Love has no age

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 9 maj 2015
  • Status: Igang
Hvad sker der med mig? Hvorfor skal jeg være så besværlig? Kan jeg godt være det bekendt? Jeg er så forvirret og såret på samme tid..
Jeg kan ikke klare det mere, jeg bliver nød til at rejse fra alt det her drama, igen.. Jeg er bare en eller anden dramaqeen men mest efter at Justin kom ind i mit liv.

18Likes
15Kommentarer
3249Visninger
AA

21. Forvirret

Min mor tager mig ind i et kram.

"Tillykke med dagen skat, jeg håber dagen har været god." Siger hun til mig med et varmt smil, som får mig til at smile tilbage. 

"Ja mor, den har været dejlig, men jeg tror lige jeg vil tage et smut ned til stranden inden jeg går i seng," Svare jeg roligt og sødt. Jeg kigger min mor i øjnene, hun nikker kort som svar på hvad jeg lige sagde. Jeg vender mig rundt og går så ud mod hoveddøren indtil vores rimeligt store hotelværelse. Jeg rykker ned i håndtaget og går så ud. Jeg ved ikke lige hvad der er med den strand, men den er et ret godt tænkested, plus Felix og jeg har aftalt at mødes dernede.

Vores aftale var først kl 21, men jeg går nu 20:30, fordi, som jeg sagde ligefør, det er et godt tænkested. Mit tempo er sku ikke så hurtigt ligenu, men jeg har også et meget på tankerne.

Eller ikke meget, men en person på tankerne, og han fylder det hele. Justin din kæmpe fantastiske, lortede, søde-NAR! Hvorfor kan han ikke bare holde sig ude fra mine tanker, bare i et minut? Jeg afbryder mine tanker ved at trykke på elevatordørene, de åbner med det samme og jeg går ind. De lukker lige foran mig.

Elevatorer minder mig bare om, tjaa det andet hotel, som så minder mig om alle de oplevelser, de særeste skete så lige i en elevator men, whatever, ikke? Dørene åbner, da jeg nu er nået til receptionen, Jeg går meget hurtigt igennem den, ligenu vil jeg faktisk gerne bare ned til stranden, så jeg lige kan nå solnedgangen! Den så jeg faktisk ikke i Canada, så det er jo dejligt at alle tingene jeg ser her, og oplever her, ikke minder mig om, ja som sagt Cananda. Jeg når ud til den lille sti der fører ned til den mere stille del af stranden. Jeg små løber ned af den,og hen over til den der store sten jeg elsker.  Jeg tager min mobil stille op af lommen. Klokken er kun 20:34 så Der er stadig tid til at Felix kommer, med mindre han fik samme ide som mig, og ville herned lidt før så han kunne være alene lidt. Jeg sukker tungt ved tanken om Justin, (igen, igen) han sidder virkeligt fast herinde i mit hoved. Det er lidt noget lort, men det har jeg jo sagt og tænkt så mange gange før, at det er begyndt at være røvsygt at høre på.

Ja, jeg synes selv jeg er tænker på ham formeget! OG DET GØR JEG! Jeg burde tage mig sammen, få et liv, eller noget, hvilket jeg også prøver på og Felix hjælper meget på det, men han kan på ingen måder sammenlignes med Justin. Jeg kigger ud over havet, solen er ved at nærme sig højsånden, himmelen er allerede lyserrød, lilla og alt det.

Den er smuk, Jeg tager mine, platousandaler af, tager dem i hånden og går så ned til vandkanten. En bølge kommer op til hvor jeg står. Kuldegysninger ryger ned af ryggen på mig, selvom vandet er varmere end det var i formiddags, det er sku meget dejligt det her.

Jeg tager to skridt tilbage og sætter med ned med strækte ben så mine fødder stadig når vandet. Jeg tager min mobil op af mine cowboyblå stramme højtaljede shorts, som ikke var alt for korte men heller ikke knæ agtige shorts. 

