My Sister's Baby - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 sep. 2013
  • Opdateret: 25 jan. 2017
  • Status: Færdig
Året er 2017. Lynn Hills, på 20 år, har taget en stor beslutning, og har valgt at hjælpe sin søster, Tanya, som ikke er i stand til at blive gravid. Dog er Lynn ikke forberedt på den opmærksomhed der vil komme til at ligge på hende, da Tanyas forlovede ikke er hvem som helst. Tanya har æren af at være forlovet Harry Styles, som i flere år har været en magnet for paparazzier og diverse andre journalister. Kan Lynn virkelig klare det pres der bliver lagt på hende? Kan hun give sin søster det, som hun ikke selv er i stand til at få? Og kan hun komme igennem 9 måneder, uden at lave rod i alting?

212Likes
258Kommentarer
49853Visninger
AA

4. Baby Talk & Forgetful Fathers

Zayn og Perrie havde inviteret mig med til deres bryllup, hvilket jeg faktisk var den del overrasket over. Jeg kendte dem selvfølgelig, fordi min søster var en del af deres kreds, men det var ikke fordi vi var bedste venner eller noget. Men sandsynligheden for at Tanya skulle med, var 100, så jeg så ikke noget galt i at tage med.

Jeg lagde det håndskrevne brev på bordet og lænede mig igen tilbage i sofaen. Jeg trak tæppet henover mig og rettede opmærksomheden mod tv’et igen. Automatisk foldede jeg hænderne over min mave. Jeg havde det allerede som om det var alt for tydeligt, at jeg var gravid.

Og så var det endda snart 2 måneder siden det skete. Jeg hadede bare ideen om at alle skulle se på mig, på grund af det her, på et tidspunkt. Det her ville på et eller andet tidspunkt trende worldwide, fordi Tanya og Harrys forhold i forvejen var kendt over hele verden, og havde været det lige siden den dag de fandt sammen, nærmest.

Den eneste ulempe der var, ved at hjælpe dem, var at jeg sikkert ikke ville være alene, når jeg gik ud på gaden. Jeg havde før oplevet at Tanya blev forfulgt af de der sindssyge paparazzier, når vi har været i byen sammen.

Men jeg ville gå alt det igennem for hende. For min søster. Hun havde altid drømt om at få sig en familie, og den drøm var ligesom blevet knust, efter de fandt ud af at hun ikke selv kunne blive gravid. Hun var flyttet hjem i et par dage, og brugte det meste af tiden på sit værelse, hvor hun enten græd eller nægtede at svare på Harrys sms’er.

Ja, jeg kender min søster rigtig godt.

Og fordi jeg altid har hadet at se min søster være på bunden, endte jeg med at sige ja, da hun tiggede mig om at hjælpe hende. Bare at se smilet på hendes ansigt var nok til at overbevise mig om at jeg skulle gøre det.

Vores forældre var stolte af at jeg gad hjælpe hende, nu hvor jeg alligevel ikke foretog mig andet. Jeg havde intet arbejde, fordi jeg aldrig havde nået at finde et. Men, når man er ud af familien Hills, er det ikke nødvendigt med et arbejde, just saying.

Derfor havde jeg heller ikke min egen lejlighed, men boede hjemme. Jeg havde dog planer om at flytte ud på et senere tidspunkt, når jeg fandt ud af hvad fanden jeg ville med livet. Men indtil da, foretrak jeg bare at bo hjemme.

 Hoveddøren smækkede, og jeg kunne med det samme regne ud at det var Tanya. Mine forældre smækkede aldrig med døren, det var kun Tanya og jeg. Men hun gjorde det nu mest fordi hun stadig var oppe og køre over at hun skulle være mor. Jeg syntes stadig bare at det var virkelig bizart at jeg bar på min egen niece.

Men, det måtte jo være sådan.

”Lynn, hvor er du?” Tanyas begejstrede stemme lød i hele huset.

Men jeg var for doven til at svare, så jeg blev bare siddende i den samme position og koncentrerede mig om tv’et. Jeg orkede virkelig ikke at rejse mig, jeg havde jo næsten lige været ude efter kortet.

”Tanya, tag det nu roligt.” great, hun havde taget Harry med. Nu fik jeg helt afgjort ikke fred, når begge forældrene var her. Og jeg troede lige at jeg kunne falde i søvn til noget dejligt gammelt tegnefilm. Øv altså.

