My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

212Likes
258Kommentarer
49856Visninger
AA

13. Disaster

Jeg vågnede med den værste følelse i kroppen. Udover det havde jeg også den grimmeste smag i munden, som nærmest kunne få mig til at kaste op en gang til. Jeg havde svedt utrolig meget, så mit tøj var helt klamt og klistrede sig til min krop.

Prøvende åbnede jeg mine øjne for at se var klokken var. Uret viste 8:00, hvilket nok betød at hverken Tanya eller Harry var oppe endnu. De havde tit været her i weekenderne, nærmest kun for at sove det meste af formiddagen væk.

 Jeg satte mig forsigtigt op og svingede benene udover kanten. Jeg blev nødt til at tage mig et bad og børste mine tænder. Jeg kunne ikke holde ud at have det her tøj på et sekund længere, det var virkelig en ubehagelig følelse.

I mit hoved havde jeg den vildeste smerte, men det måtte jeg klare bagefter. Nu trængte jeg bare til at få en ordentlig smag i munden og få vasket min krop så jeg ikke stank af sved. Det var jo tydeligt for enhver at jeg ikke havde det godt, det kunne jeg selv regne ud, bare ved det der var sket i nat og hvordan jeg havde det nu.

 Jeg fandt noget tøj frem i skabet og listede så ellers ud på badeværelset. Jeg kunne ikke risikere at vække dem, hvis de nu sov. Jeg orkede ikke at skulle stå ansigt til ansigt med Tanya lige nu - og slet ikke når jeg havde det sådan her.

Så snart jeg så mig selv i spejlet, kunne jeg næsten falde bagover af forskrækkelse. Jeg var helt bleg og frøs som en i helvede, men svedperler var samlet i min pande. Det var det mest forfærdelige jeg nogensinde havde set. Plus at mit hår også sad ret rodet.

Jeg vendte mig væk fra spejlet og begyndte langsomt at klæde mig af. Da det var gjort greb jeg min tandbørste og begyndte at børste mine tænder, mens jeg ventede på at vandet skulle blive varmt. Da det endelig var tilpas, stillede jeg mig ind under bruseren og lod det varme vand få varmet min krop op.

 Jeg stod nok derinde i omkring 15 minutter. Endelig mente jeg at det var nok, slukkede for vandet og trådte ud. Jeg viklede et af de små håndklæder om mit hår og tog et af de store til at tørre mig med. Badet havde hjulpet en hel del og jeg følte mig ikke så fortabt som før. Det havde gjort mig en lille smule friskere.

 Da jeg havde tørret mig, fik jeg mit tøj på og forlod så badeværelset. Jeg smuttede ned i køkkenet og gik på jagt efter nogle piller, som kunne dræbe hovedpinen, der stadig hamrede mod mit kranie. Følelsen af at der stod nogen og bankede på mit hoved, var der bare hele tiden.

Pillen blev slugt og jeg gik tilbage på mit værelse. Jeg følte mig stadig en smule svimmel og ville egentlig bare ligge mig til at sove igen. men først måtte jeg skifte mit sengetøj, da det også var blevet påvirket af min svedetur. Noget af det jeg hadede mest var lugtene sengetøj.

Det blev gjort og jeg kunne skifte til noget andet, der var stort set magen til. Under dynen med mig og så prøvede jeg ellers om jeg kunne falde i søvn. Der gik ikke mange minutter før jeg langsomt fik følelsen af at jeg kunne glide ind i søvnen, men en lyd på den anden side af døren gjorde mig pludselig lysvågen.

Det var sandsynligvis bare Tanya eller Harry der var vågnet, men jeg kunne ikke lade være med at lytte efter alligevel. Lyden af trappen der blev trådt på lød pludselig og kun få sekunder efter smækkede hoveddøren også.

Nysgerrigt fandt jeg vej hen til mit vindue hvor jeg fandt Tanya stående ude på fortovet. Jeg skjulte mig selv bagved gardinet for at hun ikke skulle opdage mig, hvis hun nu fik den idé at skulle se i min retning.

 Der gik ikke mange minutter, før den samme bil som jeg havde set for få dage siden, stoppede ude foran. Tanya så sig forsigtigt omkring, men kyssede så igen føreren af bilen inden hun satte sig ind og den kørte væk.

Jeg sukkede let. Hvad skulle jeg dog gøre? Nu var hun skredet, sikkert med den undskyldning at hun skulle til møde eller i byen med Jenna. Harry ville sikkert hoppe på den, mens jeg ville sidde her og vide hvad hun virkelig lavede. Jeg burde virkelig fortælle ham det, og jeg havde også hele dagen i dag til det.

