My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

212Likes
258Kommentarer
52064Visninger
AA

6. Dreaming

Jeg sukkede tilfreds, da jeg åbnede øjnene, efter en dejlig nats søvn. Det var virkelig som om jeg havde sovet på en sky eller noget lignende. Der havde ikke været nogen drømme til at forstyrre mig, det havde bare været ren søvn uden forstyrrelser.

Jeg kastede et blik på uret og så at klokken allerede nærmede sig de et. Fuck, jeg havde da sovet længe. Jeg skulle til at vende mig om på den anden side, da jeg kom i tanke om at jeg skulle i byen med min mor.

Normalt ville jeg bare svinge mine ben udover kanten og danse elegant hen til klædeskabet. Problemet var bare, at det kunne jeg ikke rigtig nu. Den første måned, havde jeg kunne, men det her barn, gjorde altså lige min krop en hel del tungere.

Derfor foregik det forsigtigt, og jeg lignede sikkert en strandet hval, da jeg gik hen til klædeskabet og fandt noget passende tøj. Det var helt nyt for mig, at skulle tænke over at jeg rent faktisk var gravid og ikke bare kunne gøre hvad der passede mig.

Da jeg havde fået mit tøj på, satte jeg mit efterhånden lange hår, op i en høj hestehale og smilede til mit spejlbillede. Lidt selvtillid kunne jeg da godt have. Jeg droppede fuldstændigt make-uppen, fordi jeg ærligtalt ikke gad rode med det. Det var bare make-up, hvilken forskel gjorde det dog?

 Jeg sukkede tilfreds og forlod værelset med sengen uredt, hvilket jeg nok ville få at vide af min mor senere. Men det var bare ærgerligt, jeg orkede virkelig ikke at bukkede mig ned for at gøre det. Ja, det var nærmest det værste problem; det der med at bukke sig ned, det blev vel kun endnu værre.

”Godmorgen,” mumlede jeg, da jeg trådte ind i køkkenet.

Der lød lidt flere godmorgen’er, end hvad jeg lige havde regnet med. Jeg troede ikke min mor havde gæster på denne tid af dagen? Altså, klokken var da kun et..

Jeg rettede blikket mod spisebordet, hvor både mine forældre og Tanya sad. Kom de nu også så tidligt? Jeg var jo dårligt nok stået op… okay, jeg sov bare længe, men stadigvæk. De endte sikkert med at overnatte på mit værelse, på et eller andet tidspunkt.

Åh gud.

”Hvad laver I her så tidligt?” spurgte jeg nysgerrigt og lænede mig op af væggen. Det var jordens dummeste spørgsmål, fordi de nok havde været oppe siden klokken syv i morges, fordi Tanya skulle planlægge turen herhen.

”Jamen også hej til dig, sis,” mumlede Tanya sarkastisk og gestikulerede til at jeg skulle komme hen til hende.

Jeg sukkede, der var ingen mulighed for at jeg bukkede mig ned for at kramme hende, det orkede jeg seriøst ikke. ”Hvis du vil have et kram, så må du rejse dig.” fastslog jeg og gik hen mod bordet.

”Hvorfor?”

”Fordi jeg ikke orker at bukke mig ned, plus det er faktisk allerede begyndt at blive sindssygt svært. Jeg må snart heller ikke bære på tunge ting mere,” påpegede jeg, og forestillede mig et øjeblik, hvordan alle omkring mig, skulle bære mine ting.

”Oh,” var alt hun sagde, men rejste sig alligevel for at få et kram. Derefter lagde hun en hånd på min mave, mens et stort smil viste sig på hendes læber. ”Og hvordan har min lille dreng det så?” sagde hun med babystemme.

”Øh Tan,” mumlede jeg, og fik et spørgende blik fra hende. ”Hvad gør du, hvis det bliver en pige?” spurgte jeg og så nysgerrigt på min søster, som pludselig helt ændrede ansigtsudtryk.

