Magic Dance - Jamie Roselynn.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Igang
Et ene øjeblik er hun en ganske normal teenager. Det næste er hun en magisk brik i et betydningsfuldt spil.

Da seksten årige Jamie Roselynn modtager et mystisk brev, er det ikke kun nok med at hun skal starte på L.A's MagicSchool, det vender også op og ned på hele hendes liv.
Det viser sig at skolen lever op til sit navn. Nemlig en magisk skole, med magiske elever. Problemet er bare, at hun må forlade sin familie uden spor, og hendes kæreste Dave, begynder langsomt at spore sig ind på hende.

Men kan Jamie overhovedet passe ind, når hun ikke kender sin egen evne? Finder Dave hende alligevel, imod hendes protester? Hvad vil der ske med Dave, hvis han opdager skolens hemmeligheder? Og hvem er den sytten årige Trace Brown i virkeligheden under sin brutale facade?

16Likes
2Kommentarer
599Visninger
AA

5. Bye world.

 

 

Da jeg igen mødtes med Trace, græd jeg. At jeg ikke engang sagde rigtigt farvel, havde knust mig. Min søsters fredsfyldte ansigt, da jeg kyssede hende på panden. Mine forældres duft, jeg aldrig ville kunne dufte til igen.

Jeg faldt sammen, grædende og ulykkelig. Og Trace fik faktisk et andet blik i fjæset end 'bad' blikket, som jeg kaldte det. Sådan et følsomt et. Trace og følsom? HAHAHA en joke mand. Dø i helvedes flammer.

Han hev mig op. Sagde trøstende ting til mig, som 'det skal nok gå', og 'såså, det er ikke verdens undergang vel?' Men jo. Den nar havde intet fattet, selvom han havde været det igennem selv. Hvordan kunne man være så egoistisk?

"Bare hvis mig skolen, så jeg kan blive endnu mere ulykkelig." Jeg hostede. Igen. Det hele var blevet værre, og hvis ikke det havde gjort så pokkers ondt, ville jeg havde blevet væk. INTET kunne drive mig fra min familie. Eller - okay jo.. men det var ikke det samme. Bah, det følte mig som en svigter. En fat svag svigter, der svigter sin familie, bare fordi hun har smerter. Lol, dårlig B-film punktum dk, altså.

 

Trace førte mig vej til skolen. En lang vej. Vi gik hen af seks gader, og gik derefter ned i nogle underjordiske tunneler. Så kom vi pludselig op igen, og tradaaa. Der lå L.A's Magicschool. Og skal jeg være ærlig, så blev jeg lidt skuffet. Jeg tænkte i Harry Potter stil, men der dog jeg sgu fejl. Skolen var en stor grim klods af en bygning, mens haven var vildt imponerende. Et kæmpe svanespringvand i midten, og helt grønt græs. Ikke sådan der, lidt grønt, næ næ. Virkelig - HELT grønt. Der var frugttræer ude i siderne af haven, og under dem var der små lyseblå bænke. Men skolen var grim. Helt afgjort.

"Hvad så? Skal jeg vise dig vej til Alices kontor?" sagde Trace. Han lød lettet. Han behøvede ikke at jagte mig mere. Jeg havde givet op, ironisk nok. Omg, jeg var en kylling. Hvorfor havde jeg gjort det her.

"Jeg vil hjem." peb jeg, men Trace fnøs bare. "Jeg kan jo alligevel vejen nu."

"Nej! Nu har jeg slidt mit, så du bliver bare her! I øvrigt skal man have et afgangskort for at komme igennem tunnelerne." Han smilede selvtilfredst, og da jeg himlede med øjnene, skubbede han mig i retning af skolen. "Kom nu. Alices kontor venter."

 

 

 

"JEG VIL HJEM!" skreg jeg.

"Det her er dit hjem, for femtusindende gang!" Alice var vred. Meget endda. At Trace havde efterladt mig her var jo tortur! "Kom nu Jamie. Lad os finde dit værelse."

Jeg gik vredt efter hende ned af skolens gange, indtil vi nåede trapperne. "Dit værelse ligger på femte sal. Der ligner alle pigeværelserne." sagde hun, og pegede op af trappen. Jeg stønnede.

"Har i ingen elevator?" snerrede jeg, og begyndte at gå.

"Nej? Det koster for meget. Vi har brug for pengene til andet. I øvrigt er motion godt for alle! På fjerde sal ligner drengeværelserne."

"Hvorfor er det ikke omvendt?" jamrede jeg, og indså at jeg var latterlig. "Undskyld." Jeg hostede.

"Du bliver snart rask."

Da vi nåede femte sal stak Alice mig en nøgle og gik. Ikke engang et farvel. Jeg kiggede på den. 314 stod der med små krummede bogstaver. Jeg gik ned af den lange snævre gang. Jeg holdt øje med numrene, og da der endelig stod 314, stak jeg nøglen i låsen, og låste op. Jeg kunne næsten hørte gudemusik, da jeg gik ind. Det var vidunderligt! En stor dobbeltseng, et kæmpe skab, et gigantisk badeværelse. Og alligevel følte det som om der manglede noget.

"Haaaaalløjsa!" En pige på omkring sytten år, sprang ud af skabet, og gjorde mig så forskrækket, at jeg udstødte et højt skrig! Hun skreg af grin, og faldt sammen på gulvet. Mit skræmte fjæs, måtte uden tvivl havde set sjovt ud.

