Magic Dance - Jamie Roselynn.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Igang
Et ene øjeblik er hun en ganske normal teenager. Det næste er hun en magisk brik i et betydningsfuldt spil.

Da seksten årige Jamie Roselynn modtager et mystisk brev, er det ikke kun nok med at hun skal starte på L.A's MagicSchool, det vender også op og ned på hele hendes liv.
Det viser sig at skolen lever op til sit navn. Nemlig en magisk skole, med magiske elever. Problemet er bare, at hun må forlade sin familie uden spor, og hendes kæreste Dave, begynder langsomt at spore sig ind på hende.

Men kan Jamie overhovedet passe ind, når hun ikke kender sin egen evne? Finder Dave hende alligevel, imod hendes protester? Hvad vil der ske med Dave, hvis han opdager skolens hemmeligheder? Og hvem er den sytten årige Trace Brown i virkeligheden under sin brutale facade?

16Likes
2Kommentarer
588Visninger
AA

2. Letter from Alice.

 

 

Jeg satte mig træt ned på sengen. Udmattet og søvnig. Jeg ville bare have en kop te, og en eftermiddags lur. Min hånd gled ned over mit sengetæppe. Jeg havde fået det til min tolv års fødselsdag, og det var efterhånden lang tid siden. Det var både gammelt og slidt. Det havde været en stærk turkis farve, men var bleget så meget, at den kun var svag lyseblå. Jeg kastede mig tilbage i sengen, og lukkede øjnene. Bare et øjeblik..

"Jaaaaaamie, du har fået et brev." Jeg udbrød et højt utilfreds suk, og satte mig op igen. Min seksårige hysteriske barbiefan af en lillesøster, fløj ind på værelset, med en konvolut i hånden. Hun satte sig spændt på sengen ved siden af mig, imens jeg undersøgte brevet. Jeg fik sjældent breve, og på dette stod igen afsender på. Jeg himlede med øjnene. Sikkert fra Kathrinn Lawson, - skolens ledeste bitch - der ville synes at det var hylene sjovt, hvis jeg fik et falsk kærestebrev. Da jeg åbnede brevet, opdagede jeg til min forbløffelse at det var forseglet. Mine tanker om Katrinn forsvandt, da jeg hev et gyldent brev op. Med små krøllede bogstaver stod der:

 

Kæreste Jamie Roselynn.

 

De er hermed optaget på L.A's Magicschool, for speciale evner og kræfter.
Jeg vil glæde mig til at se dem fredag på skolens kontor, klokken præcis ti om formiddagen.

De bedes venligst om ikke at informere din familie om dette, da skolen er yderst privat, og det ville være en mindre katastrofe, hvis du fortalte dem om den. Så hold det for dig selv.

Hvis de har nogen yderlige spørgsmål, kan de opsøge mig på onsdag klokken halv fem, i Crystalhigh park, under det store egetræ i midten.

Rektor Alice Trawáll.

 

Jeg stirrede på papiret i min hånd, og håbede at det var en fejl. Hvad mente hun med evner? Jeg havde da ingen 'magiske kræfter'. Jeg skulle lige til at krølle det sammen, da jeg så på min søster.

"Hvad står der, Jamie?" Hun så på mig med store øjne, og jeg vidste at hun kunne mærke min angst.

"Ingenting." Svarede jeg koldt, men da jeg så hendes sårede udtryk, tilføjede jeg: "Undskyld, Lucy. Det var bare et brev fra skolen. Noget om skolehjemsamtaler." løj jeg.

Lucy nikkede, og gik ud af værelset. Hun vendte sig om og smilede til mig, før hun lukkede døren bag sig. Jeg faldt sammen på min seng, og vidste at jeg ville få et sammenbrud. Jeg kunne da ikke bare efterlade min familie alene! Min mobil vibrerede fra min lomme, og jeg fiskede den op. Beskeden var fra Dave. Min kæreste.

Hej smukke. Jeg kan desværre ikke mødes på Onsdag alligevel.

