Tobias

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 28 sep. 2013
  • Status: Igang
Emma frygter kun en ting. Han hedder Tobias. Han er provokerende, irreterende, farlig og desværre vildt lækker. Han gør alle de ting man ikke må og som Emma ikke tør. Klassens vilde dreng har set sig blind på stille, kønne Emma. Hun vil ikke have opmærksomhed. Det er nok at lærerene og hendes forældre er efter hende. Hun har ikke brug for flere komplikationer i sit liv. Hvorfor kan Tobias ikke bare lade hende være?

13Likes
9Kommentarer
513Visninger
AA

3. Min historie

For fire år siden, da jeg var elleve, blev min mor gravid i en alder af fyrre år. Mine forældre jublede. Min mor havde svært ved at blive gravid, og der havde været komplikationer ved min fødsel - det var endt i et kejsersnit. Så selvom de altid havde ønsket sig et barn mere, skulle der gå elleve år, før dette blev realiseret. Hvad der skubbede endnu mere til deres glæde var, at det viste sig at være en dreng. Selvom det sårede mig lidt, vidste jeg godt, at specielt min far var blevet skuffet over, at hans første barn var en pige. Han ville have en, som han kunne tage på fisketur med, og som faktisk havde en interesse i fodbold, som han satte så højt. 

På trods af at der før havde været problemer, viste skanningerne intet unormalt. Lægen mente at det ville gå fint, selv om mor var lidt oppe i årene. Men han tog fejl. To uger efter de havde bestemt barnets køn, aborterede min mor. Min ufødte lillebror døde. 

Alle var kede af det, men specielt min far var synderknust over at miste den søn, han elskede så højt. Han begyndte at drikke. I takt med at han blev mere alkoholiseret, blev han også mere voldelig. Han råbte af min mor og tog hårdt fat i hende et par gange. Selvfølgelig var det ikke rart, men hun syntes ikke, det var noget alvorligt. Måske fordi hendes følelser stadig var lammet efter at have mistet sit barn.

En dag gik det helt galt. Han kom hjem en tidlig morgen og så mig på vej til skole. Han råbte og skreg. Hvordan kunne jeg finde på at gå i skole, når jeg havde mistet en lillebror? Jeg stod som forstenet. Pludselig kom hans næve flyvende, og jeg spærrede bare øjnene op, mens den havde kurs direkte mod mit ansigt. 

Tabet af min lillebror og min fars overgreb havde plantet en frygt i mig. Den sad altid i et hjørne af mit sind, ventende på en mulighed for at opsluge mig helt. Det var enkelte ting, der kunne dulme frygten, sågar få den til at forsvinde helt. At tage væk fra al civilistion var en af dem. At læse var en anden. Men det der virkede bedst, var at spille på min guitar.

Den musik jeg hørte var meget hård, men jeg kunne ikke lide at frembringe den slags lyde selv. Jeg spillede spansk guitar. Det var smukt, og guitaren kom rigtig til sin ret. Jeg var musikalsk. Meget. Jeg vidste, at jeg var god, men jeg optrådte ikke for andre, for jeg havde sceneskræk. Min mor havde mange gange forsøgt at overtale mig til at deltage i musikskolens arrangementer, men jeg sagde nej alle gange. Da min guitarlærer begyndte at presse mig rigtig meget for at stille op til en koncert, stoppede jeg med at blive undervist. Misforstå mig ikke, jeg spillede stadig næsten hver dag.

Den dag, efter Tobias forlod mig siddende op af et træ, spillede jeg mange timer. Uafbrudt. Da jeg var færdig, havde jeg spillet alle mine følelser ud. Vreden, frygten. Sorgen. 

Mine fingre hang i laser, men jeg græd ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...