Skyggeliv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 30 aug. 2013
  • Status: Igang
Cassablanca befinder sig midt i et af landets mest kriminelle byer, hvor politiet næsten har opgivet at komme bandekriminaliteten til livs.
I byen hærger den frygtede bandeleder kaldet Bossen, som har den fordel at ingen rigtig ved hvordan han ser ud eller hvem han er og det gør at politiet hverken kan eller vil gøre noget ved hans bandes udbredelse. Cassablanca kommer i den pressede situation hvor hun er vidne til en af Bossens kriminaliteter og ser derved hvem han er. Ikke nok med det er dethun er vidne til et mord på en hun kender. Alt dette gør hendes venskab til Nolan besværet da han og hans bedste ven Jake(Bossens højre hånd) er involveret i det Cass har været vidne til. Hendes retfærdighedsans er ved at stige hende til hovedet og hun føler ikke længere hun kan leve i en verden hvor folk slipper afsted med at skade andre på og hun føler hun må gøre noget, men hvad stiller man op imod en så magtfuldkriminel? Kan Nolan måske hjælpe hende?

0Likes
0Kommentarer
75Visninger

1. Cassablanca

Hun vågnede med et sæt. Midt i en drømmeløs søvn. Det var ved lyden af stemmer ude på gangen, eller hun regnede med at det var dem der havde vækket hende. Normalt sov hun fra alt og de velkendte lyde af folk der snakkede frem og tilbage på gangene i lejlighedskomplekset, ville ellers ikke have vækket hende eller hendes opmærksomhed. Denne gang var en undtagelse. Hun var egentlig i tvivl om det var stemmernes skyld, eller om der havde været en højere lyd der havde fanget hendes opmærksomhed i søvnens tunge slør.
Hun satte sig op og blinkede søvnigt med øjnene. Der gik ikke længe før hun gættede hvem stemmerne tilhørte. Én af gangen i takt med at hun blev mere vågen lagrede det sig i hendes sind hvem der var ude på gangen. Først genkendte hun Nolans rolige og meget kontrollerede ryst. En dyb, næsten basagtig lyd som hun var sikker på kunne lulle enhver i søvn hvis den blev i samme toneleje længe nok. Derefter kunne hun svagt genkende den anden stemme. Det var nok nærmere et gæt end egentlig viden om hvem stemmen tilhørte. Hun havde aldrig selv snakket med ham.   Hun havde kun hørt Nolan gøre det og derfor kunne hun svagt genkende den som Jakes. Hans stemme var let hæs som om han allerede havde taget skade af at ryge, lang tid før han overhovedet fik lov at købe sine første cigaretter.
Da hun kunne mærke hendes hoved var blevet mere klart lod hun sig glide ned af sengen. Hun satte sig hen til døren for at kunne høre nærmere hvad det var de snakkede om. Der måtte være en grund til at hendes underbevidsthed havde rykket hende ud af den trygge søvn. Hun sad med fingrende flettet ind i hinanden, rundt om sine ben så knæende blev trykket imod maven. Hendes sortfarvede hår var uglet efter at være blevet rodet rundt på puden i den sovende stund. Pandehåret havde delt sig let til siderne, så hendes pande blev blottet fra hårets mørke. Hendes udtryk var anstrengt i koncentration og de grågrønne øjne var blevet formet til små smalle sprækker som for at hjælpe hendes øre til at lytte mere intenst.
Der var en stemme mere. En stemme hun ikke genkendte. Alligevel var der noget ved deres ord og stemmens autoritet der gjorde at hun ret hurtigt havde en klar idé om hvem den måtte tilhøre.
”Han er en bums Nolan. En fucking ingenting der tror at fordi han er fuld, har han en undskyldning for at svine Bossen til, uden vi giver ham en lærestreg”
En svag knurren fra den ukendte stemme kunne høres inden han svarede med næsten overlegen hånlighed i stemme. ”Ingen har en god undskyld til at svine mig til. Mangel på respekt skal bødes for, så er jeg ligeglad med hvem det er. Er du med mig Jake? Vi viser ham hvad der sker når han ikke følger mine regler!”