”Det gør det ikke.” fastslog hun uden videre og smilede så igen.

”Det ved din søster bare.” fortalte min mor, og så smilene på os begge to. Hun var overlykkelig for at jeg gjorde det her for Tanya. Hun vidste, ligeså godt som jeg og alle andre, at hun altid havde ønsket sig en rigtig familie.

”Hvordan kan du være så sikker på det?” undrede jeg mig, og så igen på min søster der bare rystede på hovedet.

”Sikker på hvad?” jeg så hen mod døren, hvor Harry netop var kommet ind. Havde han været her hele tiden?

”At vores barn er en dreng,” forklarede Tanya og satte sig igen ned. Jeg rystede bare på hovedet af hende, og gav også Harry et kram. ”Hvad tror du?” spurgte jeg og så spørgende op på ham.

Ja, han var højere end mig, ligesom et hvert andet menneske på den her klode. Problemet var bare, at Harry var meget højere end mig. Enten var jeg virkelig lav, eller også var han virkelig høj. Eller måske var det bare fordi han var virkelig høj, og jeg var virkelig lav?

Det giver faktisk mening.

”Øh..” var det eneste han sagde og så nervøst ned på Tanya. Jeg kunne ikke holde mit grin inde - han var virkelig bange for at fortælle sin mening, nu hvor Tanya var så sikker på at det var en pige.

”Nå, men mens Styles her beslutter sig, siger jeg bare at jeg tror det er en pige!” fortalte jeg. Og det var ikke noget jeg bare fandt på, det var en fornemmelse jeg havde haft længe. Tanyas idé om at det var en dreng, det føltes ikke rigtigt. Jeg troede på det var en pige.

Tanya rystede på hovedet, min mor så igen på os med et smil og min far sad stadigvæk med hovedet helt nede i avisen. Han gad nok ikke alt det her babysnak allerede, det var trodsalt også lidt tidligt for ham.

 Jeg satte mig ned ved siden af Tanya og fandt hurtigt yoghurten der stod på bordet meget spændende. Ud af øjenkrogen så jeg at Harry satte sig ned ved siden af mig, eftersom jeg havde taget den ved siden af Tanya.

”Men Harry er enig med mig.” fortalte Tanya med et smil og rejste sig fra stolen. Hun forlod køkkenet uden videre, nok for at gå på toilettet, men hvad ved jeg? Hun kunne finde på hvad som helst, så det skulle da ikke undre mig, hvis hun måske kørte ud og købte babytøj allerede nu.

Så snart hun var ude af syne, vendte jeg mig mod Harry. ”Så, hvad tror du så helt ærligt? Bare rolig, jeg sladrer ikke.” jeg så spørgende på ham, mens jeg stille spiste min yoghurt. Fuck, den smagte faktisk virkelig godt.. bedre end den plejede.

”Okay helt seriøst, så tror jeg ikke noget endnu,” forklarede han. ”Men jeg vil helst have en pige,” jeg kunne godt hoppe op og give ham high-five fordi vi var i samme båd… men det gjorde jeg ikke, fordi det simpelthen ville være alt for mærkeligt.

Så jeg nøjedes bare med at sige ham tommelup, og spise noget mere yoghurt. På ingen tid havde jeg fået spist den første skål, og var stadig utroligt sulten. ”Skat, tag det roligt.” sagde min mor, da jeg var i gang med at hælde mere yoghurt op.

”Tsk, som om du ikke også spiste helt vildt meget da du var gravid.” mumlede jeg, og hældte mere op, Hun rystede bare på hovedet af mig, og så ned i sit blad igen. Hvilke asociale forældre jeg havde. Helt utroligt.

”Jeg bliver altså nødt til at smutte, arbejdet kalder,” Tanya kom nærmest brasende ind i køkkenet. ”Jeg tager bare bussen, så du kan bare tage hjem, når du har lyst, Haz,” fortalte hun og samlede sin jakke op fra stolen, kyssede Harry, smilede undskyldende, og så var hun ellers væk, før nogen af os kunne nå at sig noget.

