what about love

Da Kristines mor slæber hende med til Miami
Føler hun at hun intet har tilbage. familien og vennerne forlader hun
Men da hun møder sit største idol Austin Mahone
Begynder en mission om at holde det der betyder mest for hende skjult.
Nemlig ham!
Vil han finde ud af det?
Vil han blive sur?
Eller vil deres venskab blive bygget på løgne?
Læs med her og find ud af det

7Likes
9Kommentarer
1509Visninger
AA

2. Kapitel 1

”Kristine, det nu. Du skal op” min mors bløde stemme, som viskede til mig. Kl var godt og vel 6 om morgen, en helt almindelig lørdag.

Men ikke for mig, jeg skulle flyve til Miami i dag. Ja jeg burde være glad, men det er jeg ikke, for det ikke bare en ferie. Nej nej, så heldig er jeg ikke.

Slet ikke!

Vi flyttede skam, fra mit elskede Danmark, til U.S.A.

Jeg åbnede mine øjne, min mor stod og ruskede lidt i mig, så jeg ikke fladt i søvn igen. Jeg satte mig op i min seng. alt lignede sig selv, kun de ting jeg skulle havde med stod i kasser.

Jeg skulle ikke have alt med mig, da det ville koste for meget, så jeg havde fået nogle nye ting, som var der allerede. Min mor havde fået et nyt arbejde, eller nyt kan man ikke kalde det, hun blev forflyttet til Miami, da hun bedre kunne hjælpe der, eller så noget i den dur.

”Kristine, det nu” jeg var helt væk, jeg bare sad og kiggede på min mor, som om hun var helt gal på den. Hvad skulle jeg sige, at flytte fra mine venner og familie, til et helt nyt land, hvor jeg knap nok kunne tale sproget? Ja det engelsk, eller snare amerikansk. Men det alser ikke lige det jeg var verdensmester i.

”Kristine, stå op. Og det nu!” nu var min mors stemme ikke så blød længere der var vist også gået omkring 10 minutter og vi havde lidt travlt.

Jeg rejste mig op fra min dejlige elskede dobbeltseng, jeg fyldte lidt når jeg sov, men så sov man da også godt, eller uroligt, hvad ved jeg.

Jeg gik over til mit skab, alt mit tøj var parket ned i kasser så der var kun et sæt tilbage, en kort rød bluse der gik til lidt over navlen med hvid tekst hvor der stod LA og en sort strop top til inden under den, et par grå sorte bukser, der så lidt slidte ud. Det var mit look, det bare sådan jeg køre den.

Jeg tog mine elskede smykker på, en moustache halskæde og et stort, sort armbånd fra story. Jeg lage lidt make-up og lod mit hår være løst, og så var jeg ellers klar.

 

”Godmorgen” jeg kom træt ud i køkkenet hvor min mor sad og spiste mad, det var en bolde med ost. Hvorfor du skulle vide det? ved jeg ikke.

”der er brød på bordet” min mor smilte venteligt til mig, hun kunne vist godt se jeg var - bare lidt - morgen sur, jeg kiggede over på det som engang var vores stue, den var næsten tom det der var tilbage var, vores sofa og en stor kommode, eller snare skab vi havde brugt.

”er du ikke sulten?” min mor hadede at jeg ikke spiste, men jeg kiggede bare over på min mor, som sad og betragtede mig. Jeg havde nu enlig ikke lige lyst, men jeg viste jo ikke hvornår jeg fik mad igen, eller jo det gjorde jeg, vi skulle bo på et stort og dyrt hotel ved Miami beach. Den ville jeg nu gerne gå ture på om aftenen og sole mig om dagen.

 Jeg kiggede stadig på min mor, men vente dog blikket væk.

”jeg er ikke sulten” jeg sagde det med en træt og opgivende stemme. jeg var træt, og skulle snart ud at flyve i flere timer. Den her dag kunne da ikke blive bedre! kan du høre den søde ironi.

”Kristine” jeg vendte blikket hen mod min mor. Nu ville hun sikkert komme med en lang smøre om hvorfor vi flytter, men ved du hvad? jeg ville alligevel ikke høre efter.

Men måske var det min dag i dag, nej sikkert ikke, men det bankede på døren, lige inden min mor nåede at sige mere.

