what about love

Da Kristines mor slæber hende med til Miami
Føler hun at hun intet har tilbage. familien og vennerne forlader hun
Men da hun møder sit største idol Austin Mahone
Begynder en mission om at holde det der betyder mest for hende skjult.
Nemlig ham!
Vil han finde ud af det?
Vil han blive sur?
Eller vil deres venskab blive bygget på løgne?
Læs med her og find ud af det

7Likes
9Kommentarer
1601Visninger
AA

6. Kapitel 5

Jeg sad nede i restauranten, klokken var ikke blevet meget mere end at der var 45 minutter til at maden blev taget væk. Jeg havde bare taget noget brød og æg, deres æg de var alser virkelig gode, jeg ved ikke hvordan de gjorde, det men det var godt.

Her sad jeg og hagede lidt til mine æg da jeg ikke kunne spise det, men ikke gad gå op til min mor igen. nu var hun bare for meget, det var ikke første gang, hun havde været sådan, for det var hun faktisk tit, men jeg var begyndt at vende mig til det, så det irriterede mig ikke lige så meget, som det havde gjort.

Jeg blev optaget af min mobil da den vibrerede nede fra min lomme så jeg tog den op og så jeg havde fået en besked fra den person, der betød mest for mig, lige her for tiden. Kan du gætte hvem jeg snakker om, min perfekte og helt igennem dejlige vindende Emma, en besked hvor der stod

 

Hej søde ;) håber ikke du helt har glemt mig. Savner dig utrolig meget og håber ud har det godt og har fået nogle gode venner. Og bare lige så du kan huske det, Austin bor jo i Miami  skriv hvis du ser ham :D kh Emma

 

Den pige og hendes smilyer hun elskede dem bare, og hun viste godt hvor meget jeg elskede Austin. hun hentyde jo til at jeg ikke skulle plage alle de nye mennesker, jeg lærte at kende her i Miami. Som om, hun kendte mig jo. Men nu da de eneste jeg kende en til videre var Austin og hans venner, kunne jeg jo ikke helt snakke om ham, jo det kunne jeg jo godt, men det ville bare blive lidt akavet.

Jeg endte bare med at svare hende på en sød og kort besked, da jeg ikke helt viste hvad klokken var. Eller jo det gjorde jeg. jeg viste når Austin stod op var det ved at være aften i Danmark så jeg kunne godt svare hende vis hun alser ikke lavede noget, men hvordan skulle jeg vide det

 

Hej søde savner også dig, bare en dag uden dig er umuligt, men Austin, hjælper mig med at holde humøret oppe :D

 

Der gik dog ikke mange sekunder før min mobil igen vibrerede det var Emma der svarede. Jeg kunne bare forestille mig hendes ansigt da hun læste, at jeg havde snakket og ikke mindst mødt Austin, jeg valgte dog at rive mig ud af mine tanker om Emma og læse hvad hun havde skrevet.

 

Taler du om Austin Mahone?

 

Kort og kontant. Det var den tøs jeg kendte. Maner jeg savnede hende. Jeg tænkte på hvad det var jeg skulle skrive, hun ville sikkert ikke tro mig.

Jeg skulle lige til at svare, da der er nogle der har lyst til at gøre så jeg ikke kan se, ved at lægge to hænder foran mine øjne, helt seriøst det her gad jeg bare ikke, jeg var stadig pisset over min mor og nu der her, det her bliver en skøn dag. Skøn dag.

”gæt hvem” okay nu er jeg ikke så sur mere, den bløde, smukke, perfekte, trykkende, beroligende - okay jeg stopper her - Stemme, var så dejlig at høre lige nu, hvis min vindende kom om under en time - Jeg drømmer igen - Jeg vred mig ud at Austins hænder og gav ham et stort, varmt kram, ja jeg var ved at flippe ud inden i, men jeg ’prøvede’ at være cool uden på, jeg siger ikke at det gik godt.

”hvad så?” jeg satte mig ned igen efter at havde trukket mig ud af krammet – ikke af min gode vilje.

”ikke så meget, er du klar på at lære at spille basket?” det mente han ikke seriøst vel. Jeg sad og kiggede på Austin, der tog plads på stolen overfor mig, jeg tror jeg så meget skræmt ud i hovet for han gav sig til at smile og slippe et lille grin ud.

”hvad, det mener du ikke vel?” jeg sad bare med store øjne og tænkte på i går hvor dårlig jeg var til at remme, mit held blev brugt første gang jeg skød.

”jo, det gør jeg. Skal du da noget i dag?” Austin sad bare og smilte stort til mig, hvis jeg ikke viste bedre ville jeg væde på han var en der kunne score alle, han bare så på. Det kunne han sikkert også, men det gjorde han ikke.

”øhh” jeg sad lidt og tænkte på hvad jeg skulle, jeg ville bare ikke havde han skulle lære mig mere basket – jeg kan ikke lide det spil!

”så hvad siger du?” han så ventende på mig da jeg vist ikke havde givet ham et svar. Det troede jeg ellers jeg havde.

”jeg skal pakke det sidste af mine ting ud” jeg smilte mit engle smil. bare han ikke ville lege den søde dreng i dag og tilbyde at hjælpe mig, jeg kunne se hvor dårligt det kunne komme til at gå.

”jeg kan da bare hjælpe?” og der kom det, ja det var derfor Austin var Austin, sød og perfekt men nej ikke i dag, det måtte han ikke.

”jeg gør det bare senere” ja hellere basket end at Austin skal hjælpe med at pakke mine ting ud.

”nej lad mig nu bare hjælpe dig” han sagde det med et suk og på en meget opgivende måde. Men han måtte alser ikke hjælpe, pasta basta – jeg skør jeg ved det, du behøver ikke sige det.

”nej det kun nogle plakater jeg skal havde op, og det kun mig der ved hvordan de skal side, for de alle kan være der” jeg smilte igen mit engle smil, det elskede han. Sikkert ikke, men jeg gjorde det stadig.

”hvem har du da så mange plakater med?” okay nu ville han også vide hvem jeg havde over alt på mit værelse. Lad mig hjælpe dig lidt, han sider overfor mig og spøger om præcis det samme.

”bare alle dem jeg er fan af og mine idoler” kort og kontant det var alt hvad han fik. Men stoppede han, nej det tror jeg nu ikke.

”hvem er du så fan af? og hvem er dine idoler? Efter som jeg ikke må hjælpe dig” han sad bare der med et sødt smil på læben og et endnu bedre smil i øjne, maner den dreng kunne da også bare smelte en hver piges hjerte, med bare et blik og et smil, tro mig det havde han gjort længe før jeg mødte ham, vis du forstår. Sikkert ikke men jeg har jo set han på youtube og billeder rundt omkring, han er bare… perfekt.

”en mase danske sangere du kender dem ikke” jeg vil alser ikke begynde at sige det 30 forskellige sanger jeg kunne lide, der var for mange og jeg ville bare begynde at sige de samme igen, fordi jeg ikke kunne huske om jeg havde sagt dem. Jep det bare typisk mig.

”sig dem måske har jeg hørt om dem” han sad bare med det samme smil på læben, det var svært ikke at begynde at sukke over hvor perfekt, det smil bare var, jeg mener det var ikke bare perfekt, det var umenneskeligt.

”der er for mange”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...