On Our Way | One Direction | HAM 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 aug. 2013
  • Opdateret: 11 jan. 2014
  • Status: Igang
På Scarletts 19-års fødselsdag modtager hun et brev fra hendes forsvundne far, som hun ikke har set siden hun var et spædbarn. Scarlett og kæresten Louis Tomlinson beslutter sig for at tage til Brasilien for at lede efter ham, men dette er ikke en nem beslutning. Spørgsmålet er bare, om de efter 3 måneder sammen, allerede er klar til at tage deres forhold til næste niveau og gøre sådan en vild ting som dette. Valg skal træffes, skænderier opstår og hele Louis og Scarletts forhold bliver sat på en kæmpe prøve.
Spørgsmålet er bare om de nogensinde finder Scarletts far?
*Dette er en toer til min anden movella Heart's A Mess. Man kan godt læse den her movella uden at have læst HAM, men jeg vil dog klart anbefale et i læser den, før i går i gang med denne.**Tjek gerne min trailer ud*

140Likes
302Kommentarer
11473Visninger
AA

11. 9. Once upon a time I was falling in love, but now I'm only falling apart.

 


”Av, forhelvede!” skreg jeg højt, da Scarletts hårde knytnæve ramte mig lige i øjet.
Hvad fuck gik der af hende?
Jeg tog mig til mit ømme øje, og prøvede at kalde på Scarlett, men hun var for længst væk.
Nej.
Hun måtte ikke gå.
Jeg blev nød til at snakke med hende, tale hende til fornuft. Hvis det overhovedet var muligt.
”Scarlett vent!” råbte jeg desperat, og løb efter hende ud af døren.
For sent.
Hoveddøren smækkede, og jeg kunne hører hende på vej ned af trapperne.
Forhelvede!
Hurtigt rev jeg døren op, og løb efter hende, men hun var allerede så langt væk fra mig at jeg ikke engang kunne se hende.
Hvorfor ville hun ikke bare høre hvad jeg forsøgte at sige? Mig og Eleanor havde forhelvede ikke lavet noget sammen! Det kunne jeg altså ikke finde på. Heller ikke selvom jeg måske godt kunne lide Eleanor. Men forhelvede, jeg elskede jo Scarlett, og der var altså en ret stor forskel på at kunne lide nogen og på at elske nogen. Men det kunne Scarlett åbenbart ikke forstå.
Og nu var det forbi.
Jeg kunne høre en bildør smække, og en motor tændt. Jeg stoppede forpustet op i døråbning og kiggede bare efter bilen, som langsomt forsvandt i mørket.
Forsvandt.
Scarlett forsvandt.
Det var som om det egentlig ikke var gået op for mig, hvad der var sket. Min hjerne ville simpelthen ikke fatte det, det var bare ikke muligt. Scarlett kunne ikke slå op med mig. Det var umuligt. Hun var mit et og alt, min Scarbaby, min lille prinsesse og hun kunne ikke være bekendt at forlade mig nu. Jeg kunne mærke tårerne presse på, og jeg slog hårdt til dørkarmen, for at få dem til at stoppe.
”Forhelvede!” skreg jeg højt, og sparkede hidsigt ud efter en barnevogn, som stod i opgangen. ”Forhelvede, forhelvede, forhelvede.”
Jeg blev nød til at ringe til hende, få hende til at komme tilbage. Hun kunne ikke bare forlade mig på den måde. Kunne hun ikke forstå hvor højt jeg elskede hende?
Men måske var det alligevel min skyld? Måske havde jeg været dårlig til at vise min kærlighed for hende her det sidste stykke tid? Men så kunne hun jo bare have sagt det til mig. I stedet for at være så sur hele tiden. Men på den anden side, jeg kunne jo godt se at det også var min skyld. Selvom jeg helst ikke ville indrømme det. Men inderst inde vidste jeg jo godt at Scarlett havde ret. Jeg havde brugt for lidt tid sammen med hende, jeg havde regnet med at hun bare altid ville være der, så jeg bare kunne komme til hende når jeg havde brug for hende, men sådan var virkeligheden bare ikke. Desværre.
Og nu var det for sent at sige undskyld.
Hun ville sikkert ikke tilgive mig, hvis jeg forsøgte.
Opgivende gik jeg op af trapperne igen, de trapper som jeg havde gået op af så uendelig mange gange, men lige nu føltes de bare endnu længere end de nogensinde havde gjort før. Døren ind til lejligheden stod stadig åben, jeg havde nok glemt at lukke den, da jeg løb efter Scarlett.
Scarlett.
Suk.
Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, men jeg var helt sikker på at jeg blev nød til at gøre noget ved det. Jeg kunne ikke bare lade hende forlade mig. Det ville jeg aldrig kunne klare.
Lejligheden lå fredligt hen, som om der slet ikke var sket noget. Men den føltes så tom og kold, uden Scarlett i den. De blomster hun havde fundet på vej hjem, og var blevet så begejstret for, fordi det var januar og blomsterne slet ikke burde komme endnu, stod stadig i vasen på det lille brune stuebord, og det var som om jeg nærmest kunne dufte Scarlett i dem, selvom de næsten var helt visne, fordi de havde stået der i over en uge. Fotografiet af os hang stadig på væggen, det var taget en lun oktober eftermiddag, som vi havde brugt sammen ved vores yndlingssted, den lille sø som lå i skoven, et par kilometer fra centrum. Vi sad der på det ternede skovturstæppe og smilede lykkeligt, akkurat som de altid gjorde i de der kærlighedsfilm. Jeg kunne tydelig huske, hvordan vi havde fået en dame, som var ude at gå tur med sin hund, til at tage billedet af os. Hvordan hun havde stirret undrende på os, da vi havde rakt hende kameraet, som om hun aldrig havde set noget lignende før. Men billedet fik hun alligevel taget.
Jeg huskede så meget. Jeg huskede det hele.