Jeg havde dårligt nok nået at spise en enkelt skefuld af min yoghurt, så hurtigt var det gået. Men hvordan kunne hun have så travlt? Det var tydeligvis ikke noget planlagt arbejde.. det var ligesom i går, og det der møde hun havde glemt.

”Du har en stresset datter, mor.” sagde jeg til hende, men hun smilede bare, som sædvanligt. ”Hun har sig bare et godt arbejde, Lynn,” forklarede hun, som om jeg ikke allerede vidste det.

”Jaja.” sukkede jeg og lænede mig tilbage i stolen.

”Men jeg må også til at smutte.” jeg tabte skeen ned i skålen og så overraske på min mor, der lige havde talt. ”Jamen, skulle vi ikke i byen i dag?” spurgte jeg, og satte skålen som jeg havde haft i hånden, tilbage på bordet.

”Ej undskyld Lynn, det havde jeg fuldstændig glemt! Kan vi ikke gøre det i morgen?” jeg sukkede irriteret men nikkede bare. Det var så typisk hende. Hun glemte mig altid. Min far glemte mig altid. Alle glemte mig, jeg var bare ikke synlig nok.

 Min far fulgte efter min mor uden videre, og så endte jeg med at sidde alene tilbage i køkkenet med Harry, som jeg faktisk lidt havde glemt var der.

”Jeg tror også jeg bliver nødt til at smutte hv-”

”Vent!” afbrød jeg ham. ”Har du ikke lyst til at blive? Alle mine planer for i dag er alligevel aflyst.” fortalte jeg og sendte ham et bedende smil.

Han så ud til at tænke over det, men nikkede så til sidst. ”Great!” jublede jeg, og bar min skål over i vasken, uden at vaske den op. Det gad jeg virkelig ikke bruge tid på.

 ”Hvad skulle du da ellers i dag?” spurgte Harry mig, da vi sammen forlod køkkenet. Jeg sukkede lidt og åbnede døren ud til gangen. ”Min mor havde lovet mig at vi kunne tage i byen, så jeg kunne finde en kjole til Zayn og Perries bryllup,” mumlede jeg og tog det første skridt op af trappen.

”Men som altid, så bliver jeg glemt!” tilføjede jeg, og det kom måske lidt hårdt ud. Men jeg havde bare brug for at sige det, for det var ikke første gang min mor glemte mig.

 

*

 

Selvom jeg havde været ret pissed på min mor, den første halve time efter hun var taget på arbejde, lykkedes det mig faktisk at glemme min aftale med hende. Hvem skulle vide at Harry faktisk var så nem at snakke med? Ikke mig, i hvert fald.

Eller, det vidste jeg jo nu, men ikke før det.

Okay, forvirrende, bare glem hvad jeg sagde.

Vi havde siddet på mit værelse hele dagen, uden rigtig at foretage os andet end at snakke. Jeg fik æren af at fortælle ham om alle de pinlige ting om Tanya, da vi var børn, som hun ikke selv havde haft lyst til at fortælle ham. Forståeligt nok, for noget af det, var ret så pinligt.

Udover det, så fik jeg historien om One Direction. Man skulle tro, at jeg allerede kendte den, ikke? Men nej, jeg kendte den ikke, af den simple grund at jeg ikke havde lyst til at sidde på nettet og finde ud af det.

Det var meget bedre at høre Harry selv fortælle den. Han virkede glad og overrasket over at de stadig var sammen. Men der var også gået omkring de 7 år, skulle jeg mene. Og de var næsten ligeså store, som de var for et par år siden.

Selvfølgelig var de ved at skære ned på det hele, så de ikke turnerede hvert år, og i hele verden. Det var forståeligt, for Zayn og Perrie skulle giftes, Harry og Tanya skulle have et barn, og ville sandsynligvis også blive gift inden længe.