Jeg burde virkelig gøre det. Som Fey fortalte mig, var det ikke fair overfor ham, det Tanya gjorde. Og at jeg vidste det, ville kun gøre det hele værre, hvis hun engang selv besluttede sig for at fortælle ham om det.

Jeg gik tilbage til min seng og lagde mig tungt under dynen. Jeg måtte snakke med Harry senere, for nu ville jeg sove. Det havde jeg brug for, eftersom jeg ikke havde fået helt vildt meget søvn i nat.

 

*

 

”Jeg hader at være syg!” mumlede jeg bittert, mens jeg for anden gang i dag stod og børstede mine tænder foran spejlet. Kvalmen kunne jeg ikke sige om hørte til min morgenkvalme eller den virus jeg var ved at få - men det var i hvert fald det rene helvede.

”Rolig nu,” Harry klappede mig blidt på armen og smilede til mig gennem spejlet. Jeg ville gerne gengælde det, men jeg stod med en tandbørste i munden, så det var lidt svært. Tanya havde efterladt en seddel, hvor der stod hun skulle i byen med Jenna, for at hjælpe hende med at vælge kjole til en eller anden fest.

Det var lige til at brække sig over.

”Jeg er gravid og syg, på samme tid. Det er fandeme svært at være rolig.” sagde jeg, næsten utydeligt, fordi jeg havde tandbørsten i munden. Det overraskede mig, hvis Harry forstod alt det jeg sagde.

”Der er vist en der er lidt sur - skal du ind i seng igen?” han talte til mig som om jeg var et barn og jeg rullede øjne af ham. Det var så typisk Harry.

 Endelig blev jeg færdig med at børste tænder og vi kunne forlade badeværelset. Vi gik tilbage på mit værelse, hvor vi havde siddet det sidste stykke tid, eftersom det var tættest på toilettet og ingen af os gad være alene.

Jeg smed mig med det samme på sengen og begravede mit ansigt i hovedpuden. ”Urgh,” stønnede jeg irriteret og kunne egentlig bare blive liggende der hele dagen. Jeg kunne ikke være afslappet, så længe Harry var her. Jeg kunne dårligt nok holde ud at se på ham smile, når jeg vidste hvad Tanya lavede. Ja, jeg burde sige det til ham. Men jeg vidste bare ikke helt hvordan jeg skulle få sagt det.

Jeg satte mig op igen, men mit hår i hele ansigtet. Irriteret skubbede jeg det til side og fandt Harry stående ved vinduet. Jeg rejste mig fra sengen og gik langsomt hen ved siden af ham. Det irriterede mig stadig at han var så meget højere end mig. Okay, det var et sidespor.

”H-Harry,” sagde jeg nervøst. Han så spørgende ned på mig og jeg bed mig i læben. ”D-der er noget jeg synes du skal vide. O-og jeg ved ikke om du vil tro på mig, m-men..” jeg gik i stå og satte mig ned i vindueskarmen.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se at han satte sig ved siden af mig. Hans øjne lå stadig på mig og gjorde mig endnu mere nervøs. ”Hvad er det Lynn? Hvorfor skulle jeg ikke tro på dig?”

Jeg sukkede. ”Fordi det næsten heller ikke giver mening for mig,” hviskede jeg og undgik øjenkontakt. Det her var så pokkers svært. Jeg havde lyst til at slå Tanya for at være en bitch og være utro. Hvorfor kunne hun ikke bare være tilfreds med det hun havde? Vidste hun overhovedet hvor heldig hun var at havde en som Harry?

”Lynn, hvad er det?” han lød næsten bekymret, hvilket han ikke skulle være. Og så da slet ikke for mig. Det var ikke min kæreste der var utro. Det var ikke min kæreste der var sammen med en anden, hver anden dag.

Jeg tog en dyb indånding og fik for første gang øjenkontakt med ham. ”T-Tanya har en anden,” hviskede jeg nærmest. Mine øjne søgte for reaktion i Harrys ansigt. De første sekunder sad han bare og så på mig, som om jeg ikke havde sagt noget.

Det ændrede sig hurtigt til chok, og der gik ikke længe for han så helt uforstående ud. Han tog sig forvirret til hovedet og jeg kunne nemt se hvor meget det kom bag på ham. Han havde selvfølgelig ikke regnet med at hans forlovede som han skulle have et barn med, var sammen med en anden.

”Lynn, e-er du sikker?” spurgte han, men det var kun en svag hvisken. Det var næsten uhørligt. Hans øjne borede sig ind i mine, som ledte de på det mindste tegn på at det jeg sagde, ikke passede.