”Louis, Louis, se det sner!” råbte Scarlett begejstret gennem lejligheden, og jeg rejste mig træt fra sengen for at komme ud til hende. Hun stod ved vinduet, og hoppede begejstret op og ned, mens hun betragtede den hvide sne, som langsomt faldt udenfor, hvor der stadig var en smule mørkt. Jeg kunne ikke lade være, med at blive helt varm i kroppen, ved synet af hende. Tænk at hun var min, kun min.
”Er det ikke smukt?” spurgte hun med en dæmpet stemme, som om hun ikke ville forstyrre sneen som stadig dalede ned.
”Det er fantastisk,” sagde jeg bare med et smil, og lagde mine arme om hende.
Det var fantastisk. Det var fantastisk at sneen faldt, det var fantastisk at have Scarlett så nær, det var fantastisk at indsnuse duften af hendes nyvaskede hår, det var fantastisk at mærke varmen fra hendes krop, det var fantastisk at vi elskede hinanden så højt.

Jeg kunne pludselig mærke alt sorgen, alt vreden, alle frustrationerne vælte op i mig på en gang, bare ved at tænke på, hvor godt det hele havde været. Dengang. Forhelvede, hvor var det her noget lort! Irriteret slog jeg ud efter vasen, på stuebordet, så den røg på gulvet og smadres.
Forhelvede, hvad fuck skulle jeg gøre ved det her?
Endnu mere frustreret hamrede jeg min knytnæve ind i rammen med billedet af Scarlett og jeg, så glasset splintrede i tusinde stykker, men jeg fortrød det med det samme. Ikke billedet. Det måtte ikke gå i stykker. Forsigtigt pillede jeg det ned fra væggen, og begynde at pille glaskårene væk, så de ikke ridsede billedet. I stedet ridsede de mine hænder, så blodet begyndte at pible ud på begge mine håndflader. Tårerne trillede ned af mine kinder, men det var ikke på grund af blodet, det var på grund af Scarlett, min elskede Scarbaby, min prinsesse, mit et og alt. Jeg kunne simpelthen ikke klare det her mere. Hulkende, lagde jeg billedet fra mig igen, og gik ud og vaskede mine hænder, så blodet stoppede. Hele min krop rystede, jeg hev efter vejret, mens tårerne stadig løb om kap ned af kinderne på mig. Jeg fik slæbt mig selv ind i sengen, hvor jeg rystende gemte mig under dynen, lukkede øjnene i, og forsøgte at lukke hele verdenen ude.

____________________________________________________________________________________

Sorry, sorry, sorry for et virkelig kort og kedeligt kapitel, men jeg syntes altså virkelig, at jeg lige havde brug for at få det hele med fra Louis' synsvinkel af.

Nå, men tror i at de finder sammen igen? 

xxjuliexx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...