I forklædning {1D - Niall}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Færdig
"I forklædning" er et oneshot til "Backstage"-konkurrencen, som jeg har valgt at deltage i, da jeg synes det lyder som et spændende koncept. SPOILER-ALERT!: Handlingen er inspireret af en scene fra "This Is Us"; filmen om One Direction.

46Likes
33Kommentarer
1362Visninger
AA

1. I forklædning: Oneshot til "Backstage"-konkurrencen

Vi var lige steget ud af bussen, efter vi ankom til næste koncertsted på vores "Take Me Home"-tour. Vi havde allerede spillet et par koncerter nu, men traditionen tro, startede vi altid i England, før vi kørte ud i resten af Europa. I dag havde vi bare brugt tiden på at øve os og sætte sceneshowet op, inden vi skulle underholde vores fans i de timer det nu tog at spille en god koncert. Udover at være på tour, var vi også igang med at filme til vores nye film "This Is Us", som skulle skildre hvordan vi var off- og backstage; vores fans skulle vide hvem vi i virkeligheden var. 

Louis havde givet mig den gode idé, at få mig til at klæde mig ud som servicevagt, så jeg kunne gå ud og snakke med de fans der allerede sad på deres pladser inde i salen. Der var stadig mange timer til at selve koncerten ville gå igang, men der sad nogle enkelte piger og ventede tålmodigt foran scenen. Da vi havde filmet vores seneste musikvideo, havde Louis og jeg været klædt ud som to mænd, hvor vi havde snakket med amerikansk accent, men i dag var anderledes. Jeg skulle udgive mig for at være en lettere overvægtig servicevagt fra Skotland; at imitere accenter havde aldrig været et problem for mig. 

"Niall, er det dig?!" 

Louis grinede, da han så mig i min udklædning; jeg havde fået hjælp af en professionel makeup-artist, som havde gjort et formidabelt arbejde. Der var tænkt på de mindste detaljer: masken dækkede min naturlige lyse og unge hud, mit blonde hår var gemt væk under en gråsort-langhåret paryk, min næse var erstattet af en større udgave i latex og jeg havde selv fået lov til at vælge de brune kontaktlinser. Den sidste del af min gennemførte forklædning havde jeg selv valgt at inddrage, for jeg havde med tiden fundet ud af, at det var mine blå øjne, som de fleste af vores fans lagde mærke til; jeg ville ikke indrømme, at jeg havde siddet på tumblr og søgt efter opslag tagget med mit eget navn. 

Jeg testede min skotske accent overfor crewet og at dømme ud fra deres latteranfald og øvrige reaktioner, valgte jeg at tage jakken, med "SECURITY" printet på ryggen, på, og bevæge mig ud blandt publikum. Vores filmhold havde fulgt min proces med at komme i forklædning, inden de havde stillet sig op på en af balconerne i salen, hvor de kunne filme enhver af mine bevægelser. Det var tiltænkt filmen, at stunts som denne skulle vise de sjove sider af os og hvordan vi godt kunne lide at drille vores fans engang imellem. Ingen af pigerne i salen lagde mærke til mig, da jeg bevægede mig blandt stolerækkerne; jeg skævede op til balconen, hvor Louis blandt andre stod og gav mig grønt lys. Showtime. 

"Hvorfor sidder I her allerede? De går først på om flere timer og jeg har hørt, at One Direction er dårlige live!" rungede min stemme højt, godt gemt bag den tykke skotske facade. 

Pigerne, som sad på stolene foran mig, fnes, men turde knap nok kigge på mig. Ingen af dem fattede mistanke, for så ville de nok have hevet deres telefoner op og taget billeder af mig; de sad blot og snakkede internt. Jeg besluttede mig for at gå videre til nogle andre, men da jeg kiggede ind mod midten, spottede jeg en pige, som sad alene. Jeg bevægede klodset hen mod stolen ved siden af hende; den pude, som skulle forestille en kæmpe ølmave under min jakke, var umulig at styre.

"Har du ikke hørt, at One Direction er dårlige live? Personligt er jeg glad for, at jeg ikke skal se koncerten." 

Hun grinede af min kommentar, mens hun begyndte at pille genert ved hendes armbånd. Det gjorde mig glad, når jeg kunne få folk til at grine; især vores fans, når de ikke vidste, hvem jeg i virkeligheden var. 

"Venter du på nogen?" spurgte jeg.

"Ja, jeg venter på at One Direction går på." smilede hun og kiggede mod scenen. Der kørte lav musik henover højtalerne i salen, men vores sceneshow var stadig ikke sat helt op. 

"Skal du ikke se koncerten med nogle veninder?" 

"Nej, ingen af mine veninder kan lide dem, men det er okay." Hun smilede igen og kiggede hurtigt på mig, inden hun så mod scenen endnu engang.

"Det kan jeg godt forstå, de laver også dårlig popmusik." jokede jeg.