Jeg trykker på låsknappen, Klokkken er 45, et kvarter til at han kommer. Hmm Hvad tænkte jeg dig på?  

Jeg kan da ikke sidde her et kvarter mere?? Jeg skriver han skal komme nu. Jeg går ind i beskeder, da jeg mærker en hånd på mine skulder, Jeg kan mærke at et kæmpe smil får listet sig op på mine læber. 

Jeg vender mig hurtigt om for at give han et kram. Et KÆMPE sus ryger gennem kroppen på mig da jeg ikke møde de grønne-blå øjne, men kastanje-brune isetdet. Mit smil forsvinder, og bliver til et chokeret blik. Justin?! Hvad laver han her?! Hvordan fandt Justin mig? HVAD SKER DER! Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde? Hvordan?

Jeg mærker noget varmt som rør min hånd. Jeg kigger ned og det er slevfølgelig Justin der tager den. Jeg river den så hurtigt jeg kan til mig. Han skal ikke tro han er noget. Han smiler stadig han utroligt dejlige smil! Men nej! Han kan ikke være det bekendt som han gjorde!

"Hvad laver du her?" Spytter jeg ud, Jeg kan mærke den ikke røg ud som den skulle, jeg ville have sagt det koldt, og følelsesløst, men istedet røg det ud tamt, og vredt.

"Jeg kom for at være ved dig, Mila je.." Siger Justin idet jeg afbryder ham.

"NEJ!. Jeg vil ikke hører på dig! Du er en lort! og jeg fortjener bedre!" Siger jge vredt, med god kontrol over min stemme.

"Mila, du fortjener kun det bedste! og det ved jeg, men lad mig nu bare prøve at være det bedste," Siger han meget stille samt med han  holder vores øjenkontakt. Jeg kan mærke tårende presse sig på, men jeg holder dem så godt jeg kan tilbage. Jeg er slut med at græde over ham, SLUT! 

"Nej, du forstår ikke, du har haft din chance, men du bollede med min veninde da du fik den? forstår du ikke, det er så klamt i  mine øjne?" spørger jeg ham med en mere rolig tone. Ikke helt nede i det rolige, stadig en del vredt, men roligere.

"Jo jeg forstår dig godt Mila! Men forstår du ikke at jeg var træt af at vente på noget, som jeg troede aldrig ville ske?!" Svare han igen, med en mere urolig toneleje end han havde før. 

"Hvad?! du skred far dit værelse som jeg forresten lå i, gik ud til min veninde og bollede hende, ligeefter jeg har slået op med Niall, fordi jeg ville give dig en chance, og så siger du at du troede det aldrig ville ske.. DEN KUNNE IKKE VÆRE MERE ÅBEN LYS!" WOW! HVOR DUM ER HAN IKKE LIGE!! hold da kæft man! what han gør mig vred, og det tror jeg ærligtalt han lige fandt ud af! for jeg havde godt nok fået fat i den hårdeside af mine toneleje der. Han ser totalt skræmt ud, Jeg vender mig stille rundt, for jeg er ikke kun vred, men også seriøst ked af det!En tåre triller ned af min kind, jeg kan ikke finde ud af at være stærk. Jeg ender altid med at græde igen, og igen, og igen.. Det er bare sådan jeg er. Jeg er lidt alla det man kalder en tudemarie, når det handler om følelser. Ellers ikke. Jeg kan mærke noget tage fat i min skulder og dreje mig rundt. 

"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige Mila, jeg er virkelig ked af det, jeg tænkte at du ville fryse mig lidt mere ude, fordi du havde brug for plads til at komme dig helt over bruddet." Siger han i takt med han danner en øjenkontakt med mig. Jeg kan se en tåre løbe ned af hans kind. Jeg tager hånd op og tørre tåren af. 

"Det sidste jeg ville var at såre dig Mila, men jeg kan se jeg har lavet et dybt sår, og det der gør mig ked af det, er at du er så sur på mig og ked af det, og at det hele er min skyld." Siger han stille til mig. 