Jeg gøs. Det gik pludselig op for mig, at jeg heller ikke ville kunne være sammen med Dave mere, hvis jeg skulle 'forsvinde sporløst'. Men skulle jeg mødes med Alice på onsdag, så det var vel okay at han ikke kunne.

Kan heller ikke på onsdag. Har andre planer..

Så snart jeg havde sendt den, fortrød jeg. Det lød som om jeg skulle ud med en anden, eller bare lave noget andet, der var mere spændende end at være sammen med ham. Og så havde jeg også sagt at jeg ikke kunne, hvilket var dumt. Han ville sikkert spørge ind til det.

.. Hvad så med på fredag? Eller måske lørdag? Kan ikke torsdag. Vil du?

Jeg fik tårer i øjnene. Jeg kunne aldrig nå at se ham igen, før jeg måtte tage af sted. Jeg fik kvalme, og skrev hurtigt en sidste besked til ham, før mine øjne flød over, og jeg blev blind i tårer:

Desværre. Elsker dig, din J.

Hans svar kom få sekunder efter, men jeg slukkede min mobil, og sank tilbage i sengen. Begravede mig selv i pudder, og græd stille.

 

 

Jeg gik målrettet imod parken. Det var blevet onsdag, og jeg havde faktisk set lidt frem til mødet med Alice, min kommende rektor. Jeg skævede ud på vejen, og så folk gå forbi med deres børn. Jeg fik en klump i halsen. Jeg tvang mit blik væk fra en sød lille familie, der grinede af en joke faren havde sagt. Tvillingerne i barnevognen havde ens tøj på. Lyserødt med prinsesser. Inden længe nåede jeg Crystalhigh park. Jeg gik mod egetræet, og på selv på afstand kunne jeg se Alice. Da jeg kom tættere på hende, opdagede jeg, at hun kun var i starten af tyverne. Hendes milde ansigt var så smukt, at jeg kunne skrive en roman om det. De græskarfarvede krøller, var næsten unaturlig orange. Det store brede smil, der bredte sig på hendes lyserøde læber, og de smaragdgrønne øjne, der skinnede i solen lys. Jeg anbragte hende i kategorien gudesmuk.  

"Jeg formoder at De er Jamie Roselynn." Hun talte langsomt, og yndefuldt. Jeg trak klodset på skulderne, og hun lo blidt.

"Jeg hedder bare Jamie." sagde jeg, og følte mig som en idiot. Her stod jeg i joggingbukser, og sweatshirt, og lignede et cirkusnummer, i forhold til Alices skønhed.

"Mit navn er Alice Trawáll. Jeg ser De modtog mit brev, eftersom De er her." Måden hun sagde 'De', var den fornemme måde at sige 'du' på. Alt ved hende var perfekt. Selv hendes kropsprog og opførelse signalede et lysende PERFEKT. Hun kunne lige så godt skrive 'JEG ER PERFEKT OG GUDESMUK' i panden på sig selv.

Pludselig lo hun. En silkeblød latter, der ironisk nok gjorde mig tryg. En varme bredte sig i min krop, og gjorde mig pludselig lidt forlegen.

"Frygt ikke, søde Jamie." Hun lød som en helgen, tænkte jeg. "Jeg vil ikke skræmme dig, men jeg kan altså ikke undgå at høre dine tanker. De brager ud af dig. Du er en tænksom pige."

Jeg må havde lignet et nul. Bogstavlig talt. Jeg måbede, og da jeg blev opmærksom på hvor dum jeg måtte se ud, lagde jeg en hånd over munden. Alice smilede, men kiggede på klokken, og sagde til min skuffelse:

"Jeg er nød til at gå. Ring til mig hvis du vil vide mere. Undskyld, det her blev et meget kort møde." I samme sekund som hun sagde det, greb hun ud efter min hånd. Hun trykte den, og blinkede til mig. Da hun gik, kunne jeg ikke lade være med at kigge efter hende. Pludselig gik det op for mig, at jeg havde en seddel i hånden. Jeg åbnede den, og så et nummer og Alices skrift. 

Ring bare til mig, hvis du har noget du vil snakke om. Det formoder jeg.

Jeg smilede for mig selv, og folede den omhyggeligt sammen, inden jeg gik hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...