Backstage - One Direction

Carrie er 17 år gammel og går på high School. Hun er mindre populær, men alligevel har hun et godt liv. En dag får hun sin første eftersidning. Til eftersidningen sidder hun alene sammen med skolens badass, Harry Styles. (Ikke kendt) Kommer de til at blive gode venner? Bliver Carrie populær, fordi hun har kendskab til Harry? Nedgører han hende? Falder Carrie for Harry når han tager hende backstage i hans liv?

41Likes
35Kommentarer
2065Visninger
AA

12. 12. Kapitel (Carries og Harrys synsvinkel)

Carries synsvinkel.

  Jeg sad med Luna nede i stuen. "Hvad skete der?" Sagde jeg usikkert. Hun kiggede ned i gulvet. Selvom hendes hår skyggede for hendes ansigt, så kunne jeg alligevel godt se den røde farve. "Det gjorde bare ondt." Hun kløede sig i nakken. "Så han.. Du ved.. Voldtog dig ikke?" Jeg kunne mærke varmen i mine kinder. "Nej." Hun grinte lidt og kiggede op. Jeg åndede lettet ud. "Så må jeg sige undskyld til Louis." Jeg sukkede. "Jeg har skrevet til ham, at du troede han gjorde det modning vilje og han forstår dig godt."  Hun smilede og jeg gengældte. "Hvor gammel er det enlig han er?" Jeg kiggede usikkert på hende. "16 år snart 17.." Hun kiggede usikkert på mig. Jeg nikkede stille. "Han ventede faktisk på jeg var klar til.. Du ved.." Sagde hun stille. Jeg kiggede op på hende. "Han havde ventet i næsten to år." Hun smilede lidt for sig selv. "Og da jeg sagde jeg var klar, så blev han ved med at spørge om jeg var sikker." Hun grinte lidt for sig selv. Han passede på min lillesøster. Luna lagde sig tidligt til at sove og jeg var sikker på at mine forældre ikke ville komme hjem i dag, så jeg valgte at tage hjem til Louis for at sige undskyld.   Vinden var kold og frøs mit ansigt til, men det var dejligt at få noget frisk luft. Jeg kunne ikke glemme Harrys ansigt, da jeg valgte Sasha. Havde jeg virkelig såret ham? Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Sasha havde været der for mig hele livet og da hun kom tilbage fra USA... Hvorfor kom hun enlig tilbage? Jeg tager hjem til hende bagefter.   Her var det store hvide hus, som Louis boede i. Jeg ringer på og kort efter stak Louis' ansigt frem. "Carrie?" Jeg smilede bare usikkert til ham. "Kom ind, kom ind." Han åbnede døren. Jeg gik stille ind. "Jeg kom faktisk for, at..." Længere nåede jeg ikke før jeg blev afbrudt. "Louis hvem er det?" Kom det inde fra stuen og lidt efter kom en ældre kvinde ud. "Carrie!" Louis' mor, Mary. "Hej Mary." Sagde jeg venligt og gav hende et kram. "Hvad laver du her?" Spurgte hun stille. "Jeg ville bare lige hurtigt snakke med Louis om et skoleprojekt." Løj jeg. "I går jo ikke i samme klasse?" Hun kiggede forvirret på mig. "Det er hele årgang der er blevet blandet." Fortsatte jeg. "Så vil jeg lade jer to snakke." Hun vendte rundt med et smil  gikog ind i stuen.

 

"Hvilket projekt?" Kom det fra Louis. "Der er ikke noget projekt. Jeg vil undskylde." Sagde jeg stille. Louis kiggede på mig med store øjne. "Jeg troede, at du gjorde det mod hendes vilje, men nu ved jeg, at du passer på min lillesøster." Han kiggede stadig på mig med store øjne. "Luna fortalte, at du ventede til hun var helt sikker på, at hun var... Du ved... Klar." Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder. Akavet samtale. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige." Kom det efter lidt tid. "Jeg elsker din søster og jeg ville helst ikke gøre det, men hun forsikrede mig, at hun var klar og jeg kunne ikke modstå fristelsen længere." Han kløede sig i nakken. "Louis! Hvor bliver du af, Boobear?" Kom det fra trappen. Jeg kiggede forvirret hen på Louis og tilbage mod trappen. Lidt efter kom Harry ned med et bump.   Harrys synsvinkel