”Hvorfor svarer du mig ikke?!” Tanya dukkede op i døren, med sit falske, irriterede udtryk i ansigtet. Jeg havde snart set det så mange gange - for ikke at tale om, hvor mange gange jeg var faldet for det - så jeg vidste det var fake.

”Fordi jeg er 20 år, træt, og ikke orker at glo på dig.” mumlede jeg, velvidende at det provokerede hende en del. Men jeg vidste jo godt hvorfor hun kom - hun ville aldrig komme rendende 24/7 på grund af mig. Hun var her for at se hvordan jeg havde det, om der var nogle forandringer, eller om der gik noget fuldstændig galt.

Altså, graviditeten.

”Let din mås, og kom og giv din elskede søster et kram.” grinede hun, og gestikulerede til at jeg skulle rejse mig. Hvad fanden troede hun lige hun havde gang i? Som om jeg gav rejse mig, ha! Hun kunne bare komme herhen, det var mig der var gravid her.

”Næ, jeg er træt.” svarede jeg og rakte flabet tunge af hende.

Hun gav en utilfreds lyd fra sig, men dumpede så ned i sofaen ved siden af mig. Hun slyngede sine arme om mig, og knugede mig ind til sig, så alt luften nærmest blev trykket ud af mig. ”Jeg har sådan savnet jer!” hviskede hun mod min skulder.

Jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene. Jer. Hun var alt for meget oppe og køre over det barn. Gad vide hvordan hun ville reagere, når jeg sådan begyndte at blive rigtig tyk, og man rent faktisk kunne se at jeg var gravid?

Åh gud nej, det skal jeg ikke tænke på.

”Tanya, luft!” åndede jeg, og fik hende endelig til at give slip på mig.

”Du er så sart,” mumlede hun, men smilede stort. Hendes glæde, fik også mig til at smile, det gjorde den hver eneste gang. Også selvom hun kunne blive alt for irriterende med det barn - hun plaprede stort set ikke om andet, når hun var her.

Oh god, hvordan kunne Harry holde ud at bo sammen med hende? Nej, det sagde jeg ikke - det glemmer vi lige.

 Harry dukkede op i døren, og dumpede ned i sofaen ved siden af Tanya. Jeg så på ham.. bare han ikke blev ligesom Tanya, for så ville jeg være død indenfor den næste uge, det kan jeg godt fortælle jer.

”Så, hvad skyldes æren?” spurgte jeg, og så spørgende på Tanya. Selvfølgelig kendte jeg svaret, men jeg vidste hvor meget hun elskede at fortælle det selv. Jeg ville bare lige besøge min søde søster, og min lille prins Hun var absolut sikker på, at det var en dreng - det havde hun været lige siden vi forlod hospitalet.

”Det er en dreng, det ved jeg bare!” havde hun sagt, og så ellers snakket lød om babyer, babyværelse og baby ting, hele vejen hjem. Og Tanya er heller ikke typen der holder kæft med sådan noget - overhovedet ikke.

”Det ved du da godt,” fortalte hun. ”Men der er faktisk en anden ting,” jeg spidsede ører, og så nysgerrigt på hende. ”Har du fået invitation til Zayn og Perries bryllup?” spurgte hun. Jeg nikkede, og tog brevet fra bordet.

”Ah great! Fordi jeg har fundet den perfekte kjole til dig og-”

”Vent lige lidt! Hvorfor må jeg ikke selv vælge mit tøj?” forlangte jeg at vide. Hvis hun fik lov at vælge, ville jeg dukke op til festen stadset helt ud til uigenkendelighed, det siger jeg dig bare.

”Fordi du skal se helt perfekt ud! Alle kommer til at vide hvem du er, Lynn.” forklarede hun, og så noget mere om kjolen, men det bed jeg ikke mærke i. Hvorfor ville alle vide hvem jeg var? Vad havde hun nu sagt?

”Alle? Hvad skal det nu betyde?” jeg lagde armene over kors.

Hun så ned i sit skød, og derefter nervøst på mig igen. ”Jeg kom måske til at offentliggøre det, og det trender måske også lidt på twitter..”

Jeg kunne ikke andet end at stirre på hende med åben mund. Hvad? Allerede? Jeg troede hun måske ville vente bare lidt.. der var ikke engang gået en måned, og hun havde allerede sørget for at hele verden snart ville finde ud af hvem jeg var.

