Levende

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 31 aug. 2013
  • Status: Færdig
"I regnen bliver alt skarpere og klarere, farver, lugte ja selv tanker. Men klarheden er ikke rar i øjeblikket. Visheden om hvor han er, hvad han går igennem, at han måske ikke… "

denne novelle er skrevet over et digt af samme navn, som novellen, skrevet af søren ulrik thomsen.
Den handler om... ja læs og find ud af det.

0Likes
0Kommentarer
203Visninger
AA

1. er jeg levende nu ?

I regnen bliver alt skarpere og klarere, farver, lugte ja selv tanker. Men klarheden er ikke rar i øjeblikket. Visheden om hvor han er, hvad han går igennem, at han måske ikke… Jeg nægter at tænke tanken til ende. Men som jeg står der i regnen, mens vandet driver ned af mine arme, er det svært at holde tankerne på afstand. Jeg husker, det sidste han sagde, som var det i går. Hans stemme havde været blid og trøstende, da han sagde, at jeg skulle huske, at lige meget hvad så skulle det ikke forhindre mig i at leve videre og blive lykkelig. Og så havde han smilende tilføget, at han altid ville være med mig i hjertet. Jeg havde grædt, og nu kan jeg igen mærke tårerne løbe ned af kinderne, eller er det bare regnen?

 Jeg begynder at gå igen, prøver at få tankerne på afstand. Jeg kigger mig omkring, her plejer at være så smukt. Alt er som det plejer, men alligevel er det som om, at landskabet ikke er fuld af den samme glæde og liv. Selv farverne virker knugede af bekymring, det er som om, gud har brugt min sorg som maling i dettte dystert billede. Jeg trækker vejret tungt, og skynder mig videre.

Jeg når til hoveddøren uden at tænke over det. Jeg låser op og går ind. Da jeg hænger jakken på knagen, skal jeg til at råbe, at jeg er hjemme. Inden jeg med et lille stik af smerte husker, at der ikke er nogen at råbe til. Jeg går ind i stuen, samler bogen op fra sofabordet og sætter mig for at læse. Det er en lettelse endelig at få fred og bare lade sig selv forsvinde ind i en anden verden. Det har jeg gjort før, og nu gør jeg det igen. Jeg befrier mig selv for mine bekymringer og min sorg. Jeg lader mig synke ind i historiernes verden. Ind til helte, skurke, kujoner, til de store drømme, til de fantastiske romancer og til de håb der aldrig brister.

 Jeg er kun lige kommet rigtig i gang, da telefonen ringer. Den pludselige høje lyd får mig næsten til at tabe bogen. Jeg ligger forsigtigt bogen fra mig og går over til telefonen. Jeg håber bare ikke, at det er mor, hun skal altid tale så hårdt om ham, som om det er hans skyld. Hun har en særlig evne til altid at få mig til at føle mig skyldig, og hendes opkald er oftest efterfulgt af gråd og tårer.

 Jeg tager telefonen, røret er koldt i hånden. ”Hallo?” ”Hej det er fra forsvaret, er det fru Albrixen?” ”Ja, hvad drejer det sig om?” Hører jeg mig selv sige, mens jeg kæmper en indre kamp for ikke at bryde sammen nu. Du ved ikke, om det er det. Du ved ikke, om det er det. Den sætning bliver gentaget noget der føles som en million gange i mit hoved, før manden svarer. ”Jeg beklager at måtte fortælle dem, at din mand er død”. Min verden falder sammen, jeg er tom inden i. Jeg hører knapt nok, hvad manden ellers siger. Det er noget med begravelsen og hans sidste brev. Jeg lægger hånden mod nakken og prøver at tage mig sammen et lille stykke tid endnu. Jeg anstrenger mig for at høre efter, hvad manden siger. Han snakker om begravelsen, han giver mig også nogle datoer. Jeg tror nok, at jeg med grådkvalt stemme får sagt farvel eller noget, men jeg er ikke sikker, for nu kan jeg ikke holde det ud mere. Jeg bryder sammen, jeg falder om på gulvet hulkende, halvkvalt af gråd og blændet af tårer. Jeg lader det hele få frit løb, jeg lader tankerne og minderne strømme ind over mig. Jeg græder.

Gulvet er hårdt og koldt. Jeg er øm over det hele efter at have ligget på gulvet hele natten. Jeg rejser mig langsomt og sætter mig i sofaen. Jeg er træt og tom i hovedet. Der ligger en seddel på sofabordet, der er kun to liner. På den øverste linje står der:”19/11 hent ting og brev på kaserne.” På den nederste står der:” 22/11 begravelse.” Efter at jeg har siddet og stirret på sedlen i et godt stykke tid, rejser jeg mig. Jeg tager min jakke på og går ud.

