Crystal clear

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Følg med i Crystals liv med både smerter og problemer.

Crystal er en 13 årig pige med problemer. Begge hendes forældre er alkoholikere og hun bliver mobbet i skolen. Hendes mangel på personlighed er et stort problem, og hun er efterhånden blevet træt af at være blank, no-face og 'Crystal-clear'
Crystal er tit i sine egne tanker og har opfundet sin egen løsning på problemet. Musik og hendes tanker. Med musik i ørene lukker hun øjnene og forsvinder ind i et mystisk univers. Hendes verden er dejlig, bedre end den virkelige. Og så er det hele fantasi.
Er Crystals tanker så ufarlige som hun tror, eller ligger der mere bag?

ADVARSEL: SERIØST GOD LÆSNING

9Likes
4Kommentarer
861Visninger
AA

10. Flugt

Carlos var ikke sulten, og heller ikke jeg. "Skal vi ikke smutte?" Jeg kiggede forundret på Carlos. "Det må man da ikke! Vi kunne jo blive fanget eller noget." Carlos gav mig 'Ej-kom-nu' blikket,og jeg kunne ikke stå imod. Jeg nikkede og mimede okay med læberne. Carlos rejste sig, og tog min hånd. Jeg følte en mærkelig varme fra hans hånd, men jeg kunne lide det. Vi fik listet os ud på gangen. Jg nåede lige at se Birgit, og Line sidde på et værelse, med hende der var gået amok lige før. Det gav et sus i mig. Adrenalinen pumpede rundt i min krop, og gjorde mig rastløs. Da vi var kommet hen til den yderste gang så vi begge udgangen. "Hvor skal vi hen?" Carlos sagde ikke noget. Han gav mig bare et  smil, og begyndte at løbe. Jeg løb med, men vi stoppede begge foran den store jernlåge. Det var aften, og koldt. Lågen var kold da jeg tog fat i tremmerne. "Jeg giver dig en hestesko, og så løfter du mig over." Carlos mente det virkelig. jeg tøvede et øjeblik men trådte derefter min fod i Carlos' hænder. Jeg landede oven på lågen. Den var ret tyk og derfor væltede jeg ikke. Vinden i mit ansigt var kold og frisk. Det fik mit hår til at flagre. "Øhm undskyld mig. Hvis du ikke vidste det er vi igang med en flugt her!" Jeg fik et chok, og var ved at falde ned. Jeg kæmpede med at finde balancen igen. "Giv mig din hånd." Carlos gav mig hånden, og jeg fik løftet ham op. Der sad vi overfor hinanden, og blev betaget af hinandens øjne. Vi blev vækket fra vores dagdrøm da vi hørte nogen råbe vores navne. Det var Birgit og Line! Vi hoppede ned fra lågen, men jeg vred om på min fod. "Av for helvede, noget lort!" Jeg tog sig til munden. Carlos nikkede med hovedet. "Kom med, hop op på min ryg." Jeg hoppede op, og han løb med mig. Han var stærk, og tabte mig ikke en gang. Han var ikke engang lige ved det. Det mindede mig om dengang jeg så Twilight. Da Edward havde Bella på ryggen, var det næsten ligesom nu. Hvis Carlos havde været vampyr ville det nok havde gået hurtigere. Det var egentlig lang tid siden hjeg havde været i snelandet. Ikke engang i mine drømme havde der været noget. Lige efter jeg mødte Carlos havde der ikke været noget. Han havde taget al min opmærksomhed.

Vi stoppede endelig op da vi var nået et godt stykke væk. "Fryser du?" Jeg nikkede, jeg nåede jo ikke at tage jakke på. jeg frøs ligeså meget som da jeg stod for sent op, og glemte det hele. "Tag min trøje."Carlos lynede sin mørkegrå sweatshirt op og lagde den om mine skuldre. "Skal jeg også kigge på foden?" Jeg smilte. "Nej tak jeg klare mig. En anden dag måske." Carlos begyndte at grine. "Fair nok frøken." Jeg begyndte også at grine, men det blev mere seriøst da jeg spurgte: "Hvorfor er du egentlig kommet på Lykkegården", som anstalten hed. Carlos blev tavs og kiggede lidt ned i jorden. "Det er en lang historie." Sagde han kort. "Jeg klare mig, vi skal jo ikke nå nået vel?" Carlos smilte skævt. "Okay. Her kommer historien om den forladte dreng.. Mine forældre er ret.. Specielle, lad os sige det sådan. De ville egentlig ikke have mig, men var nødt til det. En dag gad de bare ikke mere, og de smed mig ud. Senere kom jeg hjem og de flippede helt ud. De blev enige om at det var bedst at jeg kom på Lykkegården, da jeg blev ved med at snakke om mine drømme, og om hvordan jeg troede det hele var. De overdrev selvfølgelig, for at få mig ind. Det var så det.." Jeg kunne godt forstå ham. "Kender det godt, mine forældre er også nogle idioter. Hvilke drømme havde du?" Carlos var vist overrasket over at jeg faktisk var interesseret. "Wow. Du er den første der interessere sig for mig. Tak. Jeg drømte altid om det her snelandskab, og der var denne pige. Hun blev ved med at nævne noget om nogle sjæleløse. Hun sagde også noget om at klare øjne, falmer ikke, selv ikke i mørke. Det er sindsygt jeg ved det, bare kom med den sædvanlige tale." Jeg sad og rystede på hovedet. "Det kan ikke passe. Jeg har oplevet præcis det samme.."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...