Magic Dance - Jamie Roselynn.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 22 sep. 2013
  • Status: Igang
Et ene øjeblik er hun en ganske normal teenager. Det næste er hun en magisk brik i et betydningsfuldt spil.

Da seksten årige Jamie Roselynn modtager et mystisk brev, er det ikke kun nok med at hun skal starte på L.A's MagicSchool, det vender også op og ned på hele hendes liv.
Det viser sig at skolen lever op til sit navn. Nemlig en magisk skole, med magiske elever. Problemet er bare, at hun må forlade sin familie uden spor, og hendes kæreste Dave, begynder langsomt at spore sig ind på hende.

Men kan Jamie overhovedet passe ind, når hun ikke kender sin egen evne? Finder Dave hende alligevel, imod hendes protester? Hvad vil der ske med Dave, hvis han opdager skolens hemmeligheder? Og hvem er den sytten årige Trace Brown i virkeligheden under sin brutale facade?

16Likes
2Kommentarer
631Visninger
AA

6. Busted or not.

 

Trace strøg hånden hen over min ryg. Bellis sad med et urokkeligt og koncentreret blik. Hun kiggede på min ødelagte telefon. Vent - ødelagt ville være en underdrivelse. Knust, smadret, ubrugelig. Alle tre ord beskrev den godt.

Vi sad på Traces værelse. Han boede sammen med en lidt ældre elev, der sjældent var her. Han hed Miles Johnson og han havde altid gået meget op i magi. Derfor var han sjældent på sit værelse. Han studerede på biblioteket, eller sådan noget. Det sagde Trace.

Jeg græd ikke. Jeg var bare forfærdet. Bange. Vred og frustreret. Min forældre var bekymrede. Jeg hadede mig selv for mit valg, og ville bare ønske, at jeg kunne fortælle dem, at jeg havde det godt. Men det var ligesom ikke aktuelt.

"Er den helt.." mine skuldre sank sammen, og Bellis kiggede op.

"Nejnej. Jeg kan godt lave den. Den bliver nok ikke særlig køn, men.."

"Måske er det bedst, at du ikke bruger din mobil. Det gør dig alligevel ked af det, at se på de sms'er. Du kan aflevere den på kontoret, hvis du vil." Trace smilede til mig, og Bellis nikkede.

"I har vel ret." Jeg sukkede.

"Såså, du har da os! Jeg er her for dig i medgang og modgang." Hun løftede dramatisk hånden, og tilføjede så: "Og Trace er bare læ.."

"BELLIS!" afbrød jeg hende, og da Trace sendte mig et undrende blik, knækkede vi begge sammen af grin. Vi opførte os som nogle rigtige fnidderpiger.

"Jeg tror snart at vi skal op på vores eget værelse. Der er snart aftensmad." Jeg kiggede på det store ur, som hang på Trace og Miles' store hvide væg.

"Så ses vi vel til aftensmaden?" Trace blikkede til mig da vi gik, og jeg kunne ikke lade være med at kigge tilbage efter ham, da vi gik.

 

 

Til aftensmad stod den på kartoffelmos og bøf. Jeg havde aldrig kunnet lide kartoffelmos, men det gled ned. Dagen havde været lang, og min mave skreg på mad. Så den fik den. Om så min mund kunne lide det eller ej.

Bellis, Trace og jeg sad i den store kantine, hvor vi både fik morgenmad, frokost og aftenmad. Vi havde sat os ved det samme bord som ved frokost, og Bellis grinede overdrevet højt, for at få en drengs opmærksomhed.

"Damnit!" hun knyttede næverne, da han gik lige forbi hende. Hun spejdede rundt i lokalet, og fik det der typiske Bellis udtryk, der fortalte mig, at hun havde fundet sig et andet bytte.

"Oh my god, det er løgn." hviskede hun.

"Hvem?"

"Ham der, han er så lækker. Jeg døøør." Hun gispede, da han vendte blikket direkte mod hende. Så smilede hun kækt til ham, og han bevægede sig hen mod bordet.

"Hvad hedder han?" spurgte Trace nysgerrigt.

"Det ved jeg sgu da ikke. Er det ikke lige meget?" sagde hun drømmende. Drengen kom over til vores bord, og satte sig på den modsatte side af Bellis. Hun lignede et barn på fire, der så julemanden - eller, sin far der nu var klædt ud som julemanden, men whatever.

"Hey," sagde han, og Bellis smeltede langsomt.

"Hej," peb hun.

