Døden omkring mig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 5 mar. 2014
  • Status: Færdig
Vi høre om en pige ved navn Sallys, og om hvordan hendes korte liv ender. hun starter som en 17 årige pige og dør som en meget meget unge kvinde. Hun mister alle omkring sig. Følg med og se hvordan den ender. Historien springer lidt i tiden, men det er meningen ;)

4Likes
0Kommentarer
714Visninger
AA

19. Ny familie.

Nu går vi meget frem i tidens løb nu! Vi er helt fremme i 2006.

Jeg havde mistet alle dem jeg holdte af, som 21 årige. Det var en hård tid for mig. Jeg gav slip på alt, solgt huset og ting billigt. Men det jo ikke bare nemt og sælge sit hus. Det tog mig ca. 4 år at få det solgt… Men det lykkedes. Da det var solgt boede jeg på et hotel.

 

Jeg var nu 32 år. Min fortid var gået, og jeg var kommet vider. Jeg havde en ny familie, ny mand ved navn Kristian, vi havde to børn som vi elskede meget højt. Den yngste er 2 år og hedder Stine, Den anden pige adopterede vi et år efter vi var fundet og flyttet sammen. Hun var 16 år og hed Camila, hun var en god pige ikke sådan en som festede og rendte med drenge. Nej hun passede sin lille søster og var altid hjemme, medmindre hun var på arbejde eller var sammen med veninder. Mig og Kristian var lykkelige. Vi havde et stort lækkert hus.

Mig og Kristian kom sammen da jeg var 29 år. Kristian var 34 år nu.

2 år ældre end mig. Det da fint.

 

Kristian havde et godt job, med masser af penge i løn. Han arbejde som chef på et bank kontor. Jeg var blevet udannet som en blomst handler, og det job var jeg meget glad for.

 

”Godmorgen skat” Kom Kristian gående hen og sagde til mig, også også lige med et kys på kinden. Det føltes dejligt at starte på ny, selvom det et godt stykke tid siden. Jeg tog cyklen og han tog bilen på arbejde i dag. Heldigvis havde jeg tideligt fri i dag. Klokken 12:30. Jeg cyklede der hen og var der efter 21 minutters cykling.

 

”Nåååe. Er chefen kommet lidt forsent i dag?”  Sagde en af de ansatte som hed Dan. Han var nok den jeg havde det bedst med. Jeg grinte bare af ham. Jeg tog mit arbejdstøj på i omklædningsrummet. Dagen gik hurtigt, og som altid var det en sjov dag.

 

Det var faktisk en lidt speciel dag, det var Valentine. Der var flest mænd som kom og købte blomster til deres koner, og par enkle kvinder. De fleste af de kvinder der kom var nok lesbiske. Vil jeg gætte på… Kvinder plejer da ikke og købe til deres mænd. Men nogen gør jo selvfølgelig. Vi lavede lidt grin med nogen af de sjove folk der kom ind. Fx Her tidligere i dag var der en mand som kom ind og sagde ”Bare find de blomster der passer til min kone. TJEP TJEP SMÅ VENNER” Han sagde det mens han stod og kiggede på sin telefon i hånden. ”Jamen herre. Vi ved jo ikke hvad for nogle blomster din kone kan lide? Der må de selv komme ind og hjælpe til” Sagde Dan til ham, mens han havde lidt grineflip. ”Årh skal man også gøre ALTING selv. Glem det jeg finder en anden blomster handler!” Vi vinkede til ham, men Dan nåede lige at råbe noget tilbage til ham inden han var gået. ”Held og lykke med at finde en anden der kan hjælpe dig. Herre” Og da døren lukkede efter ham kunne vi ikke holde vore grin inde mere.

 

Dan var nok min bedste ven. Og ikke bare her i butikken, men også i den virkelige verden. Jeg gav Dan lidt tidligere fri, sammen med de andre. Da de sidste var gået ud af døren, gav dørens klokke genlyd hele vejen igennem min øregang. Jeg gik ud og klædte mig om, til mit normale tøj, og ville bare gerne hjem til Kristian og de to dejlige børn vi har. Jeg gik ud af døren. Låste den. Fandt min cykel, blandt de andre. Og cyklede hjem. Jeg drejede om hjørnet, og lige da jeg gjorde det. Kom der en lastbil og den væltede mig. Jeg lå der på jorden helt raskløs og lastbilen var kørt igen. Sikken en psykopat. Jeg lå der på vejen, og kunne ikke bevæge mig, min vejr trækning blev tungere og tungere. Folk kom løbene over til mig, og ringede efter 112. Men inden ambulancen nåede at komme var jeg død.

 

Tænk at jeg har forladt min familie. Min lykkelige familie. Nåede ikke og sige farvel, ingegang til Dan. Jeg må forlade den med fred.

 

Jeg holdte op med at trække vejret, og mine øjne blev mere og mere slørrede. Til sidst sov jeg ind. Smerten var der stadig. Nu kommer jeg op til Kim og de andre, men vil savne Kristian, Camila, Stine og Dan.

Jeg døde. Farvel.  

 

Jeg vågnede lige pludselig og så at jeg stod op, men ingen lagde mærke til mig, jeg kiggede ned på vejen, og der lå jeg, der lå mit lig. Jeg var altså død. Jeg så Kristian komme og han græd. Jeg kunne se at han havde nogen blomster i hånden som han tabte.

 Jeg lagde min hånd på hans kind. Og jeg forsvandt op i himlen. Nu var det et rigtigt. Jeg var død, og ville aldrig komme tilbage.

farvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...