Jeg nikkede stille. ”Undskyld..” hviskede jeg og lagde forsigtigt min hånd over hans. Han rystede næsten og det gjorde mig ubehageligt til mode. Han fortjente ikke det her - han havde ikke gjort noget for at det her skulle ramme ham.

”Hvordan? Hvorfor?” hviskede han for sig selv og rejste sig med ét fra hvor han sad. Han begyndte at vandre frem og tilbage, mens jeg bare sad og stirrede på ham, uden at vide hvad jeg skulle gøre. Han blev ved med at gå frem og tilbage og jeg kunne se hvordan han snakkede med sig selv, for hans læber bevægede sig, men jeg kunne ikke høre noget.

Pludselig stoppede han op og stirrede frem for sig. Hans øjne var blanke og jeg kunne næsten se på ham, hvor meget han prøvede at holde tårerne tilbage. Men noget ændrede sig i hans øjne og generelt hele hans holdning. Han spændte i hele kroppen inden han i en enkelt bevægelse vendte om og stormede ud af mit værelse.

 Der gik et par sekunder før jeg rigtig reagerede på det og rejste mig. Jeg småløb, eftersom jeg stadig havde det vildt dårligt. ”Harry!” råbte jeg, men fik intet svar. Jeg styrtede ned af trappen og det var lidt mere end jeg ellers kunne holde til, for svimmelheden var allerede ved at indtræde igen. Men denne gang måtte jeg bare kæmpe i mod.

Jeg fandt ham i gangen, hvor han fumlede med at få bundet sine converse. Selvfølgelig gik han. Han var frustreret. Men samtidig kunne jeg ikke lade ham gå. Jeg ville ikke lade ham køre nogen steder, når han var i den tilstand.

”Harry,” sagde jeg og fangede hans opmærksomhed. Jeg strammede mit greb om dørkarmen, da det hele begyndte at snurre endnu mere rundt. Han sagde noget til mig, men jeg hørte det ikke. Jeg kunne ikke koncentrere mig om det, med den balance jeg havde lige nu.

Mine ben begyndte langsomt at give efter. Panisk greb jeg strammere fat om dørkarmen, for ikke at falde. ”Lynn!” Harrys stemme trængte endelig igennem til mig. Som min balance forsvandt forberedte jeg mig på at ramme gulvet, med i stedet lagde et par arme sig om mit liv og jeg kunne have sagt mig selv at Harry havde grebet mig.

 Mine øjne som jeg panisk havde lukket i, åbnede jeg nu langsomt. Det hele snurrede mindre og det første jeg så var et par grønne øjne, jeg kunne kende hvor som helst. Jeg tog mig sammen til at sige noget, før han kunne finde på at gå igen. ”Vil du ikke være sød at blive?” bad jeg og strammede mit greb om hans t-shirt.

Han så ud til at overveje det, inden han nikkede.

 

*

 

Stilheden hvilede tungt over os. Det eneste der kunne høres, var lyden af uret der hvert sekund tikkede. Harry sad og stirrede lige ud i luften og lignede praktisk talt en der havde givet op. Jeg havde det ikke godt med at så sådan ud - det var trodsalt mig der havde fortalt ham om Tanya.

”Var det dumt af mig at fortælle dig det?” spurgte jeg sagte. Jeg pillede ved enden af min t-shirt mens jeg ventede på hans svar, som jeg syntes han var umådeligt lang tid om at komme med.

Sekunderne tikkede af sted. Eller sådan føltes det i hvert fald. Det var som om vi havde siddet i evigheder, da han endelig lukkede munden op og svarede mig. ”Nej, selvfølgelig ikke. Det er ikke din skyld.” sagde han overbevisende. Jeg kunne mærke at hans øjne lå på mig, men jeg havde ikke lyst til at møde hans blik.

”Det hele bliver bare noget rod,” mumlede jeg og lod nervøst min hånd glide igennem håret. ”Det hele gik så godt. Og nu er det ødelagt, fordi min idiot til en søster ikke kan være tilfreds med hvad hun har!” det sidste spyttede jeg nærmest ud. Jeg var vred på Tanya, men jeg havde bare ikke ladet det få frit spil før.

”Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte jeg Harry, og hentydede til det øjeblik Tanya ville komme tilbage. For helt ærligt, så havde jeg ingen anelse om hvad der skulle ske. Harry havde tydeligvis ikke tænkt sig at lade det gå forbi ham. Han ville hundrede procent træde til handling på den her.

”Jeg ved det virkelig ikke,” svarede han og lød oprigtigt opgivende. Endelig landede mine øjne på ham og det gjorde næsten ondt. Han så helt fortabt ud og tanken om at det var min søsters skyld, gjorde ondt. Hvorfor var hun sådan? Hvorfor skulle hun gøre det i mod ham?

