Magic Dance - Jamie Roselynn.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Igang
Et ene øjeblik er hun en ganske normal teenager. Det næste er hun en magisk brik i et betydningsfuldt spil.

Da seksten årige Jamie Roselynn modtager et mystisk brev, er det ikke kun nok med at hun skal starte på L.A's MagicSchool, det vender også op og ned på hele hendes liv.
Det viser sig at skolen lever op til sit navn. Nemlig en magisk skole, med magiske elever. Problemet er bare, at hun må forlade sin familie uden spor, og hendes kæreste Dave, begynder langsomt at spore sig ind på hende.

Men kan Jamie overhovedet passe ind, når hun ikke kender sin egen evne? Finder Dave hende alligevel, imod hendes protester? Hvad vil der ske med Dave, hvis han opdager skolens hemmeligheder? Og hvem er den sytten årige Trace Brown i virkeligheden under sin brutale facade?

16Likes
2Kommentarer
635Visninger
AA

4. Save me.

 

 

Da jeg vågnede lidt i otte den lørdag morgen, blev jeg overvældet af smerte. En smerte der prøvede at sluge min krop, eller - det føltes i hvert fald sådan. Jeg satte mig med al held op, og trak vejret i små korte stød.

"Det vil gøre ondt. Allerede i morgen vil du mærke smerten." Jeg huskede truslen som drengen havde sagt. Udsendingen. Jeg gned mig i øjnene, og prøvede at vågne rigtigt op. Alting var tåget, og smerten bankede i hele min krop. Jeg var øm i ryggen, og min højre fod gjorde ondt. Jeg undersøgte den forsigtigt, og opdagede et stort sår på indersiden. Det havde blødt, og jeg vidste godt hvorfor. Udsendingen havde overfaldet mig, og jeg havde sikkert skrabet mig på asfalten.

"Fuck det gør ondt!" jamrede jeg, da jeg rejste mig op. Jeg støttede mig til min skrivebordsstol, og gik langsomt hen til mit klædeskab. Jeg åbnede det, og skar ansigt. Det rodede utrolig meget, og jeg fik ondt i hovedet med det samme, bare ved at kigge på det. Jeg hev en sort bluse ud, med et eller andet random band på, og hoppede i et par lyseblå jeans. Jeg redte håret med en kam, der lå på mit skrivebord, og satte det i en sjusket knold.

Jeg gik langsomt ned af trappen, og banede stille for mig selv. Jeg bakkede ud i køkkenet, og snuppede en havrebolle som jeg tog med mig. Jeg skulle lige til at råbe til mine forældre, men de sov sikkert. Derfor kradsede jeg lynhurtigt et par ord ned på en seddel, jeg efterlod på spisebordet:

Er taget til lægen. Har virkelig ondt i kroppen.

- J.

Jeg prøvede at gå helt normalt ned af gaden, men det så bare klodset ud. Jeg drejede ned af Downtown Sp. Street, som førte mig direkte ned til min læge.

Men hvad jeg ikke havde forudset, stod han der pludselig. Udsendingen. Jeg havde helt ærligt ikke troet at han var så dum, at overfalde mig om dagen på åben gade, men jeg kunne jo tage fejl. Jeg rakte overgivende hænderne i vejret, da han småluntede hen til mig.

"Seriøst, hvad vil du nu? Jeg har virkelig ondt i ryggen, og vil bare hen til lægen. Så gider du lige rykke dig liiidt?" Jeg prøvede at masse mig forbi ham, men det gik ligesom ikke rigtig. 

"Drop det. Lægen hjælper ikke en skid. Forstår du intet, mand? Det er skolen der har skabt smerten i dig. Og hvis ikke du tager til skolen, vil du dø! Sådan er det. Du er ligesom, øh. Hvad siger man? Udvalgt!" Han så rasende på mig. "Kom nu, det er mit job at hente dig. Jeg er din vejleder.. desværre."

"Desværre! Skrid af helvede til, din lede laban!" Jeg så på ham, men han kunne ikke holde masken. Han skreg af grin, og folk der gik forbi os smilede af hans latter.

"Lede laban? HAHAHAHA, seriøst du er jo skør!" Han klaskede sig på låret, og prikker mig så i maven. "I morgen er du alvorlig syg, og seriøst. Det er ikke rart. Jeg har selv prøvet det! Tro nu bare på mig, og kom. På Thousand Street møder du mig i aften. Klokken ti. Præcis. Ikke et sekund over, er du med? Der hvor jeg så dig i går."

"Der hvor du overfaldt mig i går." rettede jeg ham, og lagde armende over kors.

"Shh! Bare kom, hvis du ikke vil dø." Og så gik han. Præcis som i går.

 

 

 

Hej søde Dave. Undskyld jeg ikke har skrevet siden onsdag. Savner dig. Vi må finde en dag, ikke? Jeg trykkede send. Jeg vidste egentlig ikke om jeg ville have mulighed for at se ham, men jeg havde brug for at berolige ham. Han plejede ikke at lade en dag gå, uden at skrive til mig. Måske var han blevet såret over, at jeg var så afvisende.

En besked tikkede ind få minutter efter:

Hey skat. Helt enig - vi må finde en dag. Hvad med Café Blue i morgen? Så kunne han alligevel ikke være så ked af det. Jeg skrev et lynhurtigt svar, som bestod af kun fem ord:

Yes. Klokken tre i morgen. ♥

 

 

Jeg ville egentlig ikke havde mødt op til udsendingen og mit lille 'møde', hvis ikke det var fordi jeg var så pokkers nysgerrig. Jeg stod på Thousand Street, og ventede. Han dukkede op et par minutter efter, og han blev faktisk overrasket over at se mig.

"Hvad så? Hvis du overfalde mig igen, går det ikke. Denne gang er jeg forbedret." Jeg smilede kækt til ham, og puffede op i håret. Det hele var så åndssvagt. Selvom jeg ville virke sød, gjorde smerten pokkers ondt. Han nedstirrede mig, og min seje facade døde.

"Okay, få så den fandens smerte væk! Jeg tror jeg døøøøøør." klynkede jeg, og et hånligt smil bredte sig på hans læber.

"Hvad sagde jeg? Jeg var sikker på at du ville ombestemme dig! Og i øvrigt - jeg har faktisk et navn. Jeg hedder Trace." Han så benhård ud. Sådan lidt James Bond.

"Hvad skal jeg gøre?" jeg kendte svaret i forvejen. "Hvordan skal jeg forlade min familie?"

Han kradsede sig i nakken, og begyndte en talestrøm: "Pak fire sæt tøj. Mere har du ikke brug for. Du får din egen uniform på skolen, så det er kun til starten. Makeup, toiletsager og andet praktisk skal du selvfølgelig selv medbringe. Personlige minder er også tilladt. Du må tage hjem nu. I morgen klokken fem, skal du møde mig her igen. Dine forældre må ikke se dig gå. Det er vigtigt. Hvis nogen finder frem til dig, bliver du højest sandsynligt slået ihjel. Af os. Vi ønsker ikke besværlige elever, okay?"

Og med et flabet smil, vendte han sig og gik. Typisk Trace.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...