Det var selveste Bossen, bandens overhoved. Erkendelsen af dette fik et gys til at hjemsøge hende krop i en kort stund. Kun få vidste hvem bossen egentlig var. Det var derfor at politiet ikke kunne få sat en stopper for hans ugerninger og ham der havde starten den kriminalitet der hurtigt havde spredt sig over byen som et sort hul og hev alle småkriminelle til sig i et stort ødelæggende netværk. Politiet var derefter blevet mere eller mindre nyttesløse fordi de under Bossens ledelse, var blevet invaderet af korruption på alle planer.  Nu stod han lige ude foran hendes dør. Hun kunne høre hans stemme, næsten lugte røgen fra den smøg der sad og vippede i hans mundvig. Hun havde nu en sjællen chance for at se hvem Bossen var. En chance kun døde folk havde fået. Den viden hun ville komme til at sidde inde med ville være stor og altafgørende hvis den kom i hænderne på de rette. Men hvis nogen fandt ud af at hun vidste det, ville det blive skæbnesvangert for hende i stedet. Selvom hendes hoved skreg af logik, hørte hendes sind ikke efter. Hun rettede sig op, med en meget præcis kontrol over alle sine bevægelser, så de ikke gav en eneste lyd fra sig. Hun rettede let hovedet på skrå og lukkede det ene lysende, grågrønne øje og koncentrerede sig om at skelne de tre skikkelser ad, indtil hun så ham. Høj, pumpet og skaldet. Næsten en stereotyp af sig selv, på nær tøjet. Det var helt almindeligt. Jeans, skjorte og en brun jakke som alle andre mænd i byen. Men hvorfor skulle det også skille sig ud, bare fordi han var Bossen? Det var vel bare en forestilling folk havde formet sammen når de i smug undrede sig over hvem han mon kunne være. Og nu vidste hun det. Hun havde set ham før. Flere gange faktisk. Det var ham der ejede værtshuset som hun så ofte havde slæbt sin far hjem fra når han var fordrukken til selv at finde hjem.
”Det er sgu da ikke nogen grund til spilde tiden ved at prygle løs på en drukkenbold”
Hun kunne tydeligt høre Nolans tøven i stemmen. Det var lige før hun kunne se hans utilfredse ansigtsudtryk. En let forvrænget overlæbe og forskudte lyse øjenbryn i en grimasse der viste en blanding af underen og ubehag. Hun kendte ham godt nok til at genkende det udtryk blot på tonen i den ru stemme. Nolan var nok det tætteste hun kom på en ven. Det var ikke fordi de kendte alt til hinanden, tvært imod. Hun vidste ikke engang hvor i lejlighedskomplekset han boede. De mødtes bare ofte i forhallen, i elevatoren eller foran kiosken i indgangshallen. De snakkede sammen om alt og ingenting uden nogensinde at komme rigtigt ind på personlige informationer som hendes fordrukne far eller hvorfor han var med i banden. Det var ellers noget hun tit havde undret sig over. Det var egentlig ikke noget hun ville blande sig i, men hun kunne ikke lade være med at bekymre sig på hans vegne. Nolan var den eneste der kunne trøste hende når hun havde haft en hård dag eller generelt havde lyst til at give op. Han kunne gøre det helt uden at vide hvad der var galt. De kendte hinanden så godt uden at vide ret meget. Det gjorde ham vigtigt for hende. Hun kunne derfor mærke en kort følelse af stolthed over hans ædle måde at forsvarer en forsvarsløs, fordrukken bums.
Det lød dog ikke som om Nolan skulle have meget at skulle have sagt. Jake og bossen havde allerede besluttet sig for at give drukkenbolden en omgang prygl som lærestreg. Hun kunne mærke at hun havde lyst til at blande sig, sætte sig imod en så uhumsk en gerning. Deres skridt bevægede sig imod elevatoren imens de stadig snakkede og hun overvejede kraftigt at liste med dem for at forsvarer en uskyldig mand med lidt for mange ord i munden.
