Crystal clear

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 13 nov. 2013
  • Status: Igang
Følg med i Crystals liv med både smerter og problemer.

Crystal er en 13 årig pige med problemer. Begge hendes forældre er alkoholikere og hun bliver mobbet i skolen. Hendes mangel på personlighed er et stort problem, og hun er efterhånden blevet træt af at være blank, no-face og 'Crystal-clear'
Crystal er tit i sine egne tanker og har opfundet sin egen løsning på problemet. Musik og hendes tanker. Med musik i ørene lukker hun øjnene og forsvinder ind i et mystisk univers. Hendes verden er dejlig, bedre end den virkelige. Og så er det hele fantasi.
Er Crystals tanker så ufarlige som hun tror, eller ligger der mere bag?

ADVARSEL: SERIØST GOD LÆSNING

9Likes
4Kommentarer
812Visninger
AA

9. Carlos Blue

Jeg traskede ind på mit værelse fulgt af Linda. Linda var en af pædagogerne."Det må du virkelig undskylde Crystal. Vi troede han var stabil nok.. undskyld, er du okay? "Ja jeg har det fint. Hvem var han egentlig?" Hun gloede underligt på mig."det var Carlos. Mere kan jeg ikke fortælle dig. Hvis du har lyst kunne jeg måske lokke ham ned i fællesrummet? Det er lige efter frokost." "Tak" sagde jeg og lukkede døren efter mig. Det meste af dagen var gået, og det var snart aftensmads tid. Mon han ville komme til højtlæsning efter? Jeg var interesseret i ham. Jeg ville gerne kende ham bedre. Jeg lå og så fjernsyn da Birgit, en anden pædagog, kom ind."Det er spisetid lille frøken! Kom med mig ned i stuen." Hun talte til mig som om jeg var komplet vanvittig. Det var jo ligefør hun snakkede baby sprog og legede titte bøh med mig. Mine Converse klaprede hen af linoleumsgulvet. De lyseblå vægge skiftede til lilla da vi kom ind i stuen. De andre sad ved bordet og skovlede mad ind. Jeg scannede mængden men jeg kunne ikke se Carlos nogle steder. Døren gik op, og Linda kom gående med Carlos under armen. Han virkede meget mere rolig end tidligere. Birgit gav mig et lille puf, som tegn til at jeg skulle gå hen og sætte mig. Der var to stole ledige, over for hinanden. Jeg satte mig på den ene og Carlos på den anden. Folk snakkede ikke med hinanden, de åd bare. De var egentlig meget asociale. Jeg kastede et blik over på Carlos der sad og surmulede på sin plads. Line sad ved siden af ham. Hun rakte ham noget kød men han ignorerede hende. Lidt efter var de fleste gået. Der var kun mig, Carlos og nogle pædagoger der sad tilbage da vi var kommet senere end de andre. Birgit og Line sad, og snakkede om noget politik. Carlos sad og stikkede i sin mad. Han måtte ikke rejse sig før han havde spist op, og heller ikke jeg. Han surmulede stadig og jeg iagttog ham bare. Hans sorte pandehår var foran hans ansigt og hans hænder var knoglede, og blege. Han sad med hovedet nedad og stirrede på de få kartofler, kødet og grøntsagerne. Hans øjne kiggede på mig igennem pandehåret, og jeg sænkede hovedet. Han rettede hovedet op og det samme gjorde jeg. Vi kiggede hinanden lige i øjnene. Hans nøddebrune øjne var smukke, og blanke. Han sagde ikke noget og heller ikke jeg. Han hviskede noget svagt, og jeg prøvede at tyde ordene. Det var umuligt, så jeg rynkede panden. Han sagde det lidt højere, og jeg hørte hans ord klart og tydeligt: "Djævleunge, udskud, alene, forladt, djævleunge." Det var så lavt at pædagogerne ikke hørte det men det gjorde jeg. Det fik mig til at trække mig tilbage. Han smilede skævt og nikkede."Hvad er dit problem?! Jeg er ikke bange for dig, så du kan godt stoppe dit klamme smil op i røven!" Pædagogerne kiggede på mig, og det samme gjorde Carlos."Crystal dog, hvad er der galt med dig?" Spurgte Birgit. Jeg ignorerede hende og kiggede på Carlos. Pludselig kom der et skrig fra gangen. Både Line og Birgit rejste sig og løb ud på gangen. Det var en af de andre der var gået amok. Jeg kiggede stadig på Carlos uden at sige et ord."Du er god nok. De fleste ville have flyttet sig eller sladret. Jeg kan godt lide dig. Jeg hedder Carlos Blue." Han rakte hånden frem og jeg kunne ikke undgå at se de streger han havde tegnet på sin arm, med sort kuglepen. Jeg rakte hånden mod ham og han rystede den ivrigt. "Hvad hedder du så?" "Jeg er Crystal. Crystal Anderson."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...