Resten af aftensmaden forholdt Trace og jeg os stille, imens Bellis og hendes nye fyr, snakkede på livets lyst. Da han endelig gik, åndede Trace ud.

"Han var utrolig snakkesalig. Jeg troede aldrig at han ville stoppe." sagde han, og jeg fnes. Bellis kneb øjnene sammen, og sagde:

"Kunne i ikke lide Josh?"

"Øh, jov han var da.." begyndte jeg.

"Du kunne ikke lide ham, vel Jamie?"

"Okay, nej. Han var sådan lidt.. jeg ved ikke."

"Jeg kunne heller ikke lide ham." sagde Bellis, og Trace fik store øjne.

"Men hvorfor snakkede du så med ham i næsten en time!" udbrød han irriteret.

"Ellers ville jeg jo ikke kunne finde ud af om han var sød, vel?" svarede Bellis, og himlede med øjnene.

 

 

Den nat sov jeg uroligt. Så uroligt, at jeg valgte at stå op. Lydløst selvfølgelig, da jeg ikke ville vække Bellis. Men da jeg blev træt af at gå i cirkler i vores fællesværelse, begav jeg mig ud på gangen. Jeg vidste godt at jeg ikke måtte, whatever - jeg var ligeglad. Jeg listede ned af gangen og hen til trappen. Videre ned på fjerde sal hvor drengenes værelser var. Og så så jeg det. Skyggen. Der stod en eller anden bag ved søljen, dækket i dens skygge. Jeg frøs fuldstændig til is. Hvis det var en lærer var jeg død. Jeg trækkede knap nok vejret.

"Rolig Jamie, det er bare mig." hviskede en stemme. Trace. Jeg nærmest løb hen til ham, og knugede mig indtil ham, indtil jeg opdagede, at det måske var lidt akavet. Jeg gav genert slip, og trådte et skridt tilbage. Jeg hev ned i min natkjole, der kun gik mig til midten af låret.

"Hvad laver du herude?" hviskede han.

"Spørg du hellere dig selv om det først." hviskede jeg tilbage, og lagde armende over kors. Trace tøvede, og mumlede så et eller anden utydeligt.

"Jeg har soveproblemer."

"Hvad? Åh, det må ikke være rart. Er du så ikke træt hele tiden?"

"Faktisk ikke. Rektor Alice har en form for medicin, du ved.."

Jeg nikkede forstående. Han havde en slag medicin der hjælp mod træthed, selvom jeg aldrig havde hørt om det før.

"Men nok om det. Hvorfor lusker du rundt her om natten?"

Nu var det min tur til at tøve. Ville han tro mig hvis jeg sagde, at jeg ikke kunne sove. Muligvis ikke. Jeg havde haft en utrolig hård dag, så jeg burde sove fint. Men sådan var det bare ikke.

"Jeg kunne ikke sove." sagde jeg, og håbede at han ikke ville rode mere i det. Og det gjorde han heldigvis heller ikke.

Men så stod vi der. Sådan og stenede lidt. Lige indtil vi hørte en svagt knirkende lyd. Trace stivnede, og jeg lagde en hånd over munden, for at kvæle mit skrig. Vi måtte ikke være ude efter klokken elleve, jo mindre der var fest, hvilket der ikke var i dag.

Trace trak mig om bag trappen, og hold mig tæt indtil sig, for at vi ikke blev opdaget. Den knirkende lyd blev højere, og et par stilletter kom til syne. Rektor Alice tjekkede gangen. Trace maste mig op af væggen, da Alice tog et skridt til højre imod os. Stadig med ryggen til os, men jeg havde på fornemmelsen, at det her ville gå galt. I al min panik, kom til at bevæge mig en anelse, hvilke udløste en lyd. Dog en meget lav en, men nok til at Alice snurrede rundt. Hendes øjne landede direkte på mig, og jeg var ligeved at skrige højt, indtil jeg kom i tanke om det mørke, vi var svøbt i. Hun kunne ikke se os. Trace holdt vejret, og det samme gjorde jeg. Alice blev stående i et halv minuts tid, før hun gik videre op af trappen, til femte sal. Jeg åndede ud, og slappede en anelse mere af, men Trace holdt mig stadig ind til sig.

Han gav først slip på mig, da vi kunne hørte Alice var gået ned på anden sal igen.

"Jamie," hviskede han. "Du går aldrig her ned igen. Aldrig."

Og med de ord, luntede han ned af drengenes gang, og så sig ikke tilbage.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...