Hævnen er sød

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 aug. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Hej ^^ Det her var egentlig bare en stil jeg havde for, men jeg ville også lige ligge den ud her så i kunne give lidt konstruktiv kritik C:

4Likes
6Kommentarer
424Visninger
AA

1. Hævnen er sød

Det er ikke lang tid siden. Men heller ikke sket for nylig:

 

Det var vinter, så Fuglebakkekvarteret, som jeg boede i, var mørklagt bortset fra det svage lys fra gadelygterne. På trods af at kl. kun var halv fem, var jeg den eneste der gik der. Jeg havde for ca. en time siden fået fri, men var nu på vej tilbage mod skolen efter at havde glemt min mobil i klasseværelset. Jeg var ret sur på mig selv. Hvordan kunne jeg være så dum at glemme min mobil? Og så var jeg selvfølgelig nødt til at gå tilbage til skolen. Den lukkede tidligt. Pedellen var den eneste, der ville være på skolen efter kl. 16:15, og når kl. var 17:30 ville hun låse af efter at havde fejet og tørret borde af i de mørklagte klasselokaler. Det plejede at tage en halv time at gå fra mit hus til skolen. Jeg havde ingen cykel, for den var blevet stjålet for ikke længe siden.

Så jeg måtte gå. Jeg var især bange, fordi der de sidste par måneder var fundet i alt fire døde i vores kvarter. Heldigvis ikke nogen jeg kendte. Men forfærdeligt for dem der gjorde.

Det er dumt af dig at blive så bange. Du hidser dig selv op ved at tænke den slags, havde jeg sagt til mig selv. For det var rigtigt. Mine tanker løb løbsk. De sværmede om, at nogen ville sprænge ud fra et gemmested bag bilerne og slå mig bevidstløs. Eller at der var nogen inde i de buske jeg gik forbi. En der ville komme listende bagfra, overfalde mig og slå mig ihjel; gemme mit lig i en skraldespand eller container. Når jeg var bange, kunne min fantasi godt løbe ret meget løbsk. Jeg kunne ikke styre det, og det var en stor ulempe!

Det var koldt. Mine røde krøller var gemt under mit halstørklæde. Jeg havde en hjemmestrikket, hvis hue trukket ned over ørerne, og mine hænder gemt væk i et par tykke, bløde luffer. Men jeg frøs stadig. Jeg følte mig kold som et lig.. Igen den fantasi!

Jeg bevægede mig hurtigt, og kunne, trods mine forsøg på at styre mine tanker og billederne i mit hoved, ikke lade være med at studere mine omgivelser og om der skulle være nogen bag mig. Den mindste lyd, og jeg fór sammen. Især da jeg hørte en lyd inde fra krattet ved min side. Jeg nærmest sprang ud på vejen, imens halvkvalt skrig undslap mine læber.

Jeg måtte med bankende hjerte og rystende hænder over den pludselig, høje lyd, konstatere at det bare var en kat. Det var i hvert fald det, jeg beroligede mig selv med.

 

Endelig kunne jeg gå gennem porten til skolen. Skolen På Duevej. Der var helt stille. Næsten ingen af vinduerne i den store bygning, var oplyst indefra. I den store bygning går alle klasserne fra 3. til 9. På hver årgang er der en a, b og c klasse.

Så gik jeg de 20 meter hen til den store dobbeltdør.

Derefter gik jeg op af de mange sten-trapper til 4. sal og ind i lokale 25, hvor 6. b holdt til.

Der var mørkt derinde, så jeg tændte lyset. Der var mange lyde, og jeg blev tit let forskrækket. Men de kom bare fra klasseværelset ind ved siden af, hvor der var ved at blive gjort rent.