Jeg åbnede munden for at sige noget, men hun kom mig i forkøbet. ”Harry gav mig lov,” forsvarede hun sig selv og holdt hænderne op foran sig. Jeg sukkede irriteret, ligeglad med om Harry havde givet hende lov.

”Det er da lige meget! Det er princippet i at du gør det alligevel.. kan vi i det mindste ikke snakke om det inden du gør sådan noget?” jeg bed mig i læben, og var faktisk lidt skuffet over hende. Hvorfor kunne hun aldrig holde sin mund?

”Undskyld Lynn.. jeg lover det ikke sker igen.” fortalte hun, og lagde en hånd på min skulder. Igen? Hvorfor skulle det ske igen? Det var jo ikke ligefrem fordi jeg stod frem en anden gang, og tilbød hende at være rugemor.

Okay, det ord er altså virkelig retarderet. Det fik mig virkelig til at lyde som om jeg var en fugl, hvilket jeg ikke var. Rugemor… duh, det ord dropper vi altså lige at bruge - det er simpelthen alt for fugleagtigt.

”Hentyder du til at jeg skal være din rugemor igen?” og så bruger jeg ordet igen. Jeg kunne virkelig slå mig selv i hovedet med en spade, fordi jeg ikke lytter til min underbevidsthed. Well, sådan er Lynn Hills vel bare.

”Nej nej, bare.. undskyld okay? Jeg var bare så glad og jeg kom måske til at tweete uden at tænke mig om.” Jeg nikkede, og tilgav hende nok.. tror jeg. Jeg tilgav hende alt for let, altid, og det vidste jeg også godt.

”Hvis jeg selv må vælge mit tøj, så tænker vi ikke mere på det.” sagde jeg, og fik et tvivlende nik fra hende. Men det var et nik, et rigtigt nik. Så endte vi med at kramme i stedet for, som de søde søskende vi nu er.

”Hvis du lover ikke at dukke op i crop top og shorts.” forlangte hun, og jeg nikkede forlegen. Jeg rødmede helt sikkert, og så derfor bare ned. Jeg var klædt sådan til vores kusines bryllup, og det var den eneste gang jeg havde det på.

Men hun huskede det altid.

”Det er sket én gang, Tan!” mumlede jeg, uden at se op. ”Og desuden, så er der stadig to måneder til; så hvor mange har lyst til at se en gravid dukke op i dét tøj?” påpegede jeg, så hun ikke skulle bekymre sig om min beklædning.

”Man kan aldrig vide med dig.” grinede hun og klappede mig på låret. Jeg rystede bare på hovedet, og lænede mig træt tilbage i sofaen. På trods af at jeg ikke havde foretaget mig noget overhovedet hele dagen, var jeg helt smadret.

 Tanyas genkendelige ringetone, nåede kun at lyde én gang, før hun havde taget den. ”Hey Perrie! Ja, selvfølgelig har jeg tid.” proklamerede hun ind i røret, og fik utilfredse blikke både fra mig og Harry. Hun satte altså Perrie over sin egen søster og forlovede.. ja, det viser jo meget.

Hun forsvandt snakkende ud af stuen, og efterlod os derpå alene. ”Er hun altid sådan der?” spurgte jeg. Mest for at undgå en akavet tavshed. Dem hadede jeg, og havde oplevet alt for mange. Jeg er ikke den mest frembrusende person, og til de utallige blinddates Tanya satte mig på, var størstedelen af tiden tavshed.

Akavet? Oh yeah.

”Pretty much.” svarede Harry, og smilede venligt til mig.

Det var ikke fordi jeg før havde snakket vildt meget med Harry. Han var Tanyas kæreste, og det havde aldrig rigtig interesseret mig på nogen måde. For hvorfor skulle jeg interessere mig for min søsters kæreste? Jeg er ikke ligesom dem på film, der har lyst til at nakke alle min søstres kærester, bare fordi de er utroligt hotte.

Nej tak, sådan en bitch er jeg ikke.

Måske sker det kun på film? Ser jeg for meget fjernsyn?

”Hvordan har du det egentlig med det her?” jeg sværger, at det bare røg ud af mig. Det var også derfor jeg klaskede hånden for munden, overrasket over hvad jeg lige havde spurgt ham om. Hvad fanden var der galt med mig? Nogen gange kunne jeg bare slet ikke styre mig.

