louis, der så ud som om han ikke havde sovet i flere dage. Udover at hans hår lignede en katastrofe, så var hans øjne røde. havde han grædt?

Jeg rejste mig hurtigt fra gulvet og gik over til ham. Da hans øjne mødte mine, løb der et par tårer ned af hans kinder, og jeg skyndte mig at trække ham ind til et kram. 

“Louis hvad sker der?” spurgte jeg bekymret og trykkede ham blidt ind til mig. 

Efter et par sekunder trak han sig væk, tørrede sine øjne og rystede på hovedet. “Det er lige meget lige nu,” fastslog han og gav mig et lille smil. Men jeg rystede på hovedet og lagde mine hænder på hans skuldre. “Louis.” sagde jeg bestemt og løftede mine øjenbryn. 

Han bed sig i læben, så væk et øjeblik, men nikkede så. Han tog fat i min arm og førte mig længere væk fra alle de andre, og hvor der generelt ikke var så mange mennesker. 

Jeg så afventende på ham, mens han kørte sine fingre gennem hans hår. “Okay uhh… efter du ringede, besluttede jeg mig for at vente til Eleanor kom hjem, så vi kunne tage herud sammen. Men hun kom ikke…” han holdt en lille pause, mens endnu en tåre sneg sig ned af hans kind. 

“Så jeg ringede til hende, fordi jeg blev bekymret. Hun plejer aldrig at være ude så længe, når hun går i byen. Det var en af hendes venner der tog den, og hun fortalte mig at hun var sammen med en anden - og da El endelig selv fik røret, fik jeg bare det samme at vide af hende. At hun var sammen med en anden og at hun bare havde lyst til at have det sjovt, fordi hun mener vi er blevet kærestekedelige,” han tog en dyb indånding. 

“Efter så mange år, er det slut. Harry, hun droppede mig efter så lang tid, fordi hun mangler en spænding jeg åbenbart ikke kan give hende.” afsluttede han og lænede sig tilbage mod væggen, med lukkede øjne. 

“Åh Lou,” mumlede jeg og trak ham ind til endnu et kram. “Det er jeg virkelig ked af,” hviskede jeg og hold ham tæt ind til mig. 

“Det behøver du ikke at være. Du skal ikke være ked af det nu, Haz. Det var derfor jeg ikke ville fortælle dig det før senere,” fastslog han og sendte mig et opmuntrende smil. 

Jeg gengældte svagt hans smil og lagde i stedet en arm om hans skuldre, mens vi gik tilbage til de andre. 

“Louis, hvad er der sket?” Niall var straks på benene og henne ved os. Han studerede Louis med bekymrede øjne. 

“Jeg forklarer det senere, okay? Vi skal ikke tænke på mig lige nu,” sagde han, som Niall accepterede det med et nik, og dumpede igen ned ved siden af Liam. 

Jeg satte mig hvor jeg før havde siddet, og gav tegn til at Louis kunne sætte sig mellem Niall og jeg. Gemma kom tilbage få øjeblikke senere, med to kopper kaffe i hænderne. 

“Hey Lou,” smilede hun, da hun rakte mig min kaffe. Louis gav hende et lille smil som hilsen, inden hun satte sig ned igen. 

Jeg sippede lidt til min kaffe, der stadig var varm, mens utålmodigheden byggede sig op i mig igen. Jeg havde slået det hele ud af hovedet mens jeg havde snakket med Louis, men nu kom det hele tilbage. 

Ved siden af mig, sukkede min bedste ven og lagde sit hoved på min skulder. Jeg smilede bare og lagde en arm om ham. Man skulle være blind for at se at han ikke var okay, og jeg satte pris på at han skubbede sig selv til side, selvom han ikke havde nogen grund til det. 

Men han gjorde det alligevel. Han skubbede sine egne problemer til side, for at være ved min side lige nu - kunne man ønske sig en bedre ven? 

Mens vi sad i stilhed op ad hinanden, registrerede jeg slet ikke at Tanya havde rejst sig. Først da hun stod foran mig og sagde mit navn, så jeg op. 

“Huh?” 

“Kan vi ikke snakke sammen?” spurgte hun stille og gav mig et svagt smil. Jeg bed mig i læben, men nikkede så. “Okay,” mumlede jeg og rørte lidt på mig, så den næsten sovende Louis, flyttede sit hoved fra min skulder. 

Jeg fulgte efter Tanya ud på gangen, hvor vi kunne snakke alene. “Hvad tænker du på?” spurgte jeg og hævede et øjenbryn. Vi havde ikke snakket sammen siden jeg ringede til hende tidligere, og vi havde ikke ligefrem haft den bedste afsked om eftermiddagen. 