Der var uhyggeligt, og jeg havde mest lyst til at løbe ud af lokalet, ned af alle trapperne, ud i skolegården og hjem. Jeg ville løbe fra denne mørke, uhyggelige skole, hvor 2 børn de sidste par uger var fundet død. En ude i skolegården og en i 6.c, hvis lokale er er ovenover der, hvor jeg stod. Til min forfærdelse kom jeg i tanke om, at det sted jeg havde glemt min mobil, var hemsen. Når man kommer ind af døren til lokale 25, er der en kort gang. Til højre i den, er en dør der leder ind til rummet med hemsen. Fortsætter man ligeud i den gang, kommer man til klasseværelset.

Det sidste jeg ha havde lyst til var at kravle op af den snævre stige, som jeg ikke var særlig hurtig til at komme ned af igen.

Men der måtte gøres. Så jeg kravlede op af stigen, hapsede min mobil, og så hurtigt ned jeg kunne, og hele vejen ned i gården.

Min mobil brummede i lommen på mig, og jeg vidste at jeg havde modtaget en besked. Jeg låste mobilen op, og tjekkede hvem den var fra. Men det var ukendt nummer. 15 minutter stod der. hvad betød det?  Og hvem i al verden var det, der havde skrevet det? Jeg tænkte at det nok var der havde fået forkert nummer..

Jeg begyndte at løbe, men modtog straks en besked til: Du skal ikke prøve at løbe. Der blev jeg bange. Hvor vidste personen fra at jeg løb?! Jeg slettede beskederne. Men derefter kom endnu en besked: Eller slette mine beskeder.

Kæft, det var gustent! Jeg tillod mig selv at skrige og spurtede så afsted i mørket, men stødte ind i noget hårdt. En lygtepæl. Jeg faldt og slog hovedet ned i jorden. Heldigvis tog huen lidt af stødet, men det gjorde stadig pokkers ondt. Jeg tog mig til hovedet, hvor en skarp smerte strålede ud fra der, hvor jeg havde slået mig.

Stille rejste jeg mig op.

10 minutter stod der i den næste besked. Hjælp, tænkte jeg. Jeg måtte gemme mig. Men der var nogen der holdt øje med mig, vidste jeg. Så hvor kunne jeg gemme mig, uden personen så hvor jeg gemte mig henne? Jeg så på uret på min mobil. Klokken var 4 minutter over fem. Var der virkelig allerede gået en halv time? Jeg gik videre ned af Duevej og drejede til højre ned af Egernvej. Gruset knasede under mine fødder, der med hastige skridt hjalp mig med at komme væk. Jeg lod være med at løbe. Jeg måtte ikke gå i panik. Alligevel skreg jeg, da en flok fugle lettede fra en busk få meter foran mig. Mine skridt blev endnu hurtigere. Endnu en besked: 6 minutter.

Da slog det mig, og jeg stoppede op. Stirrede ned i mobilskærmen med rynkede bryn.

Hvorfor lod jeg mig skræmme? Det var da sikkert bare forkert nummer.. Eller nogle af drengene fra klassen, der gerne vil havde et godt grin. Jeg måtte ikke være dum at tro på det fis. Det var sku da bare SMS'er!

 

Jeg gik videre uden bekymringer. Mørket skræmte mig næsten ikke. Heller ikke SMS'erne Det var jo... Bare SMS'er. Dog kunne jeg ikke lade være med at føle mig forfulgt. Meget forfulgt. Min indbakke modtog beskeder næsten hele tiden. I de sidste 5 stod der:

"2 minutter"

"1,5 minut"

"1 minut"

"0,5 minut"

"Du løb ikke. Det var dumt."

 

Jeg nåede knap at læse den sidste besked. Der endte det. Det hele. Og man skulle tro det var en befrielse, at jeg slap af med følelsen af at være forfulgt. Den følelse der først var kommet den aften. Men jeg slap ikke. Jeg slap ikke efter min død.

Så nu vil jeg havde hævn; Jeg forfølger andre uskyldige, der ikke aner noget som helst. Med SMS'er når de er alene. I mørket. Og der gør jeg en ende på dem alt hvad der var deres. Præcis ligesom med mig den aften. Måske mødes vi to? Dig og mig, alene i mørket!

Hævnen er sød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...