Jeg prøvede at løfte stemningen, for jeg var godt klar over, at det ikke var fedt at tage til koncert alene; men samtidigt kunne hun umuligt føle sig alene, når hun skulle være i en hel sal fyldt med fans som hende. Efterhånden havde vi spillet mange koncerter, men vi blev altid overraskede hver gang, da vi så hvor mange fans der dukkede op og hvor engagerede de var. Jeg kiggede på hende, trods at hendes skulderlange brune hår lige akkurat dækkede hendes kind, så jeg ikke kunne se hende ordentligt. Hendes hurtige øjekast før havde efterladt meget til min fantasi, da jeg ikke havde haft tid nok til at se hendes ansigt.

"Det synes jeg ikke." sagde hun stille, mens hun begyndte at pille ved sine armbånd igen. 

Jeg havde et kort sekund glemt min forrige kommentar, da hun svarede mig, men jeg stillede derefter et nyt spørgsmål.

"Ikke? Hvad kan du så godt lide ved dem?" 

Hun tøvede ikke, da hun begyndte at remse en masse ting op. Jeg fokuserede på hvert ord der kom ud af hendes mund, for lige pludselig lyste hun op. Hun virkede så genert til at starte med, men måske havde det noget at gøre med, at det ikke var mig hun snakkede med, men en halvgammel, buttet servicevagt. 

"Det er svært at forklare, for det er jo ikke kun musikken, jeg er fan af. De er mine idoler, fordi de hver især repræsenterer ting, som giver mig indhold og værdi.
Liam lærte mig, at jeg aldrig skal give op, hvis jeg har et mål. Selv hvis jeg får et afslag eller møder nederlag på min vej, så skal jeg blive ved med at kæmpe.
Louis lærte mig, at det er okay at være barnlig engang imellem og ikke tage alting for seriøst. Samtidigt lærte han mig også, at man skal stå op for sig selv og dem man elsker.
Zayn lærte mig, at det er okay at være genert nogle gange og holde ting for sig selv, for ens liv og de ting man laver, vedkommer i virkeligheden ikke nogen. 
Harry lærte mig, at jeg ikke skal gå op i hvad folk siger om mig eller dem jeg hænger ud med, for i sidste ende er det mit liv og mit valg, hvem jeg vælger at leve det sammen med.
Og så er der selvfølgelig Niall... Han lærte mig, at jeg aldrig skal stoppe med at tro på mine drømme og stoppe med at blive glad for de små ting i livet. Altså, det kan godt være, at jeg ikke har nogen venner at tage til koncert med, men i det mindste er jeg her, ikk'? Musikken plejer altid at løfte mit humør, når jeg føler mig allermest ked af det. Det føles som om de synger til mig, og selvom jeg føler mig ensom, så ved jeg, at når drengene er der, er jeg aldrig alene." 

Hendes blik blev drømmende, mens hun smilende kiggede mod scenen igen. Jeg vidste ikke rigtigt hvordan jeg kunne tillade mig at reagere på hendes fortælling, for jeg var jo trods alt udklædt og det ville ødelægge det hele, hvis jeg afslørede min identitet. Det rørte mig, at hun havde taget vores personligheder så meget til sig, for hvert udsagn passede perfekt på os og hvem vi er. Selvom vi er i et band, er vi meget forskellige, hvilket førte mig videre til mit næste spørgsmål.

"Det lyder som om, at de drenge har haft stor indflydelse på dig, men hvem er så din favorit? Jeg kender ingen af dem, så jeg skal nok lade være med at sige noget." smilede jeg, med et glimt i øjet.

Da hun hørte mit spørgsmål, smilede hun også og kiggede rødmende ned på sine foldede hænder. Hun fnes lidt, inden hun begyndte at rode ved en halskæde hun trak frem under sin t-shirt, som hun viste mig. Det var svært at holde masken, for jeg vidste, at Louis stadig stod på balconen og kunne høre hele vores samtale gennem den mikrofon, som jeg havde gemt under kraven. Dog sad jeg med ryggen til kameraholdet, så jeg skyndte mig at tage mig til halsen og holdt hånden for mikrofonen, så resten af vores samtale blev mellem os. De kunne alligevel ikke se hvad hun viste mig. 

"Ham her." smilede hun. "Niall er helt klart min yndlings."

Selvom jeg var meget smigret, blev jeg nødt til at forholde mig i ro, hvis jeg ville have en begrundelse. I bandet var vi meget enige om, ikke at gå op i hvem af os der havde flest "piger" på vores side, for de var jo trods alt bare fans af os allesammen. Men jeg må indrømme, at tanken om der var nogle piger, som foretrak mig over de andre drenge, gjorde mig lidt glad.

"Ahh, ham har jeg set før. Det er ham med den forfærdelige irske accent." grinede jeg. "Hvorfor kan du bedst lide ham?"

"Det er jo også svært at forklare." sukkede hun og kiggede på mig.