“Jeg har tænkt på navne, og jeg tror du vil være enig med mig, i dem her,” fortalte hun og smilede lidt. 

Jeg nikkede. “Bare kom med det.”

 

 

***

 

Lynn’s synsvinkel

Traumatiseret er måske lige i overkanten. Men behageligt var det i hvert fald ikke, og hvor var jeg sikker på at jeg ikke skulle have nogle børn inden for den nærmeste fremtid, efter den oplevelse. 

Lulu sad ved siden af sengen og holdt min hånd. Hun nussede min håndryg og strøg mig blidt over kinden. Jeg smilede svagt og kørte en hånd gennem mit hår. 

Jeg var badet i sved, og jeg hadede det. Mit hår var fedtet og den klistrende fornemmelse på min hud var ikke særlig behagelig. 

“Hvor er hun?” spurgte jeg træt og hvilede mit hoved mod puden bag mig. 

“De kommer med hende lige om lidt. Bare rolig, der sker ikke noget,” lovede hun og kyssede mig på panden. 

 Jeg havde ingen anelse om hvor lang tid der var gået, men jeg vidste at der i hvert fald var gået et par timer. Især fordi det svagt var begyndt at lysne udenfor, så det måtte være tidlig morgen. 

Der gik ikke mange minutter, før en sygeplejerske kom ind, og i favnen havde hun den lille pige jeg utålmodigt havde ventet på. 

“Hej du,” grinede jeg træt, da jeg fik hende placeret i mine arme. “Jeg håber virkelig du kommer til at elske mig mere end dine forældre, efter alt jeg har gået igennem for dig,” tilføjede jeg og fik Lulu til at grine. 

“Skal jeg hente Harry og Tanya?” spurgte hun og rejste sig fra stolen. Jeg nikkede bare og vendte så opmærksomheden mod pigen i mine arme. Hun var bedårende - men med Harry og Tanya som forældre, var der vel ikke noget at sige til det. 

Lulu var ikke væk mange minutter, før hun igen kom igennem døren, med min søster og min kæreste. De lignede ærligtalt begge to nogen der ikke havde sovet i flere dage, selvom de kun havde siddet her i et par timer. 

Jeg gav dem et træt smil og vinkede dem over. “Det er en pige,” sagde jeg, da de stillede sig på hver side af sengen. De så på hinanden med et smil, inden de begge kiggede på mig. 

“Så har vi det helt perfekte navn,” fastslog Tanya, hvis’ mundvige kun bevægede sig længere op for hvert sekund der gik. 

Jeg så på dem med et vantro blik. Var de blevet enige om navne? Virkelig? Harry og Tanya havde haft så svært ved at være i same rum sammen i det sidste lange stykke tid, så det overraskede mig virkelig at de kunne komme til enighed om et navn. 

“Jamen, må jeg høre så?” bad jeg. “Eller vil I holde hende først?” skyndte jeg mig at tilføje. 

“Meget gerne,” sagde Tanya. 

Forsigtigt fik jeg overrakt den lille pige til min søster, som nærmest fik tårer i øjnene, da hun så på hende. “Hvor er hun dejlig!” hviskede hun og kyssede hende på panden. 

Harry lænede sig ned og kyssede mig på panden. “Hvor lang tid er der gået? Hvad er klokken?” spurgte jeg, da han rettede sig op og i stedet tog min hånd. 

“Den er snart 6, så vi har været her i godt 6 timer.” fortalte han og gav mig et træt smil. 

“Haz?” vi så begge på Tanya, der gav ham et spørgende blik, og derefter kiggede ned på babyen i hendes arme. Han smilede og tog i mod hende. 

Jeg kunne tydeligt se hvor glade de var, og at de kunne være i samme rum uden at skændes gjorde mig virkelig varm om hjertet. Der havde været nok problemer i løbet af de sidste 9 måneder. 

Mens Harry stod med hende, rømmede Tanya sig. 

“Vi snakkede for en times tid siden, om navne selvfølgelig. Og selvom der var diskussion omkring drengenavnet, var vi helt sikre på hvad det skulle være, hvis det blev en pige,” 

Harry fortsatte hvor hun slap og så på mig. “Der var ingen tvivl. Og det var faktisk Tanyas idé. Men vi har valgt at hun skal hedde Ellie.”

 

***

 

Hvor lang tid siden er det jeg sidst opdaterede? Omg, jeg ved det ikke engang, og jeg har bare været væk fra movellas i såååå lang tid! Men nu vil jeg få afsluttet den her, for der mangler ikke særlig meget, hæhæ!

Håber at i stadig læser med derudeeee xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...