”Hvis du hentyder til barnet Lynn, så er jeg helt fin med det. Det skal du ikke bekymre dig om.” hans smil voksede, og jeg opdagede at han rent faktisk havde smilehuller. Det burde jeg måske have opdaget noget før, eftersom han havde været sammen med Tanya de sidste 3 år.

Ups.                       

Men hallo, jeg studerer ikke min søsters kærester. Som sagt; sådan er jeg altså bare ikke. Jeg er typen der er fuldstændig ligeglad med dem, og bare hilser når de kommer, og måske siger farvel, når de går.

Yup, that’s me.

Jeg stolede ikke rigtig på min stemme, så jeg nikkede bare og pillede lidt ved mine negle. Den akavede tavshed dukkede op, selvom jeg ønskede den bare ville holde sig væk. De burde slet ikke findes.

Heldigvis dukkede Tanya hurtigt op igen, med et stort smil på læben, hvilket selvfølgelig ikke var noget nyt. Hun smilede på døgndrift, af den ene grund, hun endelig skulle være mor.

”Hvis du nogensinde disser os for Perrie igen, så smider jeg dig ud.” truede jeg for sjov, fordi jeg vidste det kunne irritere hende. Hun sendte mig bare en underlig grimasse, og dumpede igen ned ved siden af mig.  

Hun lagde sit hoved på min skulder og sukkede let. Hendes ene hånd lagde hun ved siden af min, på min mave. Okay, hun måtte seriøst lære at skære ned på det her baby noget. ”Tanya, lige meget hvad, så vil du ikke kunne mærke noget før om en måned, mindst.” fortalte jeg hende og udløste endnu et suk fra hendes side. Hun ville gerne være der, når babyen sparkede første gang.

”Det er bare så svært, Lynn. Du får lov til alt det jeg havde troet jeg skulle igennem.” mumlede hun og så bedrøvet ned. Det gjorde ondt, og det var ikke første gang hun kom ind på det emne. For selvfølgelig havde hun også glædet sig til den her del, som jeg skulle gå igennem i stedet for hende.

”Tan,” Harry lagde en arm om hende, og trak hende ind til sig. ”Det skal du ikke tænke på, jeg er sikker på at du kan besøge Lynn så tit du har lyst,” fortalte han, og så spørgende op på mig. Jeg smilede bare og nikkede.

Selvfølgelig måtte hun det, det var der ingen tvivl om. Hun var min søster og det var hendes barn, det skulle jeg ikke tage fra hende, ved at være en sur kælling, som ikke gad lukke hende ind.

Måske til sidst i graviditeten, men fuck nu det.

”Jeg ved det godt.. undskyld det er bare. Jeg skal nok lade være med at være sådan her.” mumlede hun og rystede på hovedet. Jeg rykkede helt hen til hende og lagde mine arme om hende, som den søde søster jeg nu er.

”Du skal ikke undskylde, sis, jeg forstår dig godt.” fortalte jeg og kyssede hende på kinden. Det var noget vi altid gjorde, og altid havde gjort. Det var blevet til en Tanya-Lynn ting, som bare aldrig ændrede sig.

 

*

 

Tanya og Harry blev hængende, lige indtil vores forældre kom hjem, og tilbød dem at blive til middag. Jeg havde på fornemmelsen, at det havde været en del af Tanyas plan hele tiden, men jeg sagde ikke noget.

Derfor sad vi nu alle 5 rundt om bordet, og var i gang med aftensmaden. Mor og Tanya har i fuld gang med babysnakken, selvom jeg mente det var lidt for tidligt. Derfor deltog jeg heller ikke - måske ville jeg det, når man rent faktisk kunne se jeg var gravid.

Min eneste mulighed var derfor at komme ind på far og Harrys samtaleemne, som måske ikke var så let, fordi.. de er mænd, og jeg er en pige. Det er ikke altid de samme ting man lige interesserer sig for.

”Har du for resten tænkt på din uddannelse, Lynn?” spurgte far pludselig.

Der blev helt stille ved bordet, så lyden af min gaffel der landede på tallerkenen var det eneste der kunne høres i hele køkkenet. Alle stirrede på manden, der var kommet med spørgsmålet. Altså, hvad troede han lige? Undskyld, men hvis han ikke havde lagt mærke til det, skulle de næste 9 måneder bruges på at passe på det her barn jeg havde i maven.

