Døden omkring mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Færdig
Vi høre om en pige ved navn Sallys, og om hvordan hendes korte liv ender. hun starter som en 17 årige pige og dør som en meget meget unge kvinde. Hun mister alle omkring sig. Følg med og se hvordan den ender. Historien springer lidt i tiden, men det er meningen ;)

4Likes
0Kommentarer
703Visninger
AA

3. Ny start.

Jeg hedder Sally, og bor sammen med min mor Beth og far Thor.

Jeg er 17 år. Går i gymnasiet i London. Jeg er født i 1973 d. 11 Maj.

I min familie er vi lidt specielle. Vi holder IKKE fødselsdage, altså vi giver ikke gaver til hinanden, kun sjældent.

Jeg har brunt hår. Min tøjstil er lidt mormor agtigt… Hvis man skulle kalde det noget. Vi starter med at høre fra år 1990.

 

Jeg havde det godt, med familie og venner eller ingen venner, men jeg vidste jeg manglede et eller andet. Der var noget der var tomt i min verden. Det blev ind da være da den dag kom hvor jeg fik af vide  at jeg skulle flytte til England og starte på et nyt Gymnasium. Jeg var lidt ked af det. Jeg ville ikke flytte fra London. Selvom jeg ingen venner havde var jeg stadig glad for at være her. Jeg var født her. Jeg ville ikke føle mig hjemme andre steder.

 

’’Godmorgen skat, du skal op’’ Sagde min mor glad. Hun stod helt henne ved mig, hun var lidt besat af at jeg skulle starte i gymnasiet, og få nye venner. ’’ Jeg skal nok, er du sød at gå ud? ’’ Jeg så hende gå ud lige så stille ud, lidt akavet. Da hun var kommet ud, træk jeg min tunge krop op af sengen, jeg orkede næsten ingen ting, og i hvert fald ikke ny skole. Jeg havde det lidt mærkeligt med tanken om at jeg skulle gå iblandt nogle ukendte folk…

 

’’Nu har du da ikke skræmt hende?’’

’’Nej da, jeg laver morgen mad til os’’

’’Hun skal nok få nogen venner her, lad nu

hver med at undervurdere hende’’

jeg hørte min forældre snakke om mig, min far tager den lidt mere med ro end min mor.

’’ Vi ses jeg smutter nu! ’’ Sagde jeg bare hurtigt, og gik. Jeg ville ingen gang have noget morgen mad, men min mor har noget med her for tiden at jeg SKAL have morgen mad hver dag, så hun åbnede døren efter mig og kastede et æble til mig. Godt at jeg kendte hende så godt, for ellers var det æble havnede på jorden også havde hun flippet helt ud.

 

Inden jeg åbnede døren til min klasse, trak jeg vejret dybt. Da jeg kom ind kiggede alle på mig, jeg fik mine papirer, og satte mig ned. Ham jeg skulle side ved siden af kiggede slet ikke på mig, da jeg satte mig .

’’Hej’’ sagde jeg,

men han svarede ikke. Vi fik en opgave hvor vi skulle være to og to, men han lavede den selv og det sammen gjorde jeg. Heldigt at jeg kunne finde ud af den, når han nu ikke gad og arbejde sammen, eller ingen gang sige hej. Timen sluttede, og jeg kiggede på ham, og blev siddende mens alle andre gik ud af lokalet. Han blev også siddende.

’’Hvad hedder du’’ spurgte jeg.

’’Kim?’’

’’Jeg hedder Sally’’

Han grinede og gik over til sine venner, jeg var måske ikke den pæneste med mit tøj og udseende, men jeg er den jeg er, så hvis han skal være sådan kan han bare det, jeg prøver skam bare at få nogle venner.

 

Lige i det jeg kom ud af lokalet, var der en der snakkede til mig. Jeg vendte mig om.

’’Hej jeg hedder Sofia og er 17 år, hvad hedder du?’’

’’Øhh hej Sofia, jeg hedder Sally og jeg er også 17 år’’

’’Skal vi følges til frokost?’’ spurgte hun mig. Jeg var lidt overrasket over at jeg allerede havde fundet en og spise frokost med og ikke skulle side alene

Sofia og jeg gik ikke på samme trin, jeg gik et over hende. Men bare fordi jeg gjorder det kunne vi stadig være venner?

Vi gik sammen til frokost, og vi hyggede os og grinede. Sofia var lidt ligesom mig, og det var rart for jeg er ikke en der for så mange venner… Tror faktisk at Sofia var den første rigtige ven jeg nogen sinde havde fået. Vi fandt et bord, og satte os der og spiste.

’’Jeg kan forstå du har mødt Kim’’

’’Ja, han er min sidemakker til fysik. Hvorfor?’’

’’Han er en slags bølle her på skolen! Så pas heller på’’

’’Haha, det skal jeg nok’’

 

i det vi sad og snakkede sammen kom Kim over til os, han så alvorlig ud!’’ Hvad griner i af’’ han tog min mad og smed det i hovedet på mig, og grinte. Der kom en lille tåre fra mig. ”det er noget man kan grine af!”

 

På vej til næste time, kiggede og grinte alle af mig, så jeg løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...