 Jeg rykkede mig langsomt tættere på ham. ”Harry,” sagde jeg lavt og tog hans hånd. Det virkede til at han fik et chok, for han stivnede let i et par sekunder. ”Jeg er så ked af det.” fortalte jeg og nussede blidt hans håndryg.

 Han svarede ham ikke, men i stedet endte vi i en yderligere stilhed. Selvom der var stille, var det som om der var meget larm alligevel. Mit hoved kørte på højtryk og mine tanker gik fra det ene til det andet. I baggrunden hørte jeg godt hoveddøren smække, men jeg var for langt væk til at reagere på det.

Først da døren til stuen nærmest blev smækket op og Tanyas skingre stemme løs i hele stuen. ”Hvad sker der her?” den mistænksomme undertone irriterede mig som en gal, når jeg vidste hvad hun lavede i sin fritid.

Hverken Harry eller jeg svarede. Jeg bed mig i læben, mens mine øjne nervøst flakkede i hans retning. Hans øjne lå på Tanya, og det var ikke et blik som hun forventede at få. Kolde øjne var alt hun fik, inden han langsomt rejste sig og gik hen mod hende.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at se det her.

”Har du noget du gerne vil fortælle mig?” han lagde langsomt armene over kors og så indgående på min søster, der så ud som om hun havde tabt tråden. Hvis bare hun vidste, at vi vidste, hvad det var hun lavede.

”Hvad foregår der? Er det en eller anden syg joke? For hvis det er, så er det ikke sjovt!” hun slog ud med armene og så skiftevis på os begge to. Men da ingen af os uden videre gav signaler fra os om at det bare var en joke, slog hun igen ud med armene.

”Svar mig helt ærligt nu,” Harry fortrak ikke så meget som en mine. Han så stadig på hende med et blik helt tomt for følelser. ”Ser du en anden?”

 Al farven fra Tanyas ansigt forsvandt og hendes læber skiltes let fra hinanden. Hendes blik flakkede og jeg kunne let se hvordan hun undgik Harrys øjne. Allerede nu burde han kunne se på hende at det var rigtigt hvad jeg havde fortalt ham. Hendes reaktion var for åbenlys.

”Jeg ved slet ikke hvad du snakker om,” endte hun med at svare. Harry så dog ikke overbevist ud. ”Tanya, jeg ved godt at du ser en anden. Lad være med at lyve mere for mig, jeg gider det ikke!” han trådte endnu et skridt hen mod hende.

”J-jamen..” hun gik i stå. Hendes blik flakkede kort over til mig. Jeg undgik bare hendes øjne og så bevidst ned på mine hænder, der lå foldet i mit skød. Jeg havde ikke lyst til at være en del af den samtale - faktisk havde jeg lyst til at gå.

”Lynn, ved du noget om det her?” jeg sukkede ved hendes spørgsmål. Hvorfor skulle jeg blandes ind i det her? Jeg så op på hende og nikkede bekræftende. ”Jeg så dig til morgen og jeg så dig den dag han hentede dig, lige efter scanningen!” det kom ud i en mindre pæn tone, men jeg vidste ikke hvordan jeg ellers skulle sige det.

”Bare fortæl mig det Tanya. Det eneste jeg vil høre er, at du fortæller mig, at du ser en anden.” Harry tiltrak igen Tanyas opmærksomhed. Hun bed sig let i læben, men nikkede så. ”Jeg har set en anden, ja.” sagde hun lavt og lukkede øjnene.

Selvom Harry godt vidste det, var det alligevel som om han så endnu mere såret ud nu. Jeg havde lyst til at ligge armene om ham, fordi jeg nød ikke at se ham sådan der. Derfor sad jeg uroligt i sofaen, mens stilheden lagde sig over os.

”Jeg bliver nødt til at gå,” det var Harry der snakkede. Men han havde dårligt sagt det, før han allerede var ude af døren. Tanya blev stående hvor hun hele tiden havde stået og stirrede lige ud i luften.

Jeg skyndte mig op fra sofaen og småløb ud i gangen hvor Harry allerede havde taget i håndtaget og var på vej ud. ”Harry,” sagde jeg og lagde en hånd på hans skulder. Han vendte sig om og så på mig med de triste øjne, han havde siddet med det sidste stykke tid.

”Undskyld, men jeg bliver nødt til at gå nu.” fortalte han. Hans læber berørte ganske let min pande, inden han forvandt ud af døren og jeg fik chance for at sige mere. Jeg blev bare stående og stirrede på den lukkede dør, flere minutter efter, uden at vide hvad jeg skulle sige eller gøre.

 

***

Hvad synes i så?

undskyld ventetiden, håber i kan leve med det! x

- R

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...