The bench of a broken hearted girl [One Shot]

Ville lige forsøge mig med et One Shot, da jeg ikke lige havde overskuddet til "TNO" (The Nameless One) lige nu ;) Jeg var lidt mere i humør til denne her :) I må meget gerne ligge en kommentar :) OBS: Jeg er ny på Movellas!

"I wish cancer got cancer, and died"

2Likes
2Kommentarer
147Visninger
AA

1. Nobody want's a girl without hair

"Wen you cry I'd wipe away all of your tears. Wen you scream I'd fight away all of your fears, and I held your hand through all of these years, but you still have. All of me"     -Evanescence, My Immortal.

 

Jeg kørte mine kølige fingrespidser hen over de smukke blomster, mens jeg bevægede mig langsomt ned af grusstien.

Det var sidste gang jeg gik ned til søen, så jeg ville have det hele med, og jeg havde intet at skjule. Det var nok også derfor at jeg havde valgt at tage min paryk af.

Det var 3 dage siden at jeg havde fået mit endelige svar fra hospitalet, og jeg fik lov til at tage hjem i mine sidste dage.

Jeg havde haft en frygt hver dag for ikke at overleve natten, og mine veninder og familie havde været forbi mange gange og grædt foran mig.

Jeg hadede at se folk græde. De vidste ikke engang at det bare fik mig til at føle mig svag og ked af det.

Min mor græd ofte om natten og min far måtte altid forsøge at berolige hende. Det var på grund af mig at min familie var i sorg, og jeg ville bare væk.

Jeg satte kursen hen mod den efterhånden faldne bænk, som måtte anstrenge sig for at holde sig på benene.

Dens farve var skallet af lige siden jeg fik sygdommen. Hver dag, flage efter flage.

Jeg husker stadig da den blev malet, dagen efter jeg fik mit første kys.

Lige her på bænken. Jeg kan stadig huske hvor lykkelig jeg var og hvordan alt i mit liv blev til regnbuer og røde roser.

Men så hurtigt min lykke kom, desto hurtigere forsvandt den igen.

En dag begyndte jeg at miste mit hår, og ligeså langsomt røg flage, efter flage af på bænken. Træet blev gammelt og skrøbeligt og folk ville ikke længere bruge bænken.

Folk fandt noget andet, som var smukt. Som var levende.

Jeg bebrejdede ikke nogen. Hvem ville have en pige uden hår? Og som er så svag at hun ikke selv kan gå i bad, og bare bruger sin tid i en seng? Svaret er ingen.

Et trist suk forlod min mund og jeg satte mig forsigtigt på bænken, som gav sig under mig.

Jeg vidste at vi havde den samme skæbne, så ud fra bænken kunne jeg se hvor lang tid jeg havde tilbage.

Kemo-behandlingerne havde taget hårdt på mig, og har gjort at jeg havde kastet meget op, og været svimmel konstant.

Luften omkring mig var kold, så jeg pakkede mig selv lidt ekstra godt i min jakke.

Noget jeg havde sagt til mig selv i lang tid var, at inden jeg gik bort ville jeg elskes af en person som elskede mig for den jeg var.

En tåre trillede langsomt ned af min kind, mens jeg indså at det bare var endnu en dum drøm, som aldrig ville blive til virkelighed.

Ingen vil have en pige uden hår, og jeg ville aldrig kunne tvinge en person til at elske mig, bare så jeg kunne føle mig glad for et øjeblik.

Selvom det ville være rart.

Jeg fugtede mine tørre læber med min tunge og gned mig træt i øjnene. Jeg var begyndt at blive svagere for hver dag der gik.

To unge piger, som jeg vil skyde på var omkring de 18-19 år. gik forbi mig og kiggede underligt på mig som om jeg var et dyr.

Eller noget ulækkert som de ikke skulle i nærheden af. Jeg bebrejder dem ikke.

Ingen kan lide en 17 årig pige uden hår.

Noget af det mest frygtelige var, at hvis vi havde opdaget min sygdom noget før, ville der havde været en chance for at jeg ville kunne overleve det.

Men nu var det for sent.

Jeg kunne langsomt mærke hvordan min krop blev mere og mere træt.

Bænken gav sig lidt mere under mig, og græsset mistede sin farve.

Jeg gjorde ingen mine til at tage hjem og sove ind der. Mine forældre vidste godt hvad der skulle ske, og hvorfor jeg gik herned.

De vil forstå det en dag.

Jeg samlede et brev op at min lomme som jeg havde skrevet til min familie, venner og mine tætte personer.

En tåre landede på papiret og jeg prøvede desperat at tørre den væk, men det virkede ikke.

Jeg lagde mig langsomt tilbage på bænken med brevet i mine samlede hænder, og lukkede øjnene.

Mine øjne blev langsomt tungere, og bænken knirkede og knagede under mig, mens den kæmpede en hård kamp om at overleve, selvom det var forgæves.

Jeg var klar nu. Jeg ville ikke se mere smerte eller føle mere smerte.

Jeg ville bare væk.

Mine øjenlåg blev tungere og min vejrtrækning, sværere. Jeg kunne mærke hvordan mit hjerte langsomt tabte fart, og bænken gav endelig efter under mig.

Som i slowmotion faldt hele jorden på hovedet, og hele mit liv passerede forbi mig. Alle mine goder og dårlige tider.

Alle mine minder.

Endelig lukkede jeg bare mine øjne og lod mørket overtage min krop.

En kort smerte skød igennem min krop, men blev hurtigt erstattet med tomheden og mørke. Jeg var ankommet.

 

*****

Hej alle sammen! Vil bare lige sige 1000 tak fordi i har læst med! :D Det er mit første One Shot så tag lige hensyn til det :P Hvad synes i? Det blev nok et lidt korte One Shot end andre, men ville prøve at gøre det så spændene som muligt ;) Tjek gerne min Fan Fiction: "The Nameless One" ud! ;D

 

-Maddy_Kylez

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...