”Det er helt utroligt så meget I har oplevet.” sagde jeg, næsten helt paf, da han var færdig med at fortælle det hele. De havde virkelig oplevet alt. De havde været over hele verden, kun for at gøre det de holdt mest af; at synge.

”Når man tænker rigtig over det; så ja, det er helt utroligt.” indrømmede han og hvilede sit hoved mod sengekanten. Han havde sat sig på gulvet, uden jeg rigtig vidste hvorfor. Jeg havde jo bare sat mig i min seng, fordi det var hvad jeg plejede.

”Hvordan tror du det bliver?” spurgte jeg nysgerrigt og lagde hovedet på skrå. Han så undrende på mig. ”Hvordan bliver hvad?”

”Jeg mener; hvordan tror du det hele bliver, så snart Perrie og Zayn bliver gift, og dig og Tanya får et barn. Hvor meget kommer det til at betyde for jeres karriere?” uddybede jeg.

Han trak let på skuldrene og lukkede øjnene, som om han overvejede spørgsmålet. ”Det bliver nok anderledes, og måske har vi ikke tid til at rejste rundt i hele verden. Men jeg tror på at vi sagtens kan holde vores karriere kørende.” svarede han til sidst, uden en eneste gang at åbne øjnene.

Jeg tog mig selv i at stirre på ham og bed mig i læben og så væk. Hvis han havde opdaget det, havde det virkelig været pinligt.

Vi sad i et par minutters stilhed, inden han rejste sig fra gulvet og i stedet satte sig på kanten af min seng. ”Hvad med dig? Havde du egentlig nogle planer med dit liv, før Tanya og jeg på en måde tog det i 9 måneder?” spurgte han, uden at kunne skjule sit smil.

Jeg kunne heller ikke selv holde mig fra at smile. Han fik dem til at lyde virkelig skyldige, selvom de på ingen måde havde stjålet mit liv. Jeg var jo selv gået med til det.

”Ikke rigtigt.. jeg har stadig ikke besluttet mig for en uddannelse endnu.” fortalte jeg ærligt og sukkede opgivende. Jeg burde måske overveje det snart, medmindre jeg ville bo hjemme resten af livet.

”Jeg håber ikke at du er ked af, at vi har taget 9 måneder af dit liv o-”

”Harry stop! Jeg gik selv med til det, jeg gør det her fordi jeg har lyst. Du skal ikke føle dig skyldig eller noget.” afbrød jeg ham, og smilede overbevisende. Han nikkede bare og bed sig i læben.

Var det meningen at jeg skulle finde det tiltrækkende?

Åh gud, Lynn, det er din søsters forlovede du snakker om. Tag dig sammen kvinde!

Jeg kunne pludselig mærke en underlig fornemmelse i maven, og det tog mig ikke længe at finde ud af hvad det var. Jeg slog en hånd for munden og styrtede nærmest ud på badeværelset, hvor jeg faldt på knæ foran toilettet.

Heldigvis havde jeg sat mit hår op i dag, eller var det endt virkelig slemt.

”Lynn, er du okay?” spurgte Harry bekymret. Han var tydeligvis fulgt efter mig, for han satte sig ved siden af mig, go strøg mig blidt over ryggen. Da jeg endelig følte at jeg var færdig, følte jeg mig helt drænet for energi og faldt næsten sammen i Harrys arme, uden rigtig at tænke over det.

Jeg hadede virkelig at jeg kastede op. Det var noget jeg altid havde hadet, og nu kom det endnu oftere, end hvad jeg før havde oplevet i mit liv. Det gav mig en klam følelse, og jeg følte mig virkelig beskidt og ulækker, hver gang det skete.

”Jeg har det elendigt,” mumlede jeg og lod en enkelt tåre slippe ud. Jeg forbandede mig selv, for at græde over det. Det var virkelig latterligt, og jeg var da forhelvede 20 år gammel, og kunne vel klare det her som et voksent menneske.