”jeg åbner!” jeg var hurtig til at sige det, da jeg faktisk bare ville væk, væk fra det hele.

Jeg gik med hurtige skridt mod vores hoved dør. En skikkelse kom frem. Vent lige Emma. Emma var min bedste vidnende og jeg elskede hende over alt op jorden.

”Emma, hvad laver du her?” jeg skreg måske en lille smugle piget da jeg så hende, men det var jo Emma og mig vi talte om her. tænk hun kom kl 6:30. Emma var sådan en af dem der kunne sove til kl 3. hvis det var det hun skulle. Hun havde taget en sort bluse hvor der stod ’SWAG’ på og hvide bukser, alle misunde hende, hun var en af de smukkeste, hendes lange gyldne hår med krøller, stod perfekt til hendes tyde og runde hoved, og ikke glemme hendes smukke blå grå øjne.

”skulle da lige sige farvel, troede du jeg bare ville lade dig tage af sted, uden at sige farvel til mig?” hun smilte og prøvede på at virke fornærmet, men det var hun ikke så god til. jeg hoppede ind i hendes arme og krammede hende, hendes varme kram, det hjalp altid på humøret. Emma og jeg havde været venner så længe jeg huske, vi havde kendt hinanden siden vi gik med ble og vores forældre, kende vist også hinanden, lang tid inde vi blev født.

”jeg er så glad for at se dig søde” Emma var bare den bedste, hun gjorde mig bare altid glad, Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige.

”kom ind du kan hjælpe mig med at pakke det sidste?” jeg sendte hende et stort og varmt smil, hun var bare den bedste, ja jeg havde sagt det før men hun var alser bare den bedste.

”jeg kan slet ikke forstå at du ikke er her om nogle små timer” hun så lidt ked ud af det, det kunne jeg bare ikke tage hun skulle smile, være glad og kun det. Hun skulle smile for det var det, hun var bedst til, hende store smil med smilehuldrer det var bare noget af det der gjorde hende så smuk.

”smil, vi kan skrive og snakke over Skype og facebook Ikke?” Emma og mig plejede at side på vores computere om aftnen og skrive til hinanden. det var nu mest om drenge, hun skrev tit om en eller anden random fyr, hun havde mødt sidste uge, mens jeg bare hjalp med at løse de nye kæreste sorger hun havde, eller hvilken fyr der var sødest.

”altid men” Emma rev mig ud af mine tanker men, hun lød nervøs men også bange, når Emma sagde noget hvor ’men’ var først eller sidt var det bestemt ikke godt. Jeg stod bare og kiggede bekymrede og bange på hende. Hvorfor kunne hun ikke bare sige det?

”nu kan jeg jo ikke låne dit fede tøj længere” Hun stod og så ned i gulvet. Var det bare det hun ville sige, hun gjorde mig lige så bange. et stort smil kom frem på mine læber og et grin slap også ud, hendes humør kommer jeg til at savne, alt kommer jeg til at savne. Jeg kunne slet ikke forstille mig min hverdag uden hende. Men det kom den snart til.

 

***

   

”ding – ding” en høj lyd fyldte mine øre, jeg åbnede kort mine øjne jeg må vist havde været faldet i søvn, jeg kiggede ud af vinduet på flyveren, en smuk udsigt kom til synde, marker og byer. Selv om jeg havde sovet det meste af flyvetiden væk, var turen stadig lang jeg var på vej til et sted, jeg ikke kende nogle, jeg aldrig har været, hvad ville folk ikke tænke om lille mig, gå forvirret rundt? Det vil jeg slet ikke tænke på.

Jeg var måske en hel del forvirret når jeg var usikker og det var jeg nok en lille smule nu, men nu ville jeg for første gang i lang tid, tænke positivt! Det skal nok gå godt.

”nu lander vi”. Sagde Min mor mens hun kom over til mig. spørg ikke hvor hun havde været, sikret på toilet.

Jeg sad og hørte høj musik, som jeg havde haft gjort helle turen igennem, det var en af mine mange idoler, idoler måske ikke er nok mere fan af de andre, nogle støre end andre, men ham her Austin, han kunne noget de andre ikke kunne.

Du har måske hørt om ham Austin Mahone.

 

 

__________________________________________

Det var så det første kapitel af min første movella

Håber du kunne lide den

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...