 

Louis havde været væk i lang tid nu. Hvor blev han af? "Louis! Hvor bliver du af, Boobear?" Råbte jeg og gik ned af trappen. Jeg hoppede de sidste to trin over og landede med et bump. Jeg kiggede op. Carrie. Hun stod og kiggede på mig. Hun fik blanke øjne. Jeg kiggede på Louis, som kiggede forvirret på mig. "Hvad laver du her?" Sagde jeg koldt. Måske for koldt. "Jeg skulle bare lige snakke med Louis." Hendes stemme var toneløs. Jeg havde aldrig set heende sådan. Hun plejer altid at have et smil på læben, men det var væk. "Jeg må nok hellere gå nu." Sagde Carrie og vendte sig om. Jeg nåede lige at se en tåre der løb ned over hendes kind. Græd hun? Hvorfor dog det? Hun valgte mig fra. Hun kiggede hurtigt på Louis og forsvandt ud af døren.   "Hvad ville hun?" Spurgte jeg stille, da vi var kommet op på hans værelse. "Øh.." Jeg kunne se han rødmede. "Louis?" Jeg kiggede utålmodigt på ham. "Luna og jeg var.. Du ved.. I seng sammen og jeg fik ramte et ømt punkt på Luna, så hun kom til at skrige og det hørte Carrie så. Hun troede, at jeg gjorde det mod Lunas vilje." Han kløede sig i nakken. "Men hvorfor kom hun så her?" Røg det ud af munden på mig. "Hun kom for at sige undskyld." Han lænede sig tilbage på sengen. "Hvorfor inviterede du hende ikke helt ind?" Røg det ud af munden på mig og min hånd røg op til min mund. "Harry jeg ved godt, at du elsker hende, men du må indse, at hun ikke elsker dig." Jeg kunne se på ham, at det gjorde ondt på ham at sige. Jeg lænede mig tilbage på sengen og prøvede at skubbe Carrie ud af hovedet. Hendes fantastiske blå øjne, hendes sukkersøde smil, hende fantastiske hud og hendes fantastiske måde at bunde mig rundt om hendes finger. Hun er fantastisk. Harry! Glem hende! Hun elsker ikke dig! "Når jeg må smutte! Min mor og jeg skal hjem til min far. Min biologiske far." Jeg sukkede og gik ned og tog min jakke på og mine sko. Jeg smuttede ud af døren efter at have givet Louis vores sædvanlige håndtryk. Jeg tog genvej gennem Louis' have og kom om på den vej min fars hus var.   Carries synsvinkel   Tårerne trillende af mine kinder. Jeg tørrede dem væk med min håndryg. Hvorfor kunne jeg ikke glemmer ham? Han så ikke lige frem ud til, at savne mig. Jeg savnede hans søde grin, de fantastiske grønne øjne, som gjorde mig helt blød i knæene og hans stemme, som fik mig til at smile når som helst. Carrie! Stop det! Han elsker dig ikke mere!   Jeg stod foran Døren ind til Sashas hus. Jeg ringede på og i døren stod Sasha med vådt hår. "Må jeg lige hurtig snakke med dig?" Jeg smilede til hende. "Selvfølgelig. Du kan spise med hvis du gider, men.." Længere nåede hun ikke før jeg afbrød hende. "Det vil jeg gerne." Jeg smilede og tog min jakke og sko af. Jeg kunne høre stemmer inde fra stuen af og tænkte, at de havde gæster. Hendes far har aldrig haft noget imod, at jeg spiser med når de har gæster, så jeg gik bare ind i stuen.     Et lidt længere kapitel med forskellige synsvinkler. Håber det ikke var alt for forvirrende. For lige at i får det med, så tror de begge to, at den anden ikke gengælder kærligheden. Hvordan tror i Carrie vil reagere når hun ser at Harry sidder ved spisebordet? Vil hun stadig spise med? Hvad kommer der til at ske? Får de snakket ud eller holder de sig fra hinanden?   Alt kan ske i Backstage! Hehe. Havde bare lige lyst til at skrive det :3 P.S. Tusinde tak for de 25 favoritter. Jeg er virkelig glad for dem!
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...