”Kom,” han trak mig op og stå og førte mig tilbage på mit værelse. Fra det ene sekund til det andet, var det bare som om min tilstand havde ændret sig. Jeg havde det altid dårligt lige efter at have kastet op, men i dag var det bare værre.

Han hjalp mig ned og sidde i sengen, men så snart han gav slip på mig, kollapsede jeg nærmest, og følte mig ude af stand til at bruge min krop. Jeg følte mig helt smadret, på trods af jeg ikke havde foretaget mig noget som helst hele dagen.

Mine øjenlåg blev utroligt tunge og jeg havde svært ved at holde mine øjne åbne. Til sidst lod jeg dem falde i. Det sidste jeg kunne huske før jeg faldt hen, var at dynen blev lagt over mig, og en kys blev placeret på min kind.

 

*

 

De grønne øjne, var nærmest hypnotiserende, som de stirrede ind i mine, og gjorde det helt aldeles umuligt for mig at se væk. Det var som om jeg var fanget i en trance, som var umulig for mig at bryde.

For hvert sekund der gik, nærmede hans ansigt sig mit, lige indtil vores pander hvilede mod hinanden. Jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber, og bed mig nervøst i læben.

Forsigtigt lagde hans bløde læber sig over mine. Kysset tog nærmest pusten fra mig, det var alt udover mine forventninger. Sommerfuglene i min mave kunne i den her situation bedre betegnes som fyrværkeri.

Jeg lod mine fingre glide gennem hver enkel af hans fantastiske krøller, og han tog blidt fat om min hofte.

”Harry,” mumlede jeg, da hans læber forlod mine, for i stedet at placere små kys hele vejen ned over min kæbe og ned af min hals.

 ”Harry!”


 ”Lynn?”

”Lynn?”

Forvirret slog jeg øjnene op, og mødte de selv samme grønne øjne, jeg havde drømt om. Jeg tog mig til hovedet og prøvede besværet at sætte mig op. Det var som om alting bare snurrede rundt.

Da alt holdt op med at snurre rundt, forsøgte jeg i stedet at fokusere på Harry, der sad ved siden af mig, med et bekymret ansigtsudtryk. ”Hvor lang tid har jeg sovet?” spurgte jeg og så ud af vinduet. Det var allerede mørkt.

”Et par timer,” svarede han, og jeg nikkede.

”Vent, hvorfor er du her stadig? Jeg mener, det behøvede du da ikke..” jeg så spørgende på ham, men han trak bare let på skuldrene.

”For det første, så kunne jeg ikke bare efterlade dig, eftersom du bare gik ud som et lys. Og for det andet, så har Tanya lige ringet og sagt at vi skal spise her anyways,” jeg nikkede, og faldt tilbage i sengen. Jeg havde virkelig en stærk hovedpine.

”Hvornår kommer Tan så?” spurgte jeg, med lukkede øjne og prøvede i hærdigt at få hovedpinen til at gå væk.

”Hun sagde hun ville være her ved syvtiden.. så det må være lige om lidt,” konstaterede han. Jeg nikkede og åbnede opgivende øjnene igen. Det virkede heller ikke bare at ligge stille.

”Jeg tror jeg har brug for noget at fjerne hovedpinen med.” konkluderede jeg endelig, svingede benene udover kanten af sengen og rejste mig. Min balance failede dog ret meget, da jeg havde rejst mig for hurtigt, men heldigvis var Harry hurtigt oppe og hjalp mig med at genfinde den.

 I stilhed gik vi nedenunder, hvor jeg nærmest desperat fandt en pille, som kunne ligge en dæmper på smerterne. Jeg drak et helt glas vand bagefter og slog mig så ned ved bordet overfor Harry.

Han sad med sin mobil og opdagede derfor nok ikke at jeg stirrede på ham. Bare at kigge på ham, fik hele min drøm til at komme tilbage. Jeg burde slet ikke drømme sådan noget om ham. Jeg burde slet ikke drømme om ham i det hele taget!

 

*

I må meget gerne skrive en kommentar og give historien et like, det vil betyde så meget x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...