Måske hun havde den trang fordi hun vidste hvordan disse drukkenbolde var. Hendes far var trods alt en af de værre. Efter hendes mors død da Cass selv var 8 år gammel, måtte hun pludselig selv stå med det hele. Kort tid efter måtte hun være den der sørgede for, at få slemt sin far hjem når folk ringede fra forskellige værtshuse. Det havde gjort at hendes forhold til sin far var meget tvetydigt. På den ene side kunne hun ikke holde ud at se på ham, eller at tale med ham fordi han havde forvoldt hende så meget smerte, pinlighed og postyr at hun hadede ham ind til benene. Dog kunne hun ikke få sig selv til bare at flytte fra ham og overlade ham til sig selv. Så var der ingen der ville se efter ham, slæbe ham hjem eller give ham mad. Det ville være det samme som at slå ham ihjel hvis hun forlod ham. Det kunne hun heller ikke få sig selv til. Hun levede derfor mest sin hverdag på en måde så hun mindst muligt skulle være i nærheden af ham. Hun lavede mad, stillede det på bordet og forsvandt på arbejde indtil hun vidste han var taget på værtshus.
Hun kæmpede et stykke tid med sin samvittighed, indtil de tre stemmer var forsvundet helt og hun måtte indse det nok var for sent. Hun ville virkelig gerne sætte sig imod dem. Vise at bare fordi Bossen styrede byens kriminelle underverden, kunne han ikke bare behandle alle som han ville. Vise at der stadig var nogen der kæmpede for andres ve, vel og overlevelse. Hun kunne bare ikke tage den konfrontation uden selv at se døden i møde. Det ville være det samme som at sige ’kom og dræb mig’ da hun ville stå ansigt til ansigt med Bossen. Han ville vide at hun vidste hvem han var og det var den sikre død. De ville ikke risikere det. Måske Nolan ville kæmpe for hende, men det ville stensikkert være forgæves. Derfor blev hun siddende med en bitter, retfærdighedslysten smag i munden. Hun sad der en rum tid og bed tænderne samme, inden hun kravlede, irriteret over sig selv, hen over gulvet og op i sengen igen.
Hun havde lige lagt sig tilrette, med tankerne susende i hovedet som en storm af indre protest, da hun kunne høre endnu en lyd. En kradsende, skrabende lyd imod døren. Hun sukkede dybt for at ryste den søvndyssende følelse af sig og rejste sig endnu engang. Det var sikkert hendes far der ikke kunne få nøglen ind i nøglehullet af bare fuldskab. Hun gik træt hen og låste døren op og i det hun åbnede den, væltede hendes far ind i en pøl af blod. Hun kigger forskrækket ned på den gennemtævede mand der lå og gurglede i sit eget blod. Panikken greb et jerntag i hende og hun stod bare og stirrede inden hun fik sparket sig selv ud af den skrækslagende trance og løb efter telefonen. Han havde slæbt sig selv hele vejen herop. Det kunne hun tydeligt se. Der var et langt spor af klistret blod fra elevatoren og hen til døren. Hendes fars eget blod. Det gik langsomt op for hende hvem der havde gjort dette og erkendelsen næsten rungede i hovedet på hende som en gongong. Det var hendes far de havde snakket om at gennemtæske. Hendes egen fordrukne, surmulende, grovflabede, egocentrede, alkoholiske, men uskyldige far. Hun kunne selv have reddet hvis hun havde haft modet.

Hun var på vej ned af trapperne imod den store indgangshal for at slå et hurtigt smut forbi kiosken og derefter var planen at storme tilbage til den tomme lejlighed. Stilheden havde runget i lejligheden den første uge efter hun var kommet tomhændet hjem fra hospitalet. Hendes far havde næsten allerede åndet ud da ambulancen kom og det eneste hun kunne gøre var at side ved hans side, med hans hånd i sin og glo. Hun havde stirret på ham så intenst at hun havde set hvordan hans krop langsomt gav op. Den forslåede, blå og lilla krop, der var blevet gennemtævet så han var svær at kende. Men det var hendes far.
Hun havde stadig en underlig følelse i kroppen af ikke at være rigtig ked af det. Hun var mere vred. Ikke fordi hendes far var død, men fordi at nogen kunne slippe af sted med at tæve et andet menneske ihjel. Hun kunne ikke rigtig fortælle politiet at hun vidste hvem det var. Det ville sætte hende i alvorlig fare og hun troede ikke på at de ville kunne beskytte hende imod den fare. Hun havde nemlig ikke nok oplysninger og beviser til at de ville bure Bossen inde. Derfor var hun stille. Hun sagde intet da de udspurgte hende, blot nikkede og rystede på hovedet af deres spørgsmål. De var nok alligevel ligeglade. Det skete alligevel hver dag at en eller anden ingenting blev tævet ihjel uden at man vidste hvem der havde gjort det. Det var det rene hverdagskost for politiet.
