Painful Desire

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 sep. 2013
  • Opdateret: 10 sep. 2013
  • Status: Færdig
skrevet med En virkelig god ven

4Likes
0Kommentarer
1557Visninger
AA

5. Gensyn

Der var nu gået næsten to år siden den dumme hændelse, men Lu-Xin var fri. Hun boede stadig i sit lille værelse i en lejlighed, sammen med to andre piger. Men når snakken røg over på sex og mænd, så blev Lu-Xin virkelig stille, for det ville hun ikke snakke om. For så kom hun bare til at tænke pånøder der skete to år før, noget som hun meget helst ville glemme.

Cameron gik roligt rundt gennem de mange gader som der nu var. Han vidste ikke rigtigt, hvor han skulle gøre af sig selv nogen gange. For det var to år siden nu. Lu-Xin gik selv rundt i gaderne. Hun fandt sig selv ved bænken, hvor hun havde mødt Cameron. Hun sukkede og gik væk fra den, og så mod himlen. Hvorfor kunne hun ikke glemme ham, det irriterede hende meget.

Cameron stoppede roligt op, efter at han havde gået i noget tid. Han kiggede hen til en bænk, og så en kvinde og syntes hun virkede bekendt. Roligt gik han hen mod bænken. "Lu-Xin" sagde han roligt, og ventede på at hun ville regere, eller noget i den stil. Hun så mod ham og bakkede. "Cameron" udbrød hun nervøst. Hvad lavede han dog her. Var han ude efter hende, ligesom for to år siden. "Hvad vil du" sagde hun så, og så på ham. Hun ville ikke lade ham komme tæt på hende, for hun stolede ikke på ham, og det ville hun sikkert aldrig komme til. Han havde brudt hendes tillid den gang, så der skulle meget til, før at hun ville stole på ham igen. Han kiggede på hende og slappede roligt af. "Rolig nu, vil dig ikke noget ondt på nogen måder. Vil bare høre om, hvordan det går med dig og din drøm" sagde han roligt til hende, og så bare på hende.  Man kunne se på ham, at han mente det, han sagde til hende. For han havde ændret sig meget i de to år som det var gået, men han kunne ikke lave om på fortiden. Godt nok var han dæmon, men han kunne ikke gå tilbage i tiden eller noget, for den teknologi havde hav ikke, og fik den nok ikke. Han så på hende, og ventede på, at hun ville svare ham, hvis hun ville svare ham. "Det går, folk vil stadig ikke have noget med en kvindelig forfatter at gøre, så jeg er holdt op, hvorfor fortsætte for så at man afvises af alle som man forsøger ved" sagde hun. "Det var da ikke så godt" sagde han roligt og kiggede på hende. "Det var da ikke så godt" sagde han roligt, og kiggede på hende.

Som han stod det og kiggede på hende, smilede han roligt. "Tænkte på om jeg måtte give noget og spise" sagde han roligt til hende. For han havde ændret sig, og det kunne hun også godt se på ham og høre.  Han kiggede blidt på hende. "Men en dagskole det nok lykkes dig, at få din drøm til at komme videre" sagde han roligt til hende med et smil sine læber og slappede roligt af. Hun så på ham. "Må du godt, og angående min drøm, så har jeg opgivet den, og nu gider jeg ikke snakke mere om den" sagde hun og så på ham. Hun elskede at skrive, men hun havde ikke hjertet med i sine tekster mere. Han kiggede på hende med et stille smil på sine læber og gav sig til at gå roligt mod en cafe hvor de kunne få noget at spis, roligt gik han der ind og fandt dem et bord og satte sig ned ved det, han smilte roligt til hende "når okay så drømmen er væk så når du ikke gider" spurgte han roligt og så på hende, for han kunne ikke rigtig gøre noget lige nu og her, men han kunne godt se at der var gået et par år nu efter det der skete.

Lu Xin så det sidste forlag hun havde forsøgt. Hun så ned, hun huskede tydeligt, hvordan ejeren af forlaget havde smidt hendes bog efter hende, fordi hun var en kvinde. "Jeg elsker stadig at skrive, men tør ikke gå til forlag mere" sagde hun og gik med ham. Hun hadet, at der var så mange fordomme over forfattere, bare fordi hun var en kvinde. Var det virkelig så slemt, at være en kvindelig forfatter, siden at alle flippede på hende over det. Han kiggede på hende og slappede roligt af. "Når okay" sagde han roligt og så på hende med et smil og fik så de fik noget at spise og måske lidt for meget alkohol ind, da det både var cafe og bar under et tag. Efter lidt tid så han på hende med et smil og var bare som han var

"vil du med hjem til mig, for kan love dig, at jeg ikke er som dengang" sagde han og man kunne godt høre på ham, at han havde fået noget ind, men han kunne stadig godt gå hjem, hvis han skulle det. Han så på hende med et smil på sine læber og gav sig til at gå om hun ville det viste han ikke og alt det halløj der, men det var jo helt op til hende om hun stolede nok på ham til at tage med ham hjem eller hun gjorde. ”Jeg kan ikke Cameron, efter dengang, tør jeg ikke stole nok på dig til at gå med dig hjem, jeg har ikke tillid nok til dig, til at gå med dig. Husk på hvad du gjorde dengang ved mig. Jeg kan ikke engang snakke om det emne, nær mine veninder uden at jeg bliver ked, ingen af dem ved, hvordan min uskyld røg dengang" sagde hun og tog sin pung frem og betalte det hele. Han kiggede på hende og slappede roligt af "så de ved ikke du har mistet den" sagde han roligt og kiggede på hende med et stille og roligt smil "og jeg vil gerne gør det på en måde godt igen, men ved bare ikke hvordan" sagde han roligt og så på hende. Han håbede på, at hun kunne forstå, hvad han mente, for han var sådan lidt en type der nemt kunne forvirre folk og den slags der. Han så på hende og ventede med at gå, før at hun havde sagt noget. ”Ingen ved det ud over dig og mig, men jeg må gå nu, jeg må heller komme hjem, enden det bliver for mørkt, vi ses måske igen Cameron" sagde hun og løb hjem, men tåre i sine øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...