Crystal clear

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Følg med i Crystals liv med både smerter og problemer.

Crystal er en 13 årig pige med problemer. Begge hendes forældre er alkoholikere og hun bliver mobbet i skolen. Hendes mangel på personlighed er et stort problem, og hun er efterhånden blevet træt af at være blank, no-face og 'Crystal-clear'
Crystal er tit i sine egne tanker og har opfundet sin egen løsning på problemet. Musik og hendes tanker. Med musik i ørene lukker hun øjnene og forsvinder ind i et mystisk univers. Hendes verden er dejlig, bedre end den virkelige. Og så er det hele fantasi.
Er Crystals tanker så ufarlige som hun tror, eller ligger der mere bag?

ADVARSEL: SERIØST GOD LÆSNING

9Likes
4Kommentarer
893Visninger
AA

8. Djævle unge

Jeg var bange men gik hen og åbnede. Der stod to mænd i døren. Jeg pustede ud og fortalte at det var mig der havde ringet. De greb mig og iførte mig en spændetrøje. Jeg blev ført ind i en sort bil og blev kørt væk. jeg var stille hele vejen. Bilen stoppede brat da vi var ankommet. Jeg var begyndt at ryste. Jeg følte mig faktisk skør. Ikke bare skør, men sådan rigtig psykopat skør. Det var måske bare frygten der talte men af en eller anden grund skubbede jeg det ikke bare væk. Det første der skete var at jeg blev introduceret til alle procedure og de fortalte om pædagogerne. Derefter fik jeg mit eget værelse. Det var malet hvidt, med en rød væg. Det var ikke sådan rigtig stort men det var som jeg havde brug for. Jeg satte mig i den fjedrede seng, og døsede langsomt hen til min verden. Det var sne verdenen igen. Jeg vidste hvad jeg skulle gøre. Jeg var nødt til at finde mig selv, jeg mener min tvilling, jeg mener pigen. Jeg løb den vej jeg gik sidst. Jeg gled og faldt lige så lang jeg var."Er du okay" hørte jeg en stemme sige. Det var pigen. Hun fulgte mig hen til en bænk hvor vi kunne snakke. Jeg havde så meget at spørge om! Vi sad der sikkert kun et par minutter, men det føltes som timer. Der var så meget jeg ikke vidste. Hun var mig. Ikke bare en kopi, men mig som jeg skulle være. De ting jeg havde husket fra tidligere var de ansigtsløses tanker, og minder. jeg forstod bare ikke hvorfor de kom til mig. det nåede hun heller ikke at fortælle mig før jeg vågnede. jeg ville rejse mig, men jeg havde spændetrøje på så det var svært at komme op. jeg var i et helt hvidt rum, med bløde vægge. i starten gik jeg i panik, og råbte og skreg. men jeg var ikke alene. i det lille hjørne foran mig, sad der en person. En dreng. Han kiggede bare på mig helt tavst. jeg hoppede en halv meter, da han råbte: "DJÆVLE UNGE!!!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...