Døren smækker hårdt bag mig. Jeg begynder at gå ned mod stationen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal føle, lige nu er jeg bare tom. Det slår mig pludselig, at alle andre jo også skal vide det, at han ikke kommer hjem. Men jeg kan ikke overskue den tanke, jeg har jo ikke engang selv fattet det endnu.

Jeg når til stationen og stopper op. Jeg kan se det sted, hvor jeg sidst så ham. Lige der på perronen stod vi for bare to måneder siden og sagde farvel. Jeg kan huske, hvordan det havde blæst. Han havde holdt om mig både for at trøste mig og holde mig varm. Og da toget så kom, havde han kysset mig og forsikret mig om, at det nok skulle gå, før han steg på toget. Jeg går videre ned på perronen og sætter mig på bænken for at vente på toget. Jeg rejser mig op igen og begynder at vandre rundt på perronen. Det er umuligt at sidde stille, der forgår for mange ting i mit hoved, og der er ingen mennesker eller særlig meget larm til at aflede mine tanker. Toget kommer, og jeg sætter mig ind. Støjen er en velsignelse.

Toget standser med en høj hvinende lyd. Jeg stiger af og går som i trance hele vejen til kasernen. Jeg har kun været her én gang før, hvor jeg skulle besøge ham. Jeg går langsomt, mens jeg kigger mig omkring. Pladsen jeg står på er omkranset af hegn, og for enden ligger et aflangt gråt hus. Jeg kan se en mand i militæruniform gå hen imod mig nede ved huset. I et kort øjeblik er jeg ved at juble højt og løbe hen mod ham, da jeg opdager, at det ikke er ham. Skuffelsen og smerten er kun sekunder om at straffe mig for ikke at tænke mig om, han kommer aldrig til at gå mig smilende i møde igen. Men manden bliver ved med at komme nærmere. Han stopper foran mig, og jeg skal lige til at spørge, da han siger, at han var i tjenesten sammen med min mand, og at han skal vise mig hans sidste brev. Jeg ser ikke rigtig, hvor vi går, men vi er pludselig i et rum fyldt med bokse. Han låser en af dem op og tager et stykke papir ud, som han rækker til mig. Det er underligt, før jeg kom, ville jeg gøre alt for hans sidste ord, men nu kan jeg ikke få mig selv til at læse det. Jeg tager mig sammen og trækker vejret dybt.

”Kære Stine

Hvis du læser det her brev, så er jeg ikke længere i live, men det betyder ikke, at jeg ikke er hos dig. Jeg ved, du ikke lyttede, da jeg sagde det sidst. Men jeg vil virkelig altid være med dig i hjertet. Jeg ved, du er ked af det nu, men jeg håber virkelig, at du bliver lykkelig. Det ville gøre mig ondt, hvis den glade og helt igennem fantastiske person, jeg elsker, forsvandt. Der er så mange ting, jeg gerne vil sige til dig. Hvor fantastisk du er, hvad du får mig til at føle, hvor smuk du er, hvor glad jeg er for dig, og at jeg elsker dig. Husk at det ikke er dit liv, der er slut, når du læser det her brev. Lev videre og bliv glad hvis ikke for dig selv så for mig. Jeg kan ikke beskrive, hvor højt jeg elsker dig, men du kan sikkert regne det ud. Jeg tror på, at du kan blive lykkelig, hvis du selv vil.

Jeg elsker dig for evigt, farvel.

Ps. "Det gør ikke ondt at smile”

Jeg står helt stille og stirre på brevet. Jeg tænker ikke og lader mig bare blive ført rundt på kasernen for at hente de sidste ting. Det er først, da jeg kommer ud, at min hjerne begynder at arbejde igen. Vil han virkelig bare have, at jeg er lykkelig? Kan jeg det? Bare leve videre uden ham. Det var jo det, han skrev, men jeg vil ikke gøre det for min skyld. Jeg gør det for hans.

Jeg tager kassen med hans ting op fra jorden. Jeg skal til at gå videre, men jeg stopper op igen og kigger mig omkring. Det er som om, alle farverne er vendt tilbage til landskabet og har jaget de dystre farver på flugt. Jeg ranker ryggen prøver et lille forfejlet smil og går videre. Det skal nok lykkedes en dag.

22/11 

Jeg står stille og kigger på kisten der sænkes  ned i hullet. Jeg kaster et blik rundt på de andre sørgende og sortklædte gæster, mange af dem græder eller snøfter. Jeg græder ikke, jeg har ikke flere tårer tilbage, og jeg har ikke lyst til at græde. Det sidste han skrev til mig var at jeg skulle være glad. Jeg har virkelig prøvet, men det er ikke let uden ham. 

Det er koldt og blæsende, næsten som den dag ved stationen. Jeg lukker øjnene og holder om mig selv. Jeg lukker af for alle lydene fra begravelsen, og forstiller mig at han er hos mig. 

Nu kan jeg smile.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...