Jeg kigger ned i jorden, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Mit hjerte siger at jeg skal springe på ham, men min hjerne siger jeg skal løbe min vej. Jeg ved ikke hvad jeg skal lytte til. Hvordn kan jeg vælge.

"Justin je.. jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg er måldøs." Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige, jeg er mundlam, han har gjort mig mundlam.

"Du behøver ikke at sige noget, jeg er her jo bare for at få dig!" siger han en smule ivrigt, emn også lidt sødt.. NEJ! Jeg må ikke, eller jo. Jeg ved det ikke!!

"Jeg er ikke sikker på det er det rigtige," Siger jeg i det en tåre glider ned af kinden på mig, ogjeg kigger ned i sandet. En hånd løfter min hage, stille.. og jeg møder hans brune øjne endnuengang.

"Jeg har aldrig været så sikker på noget, eller noget i hele mit liv, som jeg er på dig" siger han meget stille og romantisk.

"Jeg kommer bare ikke til at give dig endnu en chance, ikke efter denne gjorde så ondt, at være omkring dig gør ondt, men ikke at være hos dig er ligeså forfærdeligt, hvis ikke værre. Du er farlig, og jeg ved ikke om du er god for mig." Jeg kan ikke regne noget ud ligenu, at være nær Justin gør min tænkning meget sløret.

"Ikke at være hos dig Mila, det gør ondt i mit inderste inde, men så når jeg ser dig, gør det ondt på en ny måde. Det gør ondt at se dig fordi jeg ved du ikke er min, jeg vil have du skal være min, jeg længdes efter dig. Måske er jeg farlig, men dårlig for dig vil jeg aldrig kunne være," Svare han så modigt og bestemt på sammetid.

"Jeg lændes også efter dig, men jeg ved ikke om det er det værd længere, måske skulle vi bare komme over hinanden og glemme dette.. eller ikke, du gør mig så forvirret," Jeg bliver ved med at finde undskyldninger for ikke at være sammen med ham.. Hvorfor?

"Mila, jeg vil aldrig stoppe med at kæmpe for dig! Du er mit største mål med livet ligenu! du er det eneste der fylder noget i mit hoved, du har taget mit hjerte, og jeg blotter det ud for dig, men du bliver ved med at finde undskyldninger for at vi ikke skal være sammen.. hvorfor er du så bange?" Bange? Er jeg bange? Er det derfor jeg flygter? 

"Du er svaret på alle mine spørgsmål Justin, alle de gode men sammetid også de dårlige, jeg kan ikke helt regne dig ud." svare jeg meget stille og usikkert.

"Jeg kan hellerikke helt selv regne mig ud, men vi kan gøre det sammen, sammen Mila, ikke hverforsig, jeg kan ikke holde ud at være adskilt fra dig igen, ikke igen Mila, du høre sammen med mig, jeg vil gøre alt for dig, alt.." Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gør af mig selv, jeg kan ikke holde ud at se væk fr ham, men at kigge på ham er også svært. Endnu en tåre triller ned af min kind, jeg kigger over på Justin og han græder også, jeg tager et skridt tættere på ham. Han tager fat om livet på mig, rykker mig helt hen til han og vores læber mødes inden jge når at tænke mig om. Jeg kan mærke fyrværkeri i maven på mig. hans læber er så bløde. Hans hænder glider op og ned af ryggen på mig, dog kører han dem ned til min røv og tager fat i den. Jeg har dog placeret mine i hans nakke, jeg tager lidt bedre fat i hans dejligt bløde nakkehår. Hmm, jeg kan nemt mærke min lyst til ham, men ikke nu, ikke sådanher.

Jeg trækker mig ud af kysset og smiler sødt til ham. Jeg kigger hurtigt op og får øje på Felix som står og kigger herhen.. Et sug i går igennem maven på mig, hvorfor får jeg nu dårlig følelse over det?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...