”Andrew! Hvad er det for et spørgsmål at stille?!” udbrød mor og så bebrejdende på ham. Han så dig bare helt lost ud. Nogen gange tænkte den mand altså slet ikke, det gjorde han bare ikke. Ret utroligt, eftersom han var over de 50 for længst.

”Lynn er gravid, far,” forklarede Tanya og så på ham, som om han var flere år bagefter. Det var han måske også? Eller, måneder i hvert fald.

”Det er da også rigtigt! Jeg skal bare lige have det ind i hovedet, at det er hende, og ikke dig. Jeg mener, det er jo dit barn.” sagde han smilende. Jeg fandt dog slet ikke noget sjovt ved det, og forstod det da slet ikke.

At det er mig, og ikke Tanya? Hvad mente han egentlig med det? Jeg havde været gravid de sidste 2 måneder, så hvad var det for noget pis at fyre af på den måde? Tænkte han virkelig ikke på mig? Kun Tanya?

”Jamen, tak fordi du gider huske at I faktisk har 2 børn! Og at det faktisk er mig og ikke Tanya der er gravid.” udbrød jeg, og rejste mig fra bordet. Ud af øjekrogen, så jeg at min mor rystede på hovedet, og min far bare stadig så forvirret ud.

”Lynn, det var jo ikke ment på den måde,” prøvede mor at forsvare ham, men det hjalp bare ingenting lige nu. Jeg havde lige brug for at være alene, nu. Jeg skulle lige bruge tid for mig selv, så jeg ikke fik et flip på en eller anden.

”Nej, lad mig bare være alene.” mumlede jeg og forlod køkkenet.

Jeg skyndte mig op på mit værelse, hvor jeg irriteret smækkede døren efter mig. Hvorfor skulle det her lige ske? Hvorfor var det altid Tanya alle lagde mærke til? Jeg kan ingenting i mod Tanya overhovedet, hun er min søster, og har altid været der for mig, og det samme omvendt.

Jeg havde været gravid i godt to måneder og vores forældre vidste det endda godt i forvejen. Og alligevel kunne han glemme det? Han kunne virkelig glemme at det var mig, og ikke Tanya der bar det her barn.

 En enkelt tåre gled ned af min kind, som jeg satte mig bedrøvet i min vindueskarm. Jeg havde udsigt til Tower Bridge, som efter min mening var noget af det smukkeste om aftenen. London var bare generelt et sted med dejlig udsigt.

”Han mente det jo ikke på den måde,” jeg drejede mig forskrækket, for at se min søster stå i døren og betragte mig. Jeg rystede bare på hovedet og så igen ud af vinduet. Hvilken del af, at jeg ville være alene, var det hun ikke forstod.

”Det er lige meget, jeg burde snart være vant til det,” mumlede jeg og tørrede endnu engang mine øjne, da nye tårer løb ned af mine kinder. Hvorfor skulle jeg også græde? Det plejede jeg aldrig at gøre.

”Vant til det? Vant til hvad, Lynn?” hun satte sig overfor mig og fangede mine øjne. Hun prøvede virkelig at hjælpe mig, og det satte jeg virkelig pris på. ”Vant til at alle kun ser dig, ingen ser mig mere, jeg er der bare.” hviskede jeg og begravede ansigtet ved mine knæ.

”Nej Lynn, det må du ikke sige!” Tanya trak mig hen på hendes skød og lagde sine arme om mig. ”Du er helt igennem fantastisk. Du ved ikke hvor stor en person du er; Lynn, du hjælper mig med at gøre min drøm til virkelighed, sådan en person glemmer man ikke.” mumlede hun og kyssede mig i håret.

Jeg smilede gennem tårerne og lagde mit hoved ved hendes skulder. Hun kunne altid gøre mig i bedre humør, næsten lige meget hvad problemet var. Det var noget af det jeg virkelig elskede ved Tanya.

*

Wow, er helt overbæret! Jeg havde aldrig troet at jeg skulle ende op med at få 25 på favoritlisten efter en enkelt dag! Det er helt surrealistisk, og jeg er glad for at I har taget så godt i mod den.

Det vil betyde super meget, hvis I gad lægge en kommentar om jeres mening x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...