Hendes generte udtryk var forsvundet lidt, som om hun følte sig mere sikker ved at tale med mig. Mit ydre var heller ikke decideret skræmmende, men måske kunne hun ikke lide at snakke med fremmede? Nu havde hun vendt sig mod mig, så jeg rent faktisk kunne se hendes ansigt. Hun var køn, men intet usædvanligt; små røde kinder og en smule mascara på hendes øjenvipper. Hendes øjne lyste op, da hun ivrigt begyndte at fortælle videre.

"For det første er han jo rigtig sjov; jeg elsker når han imiterer andre og tager pis på folk. Jeg mener, han fjoller bare rundt og har det sjovt, hvilket jeg synes er meget vigtigt, at man kan. Desuden er han nede på jorden og fangirler ligesom vi gør, hvilket gør ham nem at relatere til, især fordi han tit svarer på vores beskeder på Twitter og tager sig tid til at skrive lidt med os. Han er også altid en af de første af drengene til at skyde rygter ned, hvis han opdager at der for eksempel cirkulerer et eller andet lort rundt på internettet. Der er selvfølgelig også alt det overfladiske, som at jeg synes, at han synger rigtig godt og ser helt vildt godt ud. Hans blonde hår, selvom han også ville se godt ud med sin naturlige hårfarve, hans smil og hans øjne..." 

I et sekund troede jeg, at hun kunne se lige igennem mig. Hun holdt øjenkontakten med mig i det der føltes som en pinagtig evighed; lige pludselig var det mig der blev nervøs. Da hun tog en dyb indånding og fortsatte med at fortælle, kunne jeg også ånde lettet op; jeg havde jo farvede kontaktlinser i, så hun kunne umuligt have luret mig.

"... Men han er personligt min yndlings, fordi han har hjulpet mig gennem en svær periode af mit liv. Han spiser altid og snakker hele tiden om mad, hvilket er blevet en intern joke blandt fansene. Han giver også mig lysten til at spise og blive ved, selvom jeg ikke altid har haft det sådan. Min samtalegruppe og mine forældre er meget glade for, at han kunne have den effekt på mig, når de ikke kunne. Jeg tror ikke rigtigt, at de kan forstå hvor meget indflydelse han har på mig, fordi jeg aldrig har mødt ham eller snakket med ham. Men jeg håber, jeg engang kan sige tak til ham. I virkeligheden, altså."

Hendes sidste bemærkning gjorde mig både glad og ked af det. Glad, fordi mine vaner og min personlighed har kunnet hjælpe hende, men samtidigt ked af, at jeg ikke har tænkt over det hele noget før. At der rent faktisk er millioner af virkelige personer, som bliver påvirket af os; hvad vi gør og laver. Rent faktisk at være et idol og en rollemodel var ikke gået op for mig, før jeg fik hørt hendes historie. Selvom hun ikke direkte havde fortalt mig hvad hendes situation gik ud på, så kunne jeg godt lægge to og to sammen og gøre mig nogle antagelser; jeg havde lyst til at give hende et kram og fortælle hende, at alt nok skulle blive okay. Det slog mig, at jeg stadig var i min rolle og derfor ikke kunne gøre noget ved det lige nu, men jeg tænkte hurtigt.

"Hør, love. Det gør mig glad at vide, at han har så stor betydning for dig, men jeg bliver nødt til at gå nu og patruljere resten af salen."

Jeg hev en notesblok op ad min jakkelomme og fandt en kuglepind, som lå i en anden lomme. Hun bemærkede vist ikke hvad jeg skrev, inden jeg stillede hende et sidste spørgsmål.

"Må jeg give dig et knus?" 

Hun nikkede forstående og gav mig et lille smil, inden jeg lagde armene om hende. Min mund var tæt ved hendes øre, hvilket gav mig muligheden for selv at fortælle hende nogle ord. 

"You'll never love yourself half as much as I love you,
You'll never treat yourself right, darling, but I want you to."

Jeg kunne ikke holde det tilbage, men jeg sørgede for at synge så stille som jeg overhovedet kunne, så det kun var hende der hørte min skjulte besked. Da jeg trak mig ud af krammet, bemærkede jeg straks hendes opspilede øjne; jeg var i tvivl om, om hun rent faktisk var klar over, at det var mig eller om hun stadig troede, at det var en servicevagt, som bare ville kramme hende. I stedet for at spekulere længere over det, rev jeg papiret med mit telefonnummer af min notesblok og gav det til hende. Hun sad bare og stirrede på papiret i hendes hånd, inden hun måbende kiggede på mig, hvilket fik mig til at fuldende verset.

"If I let you know I'm here for you, maybe you'll love yourself like I love you." 

Jeg blinkede til hende og skyndte mig at rejse mig, inden hun måske ville begynde at skrige eller gå amok over, hvad der lige var sket. Mit blik fløj op til balconen, hvor Louis stod og kiggede undrende på mig; han kunne tydeligvis heller ikke forstå, hvad jeg lige havde lavet. Mikrofonen havde jeg holdt om til sidst, så der var ingen der kendte til samtalen mellem hende og jeg, udover os. Nu var jeg bare spændt på, om hun overhovedet ville skrive eller ringe til mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...