Crystal clear

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Følg med i Crystals liv med både smerter og problemer.

Crystal er en 13 årig pige med problemer. Begge hendes forældre er alkoholikere og hun bliver mobbet i skolen. Hendes mangel på personlighed er et stort problem, og hun er efterhånden blevet træt af at være blank, no-face og 'Crystal-clear'
Crystal er tit i sine egne tanker og har opfundet sin egen løsning på problemet. Musik og hendes tanker. Med musik i ørene lukker hun øjnene og forsvinder ind i et mystisk univers. Hendes verden er dejlig, bedre end den virkelige. Og så er det hele fantasi.
Er Crystals tanker så ufarlige som hun tror, eller ligger der mere bag?

ADVARSEL: SERIØST GOD LÆSNING

9Likes
4Kommentarer
807Visninger
AA

1. Mundlam

Endnu en dag.. Morgenens stråler fyldte mit værelse. Natten før havde været forfærdelig. De samme ord gik igennem mit hoved: "Kig aldrig tilbage!" Det var egentlig mærkeligt, jeg plejede aldrig at huske en fløjtende fis, men nu.. Det var som brændt fast. Jeg ved faktisk ikke hvor lang tid jeg tænkte det men længe nok til at solopgangen var væk. Jeg kiggede på mit ur."Pis!! Jeg kommer for sent" Jeg hev tilfældige tøj stykker ud af skabet, og hev dem på, der var ikke tid til mere. Jeg løb ud af døren, og glemte helt min cykel. Det var nok det dummeste jeg kunne have gjort. Selvom solen var stået op, var det stadig temmelig mørkt. Først da jeg nåede kiosken på hjørnet, begyndte jeg at sætte farten ned, og begyndte langsomt at gå. Kulden sivede langsomt ind i min krop og jeg fik gåsehud. Jeg havde ingen jakke på, bare min tynde t-shirt og et par jeans. For et øjeblik tænkte jeg ikke på skolen, ikke på kulden ikke på noget. Jeg beundrede bare den glinsende asfalt. Den funklede som var der små diamanter i. Mine tanker blev afbrudt af en bil der susede forbi. Jeg gik videre indtil jeg nåede skolen. Da jeg kom ind i klassen gloede alle på mig. Jeg vidste hvad der nu skulle ske. Læreren kaldte mig op til kateteret, og bad mig om at stave til 'transplantation' det var ikke så slemt endda, og det var et ord jeg kendte til. Det der gjorde det svært var synet af alle de andre der stirrede, fnisede og hviskede til hinanden. Jeg holdte mest af at sidde bagerst på min plads og tie stille. Jeg var overvældet af nervøsitet, og mine håndflader var svedige. Intet ord kom ud af mig, jeg stod bare der med åben mund, og stirrende øjne. Jeg var lige ved at bryde sammen da der var nogen der rakte hånden i vejret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...