"Mit navn er Bellis Alycia. Sorry det der før, men det var simpelthen for sjovt." sagde hun, da hun fik vejret. Jeg smilede til hende. Hendes navn var sødt, men hendes udsende sagde ligesom ikke det samme. Altså hun så meget venligt ud, under sit vampyrlook. Hun havde sort hår der gik ned i øjnene på hende. Det var kort, men alligevel ikke helt kort. Også var det fuld af etager. Hun havde også en mørkerød læbestift på, der gjorde hendes solbrændte ansigt endnu mere mærkeligt. Min værelseskammerat var goth. Ikke fordi jeg havde nået imod det, jeg gad bare ikke det der 'jeg-er-unik-fordi-jeg-er-anderledes-og-klæder-mig-i-sort-og-ligner-en-blod-suger' halløj. Dem der havde den mening var ligesom ikke mig. Og så havde hun nøddebrune øjne. En smuk pige med chokoladefarvet hud, klæder sig som goth? Okay - det havde jeg aldrig før set.

"Det er okay. Jeg hedder Jamie." Vi lignede slet ikke hinanden. Jeg havde en neutral hudfarve, og grønne øjne. Mit hår var mørkebrunt, og mit tøj afslappet. Men jeg vidste bare, at vi ville få det godt sammen. Det tydede alt på. Selv vores start.

 

 

"Han er røvlækker. Jeg mener det." Bellis havde lige fortalt mig sin top 10 for fyre på skolen. Men da jeg fortalte hende om Dave, havde hun sagt: "Fandme nej om du skal være kedelig, bare fordi du er optaget. Scor en fyr eller to. Du ser alligevel ikke ham der Dave igen."

Jeg havde været meget imod det, men hun havde ret. Jeg så nok aldrig Dave igen. Han havde sendt mig en sms, som jeg ikke havde svaret på:

Glæder mig til Cafe Blue og dig <3 Jeg kunne ikke svare. Jeg vidste at mine forældre havde opdaget at jeg var væk nu, og hvert et spor kunne føre politiet til mig. Den risiko ville jeg ikke tage. Faktisk kunne jeg godt lide skolen. Altså - udover selve skolens bygning, den var simpelthen for grim.

Vi gik hen af en gang, som førte ind til kantinen. Jeg havde haft fire lektioner indtil videre. Og igen - intet Harry Potter over det. Ingen tryllestavs timer, desværre. Men sjælerotimerne var spændende. Det gik de to første lektioner med. Vores lærer hed Yigi, og han var vidst fra Kina eller sådan noget. Han bad os om at sidde stille imens han sagde nogle tekster om ro. Vi skulle finde vores indre balance, og vores indre evne. Det lykkes ikke rigtig, men Yigi sagde at det skulle nok komme.

I tredje og fjerde lektion havde vi selvstyrke. Det betød at vi skulle stå helt stille, imens en mand dissede os. Ret plat, faktisk. Men vi lærte at tro på vores egen mening, og ikke andres.

 

Kantinen var fuld af mennesker, og lyden af folks snak mindede mig om en normal high school. Det gjorde mig faktisk glad. Vi satte os ved et bord, efter at havde hentet vores frokost ved disken. Salat, ris og kartofler. Det var vel okay. Jeg skulle netop til at tage en mundfuld mad, da jeg så ham. Trace. Han sad i den anden ene af kantinen, men jeg kunne alligevel se ham. Tydeligt. Han sad der, helt alene ved sit bord, i den mest triste del af kantinen.

"Vent her Bellis." jeg rejste mig, og gik direkte hen til hans bord. Jeg lagde en hånd på bordet, og han så op.

"Jamie?" han så forundret ud.

"Seriøst, Trace. Det mener du ikke. Kom hen og sid hos mig og Bellis!" Jeg smilede opbakkende til ham, men han rystede på hovedet.

"Nej tak. Jeg har det fint med at sidde her. Det var ellers venligt at dig.." Han så trist ud, og jeg hev ham i armen.

"Ej, stop Trace. Kom nu!" Jeg tog hans bakke og løb hen til vores bord.

"Hey!" Han løb efter mig, og grinende satte vi os ved Bellis' og mit bord. Bellis spærrede øjnene op. Jeg smilede til hende, og hun forundret på mig. Hun hev mit hoved hen til hendes mund, og hviskede ophidset:

"Da jeg sagde at du skulle score, sagde jeg ikke en MEGA lækker en!" Jeg fnisede, og trak hovedet tilbage. Trace som ikke havde hørt noget, smilede bare. Pludselig summede min mobil i min lomme. Jeg trak den op.

Jamie? Hvor er du!

- Far.

Jeg så forfærdet på beskeden. Klokken var lidt over tolv, og jeg havde væk i syv timer. SYV TIMER. Det virkede ikke som særlig lang tid. Men mine forældre havde nok skidt grønne grise på den tid.

Endnu en sms tikkede ind.

Hørte du var væk? Hvor er du skat! Call me.

 - Dave.

Jeg holdt en hånd over munden, og var tæt på at klynke højt. Og i netop det sekund tabte jeg min mobil, så den faldt ned på gulvet, og smadrede i tusind stykker..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...