Magic Dance - Jamie Roselynn.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Igang
Et ene øjeblik er hun en ganske normal teenager. Det næste er hun en magisk brik i et betydningsfuldt spil.

Da seksten årige Jamie Roselynn modtager et mystisk brev, er det ikke kun nok med at hun skal starte på L.A's MagicSchool, det vender også op og ned på hele hendes liv.
Det viser sig at skolen lever op til sit navn. Nemlig en magisk skole, med magiske elever. Problemet er bare, at hun må forlade sin familie uden spor, og hendes kæreste Dave, begynder langsomt at spore sig ind på hende.

Men kan Jamie overhovedet passe ind, når hun ikke kender sin egen evne? Finder Dave hende alligevel, imod hendes protester? Hvad vil der ske med Dave, hvis han opdager skolens hemmeligheder? Og hvem er den sytten årige Trace Brown i virkeligheden under sin brutale facade?

16Likes
2Kommentarer
609Visninger
AA

3. I just wanna forget everything.

 

 

Hele torsdagen var jeg frustreret og vred. Jeg burde havde ignoreret brevet og ladet som ingenting. Og pludselig tog spørgsmålet magt. Hvorfor havde jeg ikke bare gjort det? Hvorfor troede jeg overhovedet på det? Magi var fake. Noget som fandtes i historier eller i film. Ikke i virkeligheden. Men alligevel havde jeg været nysgerrig. Tanken om at have en særlig evne, som kun jeg var født med, gjorde mig godt tilpas. Følelsen af selvtilfredshed bredte sig i min krop.

Jeg sad ved mit skrivebord, der var lavet af ahorntræer, som endelig blevet malet hvidt. Jeg havde taget mig sammen for tre uger siden, og givet det en ordentlig tur. Mon L.A's Magicschool også havde skriveborde af ahorntræer? Hvad for nogle evner havde man? Ildmagi og sådan noget? Eller var det mere så noget som at tale med dyr? Jeg vidste intet, og mødet med Alice havde ikke hjulpet. Okay, jeg havde fundet ud af at hun var tankelæser. Egentlig lidt klamt, sådan ikke at kunne have nogle hemmeligheder over for hende. Ingen private tanker.

I sekund glemte jeg helt, at jeg skulle af sted i morgen. Selvom det var en ganske normal torsdag, og alle andre normale gymnasieelever havde travlt, burde jeg have det som en afskedsdag. Fuld af sorg og vrede. Men jeg havde det ikke som om at det var den sidste dag i mit gamle liv. Den virkede ikke helt almindelig, men dog ikke særlig.

Jeg havde været meget sammen med min familie, for jeg vidste at jeg ikke ville kunne klare det. At sige farvel, var som at dø. Det føltes som om mit gamle liv krøllede sig langsomt sammen, og visnede. Alt jeg elskede, blev taget fra mig. Udover min yndlingsbluse, den kunne jeg jo tage med. Og dog var der også nogle fordele. Jeg slap for Katrinn, det rådne gymnasium og min oldgamle knirkende seng. Hurra.

"Hej Lucy og Jamie. Jeg er hjemme!" råbte min far nedenunder, og jeg fik det igen dårligt. Det her var vel sidste gang, at han skulle råbe det imens jeg hørte det. Jeg overvejede at blive væk. Holde mig til mit normale liv, og blive der. Få en uddannelse, og et job..

Hold nu op, Jamie. Du skal bare lære magi, og smutte hjem igen! Er det så skide svært? tænkte jeg. Men på den anden side..

NEJ! Nu måtte jeg tage mig sammen. Det her var for dumt. Det var løgn, alt sammen. Jeg ville ikke tage af sted. Magi fandtes ikke. Jeg smilede. Tilfreds med min beslutning. Ingen kunne tvinge mig væk. Jeg var fast besluttet.

Jeg hoppede ned af trappen, i højt humør. Gav min far et knus, og begyndte ivrigt at lave aftensmad til min familie, hvilket der chokerede ret meget. Den stod på biksemad. Ikke noget særligt, men nok til at gøre min familie stolt. Jeg var elendig til at lave mad. Hæslig, ligefrem. Så det var faktisk et mirakel, at hele huset ikke var brændt ned.

 

 

Det var fredag aften, og jeg havde den der uovervindelige følelse i hele min slanke krop. Jeg havde ikke mødt op på skolen, og havde besluttet mig for at glemme det hele. Og for at gøre det endnu bedre gik jeg mig en lang aften tur.

Mørket lagde sig om mig, og det eneste lys på gaden, var gadelygternes skær. Jeg havde min efterårsjakke på - min absolutte yndlingsjakke. I en dejlig lysebrun nuance. Jeg havde en halstørklæde om halsen, og mine små, meget korte og sorte støvler på matchede perfekt til. Jeg gik ned af Secret Street, og drejede videre ned af Thousand Street. Men noget midt på vejen, stoppede mig. En mand kom løbende imod mig. Min første reaktion var 'MORDER, LØØØØB', men ved næste øjenkast, lignede han en ganske normal ung mand. Jeg overvejede alligevel at løbe fra ham, selvom jeg vidste at han ville indhente mig. Han så ud til at være i god form, og hans ben var væsentlig længere end mine.

"Jamie Roselynn!" Han kald frøs mig til is. Hvor kendte han mit navn fra? Han var ikke langt fra mig, men alligevel satte jeg i løb. Jeg anede ikke hvem han var, eller hvorfor han kendte mit navn. Han indhentede mig kort efter. Han væltede mig simpelthen omkuld, og vi rullede hen af fortovet. Han maste mig ned, og pressede en hånd over munden på mig.

"Jamie, ti stille! Hvis nogen opdager det her, ringer de til politiet." Hvad fanden snakkede ham om? Jeg ville sgu da gerne have hjælp. En fyr der træner har muskler. Og muskler er tunge. Han var tung, og jeg ville have ham væk! Jeg sprællede, men opgav hurtigt. Det var umuligt. Da jeg begyndte at slappe lidt mere af, så jeg hvor køn han var. Bronzefarvet hud, med store chokoladebrune øjne. Sort, kort strithår, og store overarme. Faktisk ret lækker, nåede mine tanker, men jeg skubbede dem hidsigt væk.

"Du mødte ikke op." Hvad? Jeg forstod intet. Jeg bed ham hårdt i hånden, og han udstødte en arrig lyd, idet han trak hånden til sig. Det var min chance..

"Hvad i alverden snakker du om?" Jeg så vredt på ham, og vidste at han ikke ville kunne tage mig seriøs.

"Jamie. Du mødte ikke op i morges. Du skulle været ankommet." Han mødte mit blik, og pludselig gik det op for mig. Det her var en udsending. En der skulle overbevise mig om, at jeg skulle tage til L.A's Magicschool.

"Jeg kan ikke." Jeg tænkte på min familie, og min kæreste. Dave ville blive sindssyg, og begynde en eftersøgning. "I kan ikke bare sige at jeg skal forlade mit gamle liv, bare fordi i er blevet skøre."

Han så eftertænksom på mig, og mumlede så: "Jeg forstår dig, men tro mig. Det vil gøre ondt. Allerede i morgen vil du mærke smerten." Han slap mig, og begyndte at gå. Inden jeg nåede at kalde efter ham, og spørge hvad han mente, var han væk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...