Vreden fyldte hende mere og mere for hver ensom dag der gik i lejligheden. Hun fortalte ikke nogen om hændelsen og gik på arbejde som hun plejede uden hendes kollegaer lagde mærke til noget. De kendte hende alligevel ikke fordi hun holdte sig for sig selv. Hun ville ikke give dem chancen for at vide hvordan hendes liv var. Det var en pinlig byrde hun bar på, at hendes far var en gemen drukkenbold, derfor havde hun aldrig rigtig lukket nogen ind. Hendes hverdag faldt tilbage i den sædvanelige rutine, kun med få ændringer. Hun skulle kun lave mad til én, hun skulle ikke hente nogen på et værtshus jævnligt og hendes sind var fyldt med voksende vrede og dårlig samvittighed. Hun kunne have gjort noget, hun kunne stadig gøre noget. Hun vidste hvem der havde gjort det.
Hendes tørre og trætte mine havde fanget Nolans opmærksomhed. Han forsøgte at opmuntre hende med sine sædvanelige små jokes hvilket var det eneste der gjorde at hun ikke blev fyldt med den larmende følelse af ensomhed. Hun var stolt af ham fordi han havde forsvaret hendes far den nat. Men hun kunne ikke fortælle ham hvor taknemmelig hun var. Det kunne bare ikke lade sig gøre. Det var alt for risikabelt. Han var den eneste der kunne frembringe et lille forsigtigt smil på hendes læber og det var ligeså meget grundet hans handling omkring hendes far, som det var det han rent faktisk sagde til hende. Han holdt hende fra at falde ned i det store sorte hul af selvmedlidenhed, tårer og uhæmmet vrede, som hele tiden lå og lurede lige i nærheden. Hun kunne så som nemt bare lade sig skride du over kanten og går fra forstanden, men hun gjorde det ikke fordi hun vidste at der var én der kunne skelne retfærdighed fra det blæsevejr af ondsindige gerninger byen var badet i. Hun var ikke den eneste der ejede en retfærdighedssans af nogen art. Nolan gjorde også, om han ville kendes ved det eller ej. Den tanke gjorde til gengæld at hun blev mere og mere i tvivl om hvorfor han ikke kæmpede imod og rev sig løs fra banden eller hvorfor han i første gang var gået med dem. I hendes hoved havde han et godt og rent sind, så hvorfor blande sig med en bande der koncentrerede sig om vold, narko og gambling. Hun kendte godt til hans trang til at smide småpenge på bordet i spil og væddemål, men alligevel så hun ikke den store sammenhæng. Hun havde overbevist sig selv om at det blot var en hobby han havde. Når det galte Nolan havde hun måske en lettere tildens til at være godtroende.
Hun tog trappen fordi hun fik det dårligt bare ved tanken af at stå i elevatoren. Hun fik en næsten klaustrofobisk angst af bare tanken om at stå der. Som om væggene fortalte historien om hendes fars sidste minutter. Det kunne hun ikke klare, derfor var hun begyndt at tage trapperne. Så langt var der vel heller ikke. Hun nåede dog kun at dreje rundt om hjørnet fra trappeopgangen og til det rungende lyse rum, de kaldte indgangshallen, før hun stoppede op. Der stod han. Midt i den store oplyste hal stod Jake med sin nonchalante udstråling imens pigerne forfjamsket cirklede om ham og forsøgte at gøre sig til. Hun fik det dårligt af bare synet af ham. Næsten som et snigende surt opstød der fyldte hendes smagsløg med ubehag. Raseriet lå lurende i hendes tanker og hun havde en voldsom lyst til bare at råbe af ham. Selvfølgelig ville det blive lidt svært at bortforklare et sådan raserianfald når hun aldrig rigtig havde snakket med ham. Hun stod bare stille og kæmpede med sig selv i tankerne. Hendes logik afviste al form for tilnærmelse af ham, men hendes sind ville noget helt andet. Hendes sind ville fortælle ham om den enorme smerte og fortvivles han havde sat et andet menneske i. Hvor meget folk led over netop hans handlinger. Dog var hun tydeligt klar over hvilke problemer det ville sætte hende selv i, men det var som om at vreden undertrykte den